Selvom Spin Magazine var tænkt
som et alternativ til hæderkronede Rolling Stone, da det udkom første gang i
1985, og som sådan dækkede megen af den rockmusik, som interesserede mig i de
år, er det ikke et blad, jeg har læst særligt meget. Det burde jeg måske have
gjort. Jeg er nemlig fuldstændig på bølgelængde med Spin, når det kommer til dets
årsliste fra 1991. Den topper
skotske Teenage Fanclubs ‘Bandwagonesque’, foran applauderede kandidater som
’Nevermind’ med Nirvana, ’Loveless’ med My Bloody Valentine, ’Screamadelica’
med Primal Scream of ’Out Of Time’ med REM.
At ‘Bandwagonesque’s skurrende,
halvskæve powerpop er blevet sammenlignet med Big Star, kan næppe undre nogen. Morsomme
kritikere har ligefrem kaldt den for ”Big
Stars 4th”. I mange år havde jeg kun albummet overspillet til kassettebånd.
Uden trackliste-oplysninger eller andet. Det blev slidt sønder og sammen. Jeg
kan sangene i søvne, men jeg kender ikke titlerne. Sådan har jeg det faktisk
stadigvæk, selvom jeg satte penge i en cd med albummet i midten af
halvfemserne.
Teenage Fanclub kommer forbi Lille Vega, fredag d. 10. februar
Hvornår kan man tale om et
debutalbum? Grænserne er efterhånden blevet mere eller mindre flydende. Digitale
debuter er vist ligeså accepterede som fysiske. De næste tre uger får Mod
Strømmen besøg af navne, der alle har musik liggende på nettet, men som sikkert
ikke selv vil bruge etiketten debut. Det er alt for tidligt.
Vi begynder med Birds In Flight,
der lagde en demo online i oktober sidste år. Bandet har tidligere været omtalt
her på siden. Lad mig genopfriske, hvad Jan Damage Petersen skrev, i
begyndelsen af januar:
”Nogle af medlemmerne fra det pragtfulde hc-punk band, Love Potion,
bevæger sig her i en helt anden retning. Min første tanke var Teenage Fanclub
fra deres ’Bandwagonesqu’"-æra (der som bekendt var årets plade i ’91).
Det gør en gammel Fannies-fanboy, som undertegnet helt blød i knæene. Knasende
sprøde guitarer ala Neil, vokalharmonier, der sidder lige i skabet, pop-hooks,
som bør appellere til enhver, der kan lide Chilton. Ligesom Fannies ikke gav en
flying fuck, hvad angår tidens trend, såsom grunge, shoegaze eller madchester.
Så giver Birds In Flight heller ikke en flying fuck for, hvad der foregår lige
nu. De spiller bare fandens sprød rockmusik, så det synger i himlen. Jeg er
fan!”
Jeg er også fan, så stil ind nu
på torsdag, d. 2. februar (kyndelmisse), på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream. Som noget nyt kan man ligeledes fange radiosignalet på Tunein.
Birds In Flight og Big Mess spiller
opvarmning for amerikanske Cymbals Eat Guitars, når de besøger Stengade, fredag
d. 17. februar.
På fredag åbner Global op for
2017 med en udsolgt koncert med russiske Huun Huur Tu fra den centralasiatiske
Tuva-provins. ”Strubesang og shamanmusik,
som synes at komme fra en anden verden”, står der i koncertbeskrivelsen. Udsolgt
til strubesang, nu må jeg bede om mine himmelblå! Eller nej, lad bare de
himmelblå ligge. Det lille spillested på Nørre Allé 7 på Nørrebro, har nemlig, gennem det seneste årti, formået at få publikum ud til de mest ejendommelige
genrer og stilarter fra hele verden. Det kommer også til at ske i 2017.
På torsdag præsenterer Mod
Strømmen, så meget vi kan nå af Globals koncertprogram i de kommende tre-fire måneder.
Vi har forsøgt at gentænke faconen. I adskillige år har booker Peter Hvalkof været
forbi studiet. Han kommer ikke denne gang. I stedet får vi besøg af et par
stykker af dem, der får Global til at køre rundt. Frivillige ildsjæle, der har deres
gang i verdensmusikmiljøet, og ved, hvad der rør sig rundt omkring i den store
vide verden.
Stil ind, d. 26. januar, kl.
18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream. Som noget nyt kan man
ligeledes fange radiosignalet på Tunein.
Plakaten foroven er vist ikke helt opdateret.
Tjek Globals hjemmeside for fuldt program
“The repetitive,
hypnotic and rigorous drumming style – dubbed motoric – that would become the
backbone and trademark of krautrock”
'Beskrivelser lig ovenstående vil
med sikkerhed indgå i mange nekrologer over den tyske trommeslager og
medstifter af Can, Jaki Liebezeit, der døde i går. Mindeordene herover stammer
fra musikmagasinet, Rolling Stone.
Cans og Liebezeits indflydelse på
moderne musik skal nok blive dissekeret og rost over hele verden, de næste
mange dage. I stedet vil jeg fremhæve en EP fra 2013, som jeg hørte så sent som
i sidste uge. Ikke med Can, de indspillede deres svanesang, ’Rite Time’, i
1989. EP’en smager dog lidt af Can, eftersom den udsprang af arbejdet omkring
udgivelsen af ’The Lost Tapes’. Det fremragende Can-opsamlingsalbum med fraklip
og liveoptagelser fra perioden 1968 - 1977, der udkom i 2012.
Mens arbejdet med at håndplukke
de forskellige indspilninger til ’The Lost Tapes’, stod på, fandt to af de
oprindelige medlemmer af Can, Jaki Liebezeit og Irmin Schmidt, sammen igen.
Fandt sammen er måske så meget sagt. De havde nemlig holdt kontakten ved lige
siden Can og bistået hinanden i ny og næ på forskellige projekter. Sammen med Jono
Podmore, bl.a. Kumo / Metamono, og produceren Burnt Friedman, indspillede de under
navnet Cyclopean fire spor i Studio Les Rossignols i Allonnes i Frankrig.
Herunder ’Fingers’ fra EP’en. Som helhed er udgivelsen en kraftfuld, legende og sofistikeret form for stammemusik, med
brug af theremin, hjemmelavede guitarer og et ombygget klaver.
Billedet øverste stammer fra en drabelig
hed eftermiddag i 2015, hvor Jaki Liebezeit optrådte sammen med nævnte Burnt
Friedman på Gloria-scene på Roskilde Festival. D’herrer har lavet en fire-albumserie,
’Secret Rhythms’, der i den grad også er anbefalelsesværdig blandt Liebezeits
sene kollaborationer.
Lad mig også tage et eksempel på
deres samarbejde. Her ‘The
Librarian’ feat. David Sylvian fra det andet ‘Secret Rhythms’-album fra 2006.
“I write mostly when
the urge strikes. But I do write something every day. It might be something I
read in a book or a poem that I looked at. I might write down exactly what I
read, or I might write down the thoughts I have about those words. It could
even be the name of a place that I see in my travels. That's often the most
beautiful thing: finding a word in its natural habitat, seeing a place name and
understanding that it is the signifier for a place that I'm passing through.
There are also certain writers I will revisit, and those writers give me that
little tweak that I find dependable, that tweak that keeps me writing and
thinking.”
- M.C. Taylor alias Hiss Golden
Messenger til siden Songwriters On Process.
Her finder man også interessante
interview med folk som Mac McCaughan fra Superchunk, Jay Gonzalez, der er med i
koncertaktuelle Drive-By Truckers (Amager Bio / 9. marts), Richard Buckner, Bethany
Cosentino fra Best Coast, Chis Difford
fra Squeeze, Craig Finn fra The Hold Steady, Adam Granduciel fra The War On
Drugs, Rhett Miller fra Old 97s, Sonny Smith fra Sonny & The Sunsets, Kurt
Wagner fra Lambchop med mange flere.
Slutter af med et citat af David Kilgour
fra The Clean, The Heavy Eights mv., der fortæller hvad han gør, når det hele er
gået i hårdknude:
“I'll tell you what
does help: marijuana. I smoke a joint,
and boy, marijuana has given me a lot of great music. I don't do it as much
anymore, but I have used it as a boost to creativity or to get me more excited
to work on something that I've been working on for a long time. It allows me to work on a piece of music over
and over again, and it makes that music still sound fresh. It lets the mind fly a little bit.”
Punkere gav ikke en døjt for Ed
Kueppers første band efter The Saints. The Laughing Clowns, som det hed, blev mødt af antipati
og vrede. Bagved gemte der sig sikkert ligedele forvirring og skuffelse. Hvis
de samme punkere, havde givet sig tid til at høre The Saints´ tredje album, den
kommercielle fiasko, der fik EMI til at fyre bandet, ’Prehistoric Sounds’, så
havde de sandsynligvis haft en idé om, hvilken retning Ed Kuepper ville gå i.
Diskrepanserne om The Saints
fremtid mellem de to hovedmænd, Chris Bailey og Ed Kuepper, var så småt brudt
ud under indspilningerne af 1978-skiven, ’Eternally Yours’, hvor bandet
begyndte at arbejde henimod et R&B-udtryk med blandt andet en hornsektion.
Bailey foretrak popmusik, mens Kuepper ville trække musikken i en avantgardist
retning. De gik hvert til sit efter ’Prehistoric Sounds’. Bailey blev i
England. Kuepper tog hjem til Australien og annoncerede en tidlig pension.
Lykkeligvis løb han ind i et par gamle skolekammerater, der overbeviste ham om,
at de skulle danne et band, der skulle blende free-jazz, bluegrass og
krautrock. Det blev til The Laughing Clowns.
Her et klip fra australsk tv fra
1980, hvor The Laughing Clowns spiller 'Holy Joe'. Nummeret blev først udsendt på plade fire år senere.
Kan man tale om en særegen
australsk scene i disse år? Måske er der tale om flere lokale scener? I så
fald, er der så en form for rivalisering mellem millionbyerne Sydney, Melbourne og
Brisbane? Eller er de mange eminente rockorkestre fra downunder en del af dét,
man kan kalde verdensomspændende tendenser. Jeg ved det ikke.
Der sker ikke desto mindre ting og sager dernede, som bliver forholdsvis stedmoderligt behandlet herhjemme. Okay, Tame Impala er store, King Gizzard
& The Lizard Wizard er også et populært navn. Men hvad med Royal Headache,
Bed Wettin' Bad Boys, Blank Realm, Eddy Current Suppression Ring, Total
Control, Scott & Charlene's Wedding, Ausmuteants, Tyrannamen og så videre
og så videre. Der er mere end rigeligt at tage fat på.
Lyt med nu på torsdag, hvor
Matthew Moller, der udover at slå på trommer i Less Win, også har kørt et
radioprogram i Australien gennem adskillig år, og Jan Damage Petersen, Mod
Strømmens egen hoodoo guru udi Oz., formentlig kommer svarene på ovenstående
spørgsmål en smule nærmere
Stil ind, kl. 18.00, d. 19 januar, på enten på 98.9 FM eller
via den direkte livestream. Som noget nyt kan man også fange radiosignalet på Tunein.
Historierne om The Rolling Stones
American Tour 1972, der fulgte i hælene på udgivelsen af ’Exile On Main St.’ i
maj, samme år, er mange. Kritikeren Dave Marsh kaldte senere turneen ”an benchmarks of an era.” Men var den nu også så vild og uhæmmet med smadrede hotelværelser allevegne, som rockannalerne
beskriver?
Tja, døm selv. Her en opgørelse
over ødelæggelserne efter, at gruppen havde boet i Hugh Hefners Playboy Mansion
i Chicago i adskillige dage.
…hedder Uranium Club. Min
introduktion til bandet var gennem den månedgamle ep, ’All Of Them Naturals’. Siden
har jeg fundet ud af, at de i 2015 udgav kassettebåndet, ’Human Exploration’,
der sidenhen også er udkommet på vinyl.
Stilmæssigt læner de sig op ad
Devo og det tidlige Wire. Referencerne stopper dog ikke der. Af nyere bands kan
man blandt andet sammenligne dem med Tyvek fra Detroit og The Coneheads fra Indiana
eller australske Total Control, for den sags skyld. Det er energisk, minimalistisk,
talentfuld, skæv, befriende morsom og iørefaldende punkrock. Tusind tak.
“It was, like, really
big. It was as big as a wagon wheel. He was playing, and this vision of him
playing this tambourine just stuck in my mind.”
- Bob Dylan i noterne til
opsamlingen, ’Biograph’. Jeg havde faktisk glemt, at Bruce Langhorn var Mr. Tambourine
Man. Magasinet No Depression dykker ned i historien om Langhorn her.
Af Jan Damage Petersen. Manden med de sprøde beats, der om en uges tid
eller deromrking endnu engang er medvært i Mod Strømmen. Denne gang sammen med
Matthew Moller i en udsendelse om nyere australsk rockmusik.
20. Lithics: ’Borrowed
Floors
Portland har altid set ud til at
være arnested for en spirende punkscene. Byen har i hvert fald fostret nogle af
undertegnedes favoritter indenfor den kategori igennem tiderne. Lithics er en
kvartet, der lægger sig i kategorien art. De har visse ligheder med
sluthalvfjerdserbands såsom Devo, The Fall etc. Tom Verlaine guitarspil må også
nævnes som inspirationskilde. Alt er skåret ind til benet, og de minimalistiske
kompositioner fremhæver, at det er et velspillende band, man har med at gøre. Med
en længde på 25 min., får man under alle omstændigheder ikke for meget.
19. Thigh Master:
’Early Times’
Jeg har læst mig til, at der var
en del indierockere i Australien, der gik rundt og ventede på debuten fra Thigh
Master. Den har nemlig været undervejs siden 2013, men de skulle lige blive til
en kvartet og have implementeret en ekstra guitar. De ventende er sikkert ikke
blevet skuffet, da kvartetten fra Brisbane kan deres guitar-janglepop til
fingerspidserne. Flying Nun catchiness, lo-fi punket indie ala Sebadoh. Læg
dertil, at de er bysbørn med The Saints,
og det kan høres. Det er dæleme en solid debut.
18.Dan Stuart with Twin Tones: ‘Marlowe's
Revenge’
Green On Reds arv som et af de
bedste bands og foregangsmænd for den alternative americana-bølge, er ikke til
at tage fejl af. Ikke mindst den dystre plade, ’The Killer Inside Me’, står for
mig som en milepæl. Adskillige stoffer og et eksil i Mexico senere, vendte den
tidligere stordrikkende frontmand Dan Stuart tilbage til musikken i 2012 med et
glimrende soloalbum. Denne gang har han hevet fat i Twin Tones fra Mexico City,
der på fornemmeste vis formår, sammen med en sprudlende Stuart, at føre Green
On Reds oeuvre videre i 2016. Næste gang han kommer forbi, håber jeg vi er mere
end 40-50 mennesker på Loppen. Folk, der ikke kender Green On Red, kan sagtens
begynde med ’Marlowe's Revenge’.
17. Kal Marks: ‘Life Is Alright, Everybody Dies’.
Nye post-hardcore plader, har det
ikke altid nemt, efter vi trådte ind i nullerne. Af og til dukker der dog noget
op. I år dukkede der et band op fra Boston, omend i en sludge-udgave. Selvom
pladen har en mere optimistisk tilgang end deres forrige plader (deres seneste
hed ’Life Is Murder’), så er universet stadig dystert og melankolsk. Det er på
udgivelser som disse, at trio-formatet bliver optimalt, hver en tone, anslag og
pause kommer til sin ret. En plade, der vækker gode minder.
16. Psychic Ills:
’Inner Journey Out’
Sjældent har en plade ramt mig så
hårdt lige fra første sekund, som ’Inner Journey Out’ gjorde, da den udkom i
sommer. Tilbagelænet og cool som bare fanden. Det perfekte soundtrack til en
stille røgfyldt bar, et sted ude hvor kragerne vender. Desværre er pladen lidt
for lang, men det har ikke forhindret mig i, at høre side a,b og c igen og
igen. Det faktum og lidt for banale tekster gør, at det desværre ikke blev det
mesterværk, jeg i første omgang troede det var. Men mindre kan også gøre det.
15. Cheena: ‘Spend The Night With...’
Begrebet supergruppe er efterhånden en af de største floskler i musikbranchen,
men lad os bare kalde Cheena for én sådan, da vi alle ved, hvad det betyder. Ty
Segalls Gøggs var i 2016 et glimrende eksempel på, at en supergruppe nødvendigvis
ikke behøver at lyde så super endda.
Cheena består af medlemmer fra Pharmakon, Crazy Spirit og mine personlig
favoritter Hank Wood & The Hammerheads. Pladen emmer af god sangskrivning
og interessante ideer, og selvom inspirationerne kalder én tilbage til bl.a.
New York Dolls og Gun Club, så er ’Spend The Night With...’, et glimrende bud på
en anderledes punkrock-skive anno 2016.
14. Iggy Pop: ‘Post
Pop Depression’
Josh Homme har udgivet noget af
det mest overvurderet lort i mands minde. Så fik jeg sagt dét. Jeg bandede ham
langt væk, da jeg hørte, at han nu heller ikke kunne holde nallerne fra Iggy,
men heldigvis tog jeg fejl (for en gang skyld). Til gengæld hjælper han
uforlignelige Iggy med at finde tilbage til ’77, hvor solokarrieren tog fart
med ’Lust For Life’ og ’The Idiot’. ‘Post Pop Depression’ er forrygende fra
start til slut, og kun et par gange stikker den lange røde snotten frem, men
det gør slet ingenting, Josh. Respekt. Bonus info: Det var Iggy selv,
der skrev til Josh, og manden er trods alt ikke idiot.
13. Toys That Kill: ‘Sentimental Ward’
Jeg kommer selv til at associere poppunk med en masse gyselige bands, så
tillad mig at kalde Toys That Kill for melodisk punk i stedet. Sådan som det jo
har været lige fra begyndelsen, ikke mindst med The Ramones som ingen vil
betvivle er punk - som bare fanden.
Det er vel også læderjakkerne fra New York, som kommer nærmest TTK, hvis jeg
skal prøve med en sammenligning. Frontmand Todd Congelliere har en fortid i
F.Y.P og udgiver også plader under eget navn. Fælles for dem alle er, at punken
stikker i mange retninger, men samtlige numre er catchy som ind i helvede. ’Sentimental
Ward’ er måske hans mest gennemførte plade til dato, og så er de fra Minutemens
San Pedro i udkanten af L.A. Hvad filan er der med det sted?
12. Teenage
Fanclub: ’Here’
Lige så forudsigeligt som, at
Bowie ville lande i toppen af samtlige musikmagasiners årslister, er det, at
Teenage Fanclub ender på min top 20, når de kommer med en ny plade. De bidrager
som sådan ikke med noget nyt, til deres i forvejen imponerende bagkatalog, men
bandet er bare så fandens gedigent. Deres store force er, at de har tre
sangskrivere, der nogenlunde ligeligt bidrager henover pladerne. Norman Blake
er popsnedkeren, Raymond McGinley tager sig af balladerne, mens Gerard Loves
styrke er de snørklende og smukke guitarfigurer. ’Here’ er mere af alt det gode
fra The Fannies, indie-rock for voksne.
11. Bad Breeding: -
S/T
Når jeg sådan har gået rundt i
2016 og syntes at verden er at lave, så kan det være meget befriende at høre på
sure unge mænd, der synes det samme som én selv. Det er en samhørighed som mennesker,
der lytter til hc-punk udemærket kender til. Samhørigheden udebliver dog, hvis
bandet stinker. Bandet er fra Stevenage, det ligger i nærheden af Stanstead
Airport, som er det gudsforladte sted man lander, når man flyver med Easy Jet
til London. Så tror da fanden, at Bad Breeding får lyst til at smadre igennem
på sine instrumenter til noget nær perfektion. Selvom bandets hc-punk lyder
forfriskende er inspirationerne fra f.eks. anarcho-landsmændende Crass, ikke
til at tage fejl af. Pladen er også en selvgjort lækker sag, med masser af
inlays, tegninger, kollager etc., til den nette sum af 100 kr.
10. Steve Gunn:
‘Eyes On The Line’
Der er et eller andet med de der
avantgardistiske guitarekvilibrister for tiden. Nogle hælder nok mest til Gunns
instrumentale soloplader, samt hans duo-plader med andre eksperimenterende
kollegaer. Dette er hans tredje album som sangskriver med fuldt band, og hans
første på pladeselskabet, Matador. På scenen ligner han en lille dreng, og han
har formentlig aldrig kastet sig på knæ og liret sin guitarsolo af. På ’Eyes On
The Line", lyder han ligeså selvsikker, som en anden Dylan med solbriller
og højt hår. ’Easy Going Dude’ er et glimrende bevis på, at rock’n’roll sagtens
kan være meditativt, uden overhovedet at være ambient, psych eller kraut. Hurra for gode sange!
9. Scott & Charlene's Wedding: ‘Mid
Thirties Single Scene’
Det første af to bands fra
Melbourne på denne årsliste. Opkaldt efter Kylie Minogues og Jason Donovans
berømte bryllup i den australske 80'er tv-serie Neighbours, i rollerne som
Charlene og Scott. Det er ret sjovt, og det er frontmand Craig Dermodys
tektster også. Det gør det ikke værre, at de bliver bakket op af den ene
slacker anthem efter den anden. Havde Craig skrevet sine sange på samme tid,
som da Pavement var på deres højeste i 90'erne, var han blevet en af de rigtig
store indie-helte. Det er et hypotetisk faktum.
8. Hypnopazuzu: ‘Create Christ, Sailor Boy’
David Tibet fra Current 93 laver
en plade sammen med Youth fra Killing Joke. På papiret det lød på
interessant...og dét er det også. Det er efterhånden 32 år siden at Youth var
at finde på C93 pladen, ’Nature Unveiled’. D’herrer husker åbenbart glimrende
og synes at det var tid til at tage tråden op igen. Hvor Tibets musik de
seneste år har haft fokus på det minimalistiske, er Youths baggrundstæppe fyldt
med patos af strygere, synths, percussion etc., hvilket ikke gør Tibets univers
mindre teatralsk. Men en gudsbenådet historiefortæller som ham, kan slippe
afsted med hvad som helst. Bevares, manden vil altid dele vandene, men for mig
er det ingen sag at købe præmissen og lade sig rive med af historierne om
stjerner, sex og magi.
7. Mountains And
Rainbows: ’Particles’
Forrygende orkester, som dukkede
op ud af det blå. Det viser sig dog, at de har eksisteret i ti år, godt gemt
væk i Detroit. Heldigvis fik gruppen en supporttjans i hjembyen for allestedsnærværende
Thee Oh Sees. Frontmand John Dwyer var ikke sen til at høre, at det band skulle
signes med det samme på hans eget label Castle Face Records. Det blev til en
dobbel-tlp, der lægger ud med fem-seks fremragende cathcy garage-sange, med sax
og hele molevitten, for så at ende ud i mere udstrækkende psykedeliske numre.
Pladen er efter sigende et mix af de seneste ti års sangskrivning og spontan
kreativitet. Årets mest og bedst bevarede hemmelighed.
6. Parquet Courts:
’Human Performance’
De tidligere texanere og nu New
Yorkske Parquet Courts, har et væld af inspirationskilder på samvittigheden,
fordelt over deres fem studiealbums. Det har lige fra starten været et
charmerende bekendtskab, men med ’Human Performance’ nærmer vi os noget der
ligner et selvstændigt mindre mesterværk. Der er skruet ned for tempoet og
dykket ned i musikhistorien, helt tilbage til dét, der begyndte det hele, The
Velvet Underground. Alligevel er Parquet Courts sig selv, og det er langt mere
end, hvad størstedelen af tidens mange unge og gode indiebands kan sige. F.eks.
er sangen ’Berlin Got Blurry’, nærmest helt Elvis Costello’sk, men alligevel
lyder den unægteligt som Parquet Courts. Det er sejt!
5. Cian Nugent: ’Night
Fiction’
Cian Nugent har med sit backingband
The Cosmos, bevæget sig indenfor den instrumentale rock, men nu fik han
gudskelov lyst til at smide lidt vokal på. Selvom manden er fra Dublin, er
sangene som taget ud af den amerikanske vestkyst, og leder tankerne tilbage på
bands som Grateful Dead og Allman Brothers Band. Samme skole som Steve Gunn
iøvrigt, når denne laver plader med sit band. Ikke overraskende er det Woodsist
Records fra San Francisco, der udgiver. Det er efterhånden et imponerende
bagkatalog, de har. Læn dig tilbage og glem alt om, at du har travlt og lyt
noget mere til Cian Nugent.
4. Tyrannamen: S/T
Fem år med shows i hjembyen
Melbourne, skulle der gå, før Tyrannamen fik lagt noget ned på vinyl. Det har
højst sandsynlig noget at gøre med, at bandet er et sideprojekt, der bl.a. har
medlemmer fra indierockerne Twerps, The Stevens og Whipper. Stilen er garage
rock/power pop, der lægger sig midt imellem verdens bedste band Royal Headache
og Reigning Sound. Otte ørehængende skæringer man holder af med det vuns.
Pladen nåede lige at få en europæisk udgivelse på Static Shock, så der er ingen
grund til ikke at købe pladen. Australia
rules. Igen!
3. Dinosaur Jr.: ‘Give A Glimpse Of What Yer
Not’
Når kongerne af indie-/støj-rock
er i topform, så er der sgu ikke et øje tørt. Og det må man sige at Mascis,
Barlow og Murph er her, på deres fjerde og bedste udspil, siden gendannelsen i
2005. Kender du ikke rigtigt bandet (hvilket vil være mærkeligt), så begyndt her.
Kender du bandet, men troede, at de var over
and out, så tro om igen. Har du allerede købt pladen, så ved du, hvad jeg
snakker om. At købe den nye plade med Dinosaur Jr. i 2016, er at være med på
beatet. Imponerende!
2. Spacin': ’Total
Freedom’
Lo-fi-psych rock’n'rollerne fra
Philadelphia's brug af mund, samt tunge på
deres cover, har gjort , de har fået en reprimande af selveste The Rolling
Stones. Derfor er det så meget mere fantastisk, at de med deres anden
fuldlængde stadig gøre brug af det, og kalder pladen for ’Total Freedom’. At Spacin'
gør, hvad der passer dem, et perfekt udgangspunkt, når man skal lave musik.
Lo-fi produktionen får lige en dyne af lo-fi ovenpå, og de får skabt et
uforligneligt univers med en plade, der bare bliver ved med at åbne sig op.
Dette kan kun gøres, fordi sangene er i orden. Omend ingen af de ni skæringer
formentlig er blevet spillet på samme måde to gange. Spacin’ består af fremragende
musikere fra bl.a. det brillante band Birds Of Maya, der har medlemmer fra det
ligeså fremragende Purling Hiss, der også er gæster på denne plade. Og sådan
går det hele så herligt i ring. Total Freedom!
1. The Wedding Present: ’Going Going’
Ja, ja, du troede sikkert, at
David Gedges The Wedding Present, for længst var langt fra bandets heydays. Men
2016 var året, hvor bandet udgav intet mindre end et mesterværk, med den tyve numre
lange ’Going Going’. Den begynder kryptisk med smadder og instrumentale
arrangementer, men efter fire numre spytter David den ene fremragende sang ud
efter den anden. Bandet er i storform. Gedge mestrer de fleste indierock-tekniker,
men når det kommer til stille-støj-stille øvelsen, er det svært at finde bands
i dag, der kan gøre Wedding Present kunsten efter. Jeg slutter med et citat fra ‘Groundskeeper
Willie’; "Come on lads!, Lets take
'em to school!".
Boblere:
Mudcrutch :
‘2’
Half
Japanese: ‘Perfect’
Soda Eaves:
‘Murray, Darling’
Octagrape:
‘Aura Obelisk’
Car Seat
Headrest: ‘Teens Of Denial’
Cold Pumas:
‘The Hanging Valley’
David
Bowie: ‘Blackstar’
John Doe: ‘The
Westerner’
Goat: ‘Reqiuem’
Bob Mould:
‘Patch The Sky’
Shirley
Collins: ‘Lodestar’
Matt
"mv" Valentine: Blazing Grace’
Honorable mentions:
John
Carpenter: ‘Lost Themes II’
Doug
Tuttle: ‘It Calls On Me’
Wovenhand:
‘Star Treatment’
Bad Sports:
‘Living With Secrets’
Leather
Towel: ‘IV’
Gap Dream: Thi’s
Is Gap Dream’
Nails: ‘You
Will Never Be One Of Us’
Tim Hecker:
‘Love Streams’
Ultimate
Painting: ‘Dusk’
Nick Cave
& The Bad Seeds: ‘Skeleton Tree’
PJ Harvey:
‘The Hope Six Demolition Project’
Årets reissues:
Country
Teasers: ‘Destroy All Human Life’
Miracle
Legion: ‘Portrait Of A Damaged Family’
David
Kilgour: ‘Sugar Mouth’
The Clean:
‘Getaway’
Big Star:
‘Complete Third Vol.1: Demos To Sessions To Roughs’
Manyfingers:
‘Our Worn Shadows’
Sun Ra. ‘Singles
Volume 1: Definitive 45s Collection (1952-1961)’
Årets
arkiv-udgivelse:
Träd, Gräs Och Stenar: S/T (Box Set)
Danske anbefalinger:
Igen i 2016 var der mange
glimrende danske plader. Glimrende, kan man ligeledes sige om Mod Strømmens
gæsteskribenter. Alle har nævnt mine danske anbefalinger op til flere gange. Jeg
ser derfor ingen grund til at gentage, følgeligt bliver min liste yderst
sparsom. Jeg vil dog lige nævne (igen-igen), debutpladerne fra beat-rockerne
Orcas og de melodiske punks i Big Mess. Begge plader er overlegne, jeg glæder
mig meget til at følge dem fremover. Gode venners bands har der også været en
del af, men dem nævner jeg ikke - ingen nepotisme her.
Én (desværre kun digital) udgivelse har dog taget fusen på
mig i en sådan grad, at jeg bliver nødt til at skrive lidt om den:
Birds In Flight: Demo
Nogle af medlemmerne fra det
pragtfulde hc-punk band, Love Potion, bevæger sig her i en helt anden retning.
Min første tanke var Teenage Fanclub fra deres ’Bandwagonesqu’"-æra (der som
bekendt var årets plade i ’91). Det gør en gammel Fannies-fanboy, som
undertegnet helt blød i knæene. Knasende sprøde guitarer ala Neil,
vokalharmonier, der sidder lige i skabet, pop-hooks, som bør appellere til
enhver, der kan lide Chilton. Ligesom Fannies ikke gav en flying fuck, hvad angår tidens trend, såsom grunge, shoegaze eller
madchester. Så giver Birds In Flight heller ikke en flying fuck for, hvad der foregår lige nu. De spiller bare fandens
sprød rockmusik, så det synger i himlen. Jeg er fan! (Birds In Flight kigger
forbi Mod Strømmen, d. 2. februar)
Årets første besøg. The Brotherhood
Of Sonic Love debuterede med en ep med fire numre i november sidste år. Titlerne ‘Wrong Side Of The Track’, ‘Down
In Style’, ‘Load & Explode’ og ‘I Wanna Touch Your Soul’ lader måske ane,
hvor vi skal hen. Hvis ikke, så lad mig kort skitsere det som garvet støj-
og smadderrock. Spillet af et broderskab af rutinerede rotter (plus en novice) fra
den københavnske musikliv, med baggrund i On Trial, The Rosa Riot, Wild Evil
Entertainment Dept., Rum 37 med flere.
GFRs anmelder mener, at ”Det er bundsolidt og uhyre sikkert håndværk,
hvor der ikke rystes det mindste på hånden, så man straks føler sig i trygge
rammer og ved, at det her er ikke en tur hvor man pludselig skrider ud i
svinget og ryger i grøften.” Et stykke hen ad vejen, kan jeg godt give ham
ret, selvom jeg har det somom, at jeg ”skrider
ud i svinget og ryger i grøften” undervejs. Men det er en behagelig måde at
miste fodfæstet på.
Bandet har efterhånden spillet en
del koncerter rundt omkring i byen. Næste gang de står på scenen varmer de op
for Brooklyn-rockbandet, The Mystery Lights, på Loppen, d. 22. februar.
Stil ind nu på torsdag, d. 12.
januar, kl. 18.00, på enten på 98.9 FM eller via den direkte livestream. Som
noget nyt kan man ligeledes fange radiosignalet på Tunein.
