’De nøgne og de døde 2011’. Bilag 1

I forlængelse af ’De nøgne og de døde 2011’, så var der adskillig, der ikke blev plads til i udsendelsen. Jeg har ikke tænkt mig at omtale alle dem, der på den ene eller anden måde var under overvejelse. Det vil være alt, alt for mange. I stedet vil jeg lette på hatten for de kunstnere, som aftenens to-mands redaktion havde medbragt, men pga. tidsmangel ikke fik spillet, plus det løse.

Gladys Horton længst til højre.

Vi havde begge sat os for at høre Gladys Horton i front for The Marvelettes. Det blev ikke til noget. Valget stod mellem ’Please Mr. Postman’ eller ’ The Hunter Gets Captured By The Game’. Charlie Louvin fik vi spillet sammen med brormand Ira. En anden mulighed havde været ’The Little Grave in Georgia’ fra solopladen ’Sings Murder Ballads & Disaster Songs’. Værre gik det for Mark Tullin, bassist i The Electric Prunes, der til trods for ’I Had To Much To Dream (Last Night)’ og ‘Ain't It Hard?’ lå linet op, ikke fik en lyd indført. Det samme gjorde sig gældende for Johnny Preston, som var repræsenteret med en version af Little Willie Johns ’Leave My Kitten Alone’ og hans store hit fra 1959, ’Running Bear’. På skitseplan var det ellers planlagt, at lade sidstnævnte går lige over i ’Hugget Sukker’, Bamses Venners fordanskning fra 1976. Flemming ’Bamse’ Jørgensen må nok vente en rum tid før, der bliver debut til ham på Mod Strømmen.

Før dette bliver alt for uoverskueligt, endsige rodet, så lad mig lige omtale resten af de musikere, som vi begge havde medbragt.

Gil Scott-Heron hørte vi med ’The Bottle’, men det kunne lige så godt havde været med ’South Carolina (Barnwell)’, som han lavede sammen med fløjtenisten Brian Jackson på albummet ’From South Africa to South Carolina’ fra 1976. Med Poly Styrenes X-Ray Spex havde ’Oh Bondage Up Yours’ været mere end nærliggende. Valget faldt imidlertid på den mindst lige så gode ’Art-I-Ficial’ fra ’Germ Free Adolescents’, der kom i 1978. Amerikanske Phobe Snow var en lidt underlig størrelse på folkscenen i midten af halvfjerdserne. Skønt hun solgte millionvis af plader i hjemlandet, valgte hun, da kampen for kvindefrigørelsen stod på sit højeste, at gå hjemme med et handicappet barn. Hendes største hit, ’Poetry Man’, var der ingen af os, der havde med. Vi vaklede mellem ’Shakey Ground’ og Bob Dylans ’I Believe In You’. Loddet faldt ud til fordel for Dylan.

’The Big Man’. Hvem mon tager sig af saxofonen på årets Roskilde Festival?

Der var ingen tvivl om, at Clarence Clemons skulle med. I minutterne op til programstart lå ’Tenth Avenue Freeze-Out’ fra livepladen ’Hammersmith Odeon, London '75’, med den særlige hilsen til ’The Big Man’, i cd-afspilleren til at skyde udsendelsen i gang. En sidste øjebliksændring flyttede dog nummeret en times tid eller mere frem. ’Born To Run’ var alternativet. At The Walker Brothers og John Walker fik plads så tidligt i programmet var lidt af en tilfældighed. Lige før havde vi sendt en tanke til Barry Llewellyn fra The Heptones. Beåndet af Jamaica gik vi direkte over i The Walker Brothers reggaeinspirerede version af Curtis Mayfields og Jerry Butlers ’He’ll Break Your Heart’ fra ’No Regrets’ fra 1975. Hvis vi havde spillet ’The Sun Ain't Gonna Shine (Anymore)’ var det formentlig sket langt senere henne i udsendelsen.

Jerry Leiber var også selvskreven. Heldigvis havde den ene af værterne været så forudseende at medbringe ’Searchin’ med The Coasters, som blot er en af mange sange som Leiber var med til at skrive til dem. Det foranledigede samtidig, at vi slog to fluer med et smæk, idet vi ligeledes måtte vinke farvel til Carl Gardner fra netop The Coasters, sidste år. Der havde endvidere været mulighed for at høre ’Down Home Girl med gruppen. Leibers sangbog kunne desuden have været introduceret med Big Mama Thorntons ’Hound Dog’ eller Wanda Jacksons udgave af ’Riot In Cell Block #9’. Nu blev det kun til The Coasters og Gene Clarks underspillede og helt fænomenale foredrag af ’Stand By Me’, som Leiber og Stoller, skrev sammen med Ben E. King.

Selvom det måske kan lyde sådan, så var vi ikke helt færdige med Jerry Leiber. Thi han og Mike Stoller producerede skotske Stealers Wheel debutplade fra 1972, som Gerry Rafferty oplevede sin første store succes med. Da først kæmpehittet ’Stuck In The Middle With You’ var sat på, var der ingen i studiet, der savnede ’Late Again’, som ellers også lå parat. Den amerikanske soul/countrysanger og sangskriver Dobie Gray, kan man i en hurtig vending, skære ned til to essentielle singler, ’The ‘In’ Crowd’ fra 1965 og ’Drift Away’ fra 1973. Vi nøjedes med at spille førstnævnte.

Bert Jansch

Dan Peek, der i den brede offentlighed var mest kendt for at have været med i America fra 1970-77, nåede vi ikke at få sat i rotation. America-sangene ’A Horse With No Name’ og ’Ventura Highway’, var ellers begge fundet frem. Da folk-guitaristen Bert Jansch gik bort i begyndelsen af oktober, dukkede guitarister op fra nær og fjern for at fortælle om, hvor meget han havde betydet for deres spil. Vi ærede ham med åbningsnummeret, ’Fresh As A Sweet Sunday Morning’, fra solopladen ’L.A. Turnaround’, der kom 1974. Pladen udmærker sig bl.a. ved det overflødighedshorn af kendte musikere som medvirkede ved indspilningen. Lad mig blot nævne Michael Nesmith (guitar), Red Rhodes (steel guitar), Byron Berline (violin, mandolin), Klaus Voorman (bas) og Danny Lane (trommer). Pentangles ’Light Flight’ må vi spille en anden gang.

Fra en skotte til en anden. Jackie Leven var ikke en kunstner, som nogen af os havde et indgående kendskab til. Det fraholdt os dog ikke fra at have et nummer med hver. Dels ’The Crazy Song’, dels ’Hotel Mini Bar’, begge fra hans solokarriere. Desværre fik vi ikke tid til at høre noget som helst. Det gik på samme måde for countrysangerinden Billie Jo Spears. Og, det til trods for, at så fine skæringer som ’Blanket On The Ground’ og ’Get Behind Me Satan And Push’ lå klar.

Jeg har flere gange taget mig selv i at bruge adjektivet stakkels, når jeg tænker på Amy Winehouse. Det irriterer mig faktisk lidt. Alt taget i betragtning valgte hun jo selv livstil og attitude. Som udsendelsen skred frem og vi endnu ikke havde fået spillet Winehouse, måttet hendes herlige ska-version af Sam Cookes ’Cupid’, vige pladsen for ’Wake Up Alone’, som det lød, i den første nøgne og nedbarberede indspilning fra 2006.