Påskens program

Helligdagene stunder til, mens regnen siler ned i denne del af landet. Foråret er så sagte på vej. På indkøbssedlen har øl, snaps og sild fået et hak. Nu hvor de almene behov er dækket ind, kan man begynde at bryde hjernen med, hvad man så skal bruge påsken til?

De kommende dage kan Lades Kælder i Kattesundet være en mulighed. Allerede i aften spiller garage- og pigtrådsorkestret David Peter & The Wilde Sect. Halvsøskende Strangers On A Train varmer op. Skærtorsdag kan man høre amerikanske Little Claw, hvis debutplade, ’The Human Taste’, sidste år blev udsendt på Thurston Moore's plademærke Ecstatic Peace. Danske Mescalin, Baby, som for resten er udtaget til DRs Karrierekanon, supporter. Langfredag gælder det et par navne, som siden her tidligere, har trukket op af hatten, nærmere bestemt The Setting Son og Elephant Riders. Dertil kommer Malmø-kvartetten Mono Stereo, der er ukendt land for undertegnede. Samme aften spiller punkbandet Grotæsk i Beta, Amager Bios nye scene.

Burroughs

Good Time Woman (tidlig version af Tumbling Dice)

Outtake fra ’Sticky Fingers’, som The Rolling Stones arbejdede videre med under indspilningerne til ’Exile On Main Street’ i Villa Nellcôte. I et dagbogsnotat af Bill Wyman, der senere blev brugt i bogen, ’Rolling With The Stones’, hedder det:

"On 3 August we worked on 'Good Time Woman' and when I arrived the following day I found Mick Taylor playing bass. I hung around until 3am then left”

Det var muligvis i disse timer, at ’Good Time Woman’ begyndte at tage form som ’Tumbling Dice’, som vi kender det. I alt skulle der være omkring 150 takes af nummeret. Det skal blive interessant at finde ud af, om det er ovenstående version af ’Good Time Woman’, der er inkluderet på de-luxe udgaven af ’Exile On Main Street’?

Weak Spot

Dagen i dag begynder med et tilbageblik, der godt kan minde om en anmeldelse. Onsdag d. 9 januar 2008, skrev undertegnede her på bloggen:

”Første gang, denne bloggerkugle, hørte Rachel 'Trailerpark' Nagy, begyndte han impulsivt at hoppe på stedet, altimens rytmerne angreb underlivschakraet og hofterne kom i sving. Numret var Otis Redding's 'Shout Bama Lama'. Siden fandt han ud af, at sangen var at finde på The Detroit Cobras pladen 'Life, Love And Leaving' fra 2001. The Detroit Cobras, hvori Nagy er forsanger, blev dannet i 1995 af Steve Shaw, der havde udviklet en forkærlighed for den klassiske R&B gennem et venskab med Alex Chilton, som han havde mødt via Detroit-bandet The Gories.

The Detroit Cobras har lige fra begyndelsen dykket dybt for, at finde gamle og oversete rock'n'roll og R&B perler. Rachel Nagy's stemme befinder sig et sted mellem Janis Joplin, der måske var bedst som fortolker, og Mary Wells. Coveret af sidstnævntes 'Bye Bye Baby' er da også et af pladens helt store numre. Derudover finder man to rockende Solomon Burke sange 'Find Me A Home' og 'Stupidity', ligesom The Ronettes, Ike & Tina Turner, Irma Thomas og vokalgruppen The 5 Royals er repræsenteret. The Detroits Cobras originalitet indenfor genren, har endvidere betydet, at Ellie Greenwich, der sammen med ægtemanden Jeff Barry i 1960'erne var nogle af kransekagefigurerne i Brill Building, og som stod bag uudslettelige øjeblikke, som 'Be My Baby' og 'Baby, I Love You' med The Ronettes, samt '(And) Then He Kissed Me' og 'Da Doo Ron Ron'
med The Crystals, har udtrykt ønske om at skrive til gruppen. Det samme har Jackie DeShannon.”

Hvorfor genbrug? Elementært. Thi i går fandt denne signatur en side, der har viet sin eksistens til, ”An depth study of the songs the Detroit Cobras have chosen to cover”. Der er ikke alene detaljerede beskrivelser af de enkelte sange, originalversionerne er der også. Værsgo.

”Well, I bet you I'm a-gonna be a Big Star”

Billedmanipulation? Er Little Richard virkelig så stor? Eller er det en voksdukke, som The Fab Four er fotograferet med i 1963? Bedøm selv, for dette indlæg handler om en cd, der har været et stykke tid undervejs, eftersom et par af numrene, har været vanskelige at opdrive. Det har været hele ventetiden værd, cd’en har ikke sluppet husets ghettoblaster, siden undertegnede fik den foræret for ungefær fjorten dage tilbage.

'Beatles Cover Originals' er titlen, og den giver velsagtens sig selv. Hvis ikke, så læs videre:

1. Twist And Shout / The Isley Brochers (1962)
2. Anna / Arthur Alexander (1962)
3. Chains / The Cookies (1962)
4. Boys / The Shirelles (1960)
5. Baby It’s You / The Shirelles (1961)
6. A Taste Of Honey / Lenny Welch (1962)
7. 'Till There Was You / Peggy Lee (1960)
8. Please Mr. Postmand / The Marvelettes (1961)
9. Roll Over Beethoven / Chuck Berry (1956)
10. You’ve Really Got An Hold On Me / Smokey Robinson & The Miracles (1962)
11. Devil In Her Heart / The Donays (1961)
12. Money (That’s What I Want) / Barrett Strong (1959)
13. Long Tall Sally / Little Richard (1956)
14. Slow Down / Larry Williams (1958)
15. Matchbox / Carl Perkins (1956)
16. Rock And Roll Music / Chuck Berry (1957)
17. Mr. Moonlight / Dr. Feelgood & The Interns (1962)
18. Kansas City / Little Richard (1959)
19. Words Of Love / Buddy Holly & The Crickets (1957)
20. Honey Don’t / Carl Perkins (1955)
21. Everybody’s Trying To Be My Baby / Carl Perkins (1956)
22. Act Naturally / Buck Owens (1963)
23. Dizzy Miss Lizzy / Larry Williams (1958)
24. Bad Boys / Larry Williams (1959)
Bonus
25. Leave My Kitten Alone / Little Willie John (1959)

Angående den lidt ubestemte overskrift, så stammer ordene fra ’Act Naturally’ af Buck Owens, der var pioner indenfor, og med årene nærmest er blevet synonym med countrystilarten, The Bakersfield Sound. Her på siden sender vi også en tanke til Merle Haggard.

"Say man, are you one of those guys from the Incredible String Band?"

Bob Dylan til Marc Bolan, da glamrock-stjernen omsider fik lov at møde sit store idol hos deres fælles ven, Harry Nilsson. Musikjournalist Nick Kent fortsætter i sin nye bog, ’Apathy For The Devil’:

"The bopping elf was temporarily crushed - Bob didn´t know him from Adam - but thinking about it afterwards it only made Dylan more untouchable in his estimation”

Interview

Peter H. Olesen interviewer Niels Skousen i forbindese med det nye album, 'Lyt Til Din Coach', der er på gaden på mandag.

År lærer mere end mange bøger eller arkiveret til næste gang.

Før Big Star bliver sat tilbage under B og Alex Chilton under C. Lige en opfølgning på de seneste dages indlæg. Herunder sætlisten fra den all-star tribute, der fandt sted lørdag i Austin.

1. Back Of A Car (Jon Auer)
2. Don't Lie To Me (Jon Auer)
3. In The Street (Curt Kirkwood)
4. I Am the Cosmos (Jon Auer)
5. When My Baby's Beside Me (Chris Stamey)
6. Big Black Car (M. Ward)
7. Way Out West (Jody Stephens vokal, Andy Hummel guitar)
8. Daisy Glaze (Ken Stringfellow)
9. Jesus Christ (Mike Mills)
10. For You (Jody Stephens)
11. I'm In Love With A Girl (John Doe)
12. The Ballad Of El Goodo (Sondre Lerche)
13. Thirteen (Jon Auer)
14. Feel (Ken Stringfellow)
15. Thank You Friends (Chuck Prophet)
16. Nightime (Evan Dando solo)
17. Try Again (Amy Spease)
18. September Gurls (Susan Cowsill, The Watson Twins)

’Plundered My Soul’

For ikke mere end otte-ti år siden, udvekslede de fleste musik via kassettebånd. Lp’er og cd’er blev overspillet en masse. Undertegnede har ikke tal på de bånd, han har modtaget eller selv lagt plader til. En overgang gik det udover ’Exile On Main Street’ med The Rolling Stones, der blev delt ud med rund hånd. Således også til den første i vennekredsen, der intens dyrkede Nick Cave, og som gik med aspirationer om at ligne John Cale, selvom der var større enighed om, at han slægtede en ung Bob Dylan på. At han også havde et crush på Echo & The Bunnymen, lader vi gå ubemærket hen.

En sen aften, et stykke tid efter at have foræret ham båndet, stod denne signatur og rodede i hans kassettesamling. Op dukkede ’Exile..’, der blev listet i båndoptageren, hvorefter der blev skruet op og ud væltede en anstrengende stønnen nedover noget jazzklaver-improvisation! Selv ikke en forbløffet spolen frem og tilbage, fik det til at stoppe, det blev bare ved og ved. Efter at have overvundet chokket, dristede undertegnede sig til at spørge, hvad der var blevet af Stones? Med et overbærende blik, der nærmest sagde hvad fanden rager The Rolling Stones mig, fortalte modtageren, at det skam var Keith Jarrett’s ’The Köln Concert’ fra 1975, som Stones’ mesterværk havde måtte vige pladsen for.

Måske kan man undskylde det med at være ung og søgende, og indgå i den kategori af eksistenser, om hvem det i All Music Guide’s anmeldelse af ’The Köln Concert’ hedder:

”Every pot-smoking and dazed and confused college kid — and a few of the more sophisticated ones in high school — owned this as one of the truly classic jazz records”

Her mange år efter, forekommer det ikke desto mindre stadig denne blogger, som værende rendyrket helligbrøde. Vi har dog holdt forbindelsen ved lige og nydt adskillige rockkoncerter sammen siden.

Til maj kommer ’Exile On Main Street’ i en de-luxe udgave. De oprindelige atten spor, der blev indspillet i Olympic Studios i London, i Keith Richard's palæ Nellcôte i Sydfrankrig, hvor billederne her også stammer fra, og i Los Angeles, er selvfølgelig alle med. Herudover indeholder den ti numre, der ikke har været udgivet før.

1. Loving Cup (alternate take)

2. Pass The Wine (Sophia Loren)

3. I'm Not Signifying

4. Dancing In The Light

5. So Divine (Aladdin Story)

6. Soul Survivor (alternate take)

7. Following The River

8. Plundered My Soul

9. Good Time Women

10. Title 5

Den første forsmag på det nye / gamle materiale, kan man dog allerede få d. 16. april, hvor singlen ’Plundered My Soul’ / ’All Down The Line’ (alternate version), udkommer. Udgaven af ’All Down The Line’ er i øvrigt kun at finde som b-side.

”Stem rødt. Arbejd sort.”

Punkrock-trioen Grotæsk har indenfor det seneste år været landet rundt i et forsøg på at benytte sig af ”rocken som den skal bruges, som vækkelse, provokation, underholdning og vigtigst af alt..... Til at sprede et budskab om frihed..…”. Nu er debutalbummet på gaden.

Og hvilket et af slagsen. 38 hæsblæsende minutter, strækkende sig fra den første skæring, ’Moralens vogtere’, der har Peter Peter med på guitar, og som lyder som Røde Mor i en punkudgave, over titler, der vækker genklang, ’Fuld af lort’, ’Kunstig lykke’, ’Pia, Lene og Ruth’, ’Alt hvad du har lært er lort’ og til ’Hippy’, der med ordene, ”En fantastisk hippie / kom til min dør / Hun gjorde mig til hendes / Yeah / Hun ga mig lys og varme / for jeg var / fuldstændig tom / Hun blev en kilde til liv / Og livet blev skønt”, havde været aldeles utænkelig i 1977.

Med trommeslager Gert Oestrich (City-X), der også har produceret, går der en lige linie til den dansksprogede punkrock fra første halvdel af firserne. Derudover består Grotæsk af Kristian Bartholdy (HellStrøm) på guitar og vokal, samt Jesper Ferry (Knallert) på bas og kor. Og minsandten om der ikke dukker et i dansk sammenhæng velkendt covernotenavn op, der har taget sig af mix og mastering, nemlig Flemming Hansson, søn af Freddy Hansson. Dig it!

Grotæsk kommer forbi Beta, dvs. Amager Bios nye scene, d. 2. april og Loppen, d. 8. april. Og d. 22. april, har radioprogrammet Mod Strømmen fornøjelse af at få trioen indenfor døren.

Summa summarum

”Yeah, December boys got it bad, as “September Gurls” notes. The great Alex Chilton is gone — folk troubadour, blues shouter, master singer, songwriter and guitarist. Someone should write a tune about him. Then again, nah, that would be impossible. Or just plain stupid.”

- uddrag af Paul Westerberg’s mindeord om Alex Chilton i New York Times, d. 20. marts.

Cool Cats

Albummet ’Cubist Blues’ blev indspillet over to nattesessioner i Dessau Studies i New York i december 1994, hvor d’herrer, præcis som mange jazzmusikere før dem, bare mødte op, for at se hvad der ville ske.

Pinkunoizu i Mod Strømmen

Københavnske Pinkunoizu er en flagrende størrelse. Da det for et par uger siden spillede på Loppen var det ti mand på scenen (download koncerten og andet), og da det supportede amerikanske Real Estate i Lades Kælder, blot fire.

Genremæssigt er Pinkunoizu ikke lige til at sætte i bås. De nævner selv på papiret umiddelbare modsætninger, som Akron/Family, Pavement, Anti-Pop Consortium, The Fugs, Düreforsög, Toumani Diabaté, Karen Dalton, Harry Belafonte, Matmos, som inspirationer. Er det overhovedet muligt at skabe en helhed af disse navne? Det og meget mere får vi sandsynligvis svar på, når orkestret kommer forbi radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), torsdag d. 25. marts, kl. 18-20.

’Stil nu ind på de danske stationer’, som det hedder i en henved halvfjerds år gammel radiovignet med Louis Preils Radiodanseorkester.

Chilton. Dagen derpå.

” - Et chok med Chilton må man sige. J.
- Ja for pokker. Blev helt underlig tilpas, da jeg så det i morges. Og det kværner stadig rundt i hovedet på mig, selvom jeg er på arbejde. HH”

Som denne sms-korrespondance fra i går formiddag ved ni-tiden, mere end antyder, har Alex Chilton’s alt for tidlige bortgang, berørt undertegnede dybt. Derfor var det også en umådelig flot gestus til Chilton, da Rune Hedman fra 1234 i går aftes, som sidste nummer ved ’Verden ifølge Nikolaj Nørlund’, tonede frem og gav en indfølt version af ’Thirteen’.

Andetsteds i verden er de ved at gøre klar til at hylde Alex Chilton ved en såkaldt all-star tribute. Big Star skulle i morgen, lørdag, have spillet ved SXSW i Austin. Da det ulykkeligvis ikke kan give sig, har en række musikere, der indtil videre omfatter X’s John Doe, R.E.M.’s Mike Mills, M. Ward, The dB’s Chris Stamey, Chuck Prophet og Chilton’s samarbejdspartnere gennem mange år i New Orleans, Doug Garrison og René Coman, i stedet valgt at stille op. Arrangørerne forventer listen bliver længere.

Chilton’s død nåede i går endog til Repræsentanternes Hus.

Alex Chilton (1950-2010)

I sandhed en trist nyhed. Alex Chilton, her stående yderst til højre med Big Star anno 1973, døde onsdag på et hospital i New Orleans. Mere her.