Beat 2017 (udlandet #10 - #1)

Af Jan Damage Petersen

Tredje og sidste del. Fortsat fra torsdag.

Udenlandske udgivelser:

10. Rata Negra – ’Oido Absoluto’

Dette må være årtes eksotiske indslag. Rata Negra (Sort Rotte) er en punkrock-trio fra Madrid. Der er noget dejligt umiddelbart og genkendeligt i deres musik, fyldt med umiddelbare hooks og skarpe melodier. Det tætteste jeg kan komme på en sammenligning, er en lidt mere mørk og vred udgave af LA-bandet X, der er i al fald hentet inspiration fra de tidlige amerikanske punk-firsere. (Eller Gorilla Angreb på spansk, hvis det gør det nemmere). De leverede tilmed en fremragende koncert K-Town Festival 2017. Knivskarp udgivelse, og en af de mest hørte på grammofonen hos ovenstående signatur

’Escucha Como Suena’:

9. The Dream Syndicate – ‘How Did I Find Myself Here’

Det vrimler med comeback-plader i disse år. Desværre er der en tendens til at spille de sikre kort, og lave en plade, der ikke kan leve op til fordums storhed. I år er The Jesus And Mary Chain og Slowdive glimrende eksempler på dette. Steve Wynn og co. derimod, lyder nærmest mere crisp end nogensinde før. Her knapt tredive år efter deres seneste udspil, kan man med lidt god vilje, forfægte, at ’How Did I Find Myself Here’ faktisk minder om debuten fra 1982. Bandet mestrer stadig semi-psykedelisk popsange, krydret med herligt tempereret guitarstøj, der på smuk vis blender sammen med hele bagkataloget. Ingen comeback-  forsigtighed her.

’80 West’:

8. Sheer Mag - 'Need To Feel Your Love'

Der bliver spillet på alle tangenter på Philly-bandets første langspiller. Anmeldelserne var blandede. Jeg har dog overgivet mig totalt efter er par gennemlyt, og holder måske endnu mere af dem nu, hvis det da overhovedet er muligt. Lofi-punkerne med Thin Lizzy-riffs'ne udvider paletten med ballader, hardrock, funkyness og pop-hooks. Det er dejligt befriende, når bands kan udvikle sig. Og så må de fans, der bare vil have mere af det samme, lære at leve med det! Mon ikke de kan det? Jeg vil i hvert fald nyde at sætte denne plade på fremover.

’Expect The Bayonet’:

7. Robin Hitchcock - ’S/T’

Når gode, gamle Hitchcock er i topform, og det er han næsten altid, så må han være en selvfølgelighed på enhver årsliste. Hans første udspil i et godt stykke tid, hvor han gør brug af et backing-band, har den diversitet, som man forventer af et Hitchcock-album. Denne gang trækker han såmænd tråde helt tilbage til tiden i The Soft Boys, der rumsterede for 40 år siden. Han glemmer dog ikke sit vidunderlige, mærkelige tekstunivers, som kendetegner hans plader, og som kun han kan levere det. Denne beskrivelse er måske skrevet under påvirkning af, at undertegnede fik set ham live for første gang nogensinde tilbage i oktober. Det skete sågar i selskab med mine bedste venner. Kan stadig ikke få armene ned.

’Mad Shelley's Letterbox’:

6. Milk Music - ’Mystic 100's’

Ud af det blå kom ’Mystic 100's’, den længe ventet opfølger til et af dette årtis bedste (indie)rockplader, ’Cruise Your Illusion’, fra 2013. Der var gået rygter om, at Milk Music var opløst, efter der havde været stille omkring dem i et par år. Men de er heldigvis ikke færdige med at give os flænsende guitar a la SST-bands med er sært twist af psych og country. Præcis som debuten er ’Mystic 100's’ en plade. der kun bliver bedre og bedre, omend den er en anelse mere lo-fi og indadvendt end ’Cruise Your Illusion’. Men det kan de naturligvis også finde ud af. Mystic 100's er i øvrigt bandets nye navn.

’Twists & Turns & Headtrips’:

5. The Bats – ’The Deep Set’

Det niende udspil og 35 år inde i karrieren, beviser The Bats, at de stadig er kongerne af jangle-pop. Der er ikke så meget nyt under solen, men når man kan skrive så fine popsange som skolelæreren fra Dunedin, Robert Scott, kan, er det svært smittende. Til dem, der ikke kender bandet, så er The Bats orkestret, der førte folkrock a la The Byrds og endnu mere melodi til det fornemme label Flying Nun Records, der i firserne fostrede det ene fantastiske indie-band efter det andet. Kiwi-pop forever!

’Antlers’:

4. Bed Wettin' Bad Boys – ’Rot’

Navnet har nok været sjovt at sige i en brandert engang. Gruppen begyndte da også ud som et festband, der spillede for vennerne. Men i Sydney kan man åbenbart ikke stoppe med at skrive gedigne rock-riffs, når man først er begyndt. Bandet er sidenhen blevet mere seriøst, hvilket de beviste på den håbløst oversete debut, ’Ready For Boredom’, der kom for fire år siden. Tænk på al det gode fra den amerikanske punk/alternative scene i firserne tilsat et skud straight garage rock og rul. Kan man næsten ønske sig mere? Bed Wettin' Bad Boys er næsten ligeså fede, som vennerne i Royal Headache. Det siger næsten det hele.

’Stunned’:

3. Exit Order – ‘Seed Of Hysteria’

Hardcore-punk fra Boston i dit fjæs! Ingen trænede overarme og ingen grimme hoodies med sports-brands. Når hc-punk kan leveres så præcis og uden pis, så er genren stadig relevant og noget af det mest fantastiske. Exit Order kan lide riffs, krydret med godt med chorus på guitaren, som vi også kender fra Hüsker Dü, men i virkeligheden trækker de måske mere på den tidlige britiske anarchopunk. Først og fremmest er de dog deres egne, Det er så dejligt forløsende, at der musikalsk er frit spil i disse år. Exit Order er et fornemt bevis på dette. Hov, jeg fik ikke engang nævnt vokalen, som så svedigt bliver leveret af Anna Cataldo. ’Still Water’, men lyt nu bare til hele pladen, det tager ikke så lang tid.

’Still Water’:

2. Peter Perrett - ‘How The West Was Won’

Det stod ikke skrevet nogen steder, at vi skulle høre mere fra Peter Perrett. Powerpop-geniet fra The Only Ones, har kun med korte mellemrum stukket næsen frem, siden opløsningen af bandet i 1982. Siden er tiden gået med et heftigt kokain- og heroinmisbrug. Dette comeback er en enestående fortælling i sig selv. Teksterne og musikken står knivskarpe. Han bliver fremragende bakket op af sønnernes band, Strangefruit. Hvis du er bekendt med Dean Warehams (Galaxie 500, Luna mm.) univers, så ved du nogenlunde, hvor vi er henne. Hans hyldest til sin kone gennem 47 år, Xena, er hjerteskærende på sangen ’Troika’

.

’Troika’:

1. The Feelies - ‘In Between’

Der er intet som et album med The Feelies! ’In Between’ fungerer som en slags greatest hits-plade fra debuten ’Crazy Rhythms’ fra 1980 og indtil gendannelsen. Forskellen er bare, at det er nye numre. De snor sig gennem bagkataloget på forunderlig vis, og man finder vel næppe et mere organisk band i 2017. Alle instrumenter står skarpslebne, og jeg står med fornemmelsen af et band, der nægter at lade sig manipulere af noget som helst. Tilmed bilder jeg mig ind, at jeg kan høre, at Glenn Mercer er småforkølet på en af sangene. Kors, hvor det dog befriende. The Feelies må være ekstremmusik for Distortion-typer. Selv Lou Reed må have siddet et eller andet sted og vippet med tæerne til Flag Days:

’Flag Days’: