”Once I Had A Love…”

The Disco Song (1975)

Double Scotch

For ungefær tre år siden eller deromkring, faldt undertegnede helt og holdent for en popsang. Det sker af og til. For det meste viser det sig at være en døgnflue. Ude af øje, ude af sind, så at sige.

Det skotske poporkester Camera Obscura’s hyldest til folk-sangerinden med det svære sind, Dory Previn, er ikke desto mindre blevet hængende, som noget af det mest intelligente popmusik, der er lavet i årevis. Og når det så samtidig viste sig, at bandets album kunne fremvise en lille perlerække af sange, såsom titelnummeret ’Let's Get Out Of This Country’ og endnu en dedikationssang, denne gang til landsmanden Lloyd Cole, ’Lloyd, I'm Ready To Be Heartbroken’, røg pladen lukt ind på den ydmyge liste, som redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen udarbejdede over årets udgivelser i 2006.

Siden har Camera Obscura spillet en pragtfuld eftermiddags-koncert på Roskilde Festival 2007, ligesom det i år har udsendt ’My Maudlin Career’, der lægger sig i lige linie fra forgængeren. I morgen spiller Camera Obsura på Loppen på Christiania.

Torsdag står endnu en skotte på scenen i København. Skønt tematikken i sangene hos det tidligere Arab Strap medlem, Malcolm Middleton, for det meste bevæger sig i et kulsort mørke, hvor nedtrykthed og knugede og indestængte følelser er daglig kost, så stammer han fra samme begavede poptradition, som Camera Obscura. Så, der er faktisk al mulig grund til at glæde sig til de kommende dage. Middleton går på i Vega, kl. 21.

Mailkorrespondance. Fredag til søndag.

Modtaget: 25. september 2009 kl. 09:49:30

Kære Hans-Henrik

Først og fremmest tak for et fremragende radioprogram.

Jeg har på nettet lyttet til flere af de gamle udsendelser og er på den måde blevet introduceret til gamle klassikere og nye ting, som jeg ikke anede, jeg havde brug for...Imidlertid har jeg de seneste to torsdage tunet ind på min phillips boomblaster, men næsten forgæves. Jeres signal har været meget svagt og skrattende, selvom jeg har prøvet at stille antennen i alle lejlighedens vinduer! Derfor ville jeg høre, om det mon ikke var muligt at streame jeres seneste udsendelser?, da jeg i næste weekend skal til nørlund koncert og forfærdelig gerne ville høre hans set-liste og diskussionen med jer.

Eller har I alternativt deciderede genudsendelser på programmet?

Og kan man alternativt aktivt gøre noget for at forbedre modtagelsen af jeres program på radio?

de allerbedste hilsener fra en begejstret lytter

Afsendt: 25. september 2009 kl. 17:05:14

Kære ?,

Tusind tak for de pæne ord.

Vi skal være de første til at beklage de dårlige sendeforhold. Pokkers! Under udsendelsen med Nørlund, havde vi fra studiet selv svært ved at fange signalet. Og tidligere i dag fik jeg af en
kollega bekræftet, at det havde været meget svagt og skrattende, som du også skriver. Programmet i sidste uge med Peter H. Olesen, gik dog klart igennem på Christianshavn.

Det er sådan, at vi sender gennem et sindrigt ledningsnet, der med femten sekunders forsinkelse, når en sendemast, der står på taget af Rigshospitalet. Vi har før oplevet, at der har været såkaldte 'digitale-klumper' i dette system. Om det er problemet denne gang tør jeg ikke sige, men jeg kan love dig, at der vil blive taget hånd om det.

Hvad angår en steaming af omtalte udsendelser, så kan vi nok ikke nå at få langt dem ud, før du skal ind at høre Nikolaj Nørlund. Hvis du stikker mig din adresse, sender jeg dig en kopi
af programmet først i næste uge.

Tilslut vil jeg spørge om jeg må bruge din mail på vores blog? Således at andre lyttere, der også har stillet ind og er blevet skuffet over sendekvaliteten, kan få en undskyldning og mulig forklaring. Jeg vil ikke nævne dig ved navns nævnelse.

Og endnu en gang tak for de pæne ord.

Mange hilsner

Hans-Henrik / Mod Strømmen

Modtaget: 27. september 2009 kl. 09:54:02

Hej igen

- og selv tak for dit fyldige svar.

Du kan tro, du kan benytte min mail på hjemmesiden og du må meget gerne sende mig udsendelsen til min adresse (formoder du mener postadresse). Held og lykke med at få løst sendeproblemerne - jeg er fuld af forståelse overfor, at det utvivlsomt ikke altid er nemt at lave frivillig radio drevet af begejstring.

venlig hilsen
?

Afsendt: 27. september 2009 kl. 21:25:53

Kære ?,

Det lader til, at vi har løst sendeproblemerne. I hvert fald stillede jeg ind på vor frekvens i dag kl. 18.00. I begyndelsen skrattede det vildt, og jeg slukkede igen. Imidlertid prøvede jeg igen tre kvarter senere, og der var der fuldt signal og ingen knas. Siden har det kørt uden problemer.

Tak fordi du gjorde os opmærksom på situationen. Jeg sender dig en kopi af udsendelserne i morgen.

God Nørlund-koncert

Mange hilsner

Hans-Henrik

The John Phillips' Space Musical

Tag en dyb indånding. 1. september var herværende blog forbi en sang fra en musical. Nu skal vi beskæftige os med en space-opera af en mand, der af andre grunde og flere år efter sin død atter er kommet i mediernes søgelys. Eller i det mindste musikken fra et stykke, der kun blev spillet fem gange off-Broadway i 1975, før katastrofale anmeldelser fik taget det af plakaten.

Sidste år blev John Phillips’ album ’Pussycat’, som han indspillede for Rolling Stones Records, genudgivet. Op mod Apollo 11s fyrre års jubilæum i år er soundtracket fra ’Andy Warhol Presents Man On The Moon’, udkommet for første gang. Stykket blev skrevet af Phillips, produceret af Andy Warhol og instrueret af Paul Morrissey. På rollelisten fandt man Phillips kone, sangerinden Genevieve Waite, og hans gamle kollega fra The Mamas & The Papas, Denny Doherty, plus et ukendt antal skuespillere fra Warhol’s Factory.

Phillips havde arbejdet med historien i over fem år. I korte træk, handler den om en menneskelignende bombe, som er blevet efterladt på månen, og som med tidlig 1970’er post-hippie pessimisme truer med at ødelægge hele universet. Oprindeligt havde Phillips tænkt sig, at Elvis Presley skulle spille den heltemodige astronaut, der redder verden i sidste sang, og hvis det var blevet til en filmatisering, havde han indgået en aftale med Jack Nicholson. Som bekendt gik det slet ikke, hvilket Genevieve Waite, senere har fortalt var en medvirkende årsag til, at John Phillips dykkede yderligere ned i stofmisbrug. Og så er det jo lige fedt, at George Lukas stjal stykkets præmis til et tidligt manuskript af ’Star Wars’.

På de fleste af sangene på ’Man On The Moon, hører man blot John Phillips, enten akkompagneret af akustisk guitar eller klaver, enkelte er med kor. Der er vel nærmest tale om demoer, sangene har nemlig en længde mellem ét og tre minutter. Dertil kommer tre numre fra Genevieve Waite’s oversete soloplade, ’Romance Is On The Rise’, som Phillips skrev og producerede. Denny Doherty får man først at høre på nogle gode optagelser, som Andy Warhol lavede af teateropførelsen. Det siger sig selv, at det først er her, at man får en fornemmelse af hvordan stykket fremstod på de skrå brædder.

Et relevant spøgsmålet ved vejs ende kunne være, hvem udgivelsen henvender sig til? Ikke mange for at sige det mildt. Selve skildringen af det kuldsejlede projekt er interessant. Al ære og respekt for at ’Man On The Moon’ får lov at se dagens lys, men når dagen er omme er det stadigvæk pladerne ’John The Wolfking Of L.A.’ og omtalte ’Pussycat’, der står stærkest i John Phillips’ produktion efter årene i The Mamas & The Papas. Når det er sagt, er ’Andy Warhol Presents Man On The Moon’ et samlerobjekt, som sande Phillips-dyrkere nok skal rubbe sig for at få fat i.

Morten Barfoed i Mod Strømmen

Torsdag d. 1. oktober, kommer Morten Barfoed på besøg i radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Lyt med fra kl. 18.00. For et par måneder siden udkom Barfoeds debutplade, ’No Sign Of A Sign’. Albummet har været længe undervejs. De ældste indspilninger stammer tilbage fra midten af firserne. Barfoed er blevet sammenlignet med Bobb Trimble, Syd Barrett og Mark Tucker. Selv skrev han i marts 2009 på Band Base:

”Jeg kom til verden med et skrig, blå i hele hovedet! Måske allerede der blev grundfarven til min musik lagt! Jeg er et barn af den kolde krig. Det første instrument jeg spillede på, var en æggedeler, langt ude på landet, hvor jeg hørte Beatles og Stones. Vi havde en radiogrammofon, hvorfra jeg hørte importerede singler fra England. Sådan blev jeg, som mange andre, god til engelsk.. "Tji lovtju, ja, ja, ja.."! Først mange år efter fandt jeg ud af, hvad ordene betød.. - Så et skift til indre Kbh. -1967! For ung til at være hippie, selv da mit hår hang langt ned af ryggen og jeg gik i en kikset afghanerpels der stumpede, og jeg brændte røgelse og havde selvlysende plakater på væggene! Da punktiden kom, var jeg lizzom lidt for gammel.. hørte Kinks, Doors, Zeppelin, Jethro Tull, og ikke mindst Pink Floyd, som jeg er meget inspireret af! -Fik "Ummagumma" på min 12 års fødselsdag, så dem i K.B.Hallen i 72, hvor jeg oplevede quadrophoni, fire kæmpe højtalere i hver sit hjørne -"Dark side of the Moon"!! Så Sods på Christiania, John Cale og Dave Edmunds i Saltlageret.. - hørte Bowie, Velvet, så Iggy i Daddys Dancehall -Steve Harley i Odd-fellow Palæet, Sparks i Lund, Eno, Blondie, Can, Amon Düül, Kraftwerk, Roxy Music, og mange flere... Jeg købte en 4-spors Akai spolebåndoptager i 1975 og begyndte at indspille sange vha. overdubbing. Jeg mødte så i sluthalvfjerdserne nogle musikervenner, og vi indrettede et dameomklædningsrum på Bellevue Strand til øvelokale! Det var tider..(!) Mange fra dengang kender jeg endnu. De sange jeg har lagt ud stammer fra en periode i midten af 80erne hvor jeg havde købt et Porta-one Ministudie. Jeg har meget materiale, som nu er ved at blive digitaliseret.”

I september 2009 er dette supplement kommet til:

”Jeg har nu fået udgivet de bedste sange fra dengang på vinyl-LP ! Den kan købes i udvalgte pladebutikker og igennem ORPHEUS RECORDS på nettet.

"I soon learned she loved those bright lights / More than she loved me"

Selvom den amerikanske countrysanger, Tompall Glaser, skrev ’Streets of Baltimore’, sammen med Harlan Howard, blev han ikke den første, der udsendte et af de mest kopierede numre i moderne countrymusik på plade. I juni 1966, udkom Bobby Bare’s version, der var produceret af Chet Atkins. Tompall Glaser’s udgave kom først tre måneder senere.

Iscenesættelse

Før i aften, hvor Nikolaj Nørlund besøger radioprogrammet Mod Strømmen, kan det være på sin plads at læse op på lektien. Vi begynder med Trains And Boats And Planes’, ’Ill Seen’, fra pladen 'Engulfed', der blev sendt på gaden i 1992.

Får vi styr på pensum, skabt overblik og er vi i stand til yderligere perspektivering? Bedøm selv, når vi går i luften, kl. 18.00, på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Ghost Gloves Cat Wing Joy Boys

Paul Westerberg har atter fundet vej op fra sit kælderstudie, for at forkæle de faste og ikke helt så forvænte lyttere med en EP, hvor han endnu engang selv spiller alle instrumenter. ’Ghost Gloves Cat Wing Joy Boys’ er titlen, og som den vedholdende læser vil finde ud af herunder, trækker den på et ord fra hver af de seks sange. I forhold til de seneste udgivelser fra Westerberg’s hånd er denne mulig at anskaffe på cd.

Ghost On The Canvas / Drop Them Gloves / Good As A Cat / Love On The Wing / Gimmie Little Joy / Dangerous Boys

Leiber & Stoller

Magtudredning

”He makes me do things I don't wanna do
He makes me say things I don't wanna say
& even though I wanna break away
I can't (stop saying I adore him
I can't stop doing things for him)
He's got the power, the power of love over me”

I begyndelsen af 1963, fik The Exciters et R&B top-5 hit med Leiber & Stoller’s ’Tell Him’. Sprogbruget og aggressiviteten hos den gadekloge pigegruppe fra Queens i New York City, mindede ikke det mindste om det spidsborgerlig kærlighedspladder, som det ellers var normen at synge om i tidens pigegrupper.

Senere på året, udsendte det singlen ’He’s Got The Power’, der var skrevet af Ellie Greenwich og Tony Powers, og lagt på spor af Leiber & Stoller. ’He’s Got The Power’ nåede ikke nogen nævneværdig placering på hitlisterne, men det var ligeså slagkraftigt som debuten, måske endda mere.

Sagt en smule firkantet, så overskred The Exciters grænsen for den sømmelighed, der passede sig for et pæn pige, og gik i retning af det farlige begær, som nogle vil fortolke som libido. Dette var med til at bane vejen for en ny opfattelse af kvindelighed i popmusik, som The Ronettes og The Shangri-Las byggede videre på de kommende år.

Tillykke Springsteen

På onsdag fylder Bruce Springsteen 60 år. Det fejrer man i literaturhaus, Møllegade 7, 2200 København N, med optræden af danske kunstnere, oplæsning, sjældne liveklip m.v.

Indtil videre, har literaturhaus været karrige med informationer om hvem, der har meldt deres ankomst. I skrivende stund, kan man møde Klaus Lynggaard, Poul Møller og Silas Bjerregaard fra Turboweekend. Herfra er der et fromt håb om, at listen når at blive længere.

Nikolaj Nørlund i Mod Strømmen

Med udgivelsen af Nikolaj Nørlunds nye plade, ’Tid og Sted’, fulgte en række fotografier, hvor han er foreviget i smoking med stram butterfly i og omkring Borgergade og Sølvgade i det indre København. Umiddelbart ligner Nørlund en koncertpianist på afveje eller, som på billedet herover, Tom Kristensens Ole Jastrau, den morgen, han fandt sig selv med ordene ”Tak for øl”, skrevet udover bryststykket på smokingskjorten. Pladens anden single, ’Kongens Have’, kan dog også indikere, at Nørlund er på strejftog i barndommens gader.

Torsdag d. 24. september, kl. 18-20, kommer Nikolaj Nørlund på besøg i radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Pladsen her er for trang til en beskrivelse af Nørlunds værk, siden debuten med Trains & Boats & Planes i 1991. Læs mere her og lyt med torsdag.

Om rundt regnet fjorten dage indleder Nikolaj Nørlund en Danmarksturné, der bringer ham til følgende steder:

3. oktober - Copenhagen Jazzhuse (udsolgt)
4. oktober - Copenhagen Jazzhuse (ekstra koncert)
7. oktober - Horsens Ny Teater
8. oktober - Studenterhuset, Aalborg
9. oktober - Voxhall, Aarhus
10. oktober - Dexter, Odense

Hope Sandoval (f. 1966)

Udover orkestrene Mazzy Star og The Warm Inventions, har Hope Sandoval samarbejdet med kunstnere, som The Jesus & Mary Chain, The Chemical Brothers, Death In Vegas, Bert Jansch, Richard X, Air, Vetiver, og Le Volume Courbe. Hvis man mangler et sted at begynde, kan det nye album, ’Through The Devil Softly’, med Hope Sandoval & The Warm Inventions anbefales.

”På bedste The Knack-manér…”*

De seneste dage er det nye Baby Woodrose album, ’Baby Woodrose’, blevet vendt og drejet i anmelderspalterne. Flertallet har været entusiastiske, dog med det in mente, at udgivelsen begynder at slå sprækker omkring midten eller hen mod enden, hvor der kommer et par ballader, før ballet lukker med syrerock. Det mener denne bloggerkugle bestemt ikke. Tværtimod, klæder det Lorenzo Woodrose, at stikke af i forskellige retninger, uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om, at det er en Baby Woodrose plade.

Nu kan man bare gå og håbe på, at det første singleudspil ’Emily’, kan bringe nye lyttere til. En del af publikum i Vega sidste lørdag, da Baby Woodrose åbnede en længere koncertrække, faldt ind under den såkaldte gamle garde, der åbenbart også indeholder så meget konservatisme, at man i perioder følte sig lidt forlegen som tilhører, fordi en højrøstet og ølbøvsende flok stod og skreg på gamle numre.

Ikke desto mindre, var de samtaler, som undertegnede førte, undervejs og efter, generelt positive stemte overfor det nye materiale. Flere havde glædet sig til omsider at se Baby Woodrose med to guitarister. Betragtningerne så vidt angår, blev imidlertid en smule tvetydige, hvilket eventuelt kan bunde i gammel kærlighed og for høje forventninger. Om ikke andet, var der et udbredt ønske om, at høre bandet senere på touren, hvor samarbejdet mellem The Good, The Bad / The Setting Son guitaristen Adam Olsson og Lorenzo Woodrose forhåbentlig har fået mere saft og kraft.

Baby Woodrose fortsætter turneen, d. 25 - 26. september, hvor det er på job i Albertslund og Lyngby. Herefter står Jylland, Fyn, Norge, Grækenland og Spanien på kalenderen.

* I Soundvenues anmeldelse hedder det:

”Klasseeksemplet er de piskesmældskontante og vellykkede 'Take It' og 'Laughing Stock', hvor riff og hook i stroboskopisk staccato stammer ud af højttalerne på bedste The Knack-manér.”

Det pejlemærke, havde undertegnede ikke hørt komme. The Kinks, muligvis, men one-hit-wonder, powerpop-kvartetten, The Knack, nej, overhovedet ikke.

Nuclear War

Da Sun Ra i 1982 mødte op hos Columbia Records med den bizarre, otte minutter lange 'Nuclear War', var han sikker på, at han stod med et hit på hånden. Selskabet mente noget andet.

”Nuclear war.
Nuclear war.
They're talkin' about Nuclear war.
It's a motherfucker, don't you know?
If they push that button your ass got to go.
Gonna blast you
So high in the sky.
You can kiss your ass
Goodbye, goodbye.
Radiation, Mutation. Fire.
Hydrogen bombs, Atomic bombs.
(Tell 'em about it, Tyrone...) What you gonna do, Without your ass?
Melting...
People...
Buildings...
Burnt grass...
Farewell.
Goodbye, ass.”