Blogger Widget

søndag den 31. marts 2013

Sverige III med Henrik Klitstrøm og Anders Grøn i Mod Strømmen


Valiumradio” var et ord som Anders Grøn brugte et par gange i Sverige II. Ikke nedsættende, han var selv med til at udvælge musikken, men som følge af, at numrene undertiden faldt så meget i tempo, at de kunne minde om dopede søvngængere.

Nu på torsdag, sender vi den tredje udsendelsen om svensk rock. De forrige har om noget stået i proggens tegn. Vi har været forbi psych-drone avantgardister, Pärson Sound, der senere formerede sig til Träd, Gräs Och Stenar, Harvester, Arbete Och Fritid mv (Pärson Sounds debut fra 1968, er med på den liste med ’The Top 100 Alternative Albums of the 1960s’, som musikmagasinet Spin netop har offentliggjort). Den alt for tidligt afdøde Thomas ’Mera’ Gartz har fået ristet en rune. Forskellene på tilgangen til musikken i henholdsvis Stockholm, Göteborg og Malmø er blevet eksemplificeret. Hovedvægten har været på sluttresserne og første halvdel af halvfjerdserne, tiden fra de spæde hippieeksperimenter, kollektivismen, moderniseringen af den svenske folkemusik til politiseringen.

Hvad der skete derefter, har vi ikke været inde på. I årtierne efter blev progg-bevægelsen ugleset. Det hed sig, at den var politisk indoktrineret og flød over med venstresnoede fantaster og nyttige idioter. Det er først i nullerne, at et nyt kuld af musikere har taget den til sig. Det er også her, at Henrik Klitstrøm og Anders Grøn har tænkt sig at træde ind i historien igen. "Hvad kendetegner svensk kontemporær psych-rock?", kunne et af mine spørgsmål måske komme til at lyde? Hvilken retning programmet tager, er dog alene op til d’herrer.

Lyt med fra kl. 18-20, torsdag d. 4. april (98.9 FM / 98.8 Hybrid).

Ingen kommentarer: