Shotgun Willie Nelson fylder 80 i dag

Willie Nelson, 40 år gammel, sammen med sangskriver, sideman mv., Leon Russell. Fotografiet er taget i 1973 ved det første af de koncertarrangementer, der senere blev til Willie Nelsons Fourth of July Picnic eller bare Wilies Picnic. Festivalen fandt sted i den lille ørkenby Dripping Springs i Texas, 30 kilometer udenfor Austin. Året før havde nogle lokale countrypromotorer, inspireret af hippiernes Woodstock, sat en festival op samme sted med alt hvad det indebar af, ja, I ved hvad jeg mener!  I første omgang var det den festival som Willie Nelson fortsatte, den voksede sig dog hurtigt større og større. I 1975 udnævnte senatet i Texas ligefrem 4. juli til at være officiel Willie Nelson dag.

Jeg vil gerne have givet en hel del, for at have været med i 1973 eller 1974, for den sags skyld, de år var nærmest en manifestation af outlawcountry-bevægelsen. Der optrådte, udover Willie Nelson, Waylon Jennings, Kris Kristofferson, John Prine, Doug Sahm, Tom T. Hall, Townes Van Zandt og Kinky Friedman. Siden har George Jones, Jerry Jeff Walker, Lynyrd Skynyrd, Grateful Dead, Johnny Paycheck, Ernest Tubb, Johnny Cash, Neil Young, Bob Dylan og mange flere været på plakaten.

Tillykke, Willie. Long may you run. 

Jens K i Mod Strømmen

For over en måned siden var jeg overbevist om, at foråret var her. Opildnet og en kende naivt, postede jeg, under overskriften ’Forårssang fra Jens K’, nummeret ’Livet Er En Labyrint’. Det er foråret 2013 i sandhed også. I skrivende stund driver der mørke skyer indover København. Om de giver regn vil tiden vise (regnen kom). Til gengæld ser det ud til, at der kommer sol og op til 15° på torsdag, hvor Jens K besøger Mod Strømmen. Måske jeg alligevel kan redde lidt af det tabte? Ellers må Jens K gøre det!

I ovennævnte indlæg, fortalte jeg, lidt om den nye plade, Jens K har på trapperne. Hvad, jeg ikke kom nærmere ind på, er de gæster, der gennem årene har bidraget til Jens Ks intelligente, charmerende popunivers. Lad mig i flæng nævne Peter Peter, Margrethe Bjørklund, Tomas Ortved, filmkomponist, producer med meget mere, Povl Kristian og Nils Lassen, som læsere af denne side burde kende. På det nye album, som vi formentlig får en smagsprøve fra på torsdag, medvirker Kira Skov og cellist Cecillie Teresa L. Hyldgaard.

Stil ind på 98.9 FM eller find os på direkte livestream, torsdag d. 2. maj, mellem kl. 18-20. Jeg glæder mig.

Foto: Jan Munkvad

Søren Ulrik Thomsen, Nicolaj Stochholm, De Høje Hæle og Honningbarna

Et par tip til denne uge. Nicolaj Stochholms nye digtsamling, ’Ødelagt Rim’, kan jeg ikke rose nok. Jeg hiver den ofte ned fra reolen, dykker ned i sproget, ser lidt ud af vinduet og stiller den forundret og beriget tilbage igen.

Rød kælk

”En rødkælk har forelsket sig

i et træ som står muret inde

på en terrasse sammen med fem

 andre men fuglen har kun øje

for det ene selvom de andre

også er træer og der er buske

med blomster som vil skjule

den bedre men rødkælken

har valgt dette træ uden rede

som sit udgangspunkt som

en tyr i en arena må vælge sit

hjørne i cirklen før den første

bølge af angreb bliver sat ind

hvad er træets genfærd bærer

det i sig en rød kælk på tinden

af et snedækket bjerg der venter

på at vi kvidrende sætter os op og

ler som store fugle mens vi farer

afsted hold fast kvinde hold mig fast”

Stochholm læser op sammen med Søren Ulrik Thomsen ved M/S Oehlenschlägers første arrangement i Kulturhuset Islands Brygge i morgen aften. Det begynder, kl. 19.00

Onsdag er det 1. maj og De Høje Hæle, den franske punk/electroduo Crash Normal og Ocean View spiller i KB18 i Kødbyen. Det koster 50 kr. Dørene bliver åbnet, kl. 21.00

Norske Honningbarna kommer også til byen. De indleder allerede i morgen aften en Danmarksturné, der bringer dem til Aalborg, Esbjerg, Århus, København og Roskilde. På fredag, d. 3. maj, går de på scenen i BETA på Amager. Jeg håber også, at de får tid til at kigge forbi Mod Strømmen.

Kim Gordon 60

“I’m not saying Sonic Youth was a conceptual-art project for me, but in a way it was an extension of Warhol. Instead of making criticism about popular culture, as a lot of artists do, I worked within it to do something.”

- Kim Gordon til det seneste nummer af modemagasinet Elle. 

George Jones (1931-2013)

Selvom meget af det materiale som George Jones udgav gennem årene, var Nashville-sødmefuldt, på grænsen til det kvalmende og oppustede, ja, så var han, når han var bedst, én af de allerbedste. Eller som en anden af de gamle drenge, Merle Haggard, sagde det i går: ”The world may have lost the greatest country singer that ever lived.”  

Her en hilsen, jeg sendte til Jones, i anledning af hans firsårs fødselsdag i 2011.

Jan Sonnergaard. Playliste 25. april 2013

1. Dean Martin - You're Nobody 'Til Somebody Loves You (1964)

2. Fehlfarben - Tanz Mit Dem Herzen (1981)

3. Johnny Burnette - You're Sixteen (1960)

4. Nina Hagen Band - Auf'm Bahnhof Zoo (1978)

5. Bauhaus – Spirit (1982)

6. Siouxsie & The Banshees - Playground Twist (1979)

7. 2 Unlimited - No Limit (1993)

8. Sort Sol - Ruby Don't Take Your Love To Town (1985)

9. Herman's Hermits - There's A Kind Of Hush (1967)

10. The Stranglers - Bring On The Nubiles (1977)

11. Carl Alstrup - Manden På Risten (1936)

12. The Doobie Brothers - Long Train Running (1973)

Jan Sonnergaard by Hhsiig123 on Mixcloud

Mtatsminda Pantheon, Tbilisi

Den nærværende læser har sikkert set forbindelsen mellem de seneste dages indlæg. Jeg ved godt, at linket til Paris var spinkelt, meget spinkelt. Men det var trods alt i Paris, at White Fence spillede ’City Of Fun’. Hvis jeg havde brugt en madanmeldelse fra en fransk restaurant, et afsnit af den amerikanske forfatter Anaïs Nins dagbøger, en grotesk eller en bid fra et af André Breton surrealistiske manifester, såsom ”Jeg tror på en fremtidig forening af de tilsyneladende modstridende tilstande drøm og virkelighed i en slags absolut realitet, en surrealitet”, havde jeg måske ramt tonen bedre i Jan Sonnergaards to parisernoveller i den nye bog. For det er jo det posterne har handlet om. Jeg har været forbi Berlin, Amager, krigshistorie fra Saint-Nazaire og Paris, ’City Of Fun’, siger da en hel del. Rom og Prag når jeg ikke.

Nu tager jeg til Tbilisi i Georgien og det bjergmassiv, der rejser sig over højt over byen. Deroppe ligger der en kirkegård:

”Lidt længere oppe startede gangstierne op til De Døde Digters Bjerg. Det var hende der havde vist ham det, og han havde ikke tal på hvor mange gange de havde været der sammen. Bjerget hvor landets berømteste digtere og matematikere og dramatikere lå begravet ved kæmpemæssige, imposante monumenter. Det var her de unge poeter gik op og skuede ud over byen for at blive inspireret, her de unge elskende sad på klippestykker og holdt i hånd mens de erklærede deres følelser for hinanden. Digternes Bjerg.”

- fra ’Forræderen i Tbilisi’

Stil ind på 98.9 FM eller stream udsendelsen med Jan Sonnergaard, kl. 18, i dag. 

White Fence spiller The Only Ones

White Fence er ikke et ubeskrevet blad her på siden. I november sidste år, skrev jeg, blandt andet om pladen ‘Is Growing Faith’, hvorfra jeg især har lagt mærke til coverversionen af Johnny Thunders ’You Can't Put Your Arms Around A Memory’. Jeg kom desværre for sent til koncerten på Bakken i Kødbyen. Jeg får forhåbentlig snart en chance til? For fjorten dage siden, udsendte White Fence ’Cyclops Reap’. Et album, som jeg måske vender tilbage til på et senere tidspunkt.

Nu skal det handle om billedet herover. Det taler næsten for sig selv. Det stammer fra optagelserne af Johnny Thunders ’Que Sera Sera’, der blev indspillet i London i 1985. I går var det i øvrigt 22 år siden, at den tidligere Dolls-guitarist døde på et hotelværelse i New Orleans. Vi skal have fat i herren, længst til venstre. John Perry, guitarist i The Only Ones, forfatter mv.

Forleden postede Perry via Facebook følgende klip fra Le Point FMR i Paris, hvor White Fence minsandten havde The Only Ones ’City Of Fun’, på sætlisten. Det skete med ordene; “I LIKE THIS… Jangly. Doesn't seem to bear much resemblance to the chords as I remember them which is something of an improvement.” Tingene hænger alligevel sammen.

Operation Chariot. Saint-Nazaire. 28. marts 1942

”En af drengene fra Amar'bro…”

En af Sonnergaards nye noveller tager udgangspunkt i en bar på Amager og stedets stamkunder. Den handler om næstekærlighed, den aktive, udadvendte kærlighed, uden tanke på egen vinding. Café Alstrup, som baren så passende hedder, er opkaldt efter revyskuespilleren og amagergenseren, Carl Alstrup, ham med ’Manden På Risten’. 

Selvom jeg føler mig fristet til at slutte dette blogindlæg af med Alstrups klassiker fra Apollorevyen i 1936, hopper jeg dog til en anden af ”drengene fra Amar'bro”, nemlig Frede Fup. Her i en optagelse fra værtshuset Sofiekælderen på Christianshavn, sig endelig ikke Amager, det bryder de lokale sig ikke om!

Jan Sonnergaard i Mod Strømmen

”Vi kunne sagtens have forsat sammen, det er det der er vittigheden. Vi ville have været så gode sammen. Det kunne sagtens have fungeret, sagtens”

De afsluttende ord i én af novellerne i Jan Sonnergaards fine, nye bog, ”Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer”. Jeg røber ikke hvilken historie, det drejer sig om, vil så nødig gøre nogen mopsede, for slet ikke tale om rasende eller det der er værre.

Nu på torsdag, d. 25. april, kommer Jan Sonnergaard forbi Mod Strømmen. Og endnu engang uden at røbe for meget, så tror jeg, at samtalen kommer til at gå i retning af Paris, Berlin, Saint-Nazaire, Rom, Prag, Tbilisi og Amager. Kort sagt, vi konverserer om kærligheden, maden, byerne og hører musik, der på den ene eller anden måde har forbindelse dertil.

Et eksempel på musikken kunne være:

Stil ind, kl. 18.00 på 98.9 FM. Husk vi kan streames herfra.

Berlin Alexanderplatz

Alfred Döblins historie om den tidligere transportarbejder Franz Biberkopf, er blevet kaldt Tysklands første moderne storbyroman. Bogen udkom i 1929. Döblin arbejdede fra 1911 som læge i arbejderkvartererne omkring Alexanderplatz. Han behøvede altså ikke længerevarende research for at skrive fortællingen med dens to hovedpersoner, byen selv og den skikkelige, helt almindelige mand, Franz Biberkopf. En mand, som bare ønsker at leve i fred med omverdenen, men hele tiden kommer galt af sted. Kampen mellem det moderne liv som Berlin er et sindbillede på og det lille menneske.

Alt det kan man dog selv læse på Georg Salters omslag til originaludgaven: 

Atomfax. Playliste 18. april 2013

1. Atomfax – Xantippes Stødhegn (2012)

2. King Crimson – 21st Century Schizoid Man (1969)

3. Elliot Smith – New Disaster (2007)

4. Mastodon – Iron Tusk (2004)

5. Bear In Heaven – Sinful Nature (2012)

6. The Hedgehogs – Your Eyes (2012)

7. Modest Mouse – Float On (2004)

8. Mars Volta – Ouroboros (2008)

9. Souls Of Mischief – 93 'til Infinity (1993)

10. Atomfax – Baby90 (2012)

11. Blur – Theme From Retro (1997)

12. Bobby Conn – Angles (2001)

13. David Bowie – We Prick You (1995)

14. Wu Lyf – Such A Sad Day Puppy Dog (2011)

15. John Martyn – Some People Are Crazy (1980)

16. Nikolaj Nørlund – Indre By (1997)

17. Atomfax – Regnbuer Kan Skræmme Lidt (2012)

Atomfax by Hhsiig123 on Mixcloud

Elegi til det uforudselige. Tommy Womack – ’The Replacements’

Støvet, varmen og den røde jord. Konono Nº 1, Global, lørdag d. 13. april

Én af mine gamle venners ældste søn er netop vendt hjem, efter en fire måneder lang rejse til Asien. Jeg husker udmærket, den surreale følelse af at være hjemme igen og hvordan jeg allermest havde lyst til at tage afsted igen, helst med det samme. Sådan har jeg det ikke længere. Eller det vil sige…

Selvom verdensmusik tager mere og mere af min tid, føler jeg mig immerhen som en lægmand. Stilretningerne har jeg ikke styr på, instrumenterne kender jeg ikke, historien om den og den sideform og variant har jeg intet begreb om. De seneste års dykken ned i navnlig afrikansk musik, har alligevel sat sig spor. Når jeg hører et stort afro-beat orkester fra Paris, med rødder i det vestafrikanske, ja, så er det lyden af Paris, jeg hører. Det samme gør sig gældende, hvis bandet kommer fra Marseilles eller en af de andre store europæiske smeltedigler. Ikke at det gør oplevelsen mindre autentisk, sådan har jeg det bare.

Tilbage til det med at rejse. Det fik jeg virkelig appetit efter, da jeg så Konono Nº 1, lørdag aften på Global. Jeg fik lyst til at besøge Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo, Afrikas næststørste by efter Lagos i Nigeria.  Byen, der blev grundlagt af Henry Morton Stanley i begyndelsen af 1880’erne. Se hvordan den strækker sig langs den sydlige side af Congofloden. Mærke støvet, varmen og den røde jord. Det mørke Afrikas hjerte.

Det var et amputeret Konono Nº 1, der gik på scenen i Nørre Allé Skoles gamle gymnastiksal. Ét af medlemmerne blev ramt af en bil på vej til lufthavnen i Kinshasa og ligger nu derhjemme med to brækkede ben. Det var også et helt andet Konono Nº 1, end det jeg hørte til Roskilde Festival 2011, hvor de optrådte med Congotronics vs. Rockers. Congoleserne har faktisk spillet to gange tidligere på festivalen, uden min viden.

Det var et Konono Nº 1, der lød som om de lige havde forladt bushen. Minimalistisk, råt og repetetivt. Det ved jeg selvfølgelig godt de ikke har. De er urban Kinshasa. Flere af musikerne kan dog føre deres aner tilbage til grænselandet mod Angola. Om de så synger om koen, der ikke giver mælk, elefanthorder, som ødelægger afgrøderne, ånder, dem er der mange af, eller afdøde slægtninge, er i og for sig ligegyldigt. Jeg forstår det jo alligevel ikke.

For mig er Konono Nº 1, det skæve, pågående beat, der stiger og falder med rytmesektionen, som denne aften bestod af et beskedent trommesæt, congas og koklokker. De har en vibe, et trit, et fodslag, det er hypnotisk, kald det, hvad du vil. Jeg ønskede ikke det skulle stoppe, da det kom i gang og de to likembé-ekvilibrister satte ind. Dette lille forunderlige kvadratiske tommelfingerklaver, der i hundredevis af år er blevet fremstillet af bambus, men som Konono Nº 1 har elektrificeret og som er så signifikant for deres lyd.

Det var fremragende.

En returbillet til Kinshasa med mellemlanding i Istanbul, koster kr. 6080,00.