Fra Rimbaud til Rambo

Den franske fodboldspiller Eric Cantona, blev engang af en engelsk journalist, spurgt om, der var nogle mennesker han beundrede? ”Rimbaud” lød svaret. Da Cantona et par dage efter åbnede avisen og slog op på sportssiderne lød overskriften ”Cantona loves Rambo”. At sportsjournalisten fik Rimbaud til Rambo er ikke svært at forstå. Smag på ordene. Sprogforbistringen passede imidlertid perfekt til det billede, som de britiske mediers tegnede af franskmanden. Da Cantona senere forsøgte, at rette op på miseren, var der ikke nogen der gad lytte.

Bloggerkuglen her, har brugt noget af påsken på, at læse bogen ’New York Rocker. My Life In The Blank Generation. With Blondie, Iggy Pop And Others 1974-1981’ af, den første bassist i Blondie, Gary Valentine. Under læsningen kom undertegnede i tanke om hin barokke avishistorie, fordi Valentine metaforisk mener, at det var hvad der overgik rockklubben CBGB i New York fra medio 1975 til sommeren 1976. De fleste er nok bekendt med, at CBGB var det spillested, hvor The Patti Smith Group, The Ramones, Television, Talking Heads, The Heartbreakers og Blondie debuterede.
Valentine betegner disse grupper som det første og eneste rigtige CBGB-kuld. Band som The Dictators og The Dead Boys kom først til senere. Med sig havde de en helt anden attitude og holdning til rockmusik. Ifølge Valentine var deres hovedtese ”fuck art, let’s rock”. En vigtig del af The Dead Boys look var hage-, jernkors og militærstøvler. Inspirationen fra poesien var væk. Endnu værre blev det, da den engelske variant af punk kom til byen. Ingen nævnt, ingen glemt. Antiæstetikken stod i blomst. Topmoden i miljøet blev sikkerhedsnåle gennem kinderne, spyt og bræk og pis, allerhelst op og ned af hinanden. Scenen var forandret. Rimbauds skygge havde taget flugten.