 |
| Studietid med Peaking Lights |
Af Ole Sværke
Så er det tid til mine bud på årets plader 2011. Fuldstændig vilkårlig rækkefølge - og med bevidstheden om, at jeg i morgen kan få lyst til at skifte et par af pladerne ud, samtidig med, at der er nyudgivelser jeg aldrig rigtig fik dyrket i 2011 og derfor har til gode. Anyway, jeg er mere end fint tilfreds med følgende 10 udgivelser:
Peaking Lights: 936
Naive sommertekster og poppede melodier på en skrabet, psykedelisk dub-bund - skabt i en kælder i Rural, Wisconsin af hippieparret Aaron og Indra. Well, jeg kan ikke stå for Peaking Ligths' 936 - og det burde du heller ikke. All The Sun That Shines
Destroyer: Kaputt
Uden tvivl det album jeg har lyttet mest til i 2011. Dan Bejars velproducerede popalbum nærmer sig indimellem vellydende kitsch, men den legesyge og tilbagelænede spille- og fortællelyst fylder albummet med overraskelser og gjorde, at albummet sad mere end almindeligt fast i bilens cd-afspiller. Kaputt
Oneohtrix Point Never: Replica
Daniel Lopatin fulgte med Replica flot op på sidste års Returnal. Endnu engang væver han smukke analoge synthesizerlyde ind i opklippede beats og samplede stemmer. Organisk og fragmenteret på en og samme tid. Replica
PJ Harvey: Let England Shake
Jeg holder ganske meget af Polly Jean, men havde egentlig ikke travlt med at få lyttet til Let England Shake. Faktisk havde jeg intet hørt fra albummet, da jeg troppede op til hendes fantastiske koncert på Roskilde. Det er der så rådet bod på senere. Smukke delikate toner spillet på en skøn mangfoldighed af instrumenter. Cool ro og dog så powerfuldt, både live og på plade. The Words That Maketh Murder
Tim Hecker: Ravedeath, 1972
Der sker rigtig meget under overfladen i Tim Heckers smukke musik. Forvrængede pianostykker blander sig med dystre ambiente lydlandskaber. På den uofficielle video til The Piano Drop kan du opleve en række beboere fra Baker House på Massachusetts Institute of Technology, der i 1972 er i færd med at slæbe et udtjent klaver op på bygningens tag for at smide det ud over kanten. The Piano Drop
Real Estate: Days
Days er et klassisk guitar-pop album. Ja, det kan vel næsten bruges som en begrebsdefinition på jangle-pop eller indie-pop. Veldrejede, håndspillede sange, der bare fungerer forbandet godt - også for et 2011-album. It's Real
Atlas Sound: Parallax
Ikke et år uden en Bradford Cox-udgivelse. Denne gang i solo- og sideprojektet Atlas Sound, hvor det hele endnu engang virker så simpelt for Cox. Melodier, tekster, stemninger, lyd og instrumentering sider lige i skabet og er på en gang tilbagelænet og stramt. Terra Incognita
St. Vincent: Strange Mercy
Annie Clark lyder indimellem som om hun er ved at få et nervøst sammenbrud på Strange Mercy, men hun formår konsekvent at holde styr på formerne. Albummet stikker i adskillige retninger, men smukke og talentfulde Clark er kvinde for at holde sammen på det hele. Cruel
Grouper: A I A : Alien Observer
Smukt, dystert og meditativt. Lis Harriz' en-kvindes projekt Grouper tog os i 2011 med på en rejse, der giver associationer til David Lynch/Angelo Badalamenti. Meditation med mareridtsagtige scener. Alien Observer
Panda Bear: Tomboy
Ingenlunde så helstøbt som 2007-mesterværket Person Pitch, men Tomboy fungerer fint på egne skæve ben. Ingen tvivl om, at det er mere af det samme fra Noah Lennox, men hans hypnotiske og spraglede univers er stadig helt hans eget. Surfer's Hymn
Derudover lyttede jeg i 2011 med glæde til nyudgivelser fra: Bon Iver, Girls, Bill Callahan, Thurston Moore, Washed Out, The War On Drugs, Tom Waits, Shabazz Palaces, Juliana Barwick og Radiohead.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar