Beat 2016 (2 af ?)

Af Tobias Birger Mørch Bendixen, guitarist i Big Mess, der albumdebuterede med ’You Know I Care' i år.

Med enkelte undtagelser er dette primært en liste over de bedste ting, der skete i år indenfor punk. Derfor indeholder pladelisten en blanding af albums og 7” EP’er. Der udkommer langt flere punk 7”ere end LP’er, så eftersom punk er min primære genre, giver det ikke mening for mig at udelade dette format.

10. Blood Pressure: ’Need To Control’

Klassisk US hardcorepunk i den lidt hårdere ende – fx lidt henad The Fix. Ikke videre originalt, men hvis man er til old school USHC, er Blood Pressure helt sikkert et af de bedste bands i dag.

9. Cheena: ‘Spend The Night With…’

Dette band har medlemmer fra navnkundige bands som Hank Wood and the Hammerheads, Crazy Spirit og Pharmakon. Cheena lyder dog totalt anderledes end førnævnte. Her er tale om en slags swampy garage-agtig glamrock, der måske kan placeres et sted imellem Stooges, New York Dolls og Gun Club. Spillede desuden en fremragende koncert på Mayhem i løbet af året.

8. Marching Church: ‘Telling It Like It Is’

Mayhem-supergruppens (lol) andet album er noget mere sangorienteret end debuten – og dét er en stor succes! Det er totalt umuligt at genrebestemme denne plade eller dette band, men jeg kan varmt anbefale, at man investerer i pladen og tager ud og ser dem live.

7. Snor: ’Totalna Cisza’ (MC/7”)

Simpel og rå hardcorepunk med tekster på polsk og højtbelagt ekko på vokalen. En vindende kombination for Malmö-baserede Snor, der i øvrigt også har været et virkelig fremragende liveband, hver gang jeg har set dem. Indtil videre har de kun dette ene demobånd ude, der også endte med at blive udgivet på 7” – jeg glæder mig meget til mere.

6. Lumpy & The Dumpers: ‘Huff My Sack’

Første regulære album fra det ultra-tumpede og primitive punkband ovenpå en række virkelig fremragende singler. Albummet lægger sig i nøjagtig den samme helt smadrede stil, og skuffer overhovedet ikke.

5. Rixe: ’Les Nerfs a Vif’ (7”)

Bandet der bragte oi-punk tilbage på landkortet. Helt enkel og lige ud af landevejen umtji-umtji oi, men med super-catchy sange og spillet på den helt rigtige måde og med den rigtige attitude.

4. Sheer Mag:  ’III’ (7”)

Tredje EP i streg med fire lo-fi powerpop hits fra Sheer Mag, der er akkurat lige så fed som de to foregående. Udgiv et album snart!!! (Og kom til Danmark igen, jeg missede jer sidst.)

3. G.L.O.S.S.: ‘Trans Day Of Revenge’ (7”)

G.L.O.S.S. slog benene væk under rigtig mange hardcorepunx (inkl. undertegnede) med deres første demo, der så også endte med at udkomme som 7”. Dels for at være det vel nok hidtil mest gennemslagskraftige HC band med trans-medlemmer og med trans-problematikker som primære emne, og dels for bare at levere noget af det bedste HC i lang tid, sådan helt generelt. Trans Day of Revenge følger perfekt op, og bliver så også desværre det sidste vi kommer til at høre fra dét band.

2. Joyce Manor: ’Cody’

I min bog kongerne af den nuværende emo-scene, leverer et fjerde album, der måske ikke er HELT ligeså hitspækket som det forrige (’Never Hungover Again’), men som stadigvæk er helt helt helt essentielt, hvis man er til emo i den poppunkede ende. Håber VIRKELIG de kommer til DK snart.

1. David Bowie: ’Blackstar’

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at verdens til alle tider bedste rockmusiker døde i år. Der er nok heller ikke så mange, der læser med her, som ikke har hørt albummet ’Blackstar’, som han på ekstremt cool vis lige akkurat nåede at udgive. Men altså: Det er et fantastisk godt album (det bedste han har lavet side ’Scary Monsters’ fra 1980), der på alle måder er hertugens arv værdigt.

Koncerter

1. Gorilla Angreb: K-Town Hardcore Fest + Loppen

Udover band jeg har været på tour med, kunne GA godt være det band jeg har set live allerflest gange. Jeg vil skyde på, at det er et sted over 25 gange. Det er der en grund til – de er efter min mening det bedste danske band, der nogensinde har eksisteret. At se dem live igen efter næsten ti års pause var på alle måder ekstatisk, og levede fuldt op til forventningerne.

2. Una Béstia Incontrolable: Ungdomshuset

Una Béstia fra Barcelona har udgivet dét, der er en rigtig god kandidat til den bedste hardcorepunk udgivelse i dette årti med albummet ’Observant Com El Món Es Destrueix’. De er også et helt fænomenalt liveband, hvilket de igen beviste i Ungdomshuset i starten af året. Una Béstia er et af de mest originale nuværende HC-band, og der skulle være et nyt album på vej snart, hvilket forhåbentligt også bringer dem til Kbh igen. Hvis du ikke kender dem så tjek tjek tjek tjek tjek!!

3. Dinosaur Jr.: Amager Bio

Dinosaur Jr. leverede en virkelig overlegen koncert, tilsyneladende uden at prøve ret meget. Jeg kunne kigge på J Mascis stå helt stille og spille guitar med en Twin Reverb direkte foran sig i brysthøjde i stedet for en monitor i meget lang tid.

4. Rixe: K-Town Hardcore Fest

Som nævnt ovenfor har Rixe virkelig formået at revitalisere Oi-punken for mange. K-Town Hardcore Fest er altid årets højdepunkt for mig. Kombinationen kunne ikke have været bedre.

5. Hurula: Lille Vega

Hurula er en slags soloprojekt for Robert, der har en fortid i en lang række svenske punkbands – blandt andet det helt helt helt fantastiske band Masshysteri. Hurula er noget længere ovre i territoriet omkring Broder Daniel og Håkan Hellström, men stadig med lidt anelser fra ophavsmandens punkdage. Albummet ’Vapen til Dom Hopplösa’ fra i år er lidt skuffende ift debuten, men live var Hurula sindssygt fedt i Lille Vega i år.

Honorable mentions til Snor, Prison, Planet Y, Skizophrenia, Tørsö, Marching Church, Cheena, Los Crudos, Lig, Collider, Hand Of Dust, Kold Front, Jævndøgn, Mariah Carey og mange flere, som jeg har været til dejlige koncerter med i løbet af året.