Allerede i dagene op til jul, begyndte
jeg at lede Fountains Of Wayne-diskografi igennem. Efter at have rålyttet til Birds
In Flights utrolig fede debutplade, ’Get Real Big’, gennem det meste af
december, havde jeg, en vag erindring om, at der et-eller-andet sted på en Fountains
Of Wayne-plade, lå et nummer, der kunne minde om Birds In Flight. Ikke hermed
sagt, at Birds In Flights har hørt New York-kvartetten. Da bandet var forbi Mod
Strømmen med deres demoudgivelse tilbage i februar 2017, sammenlignede jeg,
deres output med Teenage Fanclub, hvilket de var glade for, men Fannies var
altså ikke et orkester, de havde dyrket på nogen måde. Mens jeg er ved det,
besøger Birds In Flight radioen igen på torsdag.
Det har taget mig et stykke tid
at finde frem til den sang, jeg havde i tankerne. Og her i lyttende stund er
jeg stadig lidt i tvivl. Fountains Of Wayne blev dannet i 1995, debuterede i
1996, og nåede at lave fem plader, før de gik hvert til sit efter at have
turneret med deres sidste album, ’Sky Full Of Holes’, i 2011. Jeg skulle helt
frem til gruppens svanesang, før dét lidt Birds in Flight-agtige nummer dukkede
op. ’Sky Full Of Holes’ havde en svær fødsel. Den ene af bandets sangskrivere,
forsanger Chris Collingwood, havde på grund af tæt druk, været indisponible under
skriveprocessen og indspilningerne til gruppen forrige plade, ’Traffic And
Weather’, fra 2007. Den anden sangskriver, bassist Adam Schlesinger, tog derfor
kontrol med udgivelsen og bandets andre forretninger. Det skabte intern
uligevægt, som Collingwood forsøgte at rette op på under tilblivelsen af ’Sky
Full Of Holes’. Forholdet mellem partnerne var dog så tyndslidt, at de måtte
søge psykolog for at klinke skårene. Her blev de enige om at færdiggøre pladen
og tage på en efterfølgende tour, inden de opløste gruppen.
Jeg ved ikke, om de interne
problemer skinner igennem på ’Sky Full Of Holes’. Jo, albummet er mere
introvert, dystert vil nogle måske mene, end tidligere udgivelser. Og i forhold
til den powerpop, der har været Fountains Of Wayne særkende, er de begyndte at
læne sig mere op ad et folkunivers. Før jeg fortaber mig, må jeg hellere vende
tilbage til den sang fra ’Sky Full Of Holes’, der får mig til at tænke på Birds
In Flight. Det drejer sig om ’A Dip In The Ocean’, der faktisk stikker lidt ud
på pladen, fordi powerpoppen stadig er at spore:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar