Blogger Widget

lørdag den 11. november 2017

”Mr. Bowie?”

   
   ”En lille måned efter gav David Bowie to koncerter i Falkoner Teatret. For Michael Strunge var det den oplagte lejlighed til at cementere den forbindelse, han i perioder inderligt troede eksisterede imellem dem. Han fik Poul Borum til at oversætte de to digte fra ’Livets Hastighed’: Titeldigtet, som blev til ’With The Speed Of Life’, og ’Det Kommende’, som oversattes til ’Things To Come’. Planen var at give digtene til Bowie, som så forventeligt ville bruge dem som tekster på sin næste plade.
   Sammen med Inge Guldal Pedersen stillede Michael Strunge sig op foran Hotel Plaza, hvor David Bowie boede, tæt på Hovedbanegården og Tivoli. Og ventede. Efter et par timer rullede en limousine op, samtidig med at Bowie drejede ud af hotellets svingdør. Strunge afskar ham vejen i en glidende bevægelse og rakte den brune konvolut frem: ’Mr. Bowie’, begyndte han, men inden han nåede at sige mere, havde David Bowie allerede fremskaffet en kuglepen, griflet sin signatur, klappet ham på skulderen og var hastet videre til næste autografjæger. Strunge var lamslået over misforståelsen, men genvandt hurtigt fatningen og fik skubbet kuverten og resten af sætningen om hans oversatte digte tilbage i hænderne på forbilledet. Bowie tog smilende imod, og stjernesmilet hang stadig for Strunges indre blik, da Bowies lange bil gled videre mod Falkoner Teatret og lydprøve. Michael Strunge og Inge Guldal Pedersen stod noget tid og fulgte den med blikket. Så grinede de af den spøjse episode og gik ud i byen inden aftenens koncert. De næste uger hang Strunge hver dag ved postkassen i håbet om takkebrev og invitation fra David Bowie. Det kom aldrig, og længe holdt han postvæsenet mere ansvarlig end Bowie selv”

- uddrag af ’Michael Strunge - digtning og virkelighed’ af Peter Rewers. Gyldendal 2015

Billede: Hotel Plaza, 1. juni 1978

Ingen kommentarer: