Beat 2014 (5 af ?)

Af Hans-Henrik Siig

De femten bedste album fra i år i uvilkårlig rækkefølge. Eller det vil sige, de danske plader har jeg samlet foroven:

Narcosatanicos – ‘Narcosatanicos’

I løbet af 2014, har jeg stået foran aarhusianske Narcosatanicos lammende mur af støj to gange. Dels til Copenhagen Psych Fest, dels til Gutter Island. Det var en fornøjelse begge gang, hvis man altså holder af at få ét slag af den slags i maven, der første fortager sig dage, hvis ikke uger, efter. Koncerten fra Masnedø udgiver Mastermind Records i et mindre oplag i begyndelsen af næste år. Selvom Narcosatanicos skal opleves live, de spiller i Rockmaskinen på Christiania, d. 24. januar, kan jeg på det varmeste anbefale studiedebuten.

Lower – ‘Seek Warmer Climes’

Ved mine første møder med Lower, var jeg en smule loren. Jeg havde svært ved at placere dem. Alt det har debutpladen, ‘Seek Warmer Climes’, vendt på hovedet. Jeg ved ikke, hvor jeg selv eller dansk musik ville være henne i dag uden købenavnerdrengene. Jeg kan ikke sætte nærmere ord på, hvad det var, som uventet begyndte at tale til mig. En eksistentiel, midaldrende krise? ’Lost Weight, Perfect Skin’ og ’Expanding Horizons (Dar Es Salaam)’ hører til blandt de numre, jeg har hørt flest gange i år. Tak. Undskyld, mine forbehold.

Iceage – ‘Plowing Into The Field Of Love’

At Iceage måtte bevæge sig i en anden retning efter deres første to album var indlysende. Spørgsmålet var mere, hvilken? Omend kvartetten har kastet sig over en country/blues-inspireret lyd, med klar adresse til, hvordan udvalgte orkestre fra USA og Australien taklede deres flirt med genrene i firserne, så er ’Plowing Into The Field Of Love’ umiskendelig Iceage. De vælter, de rejser sig duvende op igen, før det hele vælter én gang til. Det er fedt. Forsanger og tekstforfatter, Elias Bender Rønnenfelt, har sagt et sted, at megen af lyrikken er blevet til i ligelig fordeling af inspiration fra Werner Herzogs film og Ernst Jungers noveller. Det har jeg ikke den fornødne fagkundskab til at dykke ned i, men lad mig sige det på den måde, at gruppen kommer forbi kærlighedens faldgruber, galskab, spleen og storhedsvanvid.

Niels Skousen – ‘Smil Eller Dø’

Under koncerten med Skousen og hans nye fortræffelige orkester i Vega, onsdag d. 17. december, slog det mig, at det nok er Skousens plader fra comebacket ’Dobbeltsyn’ i 2002 og frem efter, som jeg kender allerbedst i dette årtusinde. De omtalte album, har jeg stortset anskaffet på udgivelsesdagen. Hvorfor det ikke skete med ’Smil Eller Dø’, kan jeg ikke svare på? Jeg skulle helt hen til en søndag i december, hvor vi havde besøg af nogle gamle venner til juleknas, før jeg faldt til patten. Her blev den nye plade omtalt, med så megen glød og begejstring, at jeg købte den, ligeså snart gæsterne var ude af huset. Skønt tematikken og emnerne for så vidt er de samme, ja, så er Niels Skousen stadigvæk landets fremmeste dansksprogede sangskriver. Jeg vil faktisk gå så langt til at hævde, at ingen når ham til sokkeholderne. Så er det sagt!

Anders – ‘Sadness Be Gone’

Anders Stubs tredje plade udkom kun i 298 eksemplarer. Som med de tidligere er den indspillet i beskedne omgivelser og med beskedent udstyr i et øvelokale i København, i Hâllebäck, nord for Göteborg, i en sommarstuga i skoven ved Falsehult og et hus i Värmland. ‘Sadness Be Gone’ låner lidt fra 1960'erne, men ikke nok til at tale om old-school hippie-folk. Der er tale om en form for loner-folk, men den etikette er heller ikke dækkende. Anders Stub er helt sin egen og hvor er dét dog befriende. Enigmatisk, mørk og længselsfuld.

Tom Petty & The Heartbreakers – ‘Hypnotic Eye’

Hvis jeg havde haft muligheden, havde jeg formeligt forsvoret, at Tom Petty & The Heartbreakers nogensinde ville dukke op en af mine årslister. Det er ikke desto mindre, hvad de gør i år. I de seneste fire-fem år, er jeg ofte vendt tilbage til Pettys bagkatalog. Det vil sige, de fremragende album fra sluthalvfjerdserne og et par år eller fem ind i firserne. På ’Hypnotic Eye’ får man fuzz i overmål, overstyret orgel, hårde fire-fjerdedele takter, lejlighedsvis afbrudt af en blues- eller jazzshuffle. Årets overraskelse, intet mindre.

Khun Narin – ‘Khun Narin's Electric Phin Band’

Thailand, omme på den anden side af Jorden, er vistnok danskernes foretrukne turistmål. Og det er netop dér, vi skal hen nu. Ikke, at jeg tror eller i det hele taget har en forventning om, at de mange ferierende vil nikke genkendende til ’Khun Narin's Electric Phin Band’. Så vidt jeg ved, bygger gruppen på folkemusik fra det nordlige Thailand. Der er ikke så meget pis. Den amerikanske producer, Josh Marcy, der sørgede for, at de nåede udover hjemlandets grænser, har i et interview med Wondring Sound fortalte om pladeoptagelsen: “They tuned up, I hit record and made sure the levels were right, and we were off and running…they’d play, take a break, and discuss what they were going to do next. I’d make sure everything was right, have a little shot of whiskey, and they would play the next song”. På den måde fik Marcy 50 minutters materiale, som han skar ned til 40, så det passede til en vinylplade. Vederkvægende. 

Sid Griffin – ‘The Trick Is To Breathe’

Af og til har jeg det somom, at Sid Griffin har været her så længe, at han er gået i ét med tapetet. De fleste kender ham fra The Long Ryders og The Cole Porters, andre for hans bøger og artikler om Bob Dylan og Gram Parsons medvidere. I år var han et smut forbi Nashville for at indspille ‘The Trick Is To Breathe’, med en række studiemusikere. Resultatet er en blid, vittig og afslappet countryplade. Tricket er ikke kun at trække vejret, men så sandelig også at lytte, og helst mere end én gang.

Bob Mould – ‘Beauty & Ruin’

Det må være svært at være Bob Mould. Hans indflydelse på alternativ rock er enorm. Hüsker Dü foregreb alt fra The Pixies til Green Day. Med Sugar udgav han to top-ti albums. Alligevel har hans solokarriere været temmelig rodet. Kanske han på ’Beauty & Ruin’ er kommet overens med sit gamle jeg. Coveret parrer i al fald en ældre gråsprængt og trodsig Bob Mould, med et yngre cigaretrygende, intenst jeg. Jeg ved ikke, hvor meget jeg skal lægge i det. Men ’Beauty & Ruin’ indeholder nogle af Bob Moulds mest aggressive og vitale sange i mange år, mange år, så der er måske noget om det.

Steve Gunn – ‘Way Out Weather’

Adult-rock er den populære, lidt nedladende genrebetegnelse. Men den mesterlige, instrumentalist Steve Gunns 2014-udspil, er så meget andet. Han graver dybt i Amerikas fortid. Visse steder lyder det somom, at han er i gang med en accelererende, natlig hootenanny, med så berigede guitarister. som Jerry Garcia, Lee Ranaldo, Duane Allman, og John Fahey. På ’Way Out Weather’ viser Gunn også sit store talent for sangskrivning. Af mangel på bedre, vil jeg kalde pladen hypnotisk.

The Cleaners From Venus – ‘Return To Bohemia’

Nummeret ‘The King Of The Sixties’ fra ’Return To Bohemia’, fortæller mere om Martin Newell, digter, forfatter, komponist og eneste medlem af The Cleaners From Venus, også kendt som ”the Wild Man of Wivenhoe", end godt er. Newells pophjerte hviler i tresserne og der ligger det godt. Hvis jeg nu skal være fræk, så har Newell aldrig ramt tidsånden, men det er måske også derfor, jeg holder så forbandet meget af hans sange. 

Total Control – ‘Typical System’

Det må have noget at gøre med, de ting der sker omkring mig og den måde vores samfund udvikler sig på, siden misantropien, vreden, afmagten og nihilismen lever i allerbedste velgående på mange af de plader, jeg skatter højt fra 2014. Australske Total Control bøjer sig ikke for åndelige eller politiske autoriteter. ’Typical System’ er fokuseret vrede, skånselsløst postpunk med afstikkere til Pere Ubu, i skøn forening med iskold synth, makabre humor, og så gemmer albummet flere steder på et barsk og ubarmhjertigt billedsprog. Det er ikke for tøsedrenge. 

Robyn Hitchcock – ‘The Man Upstairs’

Robyn Hitchcock lyder altid som Robyn Hitchcock. Mange er nok af den mening, at det er en sandhed med visse modifikationer. ’The Man Upstairs’ indeholder fem originaler og fem coverversioner, bl.a. af Roxy Music og Psychedelic Furs. 61-årige Robyn Hitchcock er i forførende topform i disse år.

Sudden Death Of Stars – ‘All Unrevealed Parts Of The Unknown’

Uhøjtidelig, fransk psych-pop med en snert The Velvet Underground og The Rain Parade. Rennes-septettens anden plade gør ikke meget væsen af sig. De træder i velkendte spor med ringlende folk-rock guitarer, brusende farfisa-orgel og masser af rumklang på vokalen. Hvis man er på jagt efter udfordrende og grænsebrydende musik, så er der ingen grund til at gå ombord i ’All Unrevealed Parts Of The Unknown’. Til gengæld er der meget at hente, hvis man slænger sig i sofaen efter en ubærlig, lang arbejdsdag. Årets popplade?

Pink Mountaintops – ‘Get Back’

Well, først som sidst, jeg holder mere af Stephen McBeans eksperimenterede, sideprojekt Pink Mountaintops, end af det tungere Black Mountain, som mange betragter som hans hovedband. Albumtitlen ‘Get Back’, siger det meste. McBean er atter på strejftog i rockhistorien i al dens magt og vælde. Her er The Stooges, her er Echo & The Bunnymen, her er Tom Petty, her er Phil Spector, her er The Amboy Dukes, her er Richard Hell…

Også værd at nævne fra 2014:

The Skygreen Leopards – ‘Family Crimes’

Ethan Johns – ‘The Reckoning’

Goat – ‘Commune’

Jad Fair & Danielson – ‘Solid Gold Heart’

Needles/Pins – ‘Shamebirds’

The Wands – ‘Dawn’

David Crosby – ‘Croz’

Ty Segall – ‘Manipulator’

Shiny Darkly – ‘Little Earth’

Lydia Lunch & Cypress Grove - ‘A Fistful Of Desert Blues’

September Girls - 'Cursing The Sea'

Tinariwen – ‘Emmaar’

The Baseball Project – ‘3rd’

Dave Alvin & Phil Alvin – ‘Common Ground: Dave Alvin & Phil Alvin Play And Sing The Songs Of Big Bill Broonzy’

Ukendt Under Andet Navn - 'Glade Dage I St. Vemod'
Allah-Las – ‘Worship The Sun’

Lorelle Meets The Obsolete – ‘Chambers’

Infuse Huddle – ‘Infuse Huddle’

Thee Oh Sees – ‘Drop’

Reigning Sound – ‘Shattered’

Paul Collins – ‘Feel The Noise’

Ibibio Sound Machine – ‘Ibibio Sound Machine’

King Tuff – ‘Black Moon Spell’

Nude Beach – ‘77’

Comet Gain – ‘Paperback Ghosts’