Årets sidste Klub Soja

’Being There’. Tyve år i dag

”Rygtet var løbet i forvejen, men måske ikke hurtigt nok, da undertegnede, en kold tirsdag aften i december 1996, mødte op på Loppen på Christiania, for at høre Wilco. Efter, at Uncle Tupelo var gået i opløsning var Jay Farrar fortsat i Son Volt, der hurtig viste sig at slå ind på en traditionel countryvej, mens Jeff Tweedy på debutpladen med Wilco, ’AM’, fra 1994, lænede sig op ad en form for countryrock, der var funderet i hans tidligere arbejde.

Et par måneder før Wilco besøgte København hin decemberaften, havde det udgivet det ambitiøse dobbeltalbum ’Being There’, som man i dag må betegne som gruppens store spring fremad. Mange af de idéer og de uventede omveje i psychedelia, power pop og soul, som ’Being There’ flyder over med, kan vi i dag takke multiinstrumentalisten Jay Bennett for. Der var allerhøjest 30 mennesker til stede på Loppen, da Wilco gik på scenen. Det lod dog ikke til at ryste bandet, der gav en fortrinlig koncert, hvor det meste af materialet kom fra ’Being There’”

Ovenstående indgik i de mindeord, jeg skrev om Jay Bennett (1963-2009), der var med til at forme lyden på Wilcos mesterværk, ’Being There’, der udkom, d. 29. oktober 1996.

’Red-Eyed And Blue’:

Stereogum lovpriser også albummet i dagens anledning:

“Right from the start it’s clear this will be no regular alt-country album. “Misunderstood,” the first of many epic Wilco album openers, finds Tweedy converting his Paul Westerberg worship into something larger than life. Six-and-a-half minutes of lurching noise and strung-out balladry about an underachiever skulking around his hometown culminates in a thunderous kiss-off that remains the highlight of many Wilco concerts to this day: “I’d like to thank you all for nothing! I’d like to thank you all for nothing at all! I’d like to thank you all for nothing! Nothing! Nothing! Nothing!” It’s the sound of triumphantly disavowing your past, and it accomplishes its bridge-burning objective in rapturous fashion.”

Bad Afro tyve år. Besøg af Lars Krogh. Playliste 27. oktober 2016

1. Fuzz - Earthen Gate (2013)

2. Dragontears - Borderline (2007)

3. Bob Dylan - If You Gotta Go, Go Now (1965/2015)

4. Narcosatánicos - Vulvic Church (2016)

5. Psychic Ills - Another Change (2016)

6. Baby Woodrose - Freedom (2016)

7. Nick Waterhouse - Holly (2014)

8. The Dolly Rocker Movement - The Only One (2010)

9. Sleaford Mods - Jobseeker (2007)

10. Sweatmaster - Hold It (2001)

11. Ann Peebles -I Feel Like Breaking Up Somebody's Home Tonight (1971)

12. The Velvet Underground - Sunday Morning (1967)

13. Telstar Sound Drone - Dark Kashmir (2016)

14. Buck Owens - White Satin Bed (1969)

15. Spids Nøgenhat - Spids Nøgenhat I Græsset (2013)

16. Dragontears - William (2010)

“Fight The Good Fight Of The Faith”

“In the early '70s, backmasking—or the practice of recording vocals and instruments backwards and then reinserting them into the forward mix of a song—was something a music savvy (and possibly stoned) Beatles fan might bring up. A decade later, it had become a cause célèbre for conservative religious leaders, school teachers, parents, and even politicians. Whether it was the reversed voice of Freddie Mercury declaring "it's fun to smoke marijuana" on "Another One Bites the Dust" or Styx imploring Satan to "move through our voices" on "Snowblind," there seemed to be mounting evidence that rock music was literally becoming a mouthpiece for the devil.”

- tekststykket herover beskriver i korte træk og ganske godt, hvad denne velskrevne og interessante artikel, ’The Fight to Save America From Satan's Subliminal Rock Messages’, fra magasinet Atlas Obscura handler om. 

God læselyst

”They wouldn't let me do what the BBC let me do”

I går var det tolv år siden, at den engelske radiomaestro John Peel tjekkede ud fra denne verden. Peel fik sit første ulønnede job på en mindre radiostation i Dallas. Da Beatlemania ramte USA rykkede han til en større station i samme by, der brugte den unge brite som deres officielle The Beatles-korrespondent, fordi han var vokset op i en flække nær Liverpool. Senere arbejdede han for KOMA i Oklahoma City, før han i 1965 flyttede til San Bernadino i Californien, hvor han under fødenavnet John Ravencroft lavede morgenradio.

Da han vendte hjem til England i 1967, fik han tjansen som natvært på piratstationen, Radio London. Her var han manden bag programmet ’The Perfumed Garden’, som var med til at etablere ham som en markant radiostemme, der præsenterede de nye acts fra Swinging Londons frodige undergrundsscene, plus toneangivende bands fra Los Angeles og San Francisco. Efter Radio London lukkede ned i august 1967, blev han ansat hos BBC, hvor han i 1968 blev eneansvarlig for udsendelsen, Top Gear. Året efter udviklede han The Night Ride, der udover at bringe interviews med fremtrædende musikere, også sendte et eklektisk udvalg af liveoptagelser, digtoplæsninger og verdensmusik. Et freeform-radioformat, som kom til at kendetegne Peels karriere. Og som bevirkede, at han blev hos BBC, selvom det ikke skortede på tilbud fra kommercielle radioforetagender.

"They leave you to get on with it. I'm paid money by the BBC not to go off and work for a commercial radio station ... I wouldn't want to go to one anyway, because they wouldn't let me do what the BBC let me do.", som han selv fastslog i 1979.

I går var det altså tolv år siden, at John Peel døde af et hjertetilfælde. Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg har lyttet til Peels forskellige radioprogrammer. Gennem årene er det blevet til nogle enkelte. Min opmærksomhed har mere været rettet mod hans såkaldte Peel-sessions, der strækker sig fra september 1967 og frem til oktober 2004. Herunder en liste med medvirkende artister og bands.

Well, det blev rigeligt langt dét her (og så har jeg end ikke skildret Peels veneration for britisk punkrock, new wave og postpunk) når jeg bare ville fortælle, at man kan høre/downloade et anseligt udvalg af John Peels radioshows via bloggen The Perfumed Garden.

Bad Afro tyve år. Mod Strømmen får besøg af Lars Krogh

”I 1996 var ambitionen indenfor det næste tiår at udgive halvtreds vinylsingler med beskidt rock'n'roll fra Norden. I dag ti år efter er det blevet til op mod 100 udgivelser.”

Således indledte jeg et indlæg om Bad Afros ti års jubilæum her på bloggen, tilbage i november 2006. Jeg har ikke tal på, hvor mange plader selskabet har udgivet siden. Ved fejringen af tiåret, der løb over to dage, dels i Stengade 30, dels på Loppen, spillede Baby Woodrose, Columbian Neckties og The Seventh Son, den første aften. Anden dagen bød på The Flaming Sideburns, Slideshaker, On Trial og The Defectors.

Tyveårsdagen gør Bad Afro også stads ud af. Det sker på Loppen, lørdag d. 5. november. Det er faktisk lykkedes at samle dét Baby Woodrose, som optrådte i 2006. Det vil sige Uffe Lorenzen (guitar/vokal), Anders Skjødt (bas) og Anders Grøn (trommer), der på scenen får følgeskab af Mads Saaby (guitar). Samme hold drager senere i november på Tysklands tour.

Nu overlader jeg ordet til Thomas Løppenthin, der har skrevet dét, man med lidt god vilje, kan kalde en festtale i anledning af jubilæet:

”Lørdag den 5. november sætter Bad Afro Records strøm og lyd på fejringen af pladeselskabets 20-års fødselsdag. Det sker på hæderkronede københavnske Loppen, hvor de tre højaktuelle Bad Afro-artister Baby Woodrose, Telstar Sound Drone og Narcosatanicos spiller op til fødselsdagsfest. Alle billetter til koncerten er revet væk, og Bad Afro-fans fra lande som USA, England, Frankrig, Tyskland og Norge har meldt deres ankomst.

At Bad Afro Records runder dette imponerende hjørne er ikke blot en bedrift i en tid, hvor den kommercielle musikindustri siges at være tvunget i knæ, men også fordi selskabet siden dag ét har været drevet af én mands brændende ønske om at pushe, som sloganet for selskabet går, "Scandinavian Rock To The Man". Med ildsjælen Lars Krogh ved roret lagde Bad Afro hårdt ud med at introducere 90'ernes skandinaviske garageboom til et intetanende dansk publikum. Direktør Krogh var på evigt togt gennem Norden, hvilket førte til, at selskabet i de første leveår udgav en imponerende række plader med toneangivende navne indenfor genren, såsom Turbonegro og The Hellacopters.

Men Bad Afro gravede også meget dybere, og ikke mindst den på disse breddegrader så ukendte finske garagerock, med flagskibet The Flaming Sideburns som absolutte hovedmænd, fik maksimal tid i rampelyset hos selskabet, som først senere kastede sig over danske artister som The Burnouts og Baby Woodrose. Da sidstnævnte blev en dansk overnight sensation, sendte dette Bad Afro ind i en helt anden liga, og selskabets klassiske logo med den cool, jointrygende dude gik fra undergrundsfænomen til at være en t-shirt topsællert.

Bad Afro forudså det boom af garagerock, som i de kommende år ramte verden med bands som The White Stripes og The Black Keys. Og da svenske The Hives brød internationalt igennem i starten af 2000 var Lars Krogh til møde i England med Alan McGee (fra pladeselskabet Creation Records) med henblik på at få signet The Flaming Sideburns til hans selskab Poptones. Dette skete imidlertid ikke, men det rokkede ikke ved Bad Afros høje stjerne som formidler af garagerock af høj klasse.

De kommende år skulle dog vise, at Lars Krogh også kunstnerisk ville mere med Bad Afro. Den rendyrkede garagerock blev suppleret med mere psykedeliske og udsyrede toner. Først fra det lsd-inspirerede Dragontears i 2007, som varslede den internationale psych-bølge med navne som The Black Angels og Wooden Shjips. Krogh havde atter ramt tidsånden lige i plet. Og det var derfor oplagt, at da danske Spids Nøgenhat i 2013, efter 12 års tavshed, skulle gøre comeback på pladefronten med 'Kommer Med Fred', var det med Bad Afro i ryggen som pladeselskab. Spids Nøgenhats uforudsigelige popularitet sikrede bandet og Bad Afro en plads i de danske historiebøger.

At Bad Afro både har formået at holde på sine bedste artister, men også er gået efter at forny sig, og fortsat udfordre sig selv og lytterne, tegnes flot op ved fødselsdagsfesten i november. Baby Woodrose, som har været i stald hos Bad Afro siden 2002, gik i sidste måned direkte ind på førstepladsen på den officielle hitliste over solgte vinylplader i Danmark med deres flotte comeback 'Freedom'. Og nytilkommerne i det Aarhusianske noise-rock ensemble Narcosatanicos markerer endnu et evolutionsskridt for det garvede selskab. I næste måned udgiver Bad Afro sekstettens nye album 'Body Cults', en plade som sagtens kan stå som den mest brutale og uforsonlige i selskabets historie. Stadig ingen leflen for mainstream hér.

Så tak for turen og stort tillykke til Bad Afro Records med de første 20 år. At nysgerrigheden og formidlertrangen hos selskabet stadig er intakt, kan man kun fryde sig over. Som fan af dette pragtfulde foretagende er kun tilbage brændende at ønske sig, at Bad Afro tager 20 år mere. Mindst! Hvor kan det dog ikke føre os hen?”

Stil ind nu på torsdag, d. 27. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.

Kort prædiken for døve ører. Det er jo søndag.

Én sølle anmeldelse er alt, hvad det er lykkedes mig at finde af The Love Coffins nye fremragende udspil, ’Buffalo Thunder’. Ikke, at anmeldelsen i sig selv er sølle, den er faktisk glimrende. Men nu er der efterhånden gået tre uger siden ep’en kom på gaden. Og det er kun blevet til en anmeldelse.

Det er ingen hemmelighed, at jeg anser The Love Coffin for at være et af de mest interessante rockorkestre herhjemme lige nu. Det synspunkt, står jeg åbenbart næsten alene med. Eller sagt lidt mindre konfronterende, så ved jeg, at større og større kredse af det københavnske musikliv (sæt selv undergrund ind, hvis det passer dig bedre) er begyndt at få øjnene og ørerne op for de ubestridelige rockkvaliteter som bandet besidder. I England, Frankrig og Holland er det samme ved at ske.

Hvad med at få anmeldt den plade, kære anmeldere? Det er jo nok af jer derude. Måske flere end det lille arvefølgerige nogensinde har haft før? Mon ikke, der i denne, må man formode, nysgerrige skare, stadig sidder et par stykker eller mere, som er på jagt efter det næste musikalske fix?

’Buffalo Thunder’ er lige her:

Howe Gelb fylder 60 år i dag.

Det bliver fejret på behørig vis i The Rialto Theatre i Tucson, Arizona, i aften. Giant Sand får besøg af Steve Shelley, Maggie Björklund og Annie Dolan, plus Jerusha Lewis og Neema Lukumbuzya fra 'Sno Angels-projektet, som jeg tidligere har omtalt. Dertil kommer optrædener af Exene Cervenka og John Doe, samt Scout Niblett. Tillykke med dagen.

Hvis man ikke lige ved, hvem denne Gelb er, kan man komme ham lidt nærmere i dette venindebog-interview. Okay, det er ikke en venindebog, men spørgsmålene er af samme kaliber.  

Howe Gelb spiller med sin piano-trio i Bremen i København, d. 6.  december.

The Fannies. Live fra New York

Sidste lørdag, altså d. 15. oktober, spillede Teenage Fanclub for en fuldstændig udsolgt sal i Bowery Ballroom i New York. Nyctaper optog koncerten. Den 10. februar næste år, kommer de forbi Lille Vega.

Roxy Jules. Playliste 20. oktober 2016

1. Roxy Jules - Rubies & Blood (2016)

2. Arab Strap - Cherubs (1999)

3. Roxy Jules - When Massive Stars Explode (2016)

4. Lana Del Rey - Blue Jeans (2012)

5. Sonic Youth - Pattern Recognition (2004)

6. Land Of Talk - Speak To Me Bones (2006)

7. Roxy Jules - Strayed Ashes (2016)

8. dEUS - Let's Get Lost (1994)

9. Nick Cave & The Bad Seeds - Jesus Alone (2016)

10. Lisa Germano - Bad Attitude (1993)

11. Broken Bells - The High Road (2010)

12. Bruce Springsteen - State Trooper (1982)

13. Roxy Jules - Fireflies (2016)

14. Smog - Your Sweet Entrance (2000)

15. Low - Gentle (2015)

16. The Stone Roses - I Wanna Be Adored (1989)

17. Daughter - Youth (2013)

18. Roxy Jules - Wires Cut Through The Sky (2016)

Freakwater. Folk å Rock, Malmø. Onsdag, d. 19. oktober 2016

Roxy Jules i Mod Strømmen

På fredag udkommer Roxy Jules III. Roxy Jules er Julie Runas alter ego. Jeg ved ikke, om man direkte kan tale om, at Roxy Jules er en integreret del af Julie Runa, men der er i al fald det navn, hun laver musik under. 

Hvor de tidligere to plader har været selvudgivelser, har Runa nu indgået en aftale med det københavnske plademærke Nordic Music Society, der blandt andet arbejder sammen med Cody, The Warmongers og Southern Gothic Tales. Forhåbentlig kan samarbejdet få Roxy Jules følelsesfulde, lidt indadvendte elektroniske beat-orienterede støjrock ud til et bredere publikum. Det tyder det på. Førstesinglen fra pladen, ’Rubies & Blood’, har været pænt repræsenteret på musiksider, både nationalt som internationalt.

Stil ind i morgen, torsdag d. 20. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.

Foto: Thomas Rasmussen

“If you tried to give rock and roll another name, you might call it 'Chuck Berry'.”

Tillykke til Chuck Berry, der fylder 90 år i dag

Overskriften er for øvrigt et citat af John Lennon.

’Lay Down Clown…’

”On occasion, Mars was given to fits of strangely theatrical behavior. This usually coincided with the appearance of his outré alter ego. ‘Pappy the Clown’. The first time Pappy appeared was during a gig at a punk club in Virginia Beach. “We did a sound check, and then Chis came back for the show made up like a clown, with no explanation”, recalled Westerberg. “And he wouldn’t say a word. It was all mime. It kinda startled us. We all thought this pretty much genius…but weird as hell”

   “It was…God…it was funny”, said Tommy Stinson. “It was pretty disturbing at first too, because it was so out of the blue.””

- fra ‘Trouble Boys. The True Story Of The Replacements’ af Bob Mehr.

De klovnelignende figurer har Chris Mars ikke lagt bag sig. De indgår i høj grad i den kunst, som Mars lever og ånder for i dag.

Freakwater på onsdag i Malmø

Det er over ti år tilbage, at Freakwater senest var på Europa-turné. Jeg skal ikke lægge skjul på, at deres album, ’Scheherazade’, er et af fedeste, der er kommet i år, når det gælder roots, country og folk. Af uforklarlige årsager er der ikke et dansk spillested, som har turde binde an med en koncert. Det finder jeg besynderligt, når jeg ser på hvilke acts, der ellers bliver sat op. Heldigvis er der ikke særligt langt til Folk å Rock på Lilla Torget i Malmø.

Janet Bean og Catherin Irwin fandt sammen over en fælles kærlighed for The Carter Family og The Louvin´ Brothers, for over tredive år siden. Den kærlighed har de dyrket på en række kritikerroste album. Før det begynder at lyde alt for altmodisch, skal jeg lige indskyde, at selvom, der er en stærk musikalsk kontinuitet i duoens værk, så har den aldrig været bange for at gå andre veje. D’damer har ikke været hæmmet af den til tider smalle genrebetegnelse, men har hele tiden søgt at inkorporere andre udtryk. Freakwater har ligesom skåret deres egen vej gennem den alternative country. Hvilket har bevirket, at de, til trods for de fine anmeldelser, ingensinde har fået et kommercielt gennembrud. Verden er uretfærdig.

’What The People Want’ fra ’Scheherazade’: