Il Grande Cocomero

Al min viden om Halloween stammer fra Radiserne. Med Allehelgensaften står sagen straks anderledes. Det er ikke fordi, at jeg har tænkt mig at holde et længere foredrag. Blot gengive en playliste fra den dag radioprogrammet Mod Strømmen, havde temaet ’Det Okkulte’ og så kalde det vort bidrag til Halloween og dagen i dag.

1. Jerry Goldsmith - Ave Satani (1976)
2. Lovin’ Spoonful - Do You Believe In Magic (1965)
3. Sugar - Fortune Teller (1992)
4. Tony Jackson Group - Fortune Teller (1965)
5. Simon Stokes & The Nighthawks - Voodoo Woman (1968)
6. Redbone - The Witch Queen Of New Orleans (1971)
7. Lollipop Shoppe - You Must Be A Witch (1968)
8. Grandpaboy - Vampires And Failures (2004)
9. The Haunted Brothers - I Came Upon A Ghost One Night (2008)
10. Donovan - Season Of The Witch (1966)
11. Michael Hurley - The Werewolf (1971)
12. Warren Zevon - Werewolves Of London (1978)
13. Alan Vega / Alex Chilton / Ben Vaughn - The Werewolf (1996)
14. Wooden Shjips - Vampire Blues (2008)
15. The Black Angels - Haunting At 1300 McKinley (2010)
16. Stud Cole - The Witch (1968)
17. Kip Taylor - She’s My Witch (1958)
18. Patti Smith - Summer Cannibals (1996)
19. Ella Fitzgerald - Ding Dong! The Witch Is Dead (1961)
20. Ween - Voodoo Lady (1994)
21. The Neville Brothers - Voodoo (1989)
22. Lee “Scatch” Perry feat. Keith Richards - Heavy Voodoo (2008)
23. Massehysteri - Satans Barn (2010)
24. Clap Your Hands Say Yeah! - Satan Said Dance (2007)
25. Peter & The Test Tube Babies - Spirit Of Keith Moon (1985)
26. Billy Bragg & Wilco - Hoodoo Voodoo (1998)
27. Roky Erickson - Haunt (1985)

Anders Stub i Mod Strømmen

”En klog mand behøver kun få ord, ligesom en tromme kun behøver lette slag”. Dette kinesiske ordsprog, skildrer i al sin enkelhed ganske fortrinligt Anders Stubs to fremragende soloalbum, ’The Silent Boatman’ fra 2009 og ’In The Dark Hours’ fra i år.

Svenske Stub har tidligere spillet med Mother Superior, der blev nomineret til en grammy for ’The Mothership Has Landed’ i hjemlandet i 1996, ligesom han har siddet bag trommerne for The Royal Beat Conspiracy. I 2006 kom han med i On Trial, hvor han havde sæde, indtil de bukkede pænt og sagde bye-bye her i juni.

Hvor programmet bringer os hen på torsdag, d. 3. november, kan jeg naturligvis kun gisne om. Jeg nærer et håb om, at vi når både det historiske/selvbiografiske rids, men så sandelig også at få spillet en del af det psych-kræs, som solopladerne flyder over med. Og så har jeg slet ikke nævnt musikalske inspirationskilder. Det kan desuden være interessant at få at vide om man overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at høre ham live på et tidspunkt? Af omveje ved jeg, at flere presser på, for at det skal ske. 

Stil ind på 98.9 FM/98.8 Hybrid, mellem kl. 18-20, nu på torsdag.

Former og indhold

Kitsch, easy listening, semi-psykedelisk. Kært barn, mange navne, store glæder og alt det der. For lige at gå en kende i enkeltheder med playlisten fra udsendelsen med Duncan McKnight. Eller rettere sagt en af grupperne, peruvianske Los Mirlos, der slog sit navn fast sidst i tresserne og stadigvæk er aktive.

Orkestret ligger i krydsfeltet mellem folkemusik fra Andesbjergene, colombiansk cumbia, twangy guitar og amerikansk surf. Kan man det? ’Chicha’, som stilen bliver kaldt, blev populær under det såkaldte første peruvianske olieboom, hvor der pludselig var mange, hurtige penge at tjene i de tyndtbefolkede regnskove i den nordøstlige del af landet. Som sådan var det vel en form for regional arbejderklassemusik, der blev spillet rundt omkring på de interimistiske barer, der opstod i kølvandet på tilstrømningen af lykkejægerne. ’Chicha’ er også navnet på den gærede, alkoholrige og højtelskede lokale majsdrik.

Såfremt man kan tale om, at Los Mirlos har en kendingsmelodi må det være ’Sonido Amazónico’. I 2007 åbnede den, den amerikanske kompilation ’The Roots Of Chicha: Psychedelic Cumbias From Peru’, der sidste år blev fulgt op af endnu en opsamling.

 

Tjek iøvrigt fotoet øverst, som er Los Mirlos originale pladeomslag til det album, hvorpå ’Sonido Amazónico’ kom første gang. Sammenlign det derpå med det grøntonede cover med bussen, som udgør billedsiden af videoen. Der er lang vej fra Peru i tresserne og halvfjerdserne til en coverdesigner fra New York i nullerne, som skal gøre en vare hipstervarm.    

Duncan McKnight. Playliste 27. oktober

1. Dante Esperanza - Fugitive (2004)
2. T. Rex - Children Of The Revolution (1972)
3. Los Saicos - Come On (1965)
4. Los Mirlos - Sonido Amazónico (196?)
5. Syd Barrett - Lucy Leave (demo) (1965)
6. The Virgin Tongues - Six Feet Underground (2007)
7. The Setting Son - Spring Of Hate (2009)
8. The Savage Rose - Byen Vågner (1972)
9. The Velvet Underground - Run Run Run (1967)
10. The Brian Jonestown Massacre - Anemone (1996)
11. The Flaming Banshees – 1000 Days Of Sleep (2009)
12. Magic Castles – Ballad Of The Golden Bird (2008)
13. Duncan McKnight & Jamedar Sun – Highway Diamond (live i studiet) (2011)
14. The Doors – Love Street (1968)
15. The Seeds – Can´t Seem To Make You Mine (1965)
16. The Virgin Tongues – Who Cares Right Now? (demo) (2009)
17. Sebastian – Lossepladsen Bløder (1971)
18. Donovan – Hurdy Gurdy Man (1968)
19. The Haunted - 1-2-5 (1966)
20. The Flaming Banshees – Train Back Home (2009)
21. Kurt Vile – Unknown (2011)
22. The Rolling Stones – 2000 Light Years From Home (1967)

Duncan McKnight by Hhsiig123 on Mixcloud

Overvejelser kvart i fire

Skal jeg tage i Lille Vega for at høre Throwing Muses eller i Stengade, hvor Rikk Agnew og De Høje Hæle spiller? Jeg kan også blive på sofaen, høre gamle Motown-singler og læse ’Keldby Slagteren’ af Henrik Nordbrandt? Hans første krimi siden ’Finkelsteins Blodige Basar’ fra 1983.

Nothing's gonna change my world...

Copenhagen II

Den officielle billedside til Lucinda Williams´ ’Copenhagen’ fra albummet ’Blessed’, der kom i februar i år. Sangen handler om hendes mangeårige manager, Frank Callari, der døde af et hjertetilfælde, to dage før Williams spillede i København, d. 28. oktober 2007. Videoen fortæller en helt anden historie.

Duncan McKnight i Mod Strømmen

“We love the Velvet Underground. We like the Brian Jonestown Massacre. And we dig on Ride too. So do these guys and it shows, in a very good way. We wish there were more bands like this in Berlin. They're young, broke, always looking for free booze and drugs and the chicks dig em…”

Rammende signalement af den amerikanske trio The Virgin Tongues fra det tyske pladeselskab 8mm. Nu på torsdag får Mod Strømmen besøg af én af gruppens bærende kræfter, Duncan McKnight, der for nuværende har adresse i København.

Før McKnight drog til Berlin indspillede han ’Live From The Indian Burial Grounds’ med Dante Esperanza. Afsættet var at fange stemningen fra nogle mere eller mindre uforklarlige oplevelser, flere vil sikkert kalde dem spirituelle, som bandet havde under en overnatning på en gammel indiansk begravelsesplads midt i den californiske ørken, med hvad det indebar af åndesyner, prærieulve og en rituel afbrænding af en guitar. Det musikalske udtryk er vel det, man blandt venner kort kalder, psychedelic country blues.

Lyt med torsdag, d. 27. oktober mellem kl. 18-20. (98.9 FM eller 98.8 Hydrid)

Førend en eller anden begynder at tænke: ”Hov-hov, hvad med Spil Dansk Dagen?”. Lad os bare få det på det rene. Mod Strømmen har deltaget siden den spæde begyndelse og mener efterhånden, at vi har udtjent vor værnepligt. Når det er sagt, så har der aldrig været så mange arrangementer som i år, muligheder er der nok af.  Og mon ikke den danske musik vi spiller resten af året, opvejer det endelige udfald på dommens dag?

4 x Verlaine. Tom Verlaine

”Give Me One Good Dose Of Thunder…”

1. Taking A Ride
2. Color Me Impressed
3. Left Of The Dial
4. Answering Machine
5. Help Me Rhonda
6. Garys Got A Boner
7. Dose of Thunder
8. Unsatisfied
9. I Will Dare
10. Johnnys Gonna Die
11. Sixteen Blue
12. Take Me Down To The Hospital
13. Black Diamond
14. I'm In Trouble
15. Kids Don't Follow
16. ?
17. GO
18. Shores of Montezuma
19. Gary's Got A Boner
20. Goddamn Job
21. ?
22. ?
23. Bastards of Young

Selv om der er spørgsmåltegn undervejs, er der vel ikke så meget at betænke sig på. Følg linket til bootleggen fra Antenna Club i Memphis, 17. november 1985. Og, hvis der er en læser, der tilfældigvis kan fylde de blanke felter ud, så hører jeg gerne om det.

The Freak Scene genindplaceret

The Freak Scene var et af tressernes mange studieprojekter. For pladeselskabet Columbia handlede det mest af alt om økonomisk afkast. Hvad det var for hovedmanden Rusty Evans er straks vanskeligere at greje? Dazumals fik The Freak Scene ingen anmærkelser, for at snylte på den spirende psych-pop scene. Det er til gengæld det eftermæle, som det ene album ”gruppen” udgav, sidenhen har fået. Men gjorde de nu også det?

Vi skriver 1967. Året før, havde Evans udgivet en plade med et lignende koncept, The Deep. Det er stort set det samme hold, der var med til at indspille ’Psychedelic Psoul’. Der er ikke nogen, der kan være i tvivl om, at vi befinder os i en tidskapsel. En trippy og hypnotisk en af slagsen, vel at mærke. Hvor studieteknikken er blevet brugt på alle tænkelige og utænkelige faconer. Et nummer, som ’The Subway Ride Thru Inner Space’ er nærmest et tekst mash-up, der på en god dag hidbringer minder om Dylans ’Subterranean Homesick Blues’. Mens den tidskarakteristiske indflydelse fra Indien eller er det George Harrison, for at blive blandt mastodonterne, er til at tage at føle på i ’A Million Grains of Sand’, ’Rose Of Smiling Faces’ og ’My Rainbow Life’. Til trods for de skæve og til dels skrøbelige, forsøgende rammer, som ’Psychedelic Psoul’ er blevet til i, så står de fleste numre isoleret set distancen. Det eneste, der virker en kende outdatet, hvis man ikke lige er besat af tiden eller er historiker, som undertegnede, er de talte vignetter, der mestendels er kommentarer til Vietnam-krigen, borgerrettigheder og det at være hippie.

 

For nu at besvare mit eget spørgsmål, så fremtræder ’Psychedelic Psoul’ langtfra som den kliché, som adskillige kritikere sidenhen har gjort en dyd ud af at beskrive. Den søgende og eksperimenterende produktion var ikke en selvfølgelighed i 1967. Det er nemt at se en masse aspekter, der taler imod The Freak Scene. I og med det var et rent studieprojekt, mangler det navnlig den kvalificerende autenticitet. Hvad var nødvendigheden af eksperimenterne? Var de på syre, som Lennon og resten af slænget? Tekstmæssigt kan meget af det desuden lyde som noget påtaget gådefuldt vås, men hvem fanden gjorde ikke det? Og hvad med navnet The Freak Scene, lyder det ikke søgt?

På den anden side, så var The Freak Scene så tidligt ude, at man dårligt kan tale om en egentlig psych-pop bølge. Det i sig selv diskvalificerer vel ethvert argument om det klichéprægede. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at The Freak Scene, hvis ikke Rusty Evans havde mistet interessen for projektet, meget vel i dag kunne være blevet nævnt med samme begejstring, som The Strawberry Alarm Clock, The Chocolate Watchband, The Music Machine, Bubble Puppy og andre fra samme sunshine-pop kamarilla, bliver visse steder i dag.

Jeg har set Chuck Berry

Ganske vist kun en enkelt gang, men jeg har set ham. Tilmed i denne blogs levetid. I dag fylder han 85 år. Stort tillykke. I januar 2007, skrev jeg bl.a. dette om pladen 'San Francisco Dues' fra 1971:

”Alene titlen lader ane, at vi måske har at gøre med en lp, hvor Chuck Berry så tilbage på den eksperimentale San Francisco-tone, som havde fyldt så meget i lydbilledet i de sene 1960'ere. Ville Berry vise hippierne, hvordan et vaskeægte rock'n'roll album skulle skrues sammen, eller ville han hoppe med på bølgen og indspille en psykedelisk lp?  

Svaret er både-og. Vi har stadig at gøre med den gamle Chuck Berry, han er måske blevet en smule klogere og langt venligere. Groovet på albummet er i hvert fald hjerteligt og muligvis også en smule diskret. Ikke desto mindre, får de langhårede en kommentar med på vejen i nummeret 'The Festival', hvori Berry beskriver to uger i selskab med en del af de nye navne, men naturligvis også flere fra hans egen generation”

I forhold til dengang, hvor ordene blev affattet, er ’The Festival’ dukket op på nettet. God fornøjelse. "Everybody's laying back and freaking out all week long..."

Flash og forfaldet eller Efter mødet med den første nattefrost

’The Bronx’ feat. Lou Reed

Mange af nettes såkaldte frie fugle, joyriders og mere etablerede medier, har forivret sig for at være de første med eksempler fra samarbejdet mellem Lou Reed og Metallica. Fred være med det. Det er ikke desto mindre som om selvsamme, enten er gået glip af eller i bedste fald, har behandlet en langt mere interessant Reed-kollaboration stedmoderligt.

I maj udkom Booker T. Jones´ ’The Road From Memphis’, der i forhold til 2009-udgivelsen ’Potato Hole’, hvor han fik hjælp af Drive-By Truckers, bringer ham tættere på sine Stax-rødder. På den nye plade, havde The Stax-Man, det ypperlige neo-soul/hip-hop orkestret The Roots, psych-funk og tidligere Motown-guitarist Dennis Coffey og Orgone-percussionisten Stewart Killen med i studiet, hvor der skridtvis også indfandt sig en mindre perlerække af gæstevokalister. I al korthed, drejede det sig om Jim James fra My Morning Jacket, en duet mellem Sharon Jones og Matt Berninger fra The National og så Mr. Weed.

Når jeg hører den ulmende hjemstavnshymne ’Down In Memphis’, som den nu 66-årige Booker T. Jones selv lægger stemme til, kan det godt undre mig, hvorfor det er så sjældent, at jeg har hørt ham på vokal? Det kan næppe have noget at gøre med usikkerhed? Sangen beskriver et mere eller mindre arkadisk, ruralt Amerika. Som en slags svar herpå giver Lou Reed storbyen liv med ’The Bronx’, der dog ikke forekommer mindre tilbageskuende. Reed lyder ligefrem, som om han nyder selskabet med Booker T.

"Bakom mina solglasögon…"

Det er én af dage, hvor efteråret flasher sit gavmilde og i år efterhånden rundhåndede gavtyvesmil. Docent Död, 1980.