Blogger Widget

søndag den 26. februar 2017

Sådan gik der tre dage / ‘Up In Her Room’


Den første million er den sværeste, hedder det vistnok i pengekredse. Ikke, at jeg på nogen måde kan hævde, at jeg har min gang i slige cirkler. Ikke desto mindre, kunne det indimellem, være rart at bruge hovedet til noget, der måske giver mere mening, end at prøve at komme i tanke om hvem, et nummer, jeg ikke har hørt i umindelige tider, egentlig er med. Aktuelt har jeg brugt henved tre dage på at nå frem til, at det var en gammel The Seeds-sang, som jeg hørte en coverversion af forleden. Det var først sent i går aftes, det gik op for mig.

Torsdag aften væltede sneen ned over København. Jeg bryder mig ikke om at cykle i sne og frost, så jeg var med det offentlige. Jeg hørte musik på min iPod, nærmere bestemt The UFO Club. Samarbejdet mellem Christian Bland fra The Black Angels og Lee Blackwell fra Night Beats. Og, ja, bandnavnet er en hyldest til den berømte 1960’er klub i London, hvor man blandt andet kunne opleve digtoplæsning, lysshows, avant-garde kunst af Yoko Ono og husorkestrene Pink Floyd og Soft Machine mv.

Hvorom dette handler, så lyttede jeg til ’Up In Her Room’ fra det selvbetitlede The UFO Club-album fra 2012. Jeg kan ikke huske, om jeg tidligere har tænkt på, at den virkede bekendt, men der i bussen, begyndte jeg under alle omstændigheder at fundere over, hvis sang det var. Sådan gik der tre dage…



Ingen kommentarer: