Amerikas eneste ’anarcho-paramilitary-electro-folkie-troubadelic-matador’ er i København i morgen aften

Americana-bølgen kulminerede vel for små ti-tolv år siden. Sjovt nok forekommer det mig længere tid væk end 1977. Det er ved at være flere år siden, at jeg har fundet Gillian Welsh, Ryan Adams, Bonnie ’Prince’ Billy, Calexico, Wilco og hvad de ellers hed alle sammen, frem fra pladereolen. En enkel udgivelse, har dog overlevet tiden med bravour - okay, jeg kan godt strække det til flere - det drejer sig om Eugene Chadbourne & Noahjohns ’Country Protest Anew’ fra 2004. Man kan selvfølgelig stille spørgsmål ved, om det album i hele taget hører til under americana-emblemet. Eugene Chadbournes udtryk har nemlig ikke gennemgået egentlige kursændringer siden engang midt i firserne.

Chadbourne debuterede i 1975 med ’Volume One: Solo Acoustic Guitar’. På det tidpunkt boede han i Alberta i Canada, hvor han havde taget tilflugt for at undgå at blive sendt til Vietnam. I 1976 gav præsident Jimmy Carter alle militærnægtere amnesti og Chadbourne, der tilhørte, det gør han stadigvæk, den yderste venstrefløj, flyttede omgående til New York. Her begyndte han at spille med folk som John Zorn, Frank Lowe og Leo Smith på den spirende improv-scene downtown. Som med så mange andre fra den generation, Chadbourne er født i '54, var det The Beatles, som gav ham lysten til at spille guitar. Hendrix fik ham til at eksperimentere med distortion og fuzz. Senere mødte han jazzen, repræsenteret ved blandet John Coltrane og Roland Kirk. Et sted i dette virvar, besluttede Chadbourne sig for, at skulle mestre akustisk guitar og banjo.

I begyndelsen af firserne dannede han sammen med, den senere producer mv., Mark Kramer (Kramer) på bas og organ og David Licht på trommer, gruppen Shockabilly. De gjorde sig mest i absurde, avantgardistiske bearbejdelser af gamle rockabilly og rock'n'roll-standarder. Den stil kan man med lidt god vilje sige, at Chadbourne har fortsat siden, selv om der er kommet mere folk og country indover med årene. Udover en allerhelvedes masse udgivelser i eget navn, har Chadbourne samarbejdet med navne som Fred Frith, Kim Gordon, Thurston Moore, The Might Be Giants, Violent Femmes og Camper Van Beethoven. I anden halvdel af årtiet, nævnte amerikanske undergrundsmagasiner The Good Doctor, som Chadbourne kalder sig selv, på linje med flere af de orkestre, der udgjorde fortroppen på den alternative scene og som først for alvor kom ind i varmen i halvfemserne. For Chadbourne gik det den anden vej. Han blev aldrig cool.

I morgen aften spiller Chadbourne sammen med trommeslager og årets modtager af Ken Gudman Prisen, Kresten Osgood, i Christinashavns Beboerhus, Dronningensgade 34. Det koster 60 dask og begynder, kl. 21.00.