De seneste dage har overskriften i forrige indlæg gennemgået flere ændringer. Søndag var Mads Mouritz, kendt som soloartist, fra Mouritz/Hørsley Projektet og som melodimager til bl.a. De Efterladtes kommende debutplade, nævnt. Mandag blev han strøget og i går morges fik dansk/norske Gry Bagøjen, den fri plads. Mouritz er beklageligvis forhindret i at deltage i torsdagens udsendelse. Arbejdet kalder andetsteds, vistnok Jylland.
Gry Bagøjen er uddannet fra Akademiet for Mediekunst i Köln og bosiddende i Berlin. Hun har tidligere spillet i Æter og Skoleost. I maj kom den selvfinansierede debut-ep ’Anima’, der har rod i electronica-minimalismen. I Gaffas lapidariske anmeldelse fra engang i juni, får anmelderen ”mest følelsen af at lytte til en eller anden form for perfomance-lydkunstner og ikke rigtig af et almindeligt musikalbum”. Skarp iagttagelse. Men er det nu godt eller skidt? Umiddelbart nok det sidste. Videre hedder det ”I mine ører er Anima lidt spild af talent”. Og det er så her, at kritikeren taber overblikket og begynder at docere over, hvad pladen kunne have været og ikke hvad den er. Desværre er det også akkurat der, at anmelderkorpset og meningsdannere i almindelighed taber denne signatur. Hvorfor læse en bedømmelse af det ene eller det andet, når anmelderen ikke forholder sig til det konkrete og i stedet lufter misforstået bedreviden og i grelle tilfælde smalsporet idiosynkrasi, der intet har med værket at gøre? Do it yourself!
Til slut en mangelfuld Maria Køhnke biografi. I 2007 kom den skæve country- og poporienterede debut-plade ’Collector’. Der er en ny udgivelse på trapperne. Køhnke spiller endvidere med Er De Sjældne og har medvirket på Niels Skousens ’Lyt Til Din Coach’. Senest har hun skrevet ’Anja M'bolo Dinjogoma’, sammen med sangeren og ngoni-instrumentalisten Doussou Koulibaly fra Mali. Find den på Konokone-ep’en ’Hvorfor Græder Nattens Fugle?
Lyt med i morgen, kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar