Melbourne-bandet The Stroppies begyndte
som et beskedent køkkenbordsprojekt for et par år siden. Claudia Serfaty (Blank
Statements), Stephanie Hughes (Dick Diver) og Angus Lord (The Stevens, Twerps
og Tyrannamen) fjollede rundt med nogle Casio-keyboards og lavede hurtigt flere
collageagtige skæringer. De forprogrammerede beats faldt dog ikke helt i deres
smag, så Rory Heane (White Walls) kom med som trommeslager kort tid før, at de gik
i studiet for at indspille debutkassetten med Alex Macfarlane (The Stevens,
Twerps og Tyrannamen) og Mikey Young (Total Control) ved roret. Siden er Adam
Hewwit (The No Real Need) kommet med.
The Stroppies nævner selv Guided
By Voices og The Great Unwashed som vigtige inspirationskilder til den måde, de
skaber musik på. Skæve, charmerende, hurtige lofi-popsange. Og, ja, det må man
sige, at Robert Pollard, der fyldte tres forleden og har været mere eller mindre,
mest mere, aktiv med Guided By Voices, siden de spæde firsere, er mester for. Angående
The Great Unwashed, så er der selvfølgelig også noget om snakken. Bandet var, udover
at være en nedsættende betegnelse for den almene befolkning, især arbejderklassen, det Flying Nun-band som de new
zealandske brødrene Hamish og David Kilgour dannede i 1983, da de havde sat The
Clean på pause. Jeg får også andre associationer. Især til Yo La Tengo, men de
er også vanskelige at komme udenom, når det drejer sig om minimalistiske produktioner
som denne. De kvindelige vokaler får mig endvidere til at tænke på Maureen Tuckers
solomateriale.
Køb pladen gennem Norman Records.
Flere af navnene i parentes er i øvrigt regelmæssige gengangere i Mod Strømmen
radioprogrammer. Blandt andet her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar