De nøgne og de døde i Mod Strømmen

Torsdag d. 11. januar ser Mod Strømmen tilbage på 2006. En del rockmusikere er ved at nå den alder, hvor de mere eller mindre naturligt begynder at falder fra. 2006 var ingen undtagelse. Vi mistede blandt andet Arthur Lee, Link Wray, Thomas Koppel, Ruth Brown, James Brown, Freddy Fender, Lou Rawls, Wilson Pickett, Ali Farka Toure, Nikki Sudden, Syd Barrett, Desmond Dekker med flere. The Dead Rock Stars Club har en næsten komplet liste.

Det er med stor respekt for den kunst de har skabt, at redaktionen har sammensat torsdagens udsendelse, der dog ligeledes vil indeholde artister, der ikke blev plads til, da vi præsenterede Beat 2006 lige før jul.

Lyt med torsdag d. 11. januar, kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid).

I dag d. 8. januar ville Elvis Presley iøvrigt være fyldt 72 år. David Bowie fylder 60 år. Hjerteligt tillykke. Læs i den forbindelse denne feature om David Bowie.

Cahoots

De første dage af 2007, har denne skrivekugle tilbragt i vinterskjul i godt selskab med The Band albummet 'Cahoots' - vinterskjul er nok så meget sagt, når et par japanske kirsebærtræer er sprunget ud på strækningen mellem Ny Carlsberg Vej og Sønder Boulevard på Enghavevej, 1674 København V.

I oktober 1971 sendte The Band dets fjerde LP 'Cahoots' på gaden. På det tidspunkt var der gået et års tid siden 'Stage Fright' var kommet. 'Cahoots' blev indspillet i manager Albert Grossman's brandnye Bearsville Studie i New York City.

Konditionerne var langt fra ideelle. The Band havde forinden været på en seks månedes lang turné, hvor det blandt andet havde besøgt KB-Hallen i København d. 27. maj 1971. Selvom medlemmer havde holdt en smule ferie henover sommeren, var det ikke et udhvilet orkester, der mødte op til de første studieoptagelser.

Bassist Rick Danko husker: "Richard (Manuel) seemed to be tired of the whole thing. Levon (Helm) wasn't that interested either. I can't emphasize how much success had changed everything. We were outrageous on our behavior, and it was impossible to get people on one place at one time. And when we did, it was hard to work because when we looked at one another and saw how wrecked we were, it was hard not to crack up".

Albummet åbner med 'Life Is A Carnival', der også blev udsendt som single, og som siden blev det eneste nummer fra 'Cahoots', som The Band havde på dets liverepertoire indtil det gik hvert til sit. Sangens blændende flotte Dixieland hornarrangement var New Orleans produceren Allen Toussaint fortjeneste. Både guitarist Robbie Robertson og trommeslager Levon Helm havde længe været begejstrede over den lyd som Toussaint, havde givet Jesse Hill, Ernie K-Doe, Lee Dorsey, Clarence "Frogman" Henry, Aaron Neville og Irma Thomas i 1960'erne.

Flere af pladens skæringer er inspireret af film. Robbie Robertson angav selv, at "...my interest at that time was even more in cinema that it was in song...". 'Smoke Signal', der også var første gang at Robertsons tog sine indianske rødder under behandling i en tekst, var skrevet med en John Ford Western i tankerne. 'The Moon Struck One' var tilskyndet af en Truffaut film, mens "The River Hymn" og 'Shoot Out In Chinatown' henholdsvis var påvirket af Howard Hawks og Charlie Chans filmæstetik.

Både 'When I Paint My Masterpiece' og '4% Pantomine' er blevet til på nogenlunde samme facon. For førstnævnte gælder det, at Bob Dylan en eftermiddag kiggede forbi hos Robbie Robertson, der straks frittede ham om han havde noget materiale liggende. Dylan spillede nummeret, der tilsat Helms mandolin og Garth Hudsons harmonika i 'Cahoots'-udgaven fik et mellemeuropæisk tilsnit.

'4% Pantomine' er en halvt Van Morrison sang, som med Dylan aflagde han Robertson et besøg, hvor Robertson spillede nogle akkorder på flyglet for ham. Morrison – aka The Belfast Cowboy, som Manuel tiltaler ham i sangen - begyndte og nynne med, for snart derefter at skrive nogle tekstmæssige grundidéer ned. Samme aften gik de i studiet og indspillede nummeret sammen med resten af The Band. Teksten handler til dels om forskellen mellem Johnny Walker Black og Johnny Walker Red, og til dels om Morrisons og Manuels kropssprog. Ifølge Robertson var der: ”so much expression going on. They were pumping one another up in doing this. I wasn’t even hearing what was coming out og their mouths”

Rockhistorikerne har ikke været blide overfor 'Cahoots'. Albummet bliver stadig husket, som et intermezzo, hvor der kun er ganske få numre, der stadig har interesse.

Måske de og en del andre mennesker skulle prøve, at høre 'Cahoots' igen!

Den ekstraordinære bonus er denne gang sætlisten fra The Bands optræden i KB-Hallen, 27. maj 1971. Bemærk billetprisen nederst.

1. The Shape I'm In
2. Time To Kill
3. The Weight
4. King Harvest Surely Come
5. Strawberry Wine
6. Rockin' Chair
7. Look Out Cleveland
8. I Shall Be Released
9. Stage Fright
10. Up On Cripple Creek

Pause:

11. The W. S. Walcott Medicine Show
12. We Can Talk
13. Loving You Is Sweeter Than Ever
14. The Night They Drove Old Dixie Down
15. Across The Great Divide
16. The Unfaithful Servant
17. Don't Do It

Ekstranumre:

18. Genetic Method
19. Chest Fever
20. Rag Mama Rag
21. Slippin' And Slidin'
22. This Wheels On Fire

Gabba Gabba New Year. It's Alive!!!

Nytårsaften 1977-78. Vi befinder os i Rainbow Theater i London. På scenen står The Ramones. Bandets sæt består af 28 klassiske numre fra dets tre første album: 'Ramones', 'Ramones Leave Home' og 'Rocket To Russia'. Dem får de fyret af på under én time, kun afbrudt af Dee Dee Ramones nedtælling til næste sang - "one-two-three-four!", og Joey Ramone, der brokker sig over en dårlig kylling vindaloo (indisk karryret), som han har fået tidligere på aftenen.

Kom godt ind i det nye år!

John, Paul, George & Ringo

Det engelske musikmagasin NME flikkede i sommeren 2005 en liste sammen over de bedste soloting med The Fab Four.

John Lennon:

1. Cold Turkey
2. Instant Karma
3. Working Class Hero
4. It’s So Hard
5. How Do You Sleep?
6. New York City
7. Well (Baby Please Don’t Go)
8. Bless You
9. #9 Dream
10. Fame – With David Bowie
Paul McCartney:

1. Junk
2. Every Night
3. Maybe I’m Amazed
4. Uncle Albert/Admiral Halsey
5. My Love
6. Arrow Through The Heart
7. Warm And Beautiful
8. Some People Never Know
9. I’m Crying
10. Single Pigeon George Harrison:

1. What Is Life
2. Bangle Dash
3. My Sweet Lord
4. While My Guitar Gently Weeps
5. Give Me Love (Give Me Peace On Earth)
6. Party Seacombe
7. Pure Smoky
8. If Not For You
9. Woman Don’t You Cry For Me
10. Try Some Buy Some

Ringo Star:

1. Back Off Boogaloo
2. It Don’t Come Easy
3. Early 1970
4. I’m The Greatest
5. You’re Sixteen
6. Photograph
7. Sunshine Life For Me (Sale Away Raymond)
8. Goodnight Vienna
9. Devil Woman
10. Snookeroo

På dette link er der lister i alle afskygninger.

One Of A Kind

Alt i mens disse linier bliver skrevet, står tusindvis af mennesker i kø udenfor Apollo Teateret i Harlem, New York City. De venter på, at sige et sidste farvel til James Brown, der ligger på lit de parade på den scene, hvor han debuterede tilbage i 1956.

Hvil i fred, James Brown.

De Forenede Stater i Mod Strømmen (3)

Torsdag d. 28. december holder Mod Strømmen juleferie. Vi vender tilbage d. 4. januar med frisk mod og tro på det gode i mennesket.

Vi begynder året med tredie og sidste afdeling af temaet om de amerikanske stater. Vi sluttede d. 14. december af med at spille en sang til Texas, næste stat i køen bliver Utah. Det vil også sige, at der snart ikke er flere stater tilbage i vor alfabetiske rækkefølge, når det sker, har vi samlet noget bonusmateriale. Glæd jer.

Her er playlisten fra d. 14. december:

1. The Dictators - The Minnesota Strip (1978)
2. Bob Dylan - Mississippi (2001)
3. Low - Missouri (1999)
4. Frank Zappa & The Mothers - Montana (1973)
5. Josh Rouse - Dressed Up Like Nebraska (1998)
6. Pere Ubu - Nevada! (1989)
7. Sonic Youth - New Hampshire (2004)
8. The Standard - Monks In New Jersey (2004)
9. Rick Danko - New Mexico (1977)
10. Billy Joel - New York State Of Mind (1975)
11. Divine MAGgees - North Carolina (2005)
12. Thrush Hermit - North Dakota (1997)
13. Crosby, Stills, Nash & Young - Ohio (1971)
14. J.J. Cale - If You're Ever In Oklahoma (1972)
15. Loretta Lynn with Jack White - Portland Oregon (2004)
16. Matthew Friedberger - The Pennsylvania Rock Oil Co. Resignation Letter (2006)
17. Ike & Tina Turner - Sweet Rhode Island Red (1974)
18. Gil Scott-Heron & Brian Jackson - South Carolina (Barnwell) (1976)
19. Kinky Friedman & The Texas Jewboys - Rapid City, South Dakota (1974)
20. Silver Jews - Tennessee (2001)
21. The Raveonettes - Somewhere In Texas (2005)
22. Lucinda Williams - American Dreams (live) (2005)

It's one of the most disgusting, foul things I've seen - by any illiterate retard - in a long time.

Tilbage i november omtalte denne blog filmen om modellen Edie Sedgwicks liv 'Factory Girl'. Filmen er her kort før premieren løbet ind i uventede problemer, og for den sags skyld dejligt meget publicity.

Bob Dylan har via advokat, forsøgt at få filmen udsat, fordi den ifølge rygterne skulle lade skinne igennem, at han indirekte var skyld i Sedgwicks heroinmisbrug og selvmord i 1971. Selv om Dylan ikke bliver nævnt i 'Factory Girl', skulle portrættet af sangeren 'Danny Quinn' have så mange sammenfald med Dylan, at det vil stå enhver biografgænger åbenbart. Smag bare på navnet! I filmens originale drejebog hed figuren tilmed Dylan.

Også Lou Reed, der bliver spillet af forsangeren fra Weezer, Brian Bell, har langet ud efter filmen. Efter at have læst manuskriptet, sagde han til New York Daily News. "It's one of the most disgusting, foul things I've seen - by any illiterate retard - in a long time".

God jul og tak for kaffe!

One Day It Will Please Us To Remember Even This

Et af de mest populære juleeventyr i den angelsaksiske del af verden er Charles Dickens 'A Christmas Carol'. Dickens skrev stykket tilbage i 1843. Onde tunger har siden forfægtet, at Dickens spekulerede i julen, da han skrev eventyret, eftersom han skulle have en gæld dækket, som han havde bygget op for at opretholde et pænt borgerligt hjem. Og den går jo ikke, når andre mener, at Dickens var en af de første som offentligt tog standpunkt for socialhjælp, og at hans bøger var en grund til at datidens bourgeoisi fik øje på de kummerlige forhold, som de fattige levede under. De fleste af os, kender Dickens hovedperson i 'A Christmas Carol' Ebenezer Scrooge, hvis ikke, så ved vi alle hvem Joakim von And er. I engelsksprogede lande er han navngivet Scrooge McDuck.

Som det er kotume med de store fortællinger er 'A Christmas Carol' blevet fortolket og omskrevet i et omfang, som vist kun bliver overbudt af Biblens beretning om Jesus fødsel. Det er også en af disse genfortællinger dette blogindlæg til dels kommer til at have som omdrejningspunkt. Helt præcist skal vi have fat i filmen 'Scrooged' fra 1988, hvor Bill Murray spiller den griske og tyranniske tv-producer Frank Cross (Ebenezer Scrooge).

I rollen, som den første af julens tre ånder, der besøger Frank Cross i løbet af julenat, ser man den tidligere frontfigur i The New York Dolls, David Johansen. Han spiller en taxichauffør, der viser Frank Cross, hvordan han har levet sit liv og hvilke eftersmæk hans gerninger har haft. Når det er sagt, ender det amerikanske julelystspil godt. Frank Cross kniber en tåre og får den kvinde, som hele tiden har kunnet se mennesket bag den undertrykkende rigmand.

På det tidspunkt filmen gik i de amerikanske biografter, kunne et andet medlem af The New York Dolls, Sylvain Sylvain, ikke helt se de samme fremtidsmuligheder. For Sylvain må det have været grotesk, at se David Johansen spille taxichauffør og køre rundt i New Yorks gader i en Yellow Cab, når det var sådan han tjente sine penge. I tre et halvt år i firserne risikerede Sylvain liv og lemmer i denne bestilling.

Her atten år efter filmen havde premiere, har Johansen og Sylvain igen fundet sammen i The New York Dolls. De har tilmed udgivet albummet 'One Day It Will Please Us To Remember Even This', der i det engelske musikmagasin Mojo's kåring af årets bedste udgivelser, har fået en plads indenfor top 30. Se det er et juleeventyr. Glædelig jul.

1955 vs. 2005

Mange af os, har det svært med statistik. Af og til hjælper den os dog til, at få udarbejdet nogle festlige lister. På internetsiden Acclaimed Music har de sat sig for, at lave årslister over de mest anerkendte album og numre, helt tilbage til 1900-tallets begyndelse. Det har de gjort efter et dybtgående udregningssystem, som vil fylde for meget at beskrive her. Læs mere på ovenstående link.

Her er imidlertid en lille godbid. Først de ti mest skattede numre fra 1955, og til sammenligning ditto fra 2005.

1955

1. Little Richard - Tutti Frutti
2. Chuck Berry - Maybellene
3. Elvis Presley - Mystery Train
4. Bo Diddley - Bo Diddley
5. Muddy Waters - Mannish Boy
6. The Platters - The Great Pretender
7. "Tennessee" Ernie Ford - Sixteen Tons
8. Fats Domino - Ain't That A Shame
9. Ray Charles - I've Got A Woman
10. The Platters - Only You (And You Alone) 2005

1. Amerie - 1 Thing
2. Kanye West - Gold Digger
3. Madonna - Hung Up
4. Gorillaz - Feel Good Inc.
5. Franz Ferdinand - Do You Want To
6. Arctic Monkeys - I Bet You Look Good On The Dancefloor
7. The Game feat. 50 Cents - Hate It Or Love It
8. Damien Marley - Welcome To Jamrock
9. LCD Soundsystem - Daft Punk Is Playing At My House
10. Antony & The Johnsons - Hope There's Someone

Loco Jul

Her følger et opråb til alle jer, der her i uge 51, skal ud for at høre musik. Gå ikke glip af dette arrangement:


MUSKETER FESTIVAL 2006 i ZUM BIERGARTEN - TIRSDAG, ONSDAG, TORSDAG 19. – 21. DECEMBER - KL. 22, ENTRÉ 50 KR.

"Kraftcenteret i dansk jazz, Kresten Osgood, er sammen med sit band ’Og Hvad er Klokken’ og Jazz Club Loco ophavsmændene til en lille, obsternasig tre-afteners-festival med musikalske musketerer på tværs af generationer og med en uhørt mangfoldighed af musikalsk bagage.

”De medvirkende er alle folk som jeg opfatter som moderne musketerer. Bevæbnet med musik, forsvarer de os mod ligegyldighed, middelmådighed og selvtilstrækkelighed, tre af menneskets mindre flatterende egenskaber som bliver dyrket i dagens Danmark. Denne festival har til formål at hylde de musketerer, gamle som unge, som har viet deres liv til at sprede kærlighed og groove til det danske folk. Vi vil synge og spille på livet løs. Ikke i protest, men i kærlighedens navn.Et budskab der transcenderer genrer, karrierer og alder.” - Kresten Osgood.

Optrædende: Kasper Tranberg / Jonas Struck / Gisli / Emil de Waal / Per Kristensen /Prins Nitram / Jeppe Skjold / Je m’appelle Mads / Bounty Niller / Sture Ericsson / Mark Solborg / TS Høeg / Peter Danstrup / Søren Kjærgaard /Anders Holst / Mads Mouritz / Torben Steno / Johan Olsen / Bill Gross /Nanna Lüders / Anders Banke / Frida Asmussen / Søren Siegumfeldt / Niclas Knudsen / Jon Meinild / Niels Præstholm / Rune Funch / Søren Eriksen m.fl. & the band: Og hvad er klokken: Jesper Løvdal – Thomas Vang – Kresten Osgood"

Beat 2006

Året sidste program på Mod Strømmen på Christianhavns Kanal bliver en gennemgang af de bedste album fra 2006.

Fra redaktionens side, kan vi med næsten sikkerhed allerede sige, at der ikke er plads til de tre udgivelser der topper Musikprogrammet på DR2’s liste fra i år, nemlig:




1. Muse - Black Holes & Revelations
2. Razorlight – Razorlight
3. Guillemots – Through The Windowpane

Måske Mod Strømmens årsliste fra 2005 kan give et praj om, hvilken afart af musik vi bevæger os indenfor:

LCD Soundsystem - LCD Soundsystem
Various Artists - Sunday Nights. The Songs Of Junior Kimbrough
Stephen Malkmus - Pencil Rot
Deerhoof - The Runners Four
Black Mountain - Black Mountain
Blood On The Wall - Awesomer
Clap Your Hands Say Yeah! - Clap Your Hands Say Yeah!
The Chris Stamey Experience - A Question of Temperature
Ordkløver - Byen Buldrer
Isolee - Wearemonster
Thåström - Skebokvarnsv. 209
Sufjan Stevens - Come On Feel the Illinoise
Animal Collective - Feels
Bob Dylan - No Direction Home
Kirsten Ketsjer the Rock Band - Jeg skal snart ind
Clientele - Strange Geometry
Big Star - In Space
Bugpowder - Autoabsence
Anthony & the Johnsons - I Am a Bird Now

Hvis ikke, så lyt med torsdag d. 21 fra kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Tak for i år.

Hank vs. Stalin

Af og til er det passende at markere en skæringsdato eller andet på nogle hændelser. Hvis fx countrymusikken begyndte den dag, hvor den første countryplade blev indspillet, har vi en nøjagtig dato, nemlig 30. juni 1922. Selv om de tolv numre, den texanske violinist Eck Robertson lagde ned på lakplade for Victor Talking Machine Company, først blev udsendt nogle år senere, så blev han immervæk den tidligste hvide agrare musiker fra Sydstaterne, der blev optaget.

Tematisk handlede countrysangene i de første årtier om ting, der havde tæt tilknytning til hjemmet. Det kunne være moderkærlighed, begær efter at blive elsket af den eneste ene, desperation over ikke at blive elsket af den eneste ene og dødens uundgålighed.

Anden Verdenskrig ændrede imidlertid billedet. Flere countrystjerner foldede pænt sømmeligheden sammen og blev en del mere udfordrende i sproget, mange vil nok mene patriotiske. Carson Robinson indbød lytterne til at ”Get Your Gun And Come Along (We’re Fixin’ To Kill A Skunk)” eller ”We’ve Gotta Slap That Dirty Little Jap”. Johnny Bond tilskyndede til at sende en snotklat i ”Der Fuehrer’s Face”.

Efter krigens afslutning føj skældsordene og fornærmelserne også klækkeligt. Fjenden var dog blevet en anden. Spørg bare Lulu Belle & Scotty, der skrev og indspillede den selvforherligende ”I’m No Communist”, der i alt dens ros til privat ejendomsret, også besang senator McCarthys jagt på anderledes politisk funderede i U.S.A., ”Who’s American And Who’s A Low-down Red”.

Den kolde krig blev også demonstreret andre steder. Little Jimmie Dickens sørgede over at ”They Locked God Outside The Iron Curtain”. I samme bibelske dur sang både Pee Wee King og Red River Dave om ”Red Deck Of Cards”, der var en slags svar til den religiøst betonede ”Deck Of Cards, som T. Texas Tyler havde haft et stort hit med. Andre gav, som Roy Acuff i sangen ”Advice To Joe”, Josef Stalin en alvorlig reprimande. Selv Hank Williams sang med, under synonymet Luke The Drifter, udsendte han ”No, No Joe”. Der med ordene ”You’re Acting Like A Clown” bød den sovjetiske diktator op til en dance macabre.

Frygten for den altødelæggende atomkrig var ligeledes et emne i countryteksterne. The Louvin Brothers spurgte i sangen "The Great Atomic Power" om vi åndeligt havde forberedt os på ”horrible destruction”? Svaret brødrene forærede var ”Give Your Heart And Soul To Jesus, He Will Be Your Shielding Sword”. Johnnie & Jack så Guds enbårne søn i et andet lys, da de sang "Jesus Hits Like An Atomic Bomb", mens The Buchanan Brothers tog teksten et stykke videre, og huskede os alle på "There Is A Power Greater Than Atomic" og at "If He (Gud) Strikes Us With His Mighty Power, Not Just Some But Everyone Must Die".

For god ordens skyld, skal det nævnes at oliemaleriet af Hank Williams og Josef Stalin er lavet af Jon Langford, der måske mest er kendt som et af de oprindelige medlemmer af punkbandet The Mekons.

De Forenede Stater i Mod Strømmen (2)

Torsdag d. 7. december afviklede Mod Strømmen første afdeling af temaet om de amerikanske stater. Vi nåede til og med Michigan, den næste stat i den alfabetiske rækkefølge bliver altså Minnesota.

Lyt med torsdag d. 14. december mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid)

Herunder følger playlisten fra torsdag d. 7. december

1. John Coltrane - Alabama (live) (1963)
2. The Softies - Alaska (1995)
3. Public Enemy - By The Time I Get To Arizona (1991)
4. Bruce Springsteen & The E-Street Band - Mary Queen Of Arkansas (1973)
5. Lane Hardin - California Desert Blues (1935)
6. Johnny Cash - You Wild Colorado (1965)
7. Jesus H Christ & The Four Hornsmen Of The Apocalypse - Connecticut's For Fucking (2006)
8. George Thorogood & The Destroyers - Delaware Slide (1977)
9. Muddy Waters - Deep Down in Florida #2 (1981)
10. Van Morrison - Georgia On My Mind (2002)
11. The Rivieras - Let's Go To Hawaii (1965)
12. The B-52's - Private Idaho (1981)
13. The Handsome Family - The Giant of Illinois (1998)
14. The Jackson 5 - Goin' Back To Indiana (1971)
15. The Autumn Defense - Iowa City Adieu (2003)
16. Brenda Lee - Kansas City (1968)
17. Elvis Presley - Kentucky Rain (1969)
18. Chuck Berry - Oh Louisiana (1971)
19. The Missouri Compromise - Creation of Maine (2004)
20. Sidney Bechet - Maryland, My Maryland (1952)
21. Willard Grant Conspiracy - Massachusetts (2001)
22. The Red Hot Chili Peppers - Especially In Michigan (2006)
23. Allen Ginsberg / Tom Waits - America (1992)

Loose Fur: Born Again In The USA

Som lovet i et tidligere indlæg, vil der her i løbet af december, dukke et par enkelte anbefalinger op om nogle af årets albumudgivelser, der enten er glemt eller ikke bliver berørt i forbindelse med statusregnskabet for i år.

Denne gang gælder det Loose Fur's andet album ”Born Again In The USA”, der blev sendt på gaden i marts. Nogen vil sikkert kalde Loose Fur for en form for supergruppe, hermed forstået, at trioens medlemmer alle er etablerede musikere i andre sammenhænge. Det hele begyndte i 2000, hvor Jeff Tweedy (Uncle Tupelo, Wilco m.m.) stod og manglede nogen at spille sammen med ved Chicago’s Noise Pop festival. Han inviterede multiinstrumentalisten, soloartisten og produceren Jim O’Rourke (Sonic Youth, Red Crayola m.m.) Tredjemanden blev en af O’Rourke’s gode venner, trommeslager Glen Kotche, som siden hen også er kommet med i Wilco.

I 2003 kom debutalbummet ’Loose Fur’, som gruppen faktisk havde indspillet i løbet af 2000. I forhold til ’Born Again In The USA’ er den første plade langt mere et eksperiment. Mange anmeldere har dog stadig givet 'Born Again In The USA', det lidet flatterende prædikat progressiv rock. Enten har de ikke hørt pladen eller også er de vidende om, at O'Rourke var manden, der fik Thurston Moore fra Sonic Youth til at elske tre-dobbelte Yes album. Progressiv i glosens betyding fra 1970'erne er albummet ikke.

Selv om pladen visse steder har reminiscener af at være jammet i gang i studiet, er det dog den fingerspitzgefuel for gode melodier, originale arrangementer og fængslende produktion, som både Tweedy og O'Rourke besidder, der i sidste ende får pladen til at løfte sig fra det ordinære. Et nummer som 'Hey Chicken' med dets riffindledning, og den easy-going countrysang 'The Ruling Class', er begge kompostioner, der kunne have pyntet på mange af de album, som diverse musikmagasiner haler frem fra 2006. Måske tilmed 'The Ruling Class' er årets bedste enkelstående nummer?

Love aka Sugar

Hvis du slæber rundt på en næsten ubærlig længsel efter smækre 1960'er guitarriff , en smule blues, garagerock, soul og punk, skal du tage forbi Loppen på Christiania, torsdag d. 7. december 2006, kl. 21.00. Her spiller The Magic Bullet Theory, der i november udgav albummet Love aka Sugar.

Den følgende anbefaling er fra det norske internet musikmagasin Musiq.

"Danmarks kommende storhet slipper seg løs med massevis av spilleglede, anstrenger seg tilsynelatende uten at det på noe sett bekoster kvaliteten på det som leveres. Alle låtene tikker inn på normal radiotid, bortsett fra det gedigne høydepunktet If You Want Love ( You've Got It) (4.32) – en melodiøs, sprudlende sak – med koring, blåserekke og 60-talls gitarriffing står i sentrum for suksess. Tidvis dukker det opp søramerikanske vibber der sola står høyt på himmelen og alle de fine menneskene danser bekymringsløst på stranden. Og da kan man trygt si at en har det deilig! Det er alltid hyggelig å stifte bekjentskaper med fremadstormende band fra nabolandene. Dette er et av disse, så definitivt. ”Love aka Sugar” anbefales av ren kjærlighet!"