”Den amerikanske professor Richard Ellmanns biografi om James Joyce er
med noter medregnet på 842 sider; men skønt professoren aldrig personligt har
truffet forfatteren til ’Ulysses’ og ’Finnegans Wake’, er biografien levende,
som var det selveste James Boswell’s ’The Life Of Samuel Johnson’, man sad og
læste i. Det kommer af, at Rochard Ellmann har opsøgt alle de mennesker, der
har haft kontakt med Joyce, bare de har haft et enkelt lille møde med ham, og
det i Dublin, Paris, Triest, Zürich - - og København, hvor Joyce har opholdt
sig i tre uger i august og september 1936. De danskere, Richard Ellmann har
talt med, viser sig at være: Jørgen Budtz-Jørgensen, Mogens Boisen, J. Max, Kai
Friis Møller, fru J. Kastor Hansen, Tom Kristensen, fru. I Martin og sidst med
ikke mindst Ole Vinding. Desuden nævnes det, at Ivan Opffer har tegnet Joyce i
Paris, uden at der dog gøres opmærksom på, at Opffer i hvert fald er af dansk afstamning.
Når James Joyce, der var et sproggeni, havde opøvet sig til at et
ubesværet dansk, ikke et norsk som en krap sø, sådan som de syv nordmænd, han
gennem årene havde haft til at undervise sig i dansk, havde lært ham det, men
blødt moduleret (med en undertone af italiensk dialekt fra Triest), sådan som
danskeren J. Max (senere interior
decorator i Bredgade) havde lært ham det i Paris, skyldtes det to grunde,
for det første, at han beundrede Henrik Ibsen, ja satte ham højere end
Shakespeare, og ville læse ham på hans eget sprog, og for det andet, at han
følte sig som så inkarneret en dubliner, at det havde en ganske overvældende
betydning for ham, at Dublin er grundlagt af danskerne. Nu i 1936, da han var
ved at lægge sidste hånd på drømmeromanen ’Finnegans Wake’, som rummer utallige
hentydninger til Dublins historie, og som er skrevet i en musikalsk, flertydig
stil, sammensat af ord fra talrige sprog, (i afsnittet ’Anna Livia Plurabella’
er der således mange danske gloser), trængte han vel til at leve midt i danske
klange. Desuden havde Martins Forlag henvendt sig til ham om at få ret til at
oversætte ’Ulysses’ til dansk, og han ville gerne i forbindelse med det, så
følgen var, at han og fru Nora Joyce rejste til København de. 18. august.
Den første, James Joyce traf i København, var ifølge Richard Ellmann
mig. Jeg omtales som ”the distinguished Danish writer”, hvad jeg ikke har spor
imod, men min roman ’Hærværk’ kaldes Haermerk, og det er tydeligt, at Richard
Ellmann har forvekslet med den ’En Anden’. Det er dog ikke så sært. Det var de
to af mine bøger, Joyce interesserede sig en smule for. De handler jo om en københavner
i København, ligesom hans bøger om en dubliner (eller flere) i Dublin. Det være
nu som det vil.
Derimod er det rigtigt, at jeg tilfældigvis stod inde i Boghallen i
’Politiken’s hus ved siden af en høj, mager dansktalende herre med næsten sorte
briller. Denne herre, som blev ekspederet af Harry Scheike, ønskede en bog, som
Boghallen desværre ikke havde på lager, men kunne skaffe, og han opgav navn og
adresse: James Joyce, Turisthotellet’. Da var der nogen, der spidsede ører. Scheike
lagde straks ’Ulysses’ på disken; men Joyce var ærgerlig over at være genkendt,
var noget uvillig, og værre blev det, da Scheike for at vise, hvor
velassorteret Boghallen var, lagde ’Lady Chatterley’s Lover’ ved siden af. Det
bekom ikke Joyce. Da greb Scheike i sin kvide til det middel at præsentere mig
for ham uden at ane, at Joyce gik i en stor bue uden om journalister; men Joyce
havde heldigvis en eminent hukommelse og var straks klar over, at det var mig,
der havde skrevet to kronikker om ham i ’Politiken’ 1931, og vi fulgtes da ned
ad Strøget til det høje á Porta på Gl. Torv, hvor han på dansk bestilte en
flaske hvidvin. Han spurgte efter et bestemt mærke. Nu ved jeg, at det er den,
der har en farve som ”en ærkehertugindes urin”. Den fører vi ikke i Danmark. Og
medens der blev serveret, sad han og legede med ordet: bestille. At bestille
vin og at bestille noget, det vil sige: arbejde. Dette ord dækkede nøje, hvad
han ville i Danmark, drikke vin og få ’Ulysses’ oversat til dansk. Det sidste
var jeg meget skeptisk overfor. Jeg kunne ikke gøre det på mindre end ti år,
hævdede jeg. Vi bestemte at mødes på á Porta, Kongens Nytorv, næste aften. Han
og fruen skulle nemlig i Det kongelige Teater og se ”Coppèlia”. Jeg måtte
imidlertid love ham at skaffe mine to kronikker, ikke skrive om ham i bladet og
ikke røbe hans adresse for mine journalistkammerater, det sidste var det
værste. Jeg fik et helvede på ’Politiken’.
Fra det høje á Porta gik Joyce ud til Martins Forlag, og da han fik at
vide, at oversætterinden fru Kastor Hansen sad i et af værelserne på forlaget,
gik han uden videre ind til hende og sagde uden indledning. ”Mit navn er James
Joyce. Jeg forstår, det er Dem, der skal oversætte ’Ulysses’, og jeg er kommet
lige fra Paris fra at sige Dem, at de ikke må ændre et eneste ord.” Sagen lå
imidlertid sådan, at fru Kastor Hansen for tiden var optaget af så meget, at
hun ikke turde give sig i lag med det rent ud sagt formidable arbejde
foreløbig, og Joyce kom derfor i forbindelse med ”the Danish poet and critic,
who translated Eliot’s verse into Danish, Kai Friis Møller”. De to havde meget
at tale om. Kai Friis Møller havde i sin ungdom truffet Yeats i Irland, og da
Yeats i 1924 kom gennem Danmark for at hente Nobelprisen i Stockholm, havde
Friis Møller gjort det kup at rejse til Esbjerg for at interviewe ham dér. (Resterne
overlod han til os andre journalister, der stod på banegården i København og
kastede os over vort irske offer som ulve, Jeg kan bevidne, at der ikke var
meget tilbage). Under interviewet var samtalen kommet ind på Joyce, som dengang
stod i sensationens tegn, og Yeats havde da sagt: ”Er det ikke mærkeligt, at
Joyce, der ikke har været i Dublin, siden han var en unge mand, kun skriver om
Dublin.” Da Friis Møller fortalte Joyce dette, var Joyce kommet til at le og
havde sagt: ”Jeg vender aldrig tilbage til Dublin”
Hverken Friis Møller eller jeg skrev noget ned, - vi måtte ikke
interviewe ham, - og vi anede ikke, at vi selv senere skulle interviewes af
Richard Ellmann om noget, der var sket for over tyve år siden. Men det må nu
siges, at professoren er en pålidelig interviewer. De replikker, Joyce lod falde
på Kognes Nytorvs á Porta, medens vi drak hvidvin og ventede på fru Joyce, der
var blevet i teatret, fordi der efter ’Coppélia’ blev opført endnu en ballet,
er gengivet sådan, som jeg husker dem, især er jeg glad for Joyce’s replik om ’Finnegans
Wake’: ”Nu bomber de Spanien. Er det så ikke bedre i stedet for at have lavet
en stor spøg, sådan som jeg har gjort”. Så nu kan jeg sidde tilbage med billederne
af den høje, halvblinde skikkelse, der i skumringen forsigtigt famlede sig over
fra teatret til Magasin du Nord, - han burde have gået med gult armbind, - og
af den venlige digter, der skruede de mærkeligste linser på sine briller for at
se mit eksemplar af ’Anna Livia Plurabelle’. Og så husker jeg fru Joyce og
forstår, at det var hende, der engang under omtalen af ’Ulysses’ pludselig slog
om i tysk og udbrød: ”Das Buch ist ein SCHWEIN.”
Det pudsigste under københavneropholdet var imidlertid, at Ole Vinding
fra ’Ekstrabladet’ havde opsnuset, hvor Joyce boede, og præsenterede sig for
ham som kunstmaler Ole Vinkær. Joyce, der ikke anede nogen fare, elskede
navnet. ”Kær i vin”, sagde han og fik tillid til ham, så de var sammen mange
gange, og professor Richard Ellmann skriver bl.a.:
”Med Vinding som guide og rejseleder besøgte Joyce og hans hustru mange
steder i Københavns omegn, naturligvis også Hamlets borg i Helsingør. Medens de
igennem parken ved Frederiksberg, spurgte Vinding: ”Elsker De blomster, Mr.
Joyce?” ”Nej, jeg elsker planter, grønne, levende træer og græs. Blomster
irriterer mig”. Det begyndte imidlertid at regne, og Joyce vendte sig
bebrejdende mod sin kone: ”Hvorfor har du ikke taget en paraply med, Nora?” ”Jeg
hader paraplyer”, sagde hun. Vinding holdt med hende og sagde, at paraplyer var
komiske, men Joyce smilede og svarede: ”Det synes jeg ikke. Jeg synes,
paraplyen er kongelig. Jeg kender en ung adelsmand fra Cambodja, som bor i
Paris; hans fader har på grund af sin høje rang ret til at bære syv paraplyer,
og min ædle ven spadserer ud med seks paraplyer, oven på hinanden. Ja,
paraplyen er et hæderstegn”
James Joyce udtalte sig frit til Ole Vinding om mangt og meget, om Gide,
om Hemingway, om politik og egne værker med det resultat, at Vinding efter
Joyce’s afrejse skrev interviewet. Men Vinding er også en gentleman of the press. Før offentliggørelsen sendte han
manuskriptet til Joyce i Paris, og da Joyce protestrede, kom det først frem
efter Joyce’s død.”
- Tom Kristensen fra ’I min tid.
Fra klunketid til øgledage’. Gyldendal 1963
