Blogger Widget

torsdag den 17. september 2009

”På bedste The Knack-manér…”*

De seneste dage er det nye Baby Woodrose album, ’Baby Woodrose’, blevet vendt og drejet i anmelderspalterne. Flertallet har været entusiastiske, dog med det in mente, at udgivelsen begynder at slå sprækker omkring midten eller hen mod enden, hvor der kommer et par ballader, før ballet lukker med syrerock. Det mener denne bloggerkugle bestemt ikke. Tværtimod, klæder det Lorenzo Woodrose, at stikke af i forskellige retninger, uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om, at det er en Baby Woodrose plade.

Nu kan man bare gå og håbe på, at det første singleudspil ’Emily’, kan bringe nye lyttere til. En del af publikum i Vega sidste lørdag, da Baby Woodrose åbnede en længere koncertrække, faldt ind under den såkaldte gamle garde, der åbenbart også indeholder så meget konservatisme, at man i perioder følte sig lidt forlegen som tilhører, fordi en højrøstet og ølbøvsende flok stod og skreg på gamle numre.

Ikke desto mindre, var de samtaler, som undertegnede førte, undervejs og efter, generelt positive stemte overfor det nye materiale. Flere havde glædet sig til omsider at se Baby Woodrose med to guitarister. Betragtningerne så vidt angår, blev imidlertid en smule tvetydige, hvilket eventuelt kan bunde i gammel kærlighed og for høje forventninger. Om ikke andet, var der et udbredt ønske om, at høre bandet senere på touren, hvor samarbejdet mellem The Good, The Bad / The Setting Son guitaristen Adam Olsson og Lorenzo Woodrose forhåbentlig har fået mere saft og kraft.

Baby Woodrose fortsætter turneen, d. 25 - 26. september, hvor det er på job i Albertslund og Lyngby. Herefter står Jylland, Fyn, Norge, Grækenland og Spanien på kalenderen.

* I Soundvenues anmeldelse hedder det:
”Klasseeksemplet er de piskesmældskontante og vellykkede 'Take It' og 'Laughing Stock', hvor riff og hook i stroboskopisk staccato stammer ud af højttalerne på bedste The Knack-manér.”
Det pejlemærke, havde undertegnede ikke hørt komme. The Kinks, muligvis, men one-hit-wonder, powerpop-kvartetten, The Knack, nej, overhovedet ikke.

1 kommentar:

capac sagde ...

Se bare her...

http://www.capac.dk/wordpress/?p=9193