”solens gåsehud, jeg
tager, jeg giver, jeg svimler
solen du almægtige,
mon den er udsprunget af fugle,
dette tindrelys, ejer
vi slet ikke grænser mere
formiddagen skjuler
sin søvn, den slår broer imellem os,
jeg sætter ikke noget
til, jeg sætter mig heller ikke over
solens gåsehud, hele
din nøgne krop er i mine hænder.
den klare sang ved
brønden, jeg tager, jeg giver,
verden er så logisk i
dag, ingenting lader sig gentage
solens gåsehud, ja nu
har jeg sgu fattet det”
- F.P Jac. ’Flygtige papirer: lutter nye digte’, Borgen. 1989.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar