The Freak Scene var et af tressernes mange studieprojekter. For pladeselskabet Columbia handlede det mest af alt om økonomisk afkast. Hvad det var for hovedmanden Rusty Evans er straks vanskeligere at greje? Dazumals fik The Freak Scene ingen anmærkelser, for at snylte på den spirende psych-pop scene. Det er til gengæld det eftermæle, som det ene album ”gruppen” udgav, sidenhen har fået. Men gjorde de nu også det?
Vi skriver 1967. Året før, havde Evans udgivet en plade med et lignende koncept, The Deep. Det er stort set det samme hold, der var med til at indspille ’Psychedelic Psoul’. Der er ikke nogen, der kan være i tvivl om, at vi befinder os i en tidskapsel. En trippy og hypnotisk en af slagsen, vel at mærke. Hvor studieteknikken er blevet brugt på alle tænkelige og utænkelige faconer. Et nummer, som ’The Subway Ride Thru Inner Space’ er nærmest et tekst mash-up, der på en god dag hidbringer minder om Dylans ’Subterranean Homesick Blues’. Mens den tidskarakteristiske indflydelse fra Indien eller er det George Harrison, for at blive blandt mastodonterne, er til at tage at føle på i ’A Million Grains of Sand’, ’Rose Of Smiling Faces’ og ’My Rainbow Life’. Til trods for de skæve og til dels skrøbelige, forsøgende rammer, som ’Psychedelic Psoul’ er blevet til i, så står de fleste numre isoleret set distancen. Det eneste, der virker en kende outdatet, hvis man ikke lige er besat af tiden eller er historiker, som undertegnede, er de talte vignetter, der mestendels er kommentarer til Vietnam-krigen, borgerrettigheder og det at være hippie.
For nu at besvare mit eget spørgsmål, så fremtræder ’Psychedelic Psoul’ langtfra som den kliché, som adskillige kritikere sidenhen har gjort en dyd ud af at beskrive. Den søgende og eksperimenterende produktion var ikke en selvfølgelighed i 1967. Det er nemt at se en masse aspekter, der taler imod The Freak Scene. I og med det var et rent studieprojekt, mangler det navnlig den kvalificerende autenticitet. Hvad var nødvendigheden af eksperimenterne? Var de på syre, som Lennon og resten af slænget? Tekstmæssigt kan meget af det desuden lyde som noget påtaget gådefuldt vås, men hvem fanden gjorde ikke det? Og hvad med navnet The Freak Scene, lyder det ikke søgt?
På den anden side, så var The Freak Scene så tidligt ude, at man dårligt kan tale om en egentlig psych-pop bølge. Det i sig selv diskvalificerer vel ethvert argument om det klichéprægede. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at The Freak Scene, hvis ikke Rusty Evans havde mistet interessen for projektet, meget vel i dag kunne være blevet nævnt med samme begejstring, som The Strawberry Alarm Clock, The Chocolate Watchband, The Music Machine, Bubble Puppy og andre fra samme sunshine-pop kamarilla, bliver visse steder i dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar