Realitetstjek

1. Man Chau Po Orchestra - ‘Sealed With A Kiss’

Det forekommer ikke indlysende at begynde med en showstopper. ‘Sealed With A Kiss’ eller ‘SWAK’, som sætningen ofte bliver nedbarberet til nederste i et kærlighedsbrev, handler reelt set om det sidste, vemodige sommerkys og farvel. Man Chau Po Orchestra var et populært danseorkester i Malaysia og omegn i slutningen af tresserne.

2. The Wailers - ‘Summertime’

Inspireret af en god vens playliste med i nærheden af tredive forskellige versioner af Gershwin’s ’Summertime’. Der var dog ikke blevet plads til denne 1966-udgave med proto-garagerockbandet The Wailers fra Tacoma, Wasington State. Hammond-soloen er udsøgt..

3. The Electric Flag - ‘Grooving Is Easy’

Udtrykket grooving havde sin storhedstid i sluttresserne. Ordet dækkede dog stadigvæk ganske godt over mine sommerintentioner, da jeg for en måneds tid siden, blev spurgt om, hvad jeg skulle lave i min ferie. Det har været sværere end først antaget, navnlig på det seneste.

4. Roger McGuinn & Gene Clark - ‘Feelin' Higher’

Fra 1977-livegig. Clark-kompositionen kan godt minde om det materiale, måske endog være et outtake fra hans solomesterværk ’No Other’ fra 1974. ’Feelin’ Higher’ kom med på studiealbummet ’McGuinn, Clark and Hillman’, som de tre gamle The Byrds-medlemmer udgav i 1979. Denne sjælfulde, akustiske udgave overstråler dog alt fra den plade.

5. Little Beaver - ‘I Can Dig It Baby’

Begynder som en ordinær soulballade, lidt ala Stevie Wonder. Den funky guitaroutro har dog fået mig til at vende tilbage til ‘I Can Dig It Baby’, gentagende gange i løbet af juli. Hvad andet kan man også forvente, når man har med en studiemusiker af Willie Hale’s format at gøre. Før tilnavnet Little Beaver begynder at give forkerte associationer , så lad os slå fast, at det ene og alene henviser til hans markante tandsæt, intet andet.

6. The Strange Boys - ‘Baby Please Dont Go’

The Strange Boys fra Austin, Texas, har jeg lobhudlet før. En herlig, loose udgave af den gamle bluesstandard, som Big Joe Williams var den første til at indspille i 1935.

7. Sic Alps - ‘Do You Want To Give $$?’

Sic Alps har lidt af det samme som The Strange Boys. En forunderlig leg med fortiden
8. Dennis Wilosn - ‘Dreamer’

Dennis var den mellemste i Wilson-søskendeflokken med alt det, som det indebærer. Det aspekt lader vi psyko- og familieterapeuter tage sig af. Med ’Pacific Ocean Blue’ fra 1977, blev han ikke desto mindre den første af The Beach Boys, der udsendte en soloplade. Sangene blev hovedsagligt skrevet under bægerklang med svirebroren Gregg Jakobson. ’Dreamer’ er et forsøg på at indkredse essensen af Jesus Kristus på lidt over fire minutter.

9. Baby Woodrose - ‘I Feel High’

Den engelske forfatter Thomas de Quincy, har i bogen ‘En Engelsk Opiumsbrugers Bekendelser’, fra 1845, kaldt stoffet “lykkens hemmelighed, som filosofferne havde skændtes om i så mange århundreder”*. Der er mange måder at blive høj på. Jeg har ingen anelse om, hvad Baby Woodrose har taget på denne B-side fra 2008, men jeg har da haft mine frydefulde øjeblikke her i sommer i glimt af solpletter.

10. George Guzman - ‘Banana Freak Out’

New York-boogaloo anno 1968. George Guzman var en af datidens bedste congas-spillere, Fra debutpladen ’Introducing George Guzman’, der emmer af doven sommerdag. ’Banana Freak Out’ fanger den frie atmosfære, kønnene og stofferne imellem, som tresserne havde, eller i det mindste, som de der oplevede dem, prøver at bilde os ind, de havde.

11. The Dead Milkmen - ‘Get Off Of My Cloud’

Tør ikke sige om The Dead Milkmen, har skelet til The Rolling Stones Bo Diddley-inficerede indspilning af Buddy Holly’s ’Not Fade Away’. Hvorom alting er, så lyder ’Get Off Of My Cloud’ ikke spor af Stones, det minder derimod betænkeligt meget om The Velvet Underground. Demo, årstal ukendt.

12. King Tuff - 'So Desperate'

Albummet ‘Was Dead’, har afgjort været en favoritplade denne sommer. 'So Desperat' lander et sted mellem The Undertones og T.Rex. Dog med en vis hældning til sidstnævnte, der oven i købet bliver citeret mundret.

13. Zipper - 'Bullets'

Fred Cole’s hard rock-projekt fra midten af halvfjerdserne er et nyt bekendtskab. Dead Moon og Lollipop Shoppe er gamle venner. Kompromisløsheden lyser som altid ud af ham, selv om hans stemme kan forekomme en anelse skinger, andre vil nok bruge ordet unik. Det er mig lige fedt.

14. Pineapples From The Dawn Of Time - 'Too Much Acid'

Mere og mere tid spenderet på ryggen foran fjernsynet. Skønt jeg har set interessante naturprogrammer, en dokumentarfilm om Dizzy Mizz Lizzy (var de virkelig så store?), flere afsnit af Columbo, har jeg det efterhånden som om, at jeg er ved at gå i frø. “I’m A Vegetable / A Walkin’, Talkin’ Vegetable”.

15. The Dharma Bums - 'Woodstock Lukker'

Var sommeren endnu en flygtig drøm? Fra kompilationen ’Christiania Forever’, der kom i 2004.

Lyt til hele molevitten. Det er som skabt til en arbejdscomputer. Spilletid én time.

*Weekendavisens bogtillæg: ‘Den mørke afgud’ af Ole Grünbaum. 22. juli 2011, s. 14.

Lennon: ’Well (Baby, Please Don’t Go)’

Demo fra ’Power To The People’-sessionen, EMI Studios, Abbey Road, februar 1971. Bas: Klaus Voormann. Saxofon: Bobby Keys. Trommer: Jim Gordon.

Flash!

Anbefaling: Vivian Girls, Bakken

Brooklyn-trioen Vivian Girls brugte selv termen shitgazer om dets musik, da de udsendte debutpladen i 2008. En sjov provokation fra det rene pigeband, der også gik hen og blev internet-darlings. Slentrer man lidt videre, så var det 21-minutter lange album, klassisk støj-pop med en guitarlyd, man kender til hudløshed, men som ikke desto mindre er møghamrende charmerende.

På albummet fra i år, ’Share The Joy’, har pigerne lagt det direkte punkede med tekster om kærlighed, ensomhed og drenge bag sig, for at begive sig ind et mere vidtspændende univers af pige-pop fra tresserne og The Raincoats. Hele den nye plade:

Vivian Girls Share the Joy by 505diary.blogspot.com

Vivian Girls spiller dets første officielle gig i Danmark, nu på tirsdag. Det sker på Bakken i Kødbyen, kl. 21.00. Billetter ved døren.

Keef: Under Review.

Hvis prognoserne taler sandt, regner det hele dagen. Med ekspertudtalelser fra blandt andet Robert Christgau, Nigel Williamson, Robert Greenfield og John Perry fra The Only Ones.

Paul, Linda, John og Yoko

Basement Tapes og lignende

Bloggen Fra Kælderen har kun et par måneder på bagen. Indholdet kan man ikke desto mindre spore tilbage til slutningen af firserne. For nu at droppe det kryptiske, så ligger bagmanden inde med et hav af piratoptagelser fra hovedsagligt københavnske spillesteder, Roskilde Festivalen er også rigt repræsenteret, som han er begyndt at dele ud af. Kvaliteten kender jeg ikke, men hvis det kan give en indikator, så er de fleste koncerter optaget fra en plads blandt publikum, man finder dog også en snes, der stammer direkte fra pulten. Primal Scream, Thåström, The Jesus & Mary Chain og så denne Greene-koncert fra Roskilde Festivalen, d. 2. juli 1993, hører til blandt dem, jeg skal have undersøgt nærmere:

1. Intro
2. Tomorrow
3. House
4. Some Day
5. Week of Mondays
6. About Leaving & Being Left
7. The Model (Kraftwerk)
8. Being with Someone
9. Venus in Furs (Velvet Underground)
10. Happy Day
11. White Shirt (Sort Sol)
12. Helping Hand
13. Something Inside Me
14. Can't find Myself
15. Love Made Me a Better Man
16. ?
17. What Goes On? (Velvet Underground)
18. Tomorrow

Det amerikanske musikmagasin Spin fejrer 20-års jubilæet for Nirvana's ’Nevermind’ med denne hyldest:

1. Meat Puppets - Smells Like Teen Spirit
2. Butch Walker & the Black Widows - In Bloom
3. Midnight Juggernauts - Come As You Are
4. Titus Andronicus - Breed
5. The Vaselines - Lithium
6. Amanda Palmer - Polly
7. Surfer Blood - Territorial Pissings
8. Foxy Shazam - Drain You
9. Jessica Lea Mayfield - Lounge Act
10. Charles Bradley & The Menahan Street Band - Stay Away
11. Telekinesis - On A Plain
12. JEFF The Brotherhood - Something In The Way
13. EMA - Endless Nameless

Frem til d. 25. juli, kan man hente tributen via Spin’s Facebook-side. Yalla, yalla.

Sommerlæsninger

For et stykke tid siden, fortalte jeg om den seneste bog, jeg har købt og som blev hevet ned fra en bestesellerhylde i et svensk supermarked. Titlen blev aldrig nævnt. Det drejede sig om Johan Theorins ’Blodläge’, tredje bind i Ølandskvartetten, der ikke kun udspiller sig på Sveriges næststørste ø, men også på hver sin årstid. ’Blodläge’ bliver solgt som en krimi, men er alt muligt andet.

Siden jeg lagde ’Blodläg’ fra mig, er det blevet til flere spredte begyndelser. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om en bog, jeg har læst færdig, før jeg for ungefær tre uger siden, begyndte på ’Passion Is A Fashion. The Real Story Of The Clash’ af Pat Gilbert. Som så til gengæld har været den bedste biografi, jeg har haft fat i om ’The Last Gang In Town’. Ikke at de andre publikationer, jeg har lagt fra mig i løbet af juni på nogen måde, har været Kierkegaards samlede tanker eller andet heavy shit, som jeg alligevel ikke kan huske fem minutter efter jeg har læst det. Ej heller smalle digtsamlinger på forlag, som jeg aldrig har hørt om før.

Min ferielæsning har endvidere stået på Peder Bundgaards ’Sorte Hest’, hvori hans fotograf/detektiv, BK Jensen, tumler rundt på det nye Vesterbro og opklarer mord, der relaterer sig til Kødbyen og kunstverdenen. Derudover har jeg læst romanen ’Dræb dine venner’ af David Niven, som foregår i den engelske pladebranchen i det herrens år 1997. Et år, hvor pengene rullede ind i mængder, man ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig. Titlen holder fuldt ud, hvad den lover.

Spørgsmålet er nu om jeg skal gå i gang med ’Ledvogteren’ af Kristian Lundberg eller om jeg skal tage mig sammen til at hente ’Scener fra Sunset Boulevard. Et drive-in rejseessay’ af Henrik List, som står og griner af mig på sommerbibliotekets reservationshylde?

Buktafestivalen, Tromsø - forskellige steder på Sjælland, over flere dage.

14.07.11. kl. 20:23: ”Pissekoldt og vådt. Øl kr. 70 og burger kr. 95. Men Grinderman varmer kroppen”

14.07.11. kl. 20:28: ”Ja. Det kan jeg forestille mig. Her har det regnet og stormet i noget nær et døgn. Men den stikkelsbærgrød jeg lige har spist, har været det hele værd. Hvad skal I ellers se?”

15.07.11. kl. 20:53: ”Black Lips var lidt fjollet. Daniel Norgren var superb. Mudhoney larmer lige nu. Solen skinner heldigvis og vi slutter snart for i dag med Dandy Warhols"

15.07.11. kl. 21:05: ”Jeg havde lidt den samme oplevelse med Black Lips på Loppen for nogle år siden. Vi er hos O og K i et lånt sommerhus i Odsherred. Regnen står ind og det er efterårskoldt. Bukta igen i morgen?”

15.07.11. kl. 21:13: ”Sidste dag i morgen, men mere for at være her. Det er et smukt sted. Ses og hils”

15.07.11. kl. 21:17: ”Det skal jeg gøre. Vi tager tilbage til sommerhuset i morgen. God tur længere nordpå”

På vej

De Høje Hæle og Butzback, har længe figureret herude til højre, som de første gæster til at puste nyt liv i radioprogrammet Mod Strømmen efter sommerferie. Der skal lige falde et par datoer på plads, før vi kan præsentere, hvad der kommer til at ske i september og et stykke ind i oktober.

Jeg kan ikke desto mindre løfte sløret for, at The Telstar Sound Drone kommer forbi. Det samme gør Roxy Jules, som udsender sin selvfinansierede, støjrockende debutplade d. 22. august, og fredagen efter optræder med Darkness Falls, Gianna Factory og Marie Fisker i Amager Bio. Der er også nyt på vej med SPEkTR, der gør sig i en sær eller gal collage af bl.a. surf, spacerock og kompositioner, der slægter sig på temaer fra filmhistorien. Pladen har fået titlen ’Personetics’ og udkommer på Escho i slutningen af september. Vi håber at ramme en torsdag nær releasedagen. Prime Time Probation, der udgav debuten ’X-Dreams’ i maj, efter den havde været på vej i henved 25 år, har vi også en aftale med. Ligesom indehaveren af Drone Bar på Nørrebrogade, Rasmus Poulsen, der just har annonceret en november-koncert med eletronica-pionererne Silver Apples (video), der lavede noget af det ypperligste acid house, der kom ud af tresserne, besøger os. Der er desuden flere temaer i støbeskeen. Her skal jeg blot nævne en aften med Sverige i centrum, sammen med Hobitten og Fuzz Daddy. Stay tuned.

Øverst: Julie Runa og Manoj Ramdas ved en koncert med Roxy Jules på Bakken i Kødbyen. Begge udgør yderligere en væsentlig del af SPEkTR.

Disede og længselsfulde sommerdage

San Francisco-bandet Vetiver, har jeg fulgt siden 2004, hvor jeg lagde mærke til det på ’Golden Apples Of The Sun’, freak-folk sampler sammensat af Devendra Banhart, hvorpå de medvirkede med ’Angles Share’, en duet med Hope Sandoval. Fulgt er måske så meget sagt, det er immervæk gået min næse forbi, at orkestret for en måneds tid siden udsendte nyt. At kalde Vetiver et orkester i almindelig forstand, er endnu en sandhed med modifikationer. De facto er det et nom de guerre for sanger og sangskriver Andy Cabic, suppleret op af en mere eller mindre obskur og usammenhængende mængde venner.

Den nye plade ’The Errant Charm’ er vist Cabric’s mest umiddelbare til dato. Det er voksen soft-rock, intelligent pop, smukke melodier, frodige lag af akustiskspillede instrumenter og i den grad fra Californien, men den er også selvmodsigelser en masse, dage uden overblik og bizarre sammensmeltninger af Fleetwood Mac og Velvet Underground.

Her en anmeldelse fra Hate Your Answering Machine og dette link fører videre til et link, hvor man kan høre hele pladen.

Answering Machine Message // Vetiver // The Errant Charm by HATEyourANSWERINGmachine

Bob & Muhammed

Tidssignalement. ’The City Of The Dead’.

”I remember around 1974 and 1975 people were bored. They had Roxy Music and David Bowie but they still got bored. When people are really bored, something will happen.”

- Bernie Rhodes, manager for The Clash.

"It was really terrible then, 1973, 1974, 1975. It was Roxy Music, Queen, Led Zeppelin, it was all these mega-monster bands or little tribute bands down the pub. I don’t think the kids were doing anything, they were just hanging about slagging people off. But everybody was waiting for something, even though they had no idea what it was”

- Micky Foote, gammel ven af Joe Strummer, altmuligmand for The Clash, ind i mellem endog producer.

”Those years were unbelievably awful. First of all you watched heroes from the 1960s grow fat, limp and pointless. How many bad Van Morrison albums did you buy before you finally stopped? And the people who were happening were this pompons, sententious fucking crap. People forget how bad it all was. Two words: Rick Wakeman.”

- Tony Wilson, senere leder af Factory Records.

Så er det vist sat på plads. Fra ’Passion Is A Fashion. The Real Story Of The Clash’ af Pat Gilbert.

’Sketch For Summer’

Et instrumentalnummer af ren og skær poesi på en sommeraften som denne søndag aften. En af Martin Hannett’s smukkeste produktioner. Ord kan ikke gøre det. ’Sketch For Summer’ taler for sig selv.

P.S. Gid fanden havde fluerne og al det andet flyvende småkravl.

’A Whiter Shade Of Pale’ eller ’London Calling’?

For de fleste er det nok et generationsspørgsmål. Eller i det mindste et spørgsmål om stil. De fleste vil sandsynligvis også være enige om, at der er himmelvid forskel på Procol Harum og The Clash. For mange vil det slet og ret være ren blasfemi at drage sammenligninger. En enkelt mand binder dog de to sange sammen, en mand som oven i købet var med i tilblivelsesprocessen af begge.

Guy Stevens slog sine folder, som dj på MOD-klubber i London i midten af tresserne. Han var nærmest en utømmelig kilde, når det drejede sig om amerikanske R&B og soul. The Who, The Small Faces, The Rolling Stones med flere kom til ham, når de stod og manglede sange til repertoiret. Derudover arbejdede Stevens for Island Records, da det var i sin vorden, siden hen blev han sat i spidsen for selskabets britiske blues/R&B mærke, Sue Records.

Et par år senere begyndte han at beskæftige sig med musikproduktion og management. Procol Harum tog efter sigende navn efter hans kat, ligesom han også var ophavsmand til sætningen ’A Whiter Shade Of Pale’, og i det hele taget var en vigtig inspirator for tekstforfatter Keith Reid, når det handlede om det dobbeltbundede og stof-betonede. Desværre oplevede han ikke på nærmeste hold, da ’A Whiter Shade Of Pale’ gik til tops i England i 1967, han sad inde med en dom for besiddelse af narkotika.
Til gengæld fik han læst en masse under fængselsopholdet. Deriblandt amerikanske Willard Manus’ bog om den utilpassede fidusmager Norman Mott, der foretrækker at arbejde så lidt som muligt og ender med at rejse rundt med et freakshow for at undgå at blive sendt til Vietnam. Bevæbnet med titlen ’Moot The Hoople’, gik Stevens efter løsladelsen i gang med at samle det orkester, der senere indtog hitlisten med Bowies ’All The Young Dudes’. På det tidspunkt var samarbejdet mellem parterne dog forbi.

Moot The Hoople er det første link til The Clash. Som mange ved, var Mick Jones med i den såkaldte ’Mott Lot’. En inkarneret skare af fans, der fulgte bandet overalt i England. Det andet og nok så væsentlige var Stevens encyklopædiske viden om sort musik. Bandet insisterede simpelthen på at bruge ham som producer, da det gik i gang med at indspille dets store amerikanske album, ’London Calling’. Det, til trods for, at Stevens var dybt alkoholiseret og til tider komplet utilregnelig. For ikke at nævne et mindre heldigt intermezzo med ham, et par år tidligere med nogle demooptagelser. Pladeselskabets mening giver sig selv. Og resten henhører vist til det, man under en fællesbetegnelse, kalder rockhistorie.

Guy Stevens døde tragisk af en blanding af lægeordineret medicin og alkohol i 1981.

Det vil være dristigt af en blog, der kalder sig Mod Strømmen, at bringe ’A Whiter Shade Of Pale’ med Procol Harum. Det mod mangler, nyd den i stedet, med den kun 16-årige Alex Chiltons fantastiske stemmepragt i front for The Box Tops: