Alderdommen er den hårdeste dom af alle

I går aftes irriterede det mig umåleligt, at jeg ikke var kommet i tanke om David Johnasens ’Girls’, tidsnok til det kunne være med i udsendelsen om piger. Senere begyndte jeg at tænke over, at der stort set ikke er nogen, der laver denne uprætentiøse, lidt lalleglade, men alligevel stramt komponeret form for rock længere. Johansens solodebut fra 1978 er med ’Funky But Chic’, ’Cool Metro’ og ’Frenchette’ et skoleeksempel på, hvordan genren skal skæres, så der både er til gården og gaden. Debutpladen ’Disconnected’ fra 1980 med Stiv Bators fra The Dead Boys, har lidt af det samme. Stones kunne det også.

Hvis Mick Jagger anstrenger sig, kan han stadig ramme tonen. Eller det kunne han i det mindste på hans eneste soloalbum fra 1990’erne, det ellers rodede Rick Rubin-producerede, ’Wandering Spirit’, fra 1993. Herpå dukker den frække ’Put Me In The Trash’ op med nogle af de mest fængende guitarriffs, hørt fra The Glimmer Twins i de år.

      

Uden at have foretaget større research, vil jeg tro, at man virkelig skal dykke dybt ned i undergrunden af powerpop og måske nyere punk, for at finde noget sammenligneligt for tiden. King Tuff, som jeg tidligere har rost, er et glimrende eksempel. Et andet er Atlanta-kvartetten Gentleman Jesse & His Men, der snart udsender en ny plade.