Digteridyl / anfægtelser

”Skal vi aflægge en visit

på ideernes torv

og sikre os et par sandheder

til resten af ugen?

(Det store prisfald er sat ind,

For en billig penge

kan man erhverve prima sandheder

og solmodne overbevisninger)

Eller skal vi slå os ned

på fortovsrestauranten

og drukne vore anfægtelser

i kolde pilsnere?”

- Erik Knudsen. Fra digtsamlingen ’Til en ukendt Gud’, 1947.

Digteridyllen på Krogerup Højskole, fangede en fotograf fra Berlingske Tidende, først i marts 1958.

Gentleman Jesse

Goat vs. Pinkunoizu

’World Music’ med Goat figurerer på utrolig mange best-of lister i år. Søren Holst Frøkiær Thuesen har den med og den ligger lunt i svinget til at komme ind blandt mine top-plader fra 2012. Intet er afgjort endnu. Det bliver det først på torsdag. Vægelsind, er mit mellemnavn.

I oktober og begyndelsen af november eksperimenterede jeg, her på bloggen, med at skrive en rejsedagbog fra en bilferie i Slesvig-Holstein. Vi var af sted i fem dage, fire af dem har jeg skildret. Den femte bliver ikke til noget. Meget af det vi oplevede den sidste dag, fredag d. 19. oktober, for at være helt korrekt (billedet er taget omkring kl. 07.40), har jeg dog liggende i skitseform og noter. Blandet andet disse ord om Goat:

”Sidste dag på vores rundtur. Da vi kørte nordpå ud af Husum, mindede radiospeakeren os om, at termometret måske rammer 22° op af dagen. Disen hænger smukt over Vadehavet, natten har været våd, solen har besvær med at trænge gennem skydækket. Efter et par sporadiske forsøg på at finde noget i radioen, fandt jeg ’World Music’ med svenske Goat frem på iPoden.

Jeg tror kun, at det er ét af medlemmene, der er trådt frem ved navn. Det er ikke egoet der tæller. Goat gemmer sig bag masker og fortæller gerne en historie om, at de stammer fra en lille by, Korpilombolo, i det nordlige Sverige. En by, hvor beboerne dyrkede voodoo, indtil den blev erobret af kristne korsfarere. Her mellem diger, afvandingskanaler, den vidtstrakte marsk og græssende får, stod det klart for mig, hvilken fremragende plade, Goat har sendt på gaden. Blandingen af og den burleske approach til de afrikanske polyrytmer, psychrock, kraut, funk og Folkhemmets progg, dannede pludselig en enhed.”

Sådan var ordene dengang. Dem kan jeg stadig stå inde for. For lige at vende tilbage til årslisterne, så har Anders Hjortskær-Rask, der står bag den første her på siden i år, danske Pinkunoizu blandt de bedste udgivelser. Nu ligger landet således, at Pinkunoizu faktisk har remixet Goat’s ’Run To Your Mama’ til en bonus-cd med ni versioner af nummeret for Piccadilly Records. Det er da et meget sjovt sammentræf. Hent remixet herunder:

Beat 2012. Kommenteret (2 af ?)

Af Søren Holst Frøkiær Thuesen

Året går på hæld, og tak for det kan man næsten fristes til at sige, for udvalget af gode eller bare interessante plader, har været stort i år. Næsten så stort at undertegnede har stresset lidt for at få det hele med. Og så er det stadig kun en lille del jeg faktisk nåede at stifte bekendtskab med. Heldigvis var det nogle velvalgte emner og det har været svært at vælge de kommende ti albums ud. Af samme grund er de ikke nævnt i nogen rækkefølge, da jeg ikke finder det muligt at argumentere for, hvorfor det ene album skulle være bedre end det andet. Fælles for dem er, at alle ti har leveret store musikalske oplevelser for mig i år, nogle ved blot et enkelt lyt, andre ved gentagende spins på pladespilleren.

Swans: The Seer

Swans andet album, siden genopstandelsen for et par år siden, er en to timer lang, kompromisløs, repetitiv og modbydelig omgang, som sætter tålmodigheden på voldsom prøve. Ikke en plade man sætter på hver dag. Lidt som at se Lars Von Trier's ”Antichrist” eller Gaspar Noé's ”Irreversible”,  sidder man også her med en ambivalent følelse af at være vidne til noget smukt det ene øjeblik, for det næste sekund fuldstændig at miste troen på det gode i mennesket. Har man først taget turen fra start til slut, kommer man ud som et ændret menneske. Tracklisten på vinyludgaven gør sig i øvrigt bedre end den på cd eller Spotify.

Tjek: The Seer Returns

Enabler: All Hail the Void

Enabler fra Milwaukee ramte helt plet i år med ”All Hail the Void”. Frontmand Jeff Lohrber har en fortid som trommeslager i Trap Them (som sidste år toppede min liste), hvilket giver rigtig god mening når man hører Enabler's blanding af crust, hardcore og metal. Selvom halvdelen af sangene ikke overskrider tre minutter, indeholder de et overflødighedshorn af seje riffs, grind-elementer, benhårde breakdowns og masser af dobbeltpedal, når det er allerbedst. Som fuldstændig ligegyldig bonusinfo kan det nævnes, at trommeslager Andy Hurley har en fortid i Fall Out Boy. Det betyder tilsyneladende noget for nogen hvis man dømmer ud fra diverse diskussioner på nettet. Jeg er skideligeglad, han spiller fedt!

Tjek: The Heathens

Aesop Rock: Skelethon

NY rapperen Ian Bavitz aka. Aesop Rock, fangede først min interesse for nogle år tilbage, da en ven introducerede mig for hans dengang seneste plade, "None Shall Pass". Den stod på det tidspunkt, som en milepæl indenfor alt/indie hip-hop, som det åbenbart hedder. Der er nu engang også langt til  mainstream hip-hoppens bling-bling/gangster attitude i Bavitz' krøllede rim som eksempelvis ”how to make a homemade mummy, get gauze, get corpse, get comfy” eller ”there is a bowl cut template mapped with a billy can, mega mom scissoring a topiary Lego man”. Samtidig går de dystre beats og Rock's mere end almindeligt tilbagelænede flow op i en højere enhed. Han har efter min mening lavet sin karrieres absolut bedste album i år.

Tjek: Crows 1

Godspeed You Black Emperor: 'Allelujah! Don't Bend, Ascend

Post-rock kollektivet fra Canada var lige pludselig tilbage på pinden efter lang tids stilhed. Jeg havde ikke forestillet mig at de kunne få skovlen under mig igen. Det gjorde de. To lange og to korte numre. De lange er bedst og sætter streg under, at når det skal være musik der klimakser, så gør GYBE det allerbedst. De korte er lidt ligegyldige og kommer meget belejligt som en 7'er ved siden af, så kan man selv springe dem over. Tak for det.

Tjek: Mladic

Sun Kil Moon: Among the Leaves

Den notoriske pessimist, Mark Kozelek, har fundet den humoristiske side frem på hans femte album under Sun Kil Moon aliaset. Det er kærkomment. Det lader til at Koz er i en produktiv stime, da disse sytten numre alle står virkelig stærkt og nemt rangerer højt i hans sangskrivervirke. Desuden er der allerede varslet nyt album næste år. I modsætning til forrige års ligeledes fremragende "Admiral Fell Promises", er sangene her generelt kortere og mere letfordøjelige og her er faktisk tale om en Mark Kozelek udgivelse man næsten bliver i helt godt humør af. Næsten.

Tjek: Bird Has A Broken Wing

Dirty Projectors: Swing Lo Magellan

Dave Longstreth har aldrig holdt sig tilbage med prætentiøse arrangementer og ”weird for the sake of being weird” fraseringer. Det gør han på sin vis heller ikke på "Swing Lo Magellan". Dog er albummet betydeligt mere nedtonet i forhold til hans tidligere meritter. Longstreth fremstår som en gal dirigent, der holder sine musikere i kort snor og instruerer dem i at udføre sine til tider vanvittige ideer. Heldigvis bakkes han op af et par vanvittigt dygtige korsangerinder, hvis harmonier bærer de ganske minimalistiske sange hjem.

Tjek: Gun Has No Trigger

Goat: World Music

Svenske Goat aner jeg intet om, andet end at de har lavet en af årets mest opløftende og catchy rockplader, og at de lyder mere afrikanske end svenske.

Tjek: Goathead

Japandroids: Celebration Rock

..og når vi nu er ved det catchy og opløftende, så er Japandroids' andet album ren glæde på flaske. Otte sange, all killer, no filler. Jeg får lidt fornemmelsen af at sætte ti af mine yndlingsrockplader på - på samme tid. Det er så velkendt og indeholder så mange åbenlyse referencer, men virker alligevel ikke plagieret. Og så er leveringen bare upåklagelig.

Tjek: Evil's Sway

Baroness: Yellow & Green

Pladen der delte vandene i år. De vandt Pitchfork-hipsters, men skuffede metal-dudes. Jeg har aldrig brudt mig om Baroness' som metalband. Syntes det var noget værre rod. Lidt sludge, lidt Thin Lizzy riffs, lidt disco-trommespil... hold nu op. Yellow & Green er ikke en metalplade, by a long shot. Jeg ved ikke rigtig hvad den er, men den tog røven på mig i en sådan grad at jeg ikke rigtig forstår det endnu. Jeg nåede endda at fraråde folk at lytte til bandet, før jeg selv fandt ud af at jeg egentlig synes det var rigtig fedt. Jeg tilhører åbenbart Pitchfork segmentet!! Undskyld.

Tjek: Little Things

Daughn Gibson: All Hell

Det var lidt af et sats, da jeg først lærte denne plade at kende for et par uger siden, men den vokser for hvert lyt. Daughn Gibson skaber dystre sample-baserede universer, som han så crooner ind over med sin dybe stemme. Lidt som hvis Elvis Presley havde en cameo i Twin Peaks. Det er utrolig stemningsmættet og godt til mørke vinteraftener.

Tjek: In The Beginning

I Was A King: ’You Love It Here’

På Anders Hjortkær-Rasks udenlandske årsliste, sneg Oslo-bandet I Was A King sig ind på tiende-pladsen. Jeg havde ganske vist hørt rygter om, at ’You Love It Here’ skulle være et fremragende album. Det er også blevet til én gennemlytning eller halvanden, men at det skulle nå ind på Anders’ top-ti, kommer alligevel bag på mig. 

I Was A King er ikke mere end det, de giver udtryk for. Ligefrem og catchy powerpop, der ikke desto mindre er right up my alley, som én New York-hipster ville have sagt det i 1930’erne. Som Anders Hjortkær-Rask skriver, så medvirker både ”Robyn Hitchcock (bl.a. The Soft Boys) og Norman Blake (Teenage Fanclub)” og det lader sig straks høre. I forhold til den løssluppenhed, som kendetegnede debutpladen ’I Was A King’ fra 2009, er produktionen mere stram, men det betyder samtidig, at sangene umiddelbart virker mere langtidsholdbare:

Beat 2012. Kommenteret (1 af ?)

Nu på torsdag sender Mod Strømmen Beat 2012. Vi er så småt ved at være klar med årslisterne. Det bliver dog ikke ved det i år. Jeg har nemlig fået lov at poste årets bedste udgivelser fra flere venner af programmet. De medvirkende har helt frie tøjler med hensyn til, hvordan de bygger listerne op osv. Hvor mange det bliver til, har jeg ikke overblik over endnu. Følg med de kommende uger.

Af Anders Hjortkær-Rask

”Det er blevet tid til at opsummere året i musik. Du får her to top 10'er, en for dansk musik og en for udenlandsk musik. Som altid tager listen udgangspunkt i, hvad JEG kan lide, mens den ser stort på, hvad der ellers rykker derude (host, host... Frank Ocean - for at nævne en hyppig genganger på andres lister). Without further notice:”

HJEMME

10. Glow Kit: Glow Kit

Punkrock straight outta Aarhus. Men det lyder så fedt og ægte, at det lige såvel kunne komme fra Atlanta. Herfra kom Jay Reatard, som uden tvivl har været en stor inspiration for den danske duo. Glow Kits 14 to-minutters knaldperler vinder på både melodi og energi, og pladen er med til at fasttømre at den danske punkundergrund bobler og fortjener at komme til overfladen i ny og næ.

9. Love Shop: Skandinavisk lyst

Love Shop er større end de enkelte medlemmer, virker det som om. Lyden og udtrykket er intakt i denne opstilling. Mørk popmusik med tekster, der kredser om håb og kærlighed, men i lige så høj grad savn og fortvivlelse. Trods et par mellemvægtere undervejs sejrer Skandinavisk Lyst flot med en insisterende eksistens af den danske kærlighedsbutik.

8. The Raveonettes: Observator

Sune og Sharin fortsætter deres drømmende støjpop-udtryk på Observator. På sin vis rykker bandet aldrig rigtig ud af deres comfort zone, men håndværket er til gengæld altid i orden. På dette udspil trænger en fortvivlelse og rodløshed ind i de bittersøde melodier, hvilket giver pladen et ekstra nøk op på kvalitetsskalaen.

7. The Rumour Said Fire: Dead Ends

Det er svært at genopfinde sig selv som band. Det er TRSF ikke desto mindre lykkedes flot med. Et nyt udtryk er kommet til, som går på røvertogt i diverse indiebands fra 80’erne. Det skal dog ikke ligge TRSF til last. Jesper Lidang er vokset som sangskriver, og den mørke guitarpop rammer godt. Det er dog ærgerligt, at produktionen lader en del tilbage at ønske.

6. Pinkunoizu: Free Time!

I Pinkunoizus univers synes alverdens lyde og genrer tilladt. Faktisk fornemmer man både inspirationer fra flere fremmede kontinenter i bandets eksperimentalrock, hvor surfguitar, tropicalia og latinrytmer går sømfrit i ét med mere rockende tendenser. Det er musikalsk leg, og for at være med skal du have et åbent sind.

5. Kloster: Ni Salmer og En Aftensang

Mikael Andreassen er tilbage med sit bevægende og højtløftede Kloster-projekt. Sangene drejer fortsat rundt om simple akustiske melodier, som der bygges et altopslugende, dramatisk univers rundt om. Salmeteksterne eksisterede i forvejen, men musikken er til gengæld helt ny. Det er et ret så kristent udtryk - men når det lyder som her, æder denne ateist fortsat det hele råt.

4. Jacob Bellens: The Daisy Age

Bellens’ sange er blevet kaldt en genre i sig selv af en anmelder. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Uanset konstellationen - I Got You On Tape, Murder eller, som her, under eget navn - kan man høre Bellens’ signatur i sangene. Denne gang med flere hold af musikere, som sætter både nattelig lounge og ‘dagen derpå’-stemning til Bellens mørke, halvraspe vokal.

3. Efterklang: Piramida

Reduceret til en trio drog Efterklang til Svalbard for at optage lyde til Piramida. Selv uden denne fine baggrundshistorie tror jeg, at Efterklangs verdensrumsafsøgende popmusik ville have lydt godt. Kold atmosfærelyd blandes med popmusikken af en verden, som Talk Talk ville kunne nikke anerkendende til. Efterklang vinder på øget tilgængelighed uden at gå på kompromis med musikken.

2. Nikolaj Nørlund: Alt sammen, lige nu

Han kaldes for gudfaderen af dansk indierock. Med rette. Nørlund har været i vælten længe, men heldigvis er kvaliteten fortsat høj, ligesom nysgerrigheden er stor i den musikalske afsøgning. Alt sammen, lige nu favner bredt inden for Nørlund-repertoiret, og det klæder at have Christian Hjelm på besøg (hvis egen plade var for tyndbenet iflg. disse ører).  

1. Choir of Young Believers: Rhine Gold

Min førsteplads på den danske liste går til CoYB. Følsomheden fra debutalbummet er intakt, men der er kommet mere leg i instrumenteringen og arrangementerne. Jannis Noya Makrigiannis’ sangskrivning er fremragende, og den vil lidt mere på denne toer, mens melodierne oftest rammer lige i hjertekulen. Samtidig er den 60’er-agtige produktion fra d’herrer Nis Bysted og Aske Zidore decideret mesterlig.

UDE

10. I Was a King: You Love It Here

Solskinnet skinner i rigelige mængder ned på de norske powerpop-revivalister, naturligvis med gavmilde doseringer bittersødme. Frode Strømstad er mastermind i I Was A King, og sammen med forbillederne Robyn Hitchcock (bl.a. The Soft Boys) og Norman Blake (Teenage Fanclub) har han lavet en magtdemonstration ud i fuldkommen guitarpop.

9. Mount Eerie: Clear Moon

Den naturelskende lofi-weirdo Phil Elvrum har gjort det igen. Clear Moon lader sig ikke nemt kategorisere. Den eksisterer inde i en tåge, hvor ambiente lyde, keyboards, guitarer og messende vokalmelodier fremmaner en mystik, man bare har lyst til at forsvinde i. Mount Eerie burde lave soundtracket til næste David Lynch-produktion.

8. Leonard Cohen: Old Ideas

Denne havde jeg ikke set komme. Siden The Future (92) har Cohens materiale været ret halvkedeligt. Men Old Ideas viser, at vor alle sammens brummeonkel har mere på hjerte (teksterne har jo aldrig fejlet noget), uden at det er pakket ind i suppe-steg-is-lyd. Ordene er vise, musikken kælende. Hvis dette bliver Cohens punktum, er det i den grad værdigt.

7. Cat Power: Sun

Chan Marshall har ofte virket som en fortabt sjæl. Gennem musikken kan der heldigvis komme en forløsning. Sun er en solstrålehistorie, der viser et nyt lys i hendes liv – og musik. Cat Power kan være lidt af en musikalsk kamæleon, og denne gang kommer hun i halvelektroniske klæder. Sangene oser af overskud, og det er svært ikke lade sig begejstre.

6. Japandroids: Celebration Rock

Der er nu ikke noget som næven-i-vejret-rockanthems. Den slags er Japandroids i den grad leveringsdygtige i. I løbet af 8 sange rocker de igennem med én stor hyldest til ungdommen (og Gun Club via et cover). Celebration Rock opfinder ingen dybe tallerkener, og hvisker ingen vise ord i dine ører, men den gør dig ung og rebelsk (igen)!

5. Ty Segall: Twins

Der er dømt guitarfræs på Ty Segalls tredje (!) udspil i 2012. Denne er hans klart bedste. For nok kan han larme på en garagepunket måde, men når han supplerer med Beatles’ske harmonier og insisterer på, at den knasende rock også gerne må rumme gode melodier, så rammer han plet. Og det bedste er, at man ved, at han endnu ikke har nået sit kreative peak.

4. Perfume Genius: Put Your Back N 2 It

De sarte, personlige traumaer er fortsat i spil på Perfume Genius’ andet album, der med klaver som bærende instrument og Mike Hadreas’ dirrende stemme besynger alle de dæmoner, som plager ham. Et album der kun fungerer efter solen er gået ned, så lyser det til gengæld flot mørket op med urovækkende historier.

3. Shearwater: Animal Joy

Jonathan Meiburg forfiner sit storslåede hymneudtryk på Animal Joy, som har fundet tilkørselsrampen til poprockens motorvej uden at give slip på det folkede element, der altid har præget hans sangskrivning. Naturbilleder leverer han fortsat i rigt mål - og et sted inde i de store lyde gemmer der sig en slet skjult fascination af Talk Talk. Berusende godt.

2. Dr. John: Locked Down

Det slog gnister til højre og venstre, da den 71-årige voodoo-doktor fra New Orleans lod sig invitere af Dan Auerbach (The Black Keys), som fremmanede et band omkring doktoren, spillede guitar på og i øvrigt også producerede det sene hovedværk Locked Down. Den sumpede funk-rock-soul-blues-blanding, som vi kender Dr. John for, har fået saft, kraft, kant og knas, så det gynger og groover i højtalerne.

1. Swans: The Seer

Michael Gira og co. har 30 år inde i deres karriere ikke bare lavet det ultimative Swans-album. De har ifølge disse ører også har lavet årets plade. The Seer er en overrumplende kolos af et værk; det varer to timer og rummer enkeltnumre der passerer 20-minutter-mærket. The Seer er til de helt mørke stunder, hvor man er klar til at blive udsat for skønheden i dommedagsstemning, som den tager sig ud ifølge Swans buldren og bragen.

Jule-Jingle-Jangle 2012. Playliste 13. december.

1. Perry Como & The Fontane Sisters - It’s Beginning To Look A Lot Like Christmas (1951)

2. James Brown - Santa Claus Go Straight To The Ghetto (1968)

3. The Sonics - Santa Claus (1966)

4. T.Rex - Christmas Bop (1975)

5. Elvis Presley - Santa Claus Is Back In Town (1957)

6. J. Tex & The Volunteers - Santa Comes 'Round (2011)

7. Johnny Mathis - Do You Hear What I Hear (1969)

8. Big John Greer - We Wanna See Santa Do The Mambo (1954)

9. Graham Parker's Christmas Cracker - Christmas Is For Mugs (1994)

10. The Blind Boys Of Alabama feat. Mavis Staples - Born In Bethlehem (2003)

11. Run D.M.C. - Christmas In Hollis (1987)

12. The BellRays - All I Want To Do Is Shag for Christmas (2005)

13. Buck Owens - Santa Looks A Lot Like Daddy (1965)

14. Bobby Charles - Save Me Jesus (1972)

15. Judy Garland - Have Yourself A Merry Little Christmas (1944)

16. Tom Waits – Silent Night (1989)

17. Lone Kellermann - Julen Er En Drillepind (1978)

18. Shonen Knife - Space Christmas (1991)

19. Dead Moon - Christmas Rush (1994)

20. Redd Kross - Super Sunny Christmas (1991)

21. Maria Stenz - Nu Er Det Altså Jul (1975)

22. Klaus Handsome & Anne Marie Hviid - Det Var Ved Juletid (2009)

23. The Reigning Sound - If Christmas Can’t Bring You Home (2004)

24. Alex Chilton - The Christmas Song (1993)

25. Darlene Love - Christmas (Baby Please Come Home) (1963)

26. Creedence Clearwater Revisited - Run Rudolph Run (2009)

27. Andy Williams - It's The Most Wonderful Time Of The Year (1963)

28. Paddy Roberts - Merry Xmas You Suckers (1962)

Jule-jingle-jangle 2012 by Modstroemmen on Mixcloud

Note: Creedence Clearwater Revisited blev dannet i 1995 af Stu Cook og Doug Clifford, der tidligere var med i Creedence Clearwater Revival. ‘Run Rudolph Run’ har altså intet med den originale gruppe at gøre, selvom jeg ihærdigt arbejdede på at bilde lytterne noget andet ind. Måske jeg skulle have spillet det med Keith Richards, som det var planlagt. Hvilken morale kan man så udlede af det? ”Drej kun universet helt omkring / vend kun op og ned på alle ting / jorden med, thi den er falsk og hul / rør blot ikke ved min gamle jul.” Undskyld.

Country Funk 2

‘Country Funk. 1969-1975’ som Seattle-mærket Light In The Attic udsendte i sommer, er nok den compilation, jeg har haft mest glæde af i år. Det har jeg ikke været ene om. En god ven, har således sat en Country Funk 2 sammen, som helt naturligt overtog pladsen i bilens stereoanlæg, da forlægget havde udtjent sin tid. 

Otis Redding, London 1966

Jule-jingle-jangle i Mod Strømmen

I skrivende stund vælter sneen ned over Østsjælland. Det ser unægteligt anderledes ud end, da jeg midt i sommer blev spurgt om Mod Strømmen lavede en juleudsendelse i år? På daværende tidspunkt trak jeg lidt på det. Det blev jeg faktisk ved med til langt ind i november. Ikke, at der er noget problem i at lave et program der rummer julemusik, men kunne vi i det mindste ikke også præsentere noget af den musik, som vi på forhånd vidste, der ikke blev plads til på vores årslister? Mailen herunder smeltede dog mit julekolde hjerte:

”Og æææææh, skal redaktøren nu til at spørge den utidige freelancer til råds om programlægningen? Altså, jeg er en julegris, og har derfor kun tænkt mig at spille julemusik. Ren juleknas. Så hvis du ønsker at sidde og beate 2012, ja, så er jeg lidt svær at spille bold med, når de fleste af mine plader handler om juleindkøb, mistelten, fest, glæde og sne der daler stille ned.”

Lad julen komme. Vi vil i hvert fald gøre, hvad vi kan for det, nu på torsdag, d. 13. december, mellem kl.18-20 på 98.9 FM/98.8 Hybrid.

’Alene for damer! Anvisning til at gøre lykke hos herrerne’

Hvis der er nogen som helst, mod forventning, naturligvis, som går rundt i en forvildelse og tror, at selvhjælpsbøger er et forholdsvis nyt fænomen, så kan de godt tro om igen. I et af de opslagsværker, jeg bruger som godnat-lekture, faldt jeg over ’Alene for damer! Anvisning til at gøre lykke hos herrerne’. Skriftet er godt og vel hundrede år gammelt og kom ifølge titelbladet i 9000 eksemplarer.

I forordet fortæller den anonyme forfatterinde; ”jeg har erfaringer over for mændene, jeg har været tre gange gift”. Grundlaget for at få succes hos mændene beror på sundhed. Bade og frisk luft er vigtigt, mens det ikke er tilrådeligt at ”spadsere eller sidde længe i måneskin”. I samme åndedrag understreger hun, at ”megen læsning af romaner af spændende indhold er noget af de skadeligste, en ung pige kan hengive sig til”. Men som sagt, så er det, det ydre, der betyder mest. Hvis én ung piger er lidt for mager, ja så går det an at drikke en bajer eller to om dagen. Hvis man lider af klamme hænder, så vask dem i cognac.

Med fundamentet på plads, går bogen videre med gode råd om de kvindelige virkemidler. Øjnene har en helt særlig betydning. Det hedder, at ”et alt for livligt spil med øjnene har kostet mangen pige hendes ro og velfærd”. Det går dog an, at sende den man ”synes om” et længselsfuldt blik, men opdager han det, så ”må man holde inde igen, og det må vare noget, før man benytter det igen”. Barmen betyder selvfølgelig også en del. Hvis det bliver gjort med måde, så kan en fladbrystet pige rette op på det ad kunstig vej. Noget andet er, hvis man bruger vat i ørerne, så skal det skiftes hver dag, da ørerne ”ved deres fremspringende stilling bemærkes meget”. Unge piger bør endvidere ikke tage deres kunstige tænder ud og vise dem til herrerne. Det er heller ikke ligegyldigt, hvor pigerne søger fritidsadspredelse. Rosport er bandlyst, fordi de der ”tilegner sig let et matrosagtigt væsen og sprog”. I selskab med en herre, er det utilstedeligt at bruge vendinger, som ”Hold Dem på måtten!” eller ”Godmorgen, mine blanke støvler”.

Hvis nu en mand har fattet interesse for en pige og et stævnemøde bliver sat op, så bliver der advaret mod ”den slags håndtryk, hvor modparten med ring- eller langfingeren kilder det indvendige af hånden”. Det er usømmeligt og påtrængende. Efter frieriet, der helst skal være skriftligt eller endnu bedre foregår i moderens påsyn, følger så den svære forlovelsestid. Herunder bliver de pæne piger varskoet om ikke at fortabe sig i kysset. ”Det hede kys, hvori der ligger en salighed, en beruselse”, men som udgør et af de farligste øjeblikke. Det drejer sig om at blive ”herre over sig selv, og den opblussende lidenskab … som mange ønsker og frygter på én gang”.

J. Tex. Playliste 6. december 2012

1. J. Tex & The Volunteers - Look Up, Look Down (2012)

2. J. Tex & The Volunteers - Willin’ (2012)

3. Andi Almqvist & The Employees - Deadbeat (2005)

4. Tony Joe White - Soul Francisco (1968)

5. Steve Earle - Ben McCulloch (1995)

6. Bobby Bare - Woody (2012)

7. J. Tex & The Volunteers - Detroit City (2012)

8. JD McPherson - North Side Girl (2010)

9. C.W Stoneking - Jungle Blues (2008)

10. The Sir Douglas Quintet - Sunday Sunny Mill Valley Groove Day (1969)

11. Phyllis Dillon & Hopeton Lewis - Love Is All I Had (1969)

12. The Band - The Night They Drove Old Dixie Down (1969)

13. Doc Watson with Fred Price & Clint Howard - Wanted Man (live) (1967)

14. Crooked Still - Angelina The Baker (2006)

15. DeVotchKa - A Mad And Faithfull Telling (2008)

16. Roger McGuinn - Ballad Of Easy Rider (1969)

17. Robbie Fulks - She Took A Lot Of Pills (And Died) (1996)

18. David Munyon - Me And This Old Suitcase (1995)

J. Tex by Modstroemmen on Mixcloud

Longyearbyen (78° 14' N 15° 30' Ø)

Julegave fra 1-2-3-4 Go! Records

I dag har det amerikanske plademærke, 1-2-3-4 Go! Records, der blev grundlagt i Seattle i 2001, senere flyttede det til Oakland i Californien, lagt en tidlig julegave ud til punk- og garagerockerne. Femten numre, som dels dækker noget af det bedste selskabet har udgivet i 2012, men også har et par 2013-udgivelser med.  

Tre hurtige anbefalinger kunne være Shannon & The Clams, som De Høje Hæle introducerede mig for sidste torsdag, den morsomme synth-popper ’Sniffin’ Glue’ med F.U.2. og så selvfølgelig Bäddat För Trubbel. Jultomten är inte död!

Silver 6. Live Drone Bar x 2.

Når jeg hører et nyt nummer, prøver jeg undertiden at forestille mig, hvordan det lyder live. Det var også i den retning mine tanker løb, da jeg så ”livevideoen” til københavnerkvintetten Silver 6’s ’Are We Lovers’ (optaget på Drone). I min verden er der himmelvid forskel på at agere foran en filmfotograf og et sultent publikum. Mere om det om lidt.

Lad mig først fortælle, at Silver 6 har en plade på vej på et nyt selskab og tæller medlemmer, der spiller eller har spillet med Raveonettes, Mellemblond, Hanne Boel, 4 Guys From The Future, Nikolaj Nørlund og The Asteroids Galaxy Tour. Der er ingen grund til at nævne Gud og hvermand, så jeg stopper her. Blandt de omtalte er det nok 4 Guys From The Future, der kommer tættest på Silver 6. Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind?

Om lidt er nu. En ting, mener jeg imidlertid, står klart og tydeligt, vurderet ud fra billederne. Og det er, at Silver 6 koncerten på Drone, Nørrebrogade 184, torsdag d. 13. december, bliver et fortættet, tungt rockinferno med raids tilbage til senfirsernes psykedelia og det der ligner. Vel mødt!