'Johnny B. Goode', 'Rock & Roll Music', 'Sweet Little Sixteen', 'Roll Over Beethoven', 'Around And Around', 'Maybellene', 'Too Much Monkey Business', 'Promised Land', 'You Never Can Tell', 'Come On'. Rækken af uundgåelige klassikere er drabelige. Det samme kan man sige, om den indflydelse denne mand har haft på den nyere musikhistorie. Navnet er Chuck Berry, født 18. oktober 1926 og døbt Charles Edward Anderson. Det vil sige, at han er 81 år gammel, når han på lørdag d. 27. januar går på scenen i Amager Bio.
Som overskriften antyder, er det vanskeligt, at skrive noget om Chuck Berry, der ikke allerede er omtalt talløse gange. Det er dog alligevel forsøget værd. Lad os gribe fat i to album fra de tidlige 1970'erne, hvoraf det ene af dem faktisk gik hen og blev hans største kommercielle succes.
Allerførst skal det dog handle om albummet 'San Francisco Dues' fra 1971. Alene titlen lader ane, at vi måske har at gøre med en lp, hvor Chuck Berry så tilbage på den eksperimentale San Francisco-tone, som havde fyldt så meget i lydbilledet i de sene 1960'ere. Ville Berry vise hippierne, hvordan et vaskeægte rock'n'roll album skulle skrues sammen, eller ville han hoppe med på bølgen og indspille en psykedelisk lp?
Svaret er både-og. Vi har stadig at gøre med den gamle Chuck Berry, han er måske blevet en smule klogere og langt venligere. Groovet på albummet er i hvert fald hjerteligt og muligvis også en smule diskret. Ikke desto mindre, får de langhårede en kommentar med på vejen i nummeret 'The Festival', hvori Berry beskriver to uger i selskab med en del af de nye navne, men naturligvis også flere fra hans egen generation:
Havin' a nationwide festival for fourteen days and nights
Ah, there's fifty four bands on a river boat spot in the lights
Hundred of bands and tents all on the banks of the Ohio
Bandstands floatin' from Paducah to Cairo
Be over a million freaks there diggin' the sights
There's so many beautiful people there to love and cheer
Some of the greatest guitar playin' in the western hemisphere
Got the Who, the Band from across the north border Canned Heat
The Fifth Dimension, Creedence Clearwater
Oh, brother Hendrix, sister Joplin, we wish you were here
Early in the mornin' Johnny Cash and old Elvis got loose
The Who, Vanilla Fudge and the Woolies start paying their dues
All evening Ike Turner and Aretha right on the Drifters
And the Coasters and the Loading Zone
All night Howlin' Wolf and Muddy Waters in a battlin' mood
Oh, what a beautiful show, was sitting right up under the microphone
Diggin' the Grateful Dead, Little Richard and the Rolling Stones
Ray Charles, Led Zeppelin and the Everly Brothers
Bad Bo Diddley and the Beatles and some others
Everybody's laying back and freaking out all week long
Det andet album er 'The London Chuck Berry Sessions', der kom i 1972, og, som nævnt, er hans mest solgt udgivelse til dato. Den ene side er studieoptagelser, hvor han blandt andet får hjælp af Ian McLagan og Kenny Jones fra The Faces. Den anden er en liveindspilninger fra Lancaster Arts Festival i Coventry.
Side et, er betydeligt mere bluespræget end Chuck Berry nogensinde har lydt før, og har som sådan intet at gøre med hans storhedstid i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne. Sangene bliver dog stadig båret oppe af signifikante guitarriff, også selvom, at han kommer forbi decideret boogierock og shufflemusik. Når det er sagt, er den første side absolut værd at lytte til.
Side to, kan dog være svær at kapere. En elleve og halvt minut lang version af 'My Ding-a-Ling', siger vist det hele!
Hvad kan vi så forvente os på lørdag? Der er forlydender om, at Chuck Berry spiller bedre end i mange år, ligesom onde tunger vil vide, at han kan finde på at spille en halv time og så kræve ekstrabetaling, hvis publikum gerne vil have mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar