”You look so pretty in it…

…Can I jump on it sometime." Dylan har selv udpeget Beck til at indspille ’Leopard-Skin Pill-Box Hat’ til det nye støttealbum, War Child Heroes. Det er der kommet et T.Rex nummer ud af.

Tartuffes disciple

Verden er bestemt ikke et morsomt sted at være i country-sangerinden Jeannie C. Riley’s sange. Tag fx den smertefulde ’Back Side Of Dallas’, som handler om en prostitueret på den absolutte bund. Eller den tilfredsstillende hævn, der lyser ud af ’The Girl Most Likely’. For ikke at nævne ’Good Enough To Be Your Wife’, hvor den ensomme elskerindes frustrationerne får frit løb. Og sidst, men ikke mindst, ’Harper Valley P.T.A.’, der med tekst af Tom T. Hall, spidder hykleriet i small-town, USA.

Skal i øvrigt hilse og sige, at farisæismen lever og har det bedre end den har haft det i mange, mange år.

”Sunrise doesn't last all morning…”

George Harrison ville være fyldt 66 år i dag.

Streg over februar.

Vi skal ikke trætte nogen med bureaukrati, langsommelig sagsbehandling og menneskelige fejl, bare konstatere, at radio-programmet Mod Strømmen ikke har sendt en måned og nu også streger den sidste torsdag i februar ud.

Efter de seneste forlydender skulle vi være i æteren igen 5. marts, hvor Reverend Shine Snake Oil Co. kommer forbi. Tjek ’Lay With Me’, og se hvordan bandet nærmest får forvandlet Andys Bar i det indre København til et roadhouse i Mississippideltaet.

The Government Center, Boston

Pladser, parker, gader, veje, bygninger og bygningsværker har en plads i rockhistorien. Listen er alenlang: Istedgade, Sønder Boulevard, Langebro, Woodstock (på Christiania), Penny Lane, Raglan Road, Pleasant Valley Way, Bourbon Street, Beale Street, Washington Square, MacArthur Park, Chelsea Hotel, Graceland, Eiffeltårnet, Taj Mahal, Grand Coolee Dam, Tatlin Tower?, The Ritz, Hammersmith Palais, Det Hvide Hus, London Bridge, Highway 61, Route 66, 2120 South Michigan Avenue… Vi stopper stakåndet op her.

The Government Center i Boston er blevet kåret som en af verdens grimmeste bygninger. Byggeriet begyndte i 1966 og er aldrig blevet færdigt. I 1971 flyttede personalet ind. I sympati med og for at opmuntre de ansatte, skrev Jonathan Richman, en sang om at møde op og sprede lidt glæde i dette uhyre af østeuropæiske dimensioner:

”We gotta rock-a rock-a rock-a nonstop tonight
Uh huh, at the government center
Make the secretaries feel better
When they put the stamps on the letters

Won't stop until we see secretaries smile
We gotta see some office boys, they're jumpin' for joy
Tell old Mr. Ayhern, "Calm down a while.
You know that's the only way the center is ever gonna get better”

God morgen, mandag. Vel mødt?

Suburbia Blues (søndag)

”The local rock group down the street
Is trying hard to learn their song
Seranade the weekend squire, who just came out to mow his lawn

Another pleasant valley sunday
Charcoal burning everywhere
Rows of houses that are all the same
And no one seems to care

See mrs. Gray she's proud today because her roses are in bloom
Mr. Green he's so serene, he's got a t.v. in every room

Another pleasant valley sunday
Here in status symbol land
Mothers complain about how hard life is
And the kids just dont understand

Creature comfort goals
They only numb my soul and make it hard for me to see
My thoughts all seem to stray, to places far away
I need a change of scenery

Ta ta ta...

Another pleasant valley sunday
Charcoal burning everywhere
Another pleasant valley sunday
Here in status symbol land

Another pleasant valley sunday…”

© Gerry Goffin / Carole King

Gemte der sig en snert af oprør i verdens første boyband, The Monkees? Kanhænde. De facto civilisationskritik kan man vel ikke tale om? Ikke desto mindre, får det gode amerikanske forstadsliv i ”status symbol land” anno 1967, en huskekage eller to i ’Pleasant Valley Sunday’.

Alene en anbefaling.

Howl Baby Howl fejrer i aften, at debutalbummet "There's NO Team in Fuck You" er på gaden. Det sker i Jolene Bar på Flæske-torvet i Den Hvide Kødby. Hvis du skulle være forhindret, skorter det ikke på alternativer. Torsdag og fredag i den kommende uge gælder det Rust og Christianshavns Beboerhus.

Her playlisten fra en torsdag i september 2008, hvor duoen var forbi radioprogrammet Mod Strømmen, der en passant holder til på 2. sal i sidstnævnte hus.

Den blå periode

Et riff a la ’Peter Gunn’ og en tekst, der kommer omkring et af livets store spørgsmål. Hvorfor er det altid en eller anden undermåler, der løber med den smukkeste pige? Med al mulig grund til at beskylde os for at gå andre i bedene, linker vi til John Cale.

’Boogie In The Park’

Bluesmusikeren Joe Hill Louis var hverken en ørn på trommer, guitar eller mundharmonika. Han havde dog det forbløffende talent, at han kunne holde et vildt tempo på alle tre instrumenter på en og samme tid. Som 14-årig, i 1935, løb han hjemmefra, de næstfølgende år ernærede han sig som gademusikant, før han blev ansat i tjenerstaben hos en stenrig familie i Memphis, Tennessee.

Musikken halede dog. Op gennem 1940’erne blev han under navnet The Be-Bop Boy & His One Man Band et tilløbsstykke i Handy Park, der ligger ud mod Beale Street, downtown Memphis. I slutningen af årtiet fik han sit eget radioprogram, The Pepticon Boy, på stationen WDIA, der bestræbte sig på at give sorte musikere, som fx B.B. King og Rufus Thomas en chance, og som fik en væsentlig indflydelse på den unge Elvis Presley.

Efter et par singler for Columbia, indgik Louis i 1950 en aftale med det kortlivede plademærke Phillips, der blev drevet af Sam Phillips. Her nåede han at udgive den fremragende ’Boogie In the Park’, før Phillips året efter solgte Louis’ kontrakt videre til Modern. Sådan gik der nogle år med forskellige pladeselskaber. I 1953 var Louis tilbage hos Phillips, hvor han for hans nye label, Sun Records, indspillede ’She May Be Yours (But She Comes To See Me Sometime).

Udover ’Boogie In The Park’, ville denne bloggerkugle gerne have præsenteret ’4th & Beale’. Da det ikke er muligt, bliver det ’Hydromatic Woman’ fra 1954 i stedet. Ej heller et dårligt valg. Sagt på en pæn måde, så burde Hasil Adkins, Bob Log III og Seasick Steve nok have sat lidt til side til Joe Hill Louis, hvis han stadig havde været i live. Desværre døde han af stivkrampe i 1957.

Norsk støj

I nat begiver vi os nordpå. Vi skal til Norge, og noget så usæd-vanligt fra de breddegrader, som en lille og kælen støjpop-perle fra bandet, I Was A King. I Norge går man og glæder sig over et album, der har ”fått norsk musikkpresse til å gå av skaftet”. Her-hjemme kan vi lytte med fra d. 2. marts, hvor Morningside Records smider pladen på gaden.

I den norske avis Dagbladet spår man allerede trioen inter-national bevågenhed. ”Dette er fuzzbelagt kraftpop, shoegazing og psykedelisk indierock på oppsiktsvekkende nivå, med en så voldsom meloditeft og en nesten uhørt kredibilitet i støtte-apparatet at det vil vekke internasjonal oppsikt”. På albummet, der også bare hedder ’I Was A King’, er der kun et nummer, der sniger sig over tre minutter. Af mulige inspirationer, kan man ikke komme uden om Dinosaur Jr. og det tidlige Teenage Fanclub, som bandet da også gør honnør for på førstesinglen 'Norman Bleik'. Andre har nævnt Fountains Of Wayne, Apples In Stereo, Neutral Milk Hotel og My Bloody Valentine.

Der har været flere prominente fingre i spil under arbejdet med pladen. Gary Olson fra The Ladybug Transistor og Daniel Smith fra Danielson har produceret og giver en hånd med på musikken her og der. Det samme gør Emil Nikolaisen fra Serena Maneesh og Sufjan Stevens. Det hele er senere mixet af Nick Terry, der blandt meget andet kan skrive samarbejde med Primal Scream og The Libertines på cv’et.

I Was A King spiller i Voxhall i Århus og i Lades Kælder i København, henholdsvis d. 10. og 12. april.

The State, The Market & The DJ i Mod Strømmen

Radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) vover pelsen. Vi tør næsten sværge på, at vi er tilbage i luften, torsdag d. 19. februar. Lyt med fra kl. 18, hvor det fine og musikalsk forførende americana-band, The State, The Market & The DJ, kommer forbi studiet med en stak plader.

Da The State, The Market & The DJ sidste år udsendte debut-pladen ’New Speak’, fik det gode anmeldelser raden rundt. Bandet spillede også til Roskilde Festival. Men hvor finder orkestret inspiration? Hvem lytter det til i stille timer? Og hvad skal man lægge i bandnavnet? Det vil vi prøve at finde ud af på torsdag mellem kl. 18-20.

December i New York

”New York er den kedsommeligste By, jeg endnu har været i. Man kan vandre fra første til 190 Gade uden, at der er nogenssomhelst Afveksling. Alt er ens - alle Kvarterer og alle Huse, alle Restauranter og Biografer. Her er absolut slet intet at se, man kan komme op i Hovedet paa Frihedsgudinden, men det er ikke særligt interessant. Museerne er selvfølgelig ikke nær saa gode, som dem, jeg har set i Europa. En by som Berlin er 100 Gange mere moderne og 100000000 Gange mere afvekslende og spændende end New York, Jeg kommer sikkert snart hjem igen, jeg vil bare helst tjene nogle Penge først.”

- Hans Scherfig i et brev til sin far fra december 1929. Her gengivet fra ’Idealisten’ af Arne Hardis. Gyldendal 2008.

Lidt penge fik han tjent. Bl.a. på tegninger som den herover.

’Dream, Dream, Dream…’

Sangskriverægteparret Felice og Boudleaux Bryant skrev de fleste af den populære duo The Everly Brother’s smash-hits. I flæng og uden orden, opremser vi ’Love Hurts, ’Bye, Bye Love, ’Devoted To You’, ’Wake Up Little Susie’, ’All I Have To Is Dream’ mv. Skeeter Davis, Buddy Holly, Eddy Arnold og Little Jimmy Dickens havde også glæde af de musikalske ægtefæller.

Det er svært at finde en begyndelse og en ende, men lad os lægge dette tekststykke,

”I can make you mine, taste your lips of wine
Anytime night or day
Only trouble is, gee whiz
I'm dreamin' my life away”

i munden på Bob Dylan og George Harrison. Og hvordan lyder de samme ord så med Cat Power? Eller med REM? ”I’m dreamin’ my life away…”

Guldgrube

Bob Marley, The Neville Brothers, The Flying Burrito Brothers, The Rolling Stones, The Faces, David Bowie, X, John Lennon, The New Riders Of The Purple Sage, Gene Clark og Miles Davis er kun en brøkdel af, hvad man kan steame eller downloade af live-koncerter og interview på sitet Wolfgang’s Vault. Det kræver kun et login.

Hør for eksempel denne godbid med MC5 fra Armory i Sturgis, Michigan, fra den 27. juni 1968.

Kick Out The Jams
Come Together
Revolutionary Blues
Rocket Reducer no. 62 (Rama Lama Fa Fa Fa)
Cold Sweat / I Can’t Stand Myself / There Was A Time
Upper Egypt
Tutti Frutti
Borderline
Born Under A Bad Sign
I Want You Right Now
Starship
Black To Comm

Samlingen indeholder også flere nye navne. God fornøjelse.

Lyd og lys over land.

”Hvis din lyd er livløs
og dit liv er lydløst
og dit tonefald er klangløst
og famler du mod flammen
og går der ingen røg af branden
og hvisker du
kom over dine læber nu
bid dig fast du
lyd over land det er det vil”

© Kristoffer Munck Mortensen / Mellemblond

Det har været fremme, at Mellemblonds debutplade ’Ude af mine hænder’, er ligegyldig bluesrock. Nogen har følt sig foranlediget til at komme med lette råd om, at bandet skulle satse på det følsomme og nedtonede. Andre har savnet ”de psykedeliske overtoner”, som de mente var trioens force på den ep, der blev udsendt sidste år. Det nærmer sig nærmest det barokke, når anmeldere og andet godtfolk, kun savner eller hører det de gerne vil, og samtidig tager så forskrækkeligt fejl.

Der går år og dag mellem at dansk rockmusik, bliver begavet med et sprogligt talent som Kristoffer Munck Mortensen. At bandet tilmed swinger er endnu et plus, der sammenlagt med de musikalske referencer til skammeligt oversete The Black Angles og ikke så oversete The Black Rebel Motorcycle Club, gør Mellemblond til det mest fængslende dansksprogede navn, siden Peter Sommer brød igennem for fire-fem år tilbage. Hvis du mener det alvorligt med dansk rockmusik, og ikke bare løber bevidstløs efter den seneste grille, så burde du skamme dig, hvis ’Ude af mine hænder’ ikke snart står i din pladesamling.

Oplev Mellemblond + djs fra This Ain’t Havana i Jolene-bar på Flæsketorvet i Den Hvide Kødby, torsdag d. 19. februar.