Gud og Gokke ved hvem George Harrison var. Færre kender tenorsaxofonisten John Coltrane. Ikke desto mindre, havde disse herrer det tilfælles, at de introducerede den indiske sitarspiller Ravi Shankar i den vestlige hemisfære. Coltrane ved at lade sig inspirere af Shankar’s improvisationer, og ved at kalde sin søn Ravi efter ham. Harrison ved i en kort periode, at være elev hos Shankar, og ved at spille sitar på The Beatles-sangen ’Norwegian Wood’ på Rubber Soul fra 1966.Det kan godt være, at der nu er nogen der tænker, åh nej, ikke endnu en flower-power prædiken om, hvordan verdensmusikkens religiøse og langt mere spirituelle udtryk, havde afsmittende virkning på vestens åndsformummede musikfraser. Niks, dette blogindlæg kommer til at handle om musikopdragelse, nærmere bestemt Ravi Shankars.
I den indiske musiktradition er det almindeligt, at studere under en mentor eller en guru, som det hedder på de kanter. Ravi Shankar erstattede i 1938 en mulig dansekarriere, for at gå i lære hos Allauddin Khan, der af mange er regnet for Indiens mest signifikante musiker i forrige århundrede. I Shankar’s optik havde valget af lærer større betydning end valg af ægtefælle. Ravi Shankar kaldte Allaudin Khan Baba, som betyder far. Samtidig underkastede han sig Khan’s stejle og asketiske livsfilosofi. En musiker skulle leve i cølibat, ikke drikke alkohol og suspendere al form for libido. Energien skulle entydigt kanaliseres ind i musikken.
Ravi Shankar lægger ikke skjul på, at læretiden var benhård. Flere peblinger stak af, fordi Baba slog dem, når deres musikalske udfoldelser ikke bekom patriarken. Selv stod Shankar op kl. 4 hver morgen for at terpe skalaer 14 timer i træk. En dag, da Khan havde slået ham over fingrene og havde gjort nar af ham, og kaldt hans måde at holde om sitaren på for kvindagtig, fik han for meget, og bestemte sig for at stikke af. Han nåede kun til banegården, hvor han blev indhentet af Baba’s søn Ali Akbar, der fik overbevist Shankar om, at de prøvelser han gennemgik var peanuts. Gennem en uge havde hans far bundet ham til et træ, pryglet ham og nægtet ham at spise, indtil hans spil var tilfredsstillende. Om det var den episode, der fik Shankar til at vende tilbage til Khan, skal være usagt.Mange år senere kaldte Shankar dog Khan for en ‘sand visionær…som opretholdt det store, spirituelle udsyn’. Tiden læger alle skrammer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar