Nogle kilder siger d. 15. januar
1981. Andre nævner d. 30. januar 1981. Det betyder ikke så meget. For 35 år
siden eller deromkring, udsendte sanger/guitarist Chris Stamey, sanger/guitarist
Peter Holsapple, bassist Gene Holder og trommeslager Will Rigby, deres eminente
debutplade, ’Stands For Decibels’. Et album, der ligger et sted mellem klassisk
powerpop, new wave, art-rock og den jangle-pop, som REM senere slog igennem
med.
På fredag holder Mørtel släppfest
for deres debutplade i Kayak Bar under Knippelsbro. I den anledning linker jeg
til et interview med titlen 'Det uperfekte kommer helt af sig selv', som blev bragt på herværende blog i påsken 2015. Før
udgivelsen overhovedet var finansieret, og mens Andreas Hjertholm og Hans
Holten Hansen stadig gik og troede, at albummet skulle hedde, ’Alt Hvad Vi Gør
Tager Et Minut’. Siden da har andre også bestemt sig for at kalde Mørtels
musikalske udtryk for psych-folk. Det har duoen vist ikke noget i mod.
"Hans og jeg kender hinanden fra fælles koncerter med Atomfax og Ræv
Hund Bjørn. En dag fortalte jeg Hans om nogle sange, jeg havde skrevet, som han
ville passe perfekt ind i. Hans havde også nogle meget fine sange liggende. Og,
ja, så tog det ene det andet og af en eller anden grund, begyndte vi at tale om
den engelske folklegende Nick Drake, som vi begge skatter højt, og om vi ikke
snart skulle mødes og prøve at spille vores sange sammen....."
Global har åbnet op igen efter
nytår. I fredags, hørte jeg, en pæn besøgt og glimrende koncert med den unge
berber/chaâbi-kvartet, Imazzalen, der blot spillede deres andet job udenfor
hjemlandet, Marokko. Det første foregik på Klaverfabrikken i Hillerød. Jeg har
da også allerede sat yderligere en lille håndfuld krydser på plakaten.
Det første kryds er sat ved tunesiske
Bargou08, der ifølge adskillige, helt uafhængige og pålidelige kilder, spillede
et vildt fedt gig på sidste års Roskilde Festival.
Det andet går til Aoife O’Donovan,
der med bluegrass-bandet Crooked Still, har optrådt en del gange i Danmark. Tilbage
i 2006 spillede de et efterhånden legendarisk show udenfor Woodstock på
Christiania. En koncert, som de selv husker bedst, fordi ”the audiences really flipped out”. O’Donovan har her i januar
udsendt sit andet soloalbum, ’In The Magic Hour’, på Yep Roc Records.
Det, indtil videre, sidste kryds, får den marokkanske gnawa-mester Maalem Omar Hayat, der skal lede et fire timer
langt Lila-ritual under Frost Festival. Det er om at være hurtig, da der kun er
et begrænset antal billetter til salg til dette arrangement.
Som man kan se, har jeg dækket
mig ind med et ’indtil videre’. Det er af ren og skær erfaring. Jeg
ved jo godt, at ligeså snart booker Peter Hvalkof får talt sig varm og får præsenteret
musik med flere af navnene på plakaten, så er der snart sagt ikke den verdensdel, han ikke
kan sælge til mig.
Lyt med, når Peter Hvalkof
besøger Mod Strømmen på torsdag, d. 28. januar, kl. 18.00. Enten på 98.9 FM
eller via den direkte livestream.
“Josh Tillman's Father
John Misty is a caricature of an over-coked ‘70s folk-rock burnout, and while
he plays the role for yuks he plays his songs for real. His lyrics handle L.A.
doom with a light touch, and his arch humor is often tempered with earned sadness
and a growing virtuosity behind the microphone. His gentler old band, Fleet
Foxes, might have claimed a more direct sonic lineage to the Eagles. But no one
better embodies the tetchy, self-indulgent romance of Glenn Frey like Father
John Misty.”
Jeg er ikke mand for en saglig sammenligning
mellem Father John Misty og Glenn Frey. Father John Mistys uhyre popularitet på
disse breddegrader er ikke gået mig forbi. Hans koncerter og pladen ’I Love
You, Honeybear’ er blevet skamrost fra vrå til slot. Jeg har dog, hverken set
ham live eller hørt albummet. Korrektheden af udsagnet herover, må jeg derfor
lade andre bedømme.
De første gange, jeg hørte, københavnske The
Love Coffins debut-ep ’Veranda’, fra sidste år, fik jeg virkelig en følelse af, at her var
noget på spil. En følelse af, at noget ikke var gået som ønsket eller forventet. Rådvildhed og skuffelse. Angst, depression, aggression. Jeg kan ikke
lige finde ordene. Frustration og vrede lyste ud af hver rille, støjende og
emanciperende. Det hører jeg stadigvæk. Men for hvert nyt lyt kaster ep'en nye skygger og nuancer af sig. Pragtfuldt!
Her den nye video til ’Black Shut
Eyes’, sat i billeder af Ágúst Einar:
…op og ned ad spadserestien,
ivrigt diskuterende og fægtende med arme og ben, var en fryd!”
- komponist Else Marie Pade om
sit første feriekursus for ny musik på Internationals Musikinstitut Darmstadt i
1962. Her ses hun, nederst til venstre, ved en forelæsning i den sydtyske by, samme
år. Else Marie Pade døde mandag, 91 år gammel.
“Etude, som jeg skriver i 1962, det er igen inspiration fra Stockhausen.
I Darmstadt holdt han en forelæsning om tiden, om hvordan nuet er et produkt af
fortiden og en forudanelse om fremtiden. Etude kom ind som en inspiration,
fordi man arbejder så meget med ekko, placeringer i rummet,
efterklangs-principper, tilbagekastninger og alverdens ting. Hvad med en lyd,
der griber en lyd, der griber en lyd, tænkte jeg. Det var efter den gamle remse
om, at en rose er en rose er en rose. Man har en begyndelse, og så sætter man
den i båndekko og hen over nogle maskiner. Så sætter man en ny lyd, som
behandles efter samme princip – og så er det, at de griber hinanden. Til sidst
kommer det altså op i et vældigt crescendo, og der fader vi simpelthen ud.”
Billedet og det øverste citat er
lånt fra ’Else Marie Pade. En Biografi’ af Andrea Bak. Gyldendal, 2009.
”I will say one thing though, that the new
record ("Hotel California") has indications that Glenn (Frey) is
starting to get down to it with his writing. I've known Glenn for years and
years and years and have always believed in him. Personally, I believe he's a
really beautiful cat. He's starting to make statements, like in "Hotel
California", abstractions of something that comes from the realisation of
another place, almost a dream sequence kind of thing”
- diplomatisk svar fra Gene Clark til det engelske
musikmagasin ’Dark Star’ #9, 1977, på et spørgsmål, om The Eagles var overfladiske
eller måske nok nærmere, om bandets manglende spiritualitet?
Læs hele interviewet. Og tag så at hør noget Gene Clark.
Èn af countryrockens sande mestre.
Dansk singer-songwriter med
international tække. Eller det er i al fald det indtryk de forskellige
anmeldelser, jeg har læst af Hartings nye album ’Summer Of Crush’, giver mig.
Hvor de danske kritikere var sådan, ”ja,
ja, vi har hørt dig”, så uddeler engelske og tyske magasiner og blogs, det
ene superlativ efter det andet.
“There isn’t a single
track on Summer of Crush that speaks to the entirety of the album — that is, no
one-song summary of the overall scope — but “Ship of Fools” is a highlight
anyway for its otherworldly echoing jangle, the intensity of its percussion, the
way its synth line brings horns to mind and the edge of judgment in Harting‘s
voice as he begins with the lines, “Eightballs of fine white powder/Snake oil
and alchemy/Bottles of ancient poison/Portions of sweet honey,” before making a
memorable hook out of “I know you know you know I know, you’re gambling/You
know I know you know I know, we’re gambling” over a tense bassline and odd
spurts of synth.”
Jeg kan godt lide pejlemærker. Umiddelbart
kan jeg dog ikke pege på anden musik eller andre kunstnere, der lyder som
Kristian Harting. Damon Albarn er nævnt et sted, men den tråd kan jeg ikke
følge.
Det er lige gået op for mig, at
Birgitte Hjort Sørensen, den offensive stjerne-studievært fra DR-serien ’Borgen’, er med i HBOs ambitiøse, nye satsning, ’Vinyl’. Hun spiller rollen som den
danske skuespillerinde, Ingrid Superstar. En rolle, der formentlig er modelleret
over en af Warhols muser, der blandt andet var med i ’Chelsea Girls’, og som i
1986 forsvandt sporløst på Jamaica. ’Vinyl’ foregår i New Yorks musikmiljø i
1970’erne og er skabt i et samarbejde mellem Martin Scorsese, Mick Jagger og
Sopranos-producenten Terrence Winter. Efter sigende har hver episode et
musikbudget på omkring en million dollaser.
Med så mange penge ude at svømme,
skal der jo noget i kassen igen. Der udkommer således et soundtrack med musik alene
fra første afsnit. Herpå finder man kendingsmelodi ’Sugar Daddy’ med Sturgill
Simpson, der spillede på Tønder Festvalen i 2015. Dertil kommer ’Rotten Apple’ med
Nasty Bits, ’Vinyl’s fiktive proto-punk orkester, hvis frontmand bliver spillet
af Mick Jaggers søn, James. Bag ham gemmer Brooklyn-bandet Beach Fossils sig.
David Johansen har også genindspillet et par gamle New York Dolls-klassikere
til serien.
1. Ty Taylor – ‘The World Is Yours’
2. David Johansen – ‘Personality Crisis’
3. Kaleo – ‘No Good’
4. Sturgill Simpson – ‘Sugar Daddy’
5. Ruth Brown – ‘Mama He Treats Your Daughter
Mean’
6. Otis Redding – ‘Mr. Pitiful’
7. Dee Dee Warwick – ‘Suspicious Minds’
8. Mott The Hoople – ‘All The Way From Memphis’
9. David Johansen – ‘Stranded In The Jungle’
10. Chris Kenner – ‘I Like It Like That’
11. Ty Taylor – ‘Cha Cha Twist’
12. The Jimmy Castor Bunch – ‘It's Just Begun’
13. Soda Machine – ‘Want Ads’
14. The Meters – ‘Hand Clapping Song’
15. Soda Machine – ‘Slippin' Into Darkness’
16. Edgar Winter – ‘Frankenstein’
17. Nasty Bits – ’Rotten Apple’
18. Foghat – ‘I Just Want To Make Love To You’
Her slutter det ikke. HBO udsender
desuden en digital-ep, fredagen før hver ny episode bliver sendt, med numre fra
det forestående afsnit. Disse munder så ud i endnu et soundtrack, der udkommer
op til sæsonfinalen. Selskabet har ikke løftet sløret for, hvilken musik der
bliver anvendt senere i ’Vinyl’, men det har røbet, at navne som Charlie
Wilson, Iggy Pop, Chris Cornell, Julian Casablancas, Charli Xcx, Nate Ruess,
Jess Glynne, Trey Songz, The Arcs og Royal Blood, dukker op undervejs.
I USA har ’Vinyl’ premiere søndag,
d. 14. februar. Herhjemme sker det d. 15, februar.
At Ork-bokssættet ’New York, New
York’ kom med, da Mod Strømmen sendte programmet om de bedste reissues fra 2015,
var ingen overraskelse. At alle tre værter så valgte at præsentere det anselige
udvalg af singler med deciderede powerpop-skæringer, kom imidlertid bag på undertegnede.
Hvor muligheden var for eksempelvis at spille Cheetah Chrome, Richard Hell
eller Mick Farren & The New Wave, så blev det i stedet til Chris Stamey, The
Marbles og Prix. Det var hverken for meget eller for lidt. Det var fedt.
På en af mine faste runder på
nettet, faldt jeg forleden over San Diego-bandet The Shambles, der blev dannet i
en fælles kærlighed til powerpop i 1990. Bandnavnet siger mig et-eller-andet.
Og det har intet med The Babyshambles at gøre, hvis der var nogen, der skulle få
det sjove indfald. The Shambles har rundkastet plader kontinuerligt siden midten af
halvfemserne. Sidste år udsendte det spanske label Bickerton Records ep’en ’Radio
Daze’, hvorpå tre numre stammer fra en radiooptagelse fra 2007, dertil kommer et ikke
tidligere udgivet nummer fra 2006.
“I don’t know how it
was made. I really don’t know. I don’t know where the music came from. I knew
Ben and Alex, but aside from that, I didn’t know a fuckin’ thing. I still don’t
know where it came from. That’s Suicide, too. Same thing. I don’t know where it
comes from.”
- Alan Vega om tilblivelsen af
albummet ’Cubist Blues’ til bloggen Aquarium Drunkard.
100% sikker er jeg ikke. Men mon
ikke genudgivelsen af 1996-albummet ’Cubist Blues’ med Alan Vega, Alex Chilton
og Ben Vaughn, bliver en af dem vi kommer forbi, når Mod Strømmen i morgen sender
Reissues mv. 2015? I december genudgav Light In The Attic/Munster Records
’Cubist Blues’, der oprindeligt blev udgivet af Henry Rollins på hans
plademærke 2.13.61 i 1996. Uden det vakte nogen form for opmærksomhed. Håber
det går bedre denne gang.
Her Aquarium Drunkard-interviewet
med Alan Vega og Ben Vaughn. Alex Chilton er lovligt undskyldt for ikke at medvirke i interviewet.
