Bopcatus Americanus

Samtidig med at punkmusikken vrængede ad tidsånden i 1977, oplevede rockabilly-musikken en revival eller, som en af scenens centrale personer, vil foretrække at kalde det en genopdagelse. Manden vi taler om er amerikanske Robert Gordon eller ’Bopcatus Americanus’, som rockskribenten Lester Bangs engang kaldte ham, da han skulle beskrive hans udseende. Gordon har i mange interview gjort en dyd ud af at fortælle, at han aldrig blev fanget af The British Invasion, da den gik sin sejrsgang i 1964-65, men forblev tro overfor sine ungdomshelte, som Elvis Presley, Gene Vincent, Eddie Cochran, Jack Scott og Billy Lee Riley.

At protopunken eller i det mindste den energi Robert Gordon fandt på spillestedet Max Kansas City og på den tidlige CBGB-scene i New York var med til at bane vejen for hans løbebane, har han ikke langt skjul på. Gennem en kort og heftig karriere i The Tuff Darts, der bl.a. åbnede for The New York Dolls flere gange, kom han i kontakt med det forhenværende medlem af The Strangeloves, produceren og sangskriveren, Richard Gottehrer, hvis meritter bl.a. talte Bo Diddley-cadeauen ’I Want Candy’. Gottehrer fik hurtigt Gordon parret med ’The Godfather of the Power Chord’, Link Wray, der tilbage i 1949, havde spillet med Gene Vincent.Da debutpladen ’Robert Gordon w/ Link Wray’, udkom i foråret 1977, blev den fint modtaget raden rundt. Det var dog først, da Elvis Presley et par måneder senere døde, at albummet for alvor brød isen og begyndte at få opmærksomhed fra mainstream-radioen, der igen havde fået ørerne op for den tidlige rock’n’roll. Hvad mere er, så begyndte Gordon’s og Wray’s koncerter at tiltrække pinger som Bob Dylan. Hypen kulminerede da stjernefrøet Bruce Springsteen sang duet med Gordon på scenen.

Det improviserede samarbejde med Springsteen fortsatte på opfølgeren, ’Fresh Fish Special’ fra 1978, hvor han bidrog med og spillede piano på sangen ’Fire’. Derudover talte bandet Billy Cross på guitar, Rob Stoner på bas, Howie Wyeth på trommer og The Jordanaires på kor. Et hold, som de fleste Dylan-zeloter vil nikke genkendende til. Det blev desværre også det sidste album, hvor Link Wray medvirkede i det regi. Siden hen blev det den engelske guitarist Chris Spedding, der måtte udfylde hullet.