Birth of Cool

The Babies: ’Moonlight Mile’

Brooklyn-orkestrene Vivian Girls og Woods, har hver for sig været kvinder/mænd for at parre tressernes jangle-pop og folkrock med firsernes Paisley Underground. Ikke, at det på nogen måder er et særsyn. Mange ved sikkert allerede, at sidstnævnte trak store veksler på førstnævnte. Vivian Girls og Woods er heller ikke de første, som med mere eller mindre held, har prøvet at sammensmelte udtrykkene. De seneste fire-fem år, har det ikke desto mindre været de to band, der med deres legesyge facon at nærme sig genrerne på, har lagt et par alen til den i forvejen holdbare DNA-streng.

Derfor er det også hamrende irriterende, at det sidste år, gik mig forbi, at sangeren og guitaristen, Cassie Ramone, fra Vivian Girls og Woods-bassisten, Kevin Morby, har slået kludene sammen og dannet The Babies. Efter sigende skal debutpladen, der bare bærer gruppens navn, være forrygende. Heldigvis kan jeg være med når opfølgeren ‘Our House On The Hill’, udkommer d. 14. august. Jeg ved ikke. hvor meget man skal lægge i, at The Babies samtidig har udtalt, at de ikke længere blot er et fritidsorkester? 

Her førstesinglen ’Moonlight Mile’, som intet har med Stones at gøre, men bare er kæk jangle-pop af fineste slags:

   THE BABIES - "Moonlight Mile" by WOODSIST

Sang til Woodstock

   

I fredags var jeg på Woodstock på Christiania for første gang i adskillige år. Woodstock er, hvad Woodstock nu engang er, et af de ældste vandhuller på Fristaden, en farvestrålende barak med en broget kundekreds, et levn, whatever. Da jeg boede på Christianshavn og klokken nærmede sig to om natten og det smagte af mere øl, var mulighederne hurtigt overset. Med mindre man havde mod på at forcere Knippelsbro. Valget stod enten mellem det halvlunkne, nu lukkede natværthus, Kabyssen, der lå i Strandgade eller Woodstock. Well, der var et tredje alternativ på Staden, som jeg mener hed Valmuen. Fælleskøkkenet kom jeg aldrig i. 

Siden dengang har jeg stortset ikke været forbi Woodstock. Husker dog efter en våd julefrokost langt-pokker-i-vold ude i Nordvest, hvor vi henover midnat cyklede hele vejen til Christianshavn, eftersom en af gæsterne insisterede på, at vi forlængede rusen der. I fredags var jeg tilbage for at høre Baby Woodrose. Ændringerne var bogstaveligt talt minimale. Især ikke, hvis jeg sammenligninger med Nemoland, som førhen mest af alt lignede en snusket grillbar, men nu kan konkurrere med De små haver i Pile Allé, hvad angår interiør.

Værthuse med patina tiltrækker dagdrømmere og andet romantisk småkravl. Der skal kun en forsigtig kradsen i overfladen af rockhistorien til, før der dukker numre som ’After Hours’ af Velvet Underground eller ’Closing Time’ af Leonard Cohen op. Baren er et yndet tema. Jeg kan også nævne ’O’Malley’s Bar’ med Nick Cave and the Bad Seeds,’ Lived in Bars’ med Cat Power, ’Boogie Chillun’ med John Lee Hooker og ’Barstool Blues’ med Neil Young.  Og så, tør jeg slet ikke begive mig ind i Tom Waits eller countrymusikkens affærer med diverse udskænkningssteder. Herhjemmefra er det værd at omtale John Mogensens ’Sidder På Et Værthus’ med det uforlignelige signalement "meget dygtig mand".  

I 2004 fik Woodstock sat knappenålen i det store værtshuskort med Lars Normand og Dharma Bums ’Woodstock Lukker’. Det skete på støttepladen, ’Christiania Forever’, som Tømrerclaus stod bag. Hyldesten er ikke af den gængse form, hvor hovedpersonen fantaserer om kvindeligt selskab, den næste drink eller bare drukner sine sorger. Her drejer det sig om den tabte hippiedrøm, Katmandu og buddhistiske munke:

   Lars Normand & Dharma Bums - Woodstock Lukker by Mod Strømmen

Agurketid. Keef og Boogie, 1971.

Keith Richards har såmænd også fået sin egen spørgekasse, der kort og præcist hedder Ask Keith

Woodrose på Woodstock

Singleopsamling

“The hook-laden garage punk of The Zeros, with influences that ranged from the New York Dolls, Stooges, David Bowie, Velvet Underground, T-Rex, and Kiss to '60s proto-punk bands like the Seeds, Standells, and the Animals, earned them a recording deal with music-magazine publisher Greg Shaw's Bomp Records, which released the raucous single, "Wimp"/"Don't Push Me Around" in '77, followed a year later by "Beat Your Heart Out"/"Wild Weekend."

- New Yorker Magazine

Blade af rockens ABC. Javier Escovedo: ’City Lights’.

Tilbage til det, jeg var i gang med, før der dumpede et par playlister ind fra sommerredaktionen. Plader jeg lytter til for tiden. Javier Escovedo kender jeg fortrinsvis fra punkrock/powerpop-bandet The Zeros fra Chula Vista uden for San Diego i det sydlige Californien. Gruppens første større gig spillede de sammen med The Germs og The Weirdos i Orpheum Theater i Los Angeles i 1977. En koncert, der var sat op af Peter Case fra The Nerves. På det tidspunk blev det til en lille håndfuld livgivende singler, plus et par lp’er. Der vistnok ikke er til at stampe op af jorden i dag. The Zeros er i øvrigt gendannet og spiller i øjeblikket en række sommerkoncerter. 

I firserne flyttede Escovedo til Austin, Texas, hvor han dannede True Believers sammen med sin bror, Alejandro Escovedo. Et af de orkestre, som jeg burde tjekke ud, nuvel jeg har noget til gode. Familien Escovedo flyder i hele taget over med talent. De ældste brødre Pete og Coke har turneret og indspillet med Santana og Herbie Hancock, Alejandro begyndte i punkorkestret The Nuns, spillede senere i rootsbandet Rank & File og har nu en fornem solokarriere, lillebror Mario var med i mere hårdttæskende The Dragons, mens niecen Sheila E. ofte arbejder med Prince.

The Zeros

True Believers nåede kun at udgive et enkelt album. Pladeselskaberne troede ikke på dem. I tiden efter arbejdede Javier Escovedo med Will & the Kill. Sidenhen har han været sideman hos bl.a. John Doe. Simon Bonney og The Gourds. Allerede i The Zeros viste Javier et enormt sangskriverpotentiale. Svenske Sator fik en pænt hit og en anden plads med Zeros-sangen, ’Black and White’, i hjemlandet. The Nomads har indspillet et par af Escovedos numre. Hoodoo Gurus fra Australien, franske Calvin Russel, The Muffs og Patty Smyth (hende, der er gift med den pensionerede tennisstjerne, John McEnroe) tæller også blandt dem, der har nydt godt af hans færdigheder.

For mange har det da også været lidt af en gåde, hvorfor Escovedo først solodebuterede med, ’City Lights’, i 2008. Holdet bag vidner om, at han nyder stor anseelse i musikerkredse. På guitar møder man bl.a. Josh Schwartz fra Beachwood Sparks, bassen tager Joe Bass fra The Posies sig af, bag trommerne sidder Brian Young fra Fountains of Wayne og keyboardene er i gode hænder hos Brian Lebarton fra Beck og Matt Beck, der har spillet sammen med Rob Thomas.

Det er måske for meget at sige, at jeg kan genkende den unge Javier Escovedo, når jeg hører ’City Lights’. Der er trods alt sket noget siden The Zeros. Tæften for den begavede, skarptskårne og iørefaldende powerpop er ikke desto mindre stadig i rigtig god behold. Det er ligeud-rocksange, der damper af intensitet og spilleglæde. Sange, der altid vil være plads til på én af de første sider, i min lasede og efterhånden udrangerede notesbog om rock’n’roll.

 Tonight is gonna be better

Åbningssangen 'Tonight Is Gonna Be Better'. Her er der mere fra ‘City Lights’.

Anmeldelse af The Zeros / The Muffs show fra fredag aften på The Troubadour i Los Angeles. The Zeros har åbenbart nyt materiale på vej. 

The Youth. Playliste 19. juli 2012

Værter: David Peter Jørgensen og Kevin Gjedde

The Youth er et band med kærlighed til 1960'ernes garagerock, benene solidt plantet på jorden og den rette indstilling. Den upolerede elegance der hviler over 60’ernes bands, danner grund for The Youths udtryk og måde at skrive musik på.

Gennem udelukkende brug af vintagegear, attitude og holdning, bevæger The Youth sig sikkert i sin bane, med en vision om at få garagelyden tilbage på teenageværelserne.

1. The Shack – Stop and Listen (1967)

2. The Youth – Better Off Alone (2012)

3. The Sorrows – No No No No (1966)

4. The Keggs – To Find Out (1967)

5. The Gordies – Thunderbird ESQ (1989)

6. Little Willie John – I’m Shakin’ (1960)

7. Czerwomy Gitary – I’m Back (1966)

8. The Beatles – Roll Over Beethoven (1963)

9. The Outsiders – Touch (1966)

10. Son House – Death Letter (1930)

11. The Youth – I Fancy You (2012)

12. The Pretty Things – Rosalyn (1964)

13. Travel Agency – Jailbait (1966)

14. The Primitives – The Ostrich (1964)

15. Mouse and the Traps – Lie, Beg, Borrow and Steal (1967)

16. The Music Machine – The People in Me (1967)

17. Kid and the Outlaws – Don’t Thread On Me (1967)

18. The Dovers – What I’m Going to Do (1965)

19. The Kinks – Tired of Waiting for You (1965)

20. The Remains – Like a Rolling Stone (1966)

21. The Felines – Boots (2012)

The Youth i Mod Strømmen by Khgjedde on Mixcloud

Shoot From The Hip #4. Playliste 12.juli 2012

Sommerredaktionen, der består af David Peter Jørgensen og Kevin Gjedde, lagde i sidste uge fra land med bl.a. at fejre, at det d. 12. juli var 50 år siden Stones live-debuterede.

1. The Rolling Stones – Last Time (1965)

2. Stig Møller – Min by (1965)

3. The Ugly Ducklings – Just in Case You Wonder (1966)

4. The Brian Jonestown Massacre – Here It Comes (1996)

5. The Rolling Stones – Down Home Girl (1964)

6. The Frowning Clouds – Lovin’ You (2010)

7. Nick Cave and the Bad Seeds – Stranger than Kindness (1986)

8. Dale Hawkins – Suzie Q (1957)

9. The Rolling Stones – Sweet Virginia (1971)

10. Howlin’ Wolf – Three Hundred Pounds of Joy (1966)

11. Slim Harpo – Shake Your Hips (1966)

12. Bascom Lamar Lunsford – I Wish I Was a Mole in the Ground (1928)

13. Blind Willie Johnson – Let It Shine on Me (1929)

14. Betty James – I’m All Mixed Up (1961)

15. The Uniques – You Ain’t Tough Enough (1966)

16. Einstürzende Neubauten – Negativ Nein (1981)

17. The Leaves – Too Many People (1966)

18. Philemon Arthur and the Dung – Du Är Min Enda Vän (1971)

19. The Rolling Stones – You Can’t Always Get What You Want (1969)

20. The Bad Boys – Love (1966)

21. Skip James – Hard Time Killing Floor Blues (1964)

22. John Lee Hooker – She’s Mine (1962)

23. Dr. John – Black Widow Spider (1969)

25. Dr. John – Revolution (2012)

25. The Rolling Stones – (I Can't Get No) Satisfaction (1965)

Mod Strømmen for præcis 47 minutter siden

"Fåglarna kvittrar och tågen går, natten försvinner men mörkret består"

Overskriften fanger dybest set humlen af en af de udgivelser, jeg har lyttet mest til i år. De kvidrende fugle, tågen der letter, natten der forsvinder. Hvis ikke det havde været for det satans mørke, så er det nærmest som at vade direkte ind i et skønmaleri. Uden én eneste bekymring. Tekststumpen er de første ord, der møder én i ’Fåglarna kvittrar’ fra Samlings debutplade, ’När mullret dövar våra öron blir vi rädda’, som udkom i oktober sidste år.

Før den havde de udsendt singlen, ’Anna’. Et syv minutter langt nummer, som skylder meget til den svenske progg-rock fra begyndelsen af halvfjerdserne. Det er ikke uden grund, at Samling er blevet sammenlignet med Dungen. Ikke alene er der noget fabulerende, noget drømmende over melodierne, diktionen er også lidt naiv. Men så har de i modsætning til Dungen, som allerede fortalt, den her diabolske dobbelthed i tekstuniverset, som skinner tydeligt igennem, selv i vuggevisen ’God Natt’ fra debutalbummet. Sangskriveren Max Groundstroem holder sig heller ikke tilbage fra at skrive om ensomhed, omsorgssvigt, desperation og stilstand.  

De svenske anmeldere havde de forventelige forbehold overfor, at pladen er udkommet på et majorlabel, Columbia/Sony. De drager autenticiteten i tvivl. Er det et bagholdsangreb? Kan Samling stå inde for udtrykket? Derudover betyder det krav om kommerciel succes, radio-airplay og fanden og hans pumpestok. For mig at se er det overhovedet ikke er et problem. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan ’När mullret dövar våra öron blir vi rädda’, havde lydt, hvis den var kommet på et uafhængigt selskab. Det jeg får er alt rigeligt. Groovet pulserer organisk og varmt med brug af congas og andet slagtøj. Af og til slår guitarerne gnister og sender lytteren på rundtur i spacerocken. Mest af alt, er det dog de grelle kontraster mellem ordene og musikken, der holder mig fanget, og får mig til at vende tilbage til pladen den ene gang efter den anden.

‘Researching The Blues’. Redd Kross har nyt på vej.

Brødreparret Jeff og Steven McDonald længst til venstre

Kitty Wells er død. Jon Lord er død. Dylan kommer snart med en ny plade. Det samme gør det navnkundige, punk/rock-band, Redd Kross, som sidst lod høre fra sig for femten år siden. ’Researching the Blues’ er titlen. Redd Kross blev dannet som The Tourists i 1978 i den sydvestlige Los Angeles-forstad, Hawthorne. Brian, Dennis og Carl Wilson fra The Beach Boys løb ligeledes hvalpefedtet af sig i Hawthorne, ligesom – uden sammenligning – hip-hopperen Tyler, The Creator. Kernen i Redd Kross har hele vejen været brødrene Jeff og Steven McDonald.

De ti nye numre er alle skrevet af Jeff. Produktionen står verdens cooleste dude, ifølge pålidelig kilde, Steven, der også spiller i OFF!, bag. Pladen er på gaden d. 7. august.
  

’Ekskursion’. ukendt under andet navn

Jeg ved ikke om det var linien, ”bager, bag dit brød’ fra afslutningsnummeret ’Sangen Synger Sig Selv’, der fik mig til at tænke på Laid Back, da jeg hørte ukendt under andet navn alias Henrik Olesens nyeste udspil ’Ekskursion’. Et eller andet fik mig i al fald til det. Ikke, at det minder det mindste om Laid Back, men fordi enten Tim Stahl eller John Guldberg engang sagde noget i retning af at deres højeste mål var at gøre musikken så minimalistisk som overhovedet muligt. Allerhelst kun med brug af to toner.

Derhen er Henrik Olesen ikke nået endnu. Han er bevidst gået efter at minimere udtrykket og tage lytteren med tilbage til dengang den elektroniske musik var ny. Der er Kraftwerk, der er Brian Eno, analoge rytmebokse og en ”vintage Roland re-301 båndekkomaskine”. Tekstmæssigt følger han samme spor eller som åbningssangen kortfattet meddeler ’Mindre Er Mere’. En sang, hvis gennemgående lille synthtema slægter svenske Peter Björn & Johns ’Amsterdam’ på. Broderparten af de syv kompositioner er fåmælte almenmenneskelige iagttagelser om årets gang, om at sige farvel, om tyngdeloven, der holder os allesammen nede m.v. De er ligetil, men ikke ligegyldige.

Men, som med så meget andet, drejer det sig også om at ramme den rette stemning. De første gange, jeg hørte ’Ekskursion’, foregik det i en bil i hektisk trafik. Det vil jeg ikke anbefale. Det er straks noget andet en regnvejrsmorgen i et sommerhus. Tæt på naturen og det uundvigelige. I Undertoners fine modtagelse af udspillet, er kritikeren inde på, at Henrik Olesen skaber ”poetisk pop” i et verdensfjernt univers. Den poetiske del vil jeg gerne skrive under på. Hvad angår det verdensfjerne, så er jeg lodret uenig. Tættere på verden kommer man ikke i dansk popmusik anno 2012.

   Newton by Ukendt under andet navn

   Håb i respirator, drømme i drop by Ukendt under andet navn

Køb minialbummet her.

El Paraiso Records Ensemble: ‘Orca’, Roskilde 2012

’Satisfaccion’

’(I Can't Get No) Satisfaction’ er lavet i utallige coverversioner. Otis Reddings, Devos og The Residents hører til de bedre. Den coverudgave, jeg holder mest af er dog indspillet af Ohio artpunk-bandet, Modern Art Studio. Jeg ved ikke en disse om dem. Ikke andet end, at de udsendte to singler i slutningen af halvfjerdserne, hvorefter de forsvandt i ubemærkethed. Mordern Art Studios ’Satisfaccion’ udmærker sig ved, at de nærmest har gjort sangen ugenkendelig. Først og fremmeste ved at undgå det vigtige riff, men så sandelig også ved at synge en vrøvletekst, der lyder som spansk, men vist ikke er det:

    Modern Art Studio - Satisfaccion by Mod Strømmen

For lige at følge op på dagens tidligere indlæg, så kan jeg ikke holde Stones kørende indtil sengetid. Jeg havde en mindre krise i eftermiddag, men den overvandt jeg med viljestyrke. Den, har jeg ikke mere af, så jeg opgiver projektet tæt på den tolvte time.

Den sidste time:

Alladin Story (instrumental) (Sticky Fingers Revisited)

Slipping Away (Stripped)

Dandelion (Singles Collection: The London Years)

Live With Me (Let It Bleed)

You Gotta Move (alternate mix) (Sticky Fingers Revisited)

I'd Much Rather Be With The Boys (Metamorphosis)

Respectable (1978 Tour Rehearsals (Studio))

Pass the Wine (Sophia Loren) (Exile On Main Street)

Shattered (1978 Tour Rehearsals (Studio))

We Had It All ('79 Outtake) (Paris Outtakes Vol. II)

Pretty Girls & Rolling Stones med The Goldebriars (røg med pga. titlen)

Melody (Black & Blue)

We're Wasting Time (basic mix - no overdubs) (Metamorphosis)

Stray Cat Blues (Get Yer Ya-Ya's Out!)