Blogger Widget

torsdag den 22. december 2011

Beat 2011. Kommenteret (2 af 4)

Thee Oh Sees
Af Hans-Henrik Siig

Mine udvælgelseskriterier stemmer i bund og grund overens med dem, som Thomas Løppenthin opremsede i går. Det vil sige, det er de 2011-plader, jeg har hørt mest. Dog har jeg droppet den alfabetiske orden.   

Thee Oh Sees:  ‘Carrion Crawler / The Dream EP’

‘Carrion Crawler / The Dream’ er, hvis man ikke er alt for nærtagende, San Fransisco-bandet Thee Oh Sees’ tredje udgivelse indenfor et år. Jeg ved ikke om bandet er ude på en mission, men hvis det er tilfældet, så kunne det være for at bevise, at rockmusik stadig kan have en excentrisk kant, uden at miste glimtet i øjet. Lidt på linje med, at Thee Oh Sees kalder pladen en EP, selvom den har en spilletid nær halvtreds minutter. Tjek: ’The Dream’  

Dengue Fever: ‘Cannibal Courtship’

’Cannibal Courtship’ har alt det, der kendetegner et godt Dengue Fever-album. Musikalsk er det et eksotisk blend af cambodjansk rock, afro-grooves, surf og garagepsych. Teksterne nærmer sig på de bedste af sangene det surrealistiske. I hvert fald den del, der bliver sunget på engelsk. Khmer forstår jeg ikke. Tjek: ’Mr. Bubbles’

Den Stora Vilan: ’Den Stora Vilan’

Neil Young, The Kinks (når det spiller folk) og Grateful Dead på svenska. Tjek: ’Bärares Blod’

Kitchie Kitchie Ki Me O: ’Kitchie Kitchie Ki Me O’

Norske Kitchie Kitchie Ki Me O, der blev dannet som en hyldest til afdøde Robert Burås af medlemmer fra Madrugada, My Midnight Creeps og Ricochets, har allerede opløst sig selv igen. Jeg kan i det mindste glæde mig over de to numre, jeg fik hørt med dem på årets Roskilde Festival, de spillede lørdag nat kl. 3.00., hvor jeg ikke havde mere juice på tanken. Samt en af de mest overbevisende saxofoner hørt i rockmusik i mange år. Tjek: ’I've Been Watching You (Night & Day)’

De Efterladte: ’Traditionen Utro’

”Jeg er en gråspurv, ingen stær” Peter H. Olesen har været savnet. Melodimaterialet er måske ikke helt så stærkt, som på de gamle Olesen-Olesen plader, men meget mindre kan gøre det.  Tjek: ’Sangen Selv’

ICEAGE: ’New Brigade’

Jeg stiller mig uden det mindste kny op i koret. Årets bedste danske album. Ingen tvivl om det. Dernæst stiller jeg sammen med resten af koret også gerne spørgsmålet. Kan ICEAGE følge det op? Jeg glæder mig allerede til svaret. Tjek: ’Never Return’

Destroyer: ’Kaputt’

Broken Social Scene har aldrig fanget mig. Det har Dan Bejar’s soloprojekt ’Destroyer’ til gengæld. På ’Kaputt’ er det endnu engang lykkedes ham at være tilbageskuende, uden at blive en kopi. Nøgleordet må være Californien i halvfjerdserne, lige fra de poppede bestsellere til den mest selvudslettende sangpoet, der vovede at sætte sine fødder i Laurel Canyon. Tjek: ’Savage Night At The Opera’


Stephen Malkmus & The Jicks: ‘Mirror Traffic’

Skønt jeg aldrig er gået helt galt i byen med Stephen Malkmus, så er der bare nogle år, hvor hans musik smager bedre.  ’Mirrow Traffic’ har lidt af det hele. Fra den lette appetitvækkende forret, over den ekstravagante middag til den velkomponerede dessert, efterfulgt af cognac og høj cigarføring. Tjek: ’All Over Gently’

Apache Dropout: ’Apache Dropout’

Intet år uden ny garagerock. Apache Dropout flytter ingen grænser. De gør det ikke sværere end det er.  1-2-3-4 er rigeligt. Med sange der namedropper Sam Phillips og den svenske producer og pladeselskabsmand, Johan Kugelberg, vedkender trioen fra Indiana, sig da også traditionen. Tjek: ‘God Bless You, Johan Kugelberg’

Robbie Robertson: ‘How To Become Clairvoyant’

Robbie Robertson har aldrig været den store vokalist. Det er ikke blevet bedre med årene. Tæften for den gode melodi er dog stadig intakt. ‘How To Become Clairvoyant’ var slet ikke inde i billedet, før jeg tog den med på en længere køretur en køn efterårsdag. Tjek: ’This Is Where I Get Off’

Andre aspiranter, der er værd at nævne, men som faldt på, at jeg ikke har hørt dem nok i år.

Neil Young & International Harvesters : ‘A Treasure’. Lucinda Williams: ‘Blessed’. Moon Duo: ‘Mazes’. Smith Westerns: ‘Dye It Blonde’. Tinariwen: ‘Tassili’. Blood Orange: ‘Coastal Grooves’. Charles Bradley: ‘No Time For Dreaming’. Iron & Wine: ‘Kiss Each Other Clean’. Booker T. Jones: ‘The Road From Memphis’. Unknown Mortal Orchestra: ‘Unknown Mortal Orchestra‘. John Cale: ‘Extra Playful EP’. On Trial: 2x7”. Gillian Welsh: ‘The Harrow & The Harvest. Mellemblond: ‘Elastisk EP’. Vetiver: ‘The Errant Charm’. The Baseball Project: ‘Volume 2: High And Inside’. Wilco: ’The Whole Love’.  Religious Knives: ’Smokescreen’. Anders Stub: ’In The Dark Hours’. Ry Cooder: ‘Pull Up Some Dust And Sit Down’. Ben Waters: ‘Boogie 4 Stu: A Tribute To Ian Stewart’. Tom Waits: ‘Bad As Me’.  Cornershop: ‘Cornershop & The Double 'O' Groove Of’. Tiken Jah Fakoly: ’African Revolution’. Thulebasen: ’Gate 5’.

Ingen kommentarer: