At Ork-bokssættet ’New York, New
York’ kom med, da Mod Strømmen sendte programmet om de bedste reissues fra 2015,
var ingen overraskelse. At alle tre værter så valgte at præsentere det anselige
udvalg af singler med deciderede powerpop-skæringer, kom imidlertid bag på undertegnede.
Hvor muligheden var for eksempelvis at spille Cheetah Chrome, Richard Hell
eller Mick Farren & The New Wave, så blev det i stedet til Chris Stamey, The
Marbles og Prix. Det var hverken for meget eller for lidt. Det var fedt.
På en af mine faste runder på
nettet, faldt jeg forleden over San Diego-bandet The Shambles, der blev dannet i
en fælles kærlighed til powerpop i 1990. Bandnavnet siger mig et-eller-andet.
Og det har intet med The Babyshambles at gøre, hvis der var nogen, der skulle få
det sjove indfald. The Shambles har rundkastet plader kontinuerligt siden midten af
halvfemserne. Sidste år udsendte det spanske label Bickerton Records ep’en ’Radio
Daze’, hvorpå tre numre stammer fra en radiooptagelse fra 2007, dertil kommer et ikke
tidligere udgivet nummer fra 2006.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar