Blogger Widget

onsdag den 3. maj 2017

”Vi havde kun en betingelse. Vi skulle selv bestemme, hvad vi ville præsentere på TAPE”

I morgen begynder Spot 2017. I den forbindelse, har jeg talt med Jeppe Hofmeister Berg, der er én af de syv initiativtagere til spillestedet TAPE, Mejlgade 53. Det uafhængige, nonprofit koncertsted i Aarhus har knapt halvandet år på bagen. Folkene bag mente, at der manglede et sted for alternative musik i byen. Et venue, hvor lokal musik kunne blive præsenteret i en ramme, der var mere nærværende for publikum. Og dét ser ud til, at deres fornemmelse var rigtig. Der var et hul at fylde ud.


”De fleste kender historien om Rolling Stones-journalisten David Fricke og The Raveonettes. Den historie popper op igen og igen, men det er efterhånden en del år siden, at Sune Wagner og Sharin Foo blev hypet via deres optræden på SPOT. Hvilken udvikling har SPOT taget de seneste år. Hvordan kan man mærke i byen, at festivalen finder sted og hvad fik TAPE til at medvirke?”

”Først og fremmest kan man mest mærke, at festivalen finder sted i musikmiljøet. I de mere etablerede dele af branchen er SPOT en vigtig begivenhed. Festivalen er slet ikke forankret i bybilledet, da man jo hovedsageligt benytter spillesteder og Musikhuset.

Sidste år sad vi på TAPE med en fornemmelse af, at der var rigtig mange interessante, nye danske artister, der ikke rigtig kom i SPOTs søgelys. Dels på grund af ansøgningsmåden, den tiltaler bare visse artister/bands, og dels på grund af et manglede fokus på den mere alternative del af musikbranchen. Dette miljø, interesserer os på TAPE, og derfor følte vi det naturligt at gå i dialog med SPOT omkring at være en del af festivalen. Vi havde kun en betingelse. Vi skulle selv bestemme, hvad vi ville præsentere på TAPE. Til forskel fra de andre spillesteder, hvor SPOT bestemmer programmet. Det er netop vigtigt for os, at vi kan styre det musikalske udtryk på TAPE, og at vi derved havde en indgangsvinkel, for alle de bands som ellers ikke kom frem. Man kan sige, at dette miljø, vel netop er dét, der har allermest brug for en festival som SPOT. Bands, der ikke i forvejen har en agent, et pladeselskab osv.”

”Hvis vi kigger lidt nærmere på årets SPOT-program på TAPE. Hvilke tanker har I så gjort jer, da I skulle sætte det sammen?”

”Vi har fortrinsvis arbejdet med at præsentere helt nye danske artister. Det er egentlig her, at vi kan tilbyde noget til SPOT. Altså bidrage med navne, som ellers ikke ville få chancen for at spille på festivalen. Derudover har vi sammen med SPOT, arrangeret en aften med elektronisk musik, som altid har været underrepræsenteret på festivalen. Vi synes, at det er vildt fedt, at der er kommet et større fokus på denne genre. Nu må vi håbe, at de besøgende har det på samme måde. Ellers er tankerne simpelthen bare at præsentere musik, som vi mener er interessant og relevant i år 2017”

Hvad glæder du dig selv mest til at høre i den kommende weekend og hvorfor?

”Jeg glæder mig ret meget til at høre en hel del af "vores eget" program. Torsdag, hvor Tots, San Pedro, Spines og LØD er på programmet, bliver helt sikkert fremragende. Disse fire navne er nogle af de bedste bud på, hvor dansk rock er på vej hen i 2017.

Tots og San Pedro er lokale aarhusianske navne, der på hver sin måde, har den her ungdommelige tilgang til rockmusikken. Spines er simpelthen bare et af Danmarks allerbedste livebands. Vanvittig stramt og intenst. LØD har lige udgivet en rigtig god plade, ’Folder’, på Part Time Records, og jeg glæder mig til at se den foldet ud live. 

Derudover, synes jeg, at der er et par sjove ting rundt omkring. Blandt andet bliver det interessant at høre Marching Church i den store sal på den her gigantiske scene i Musikhuset. Jeg glæder mig også til alt muligt andet. Modest, som er aktuelle med en ny 7” i næste uge. Yung, der er ved at indspille deres næste album. Get Your Gun, der ikke har spillet i Aarhus siden Flux 2015. Eli, som er sindssygt lovende. God pop fra Franske Piger og Hong Kong, samt at have en fest med Ecstasy In Order natten til lørdag. Vores eget lørdags program, hvor vi hylder alle de seje elektroniske artister, vi har i landet, ser jeg også meget frem til. Jeg tror især, at det bliver fedt at høre Rosen & Spyddet igen, Central, Sortlegeme og Rune Bagge.”

Ingen kommentarer: