Blogger Widget

onsdag den 7. september 2016

Fra indbakken: ’Lovely Lady Of The Roses’


I en mailkorrespondance, der har kørt med ujævn frekvens siden april 2014, dukkede forleden en fortolkning af ’Lovely Lady Of The Roses’ op. Nummeret blev oprindeligt lanceret af det engelske komikerpar Peter Cook og Dudley Moore tilbage i 1965.

Versionen, der har fundet vej til min indbakke, blev indspillet i Studio D'Hennuyères i Bruxelles, og udkom på minialbummet, ’Lunga Notte’, som det kortlivede, belgiske band, Des Airs, udgav i 1982. Gruppen var kun sammen i få år, selvom det ikke skortede på kærlighed fra hjemlandets presse. Hvor Cooks og Moores original er en sludrevorn, fordrukken kærlighedssang, så er der straks mere stil og attitude, coolness anno 1982, over Des Airs. De hænger kort sagt med mulen på den helt rigtige måde. Det er ikke desto mindre en meget fornem udgave, de har sat sammen…



Ingen kommentarer: