I den seneste Mod
Strømmen-udsendelse, Shoot From The #7 (2021), spillede Jan Damage Petersen et
nummer af San Francisco-bandet, Cindy. Måske brugte han termen slowcore om det?
Jeg kan ikke huske det. ’Seeing Double’, som sangen hedder, fik mig ikke desto
mindre til at tænke på den lofi-jingle-jangle-scene, der blomstrer i the Bay
Area i disse år. I udsendelsen, nævnte jeg, Kevin Lynns enmandsprojekt Sad Eyed
Beatniks, der udgav et fremragende kassettebånd sidste år. Nu viser det sig, at
Cindy og Sad Eyed Beatniks udkommer på det samme kassettelabel. Selskabet
hedder Paisley Shirt Records, og blev etableret af netop Kevin Lynn tilbage i
2013. Paisley Shirt Records præsenterer sig med et slogan, der omgående fangede
min interesse. Det hedder: ”Listen to "The Boy In The Paisley
Shirt" by Television Personalities and you'll get a good idea of what
we're about.” At Cindy udkom på selskabet var dog gået mig forbi.
Til gengæld er jeg vild med de to
kassettebånd som R.E. Seraphin har udgivet på Paisley Shirt Records. Seraphin
var tidligere med i bandet Talkies, der udsendte et par album på nu lukkede Burger
Records. Begge bånd kom sidste år. Musikken er egentlig meget enkel og
ligefrem, mens tekstuniverset er lige dele kynisme og sentimentalitet. Flere
har peget på The Feelies i ’The Godd Earth’-perioden, men udgivelserne er ligeledes
blevet kaldt Paisley-pop. En etikette, jeg ikke helt kan regne ud, hvad dækker over,
og så måske alligevel. Der er masser af bevidste eller ubevidste musikalske
referencer til gedigne popbands fra halvfjerdseren og firserne. Deriblandt
flere fra den såkaldte Paisley Underground-scene. Paisley Shirt Records har nu
vi er ved det rent faktisk udgivet en kompilation med grupper fra selskabet
under titlen ’Paisley Overground,’ men det er en helt anden historie.
Fra det første kassettebånd, ’Tiny
Shapes’, der kom i marts 2020, kommer her et cover af Lee Hazlewoods ’I’d
Rather Be Your Enemy’, som første gang så dagens lys på Hazlewoods
breakup-plade ’Requiem For An Almost Lady’, der kom i 1971.
Fra det andet bånd ’A Room
Forever’, der udkom juni 2020, kunne jeg have valgt en fortolkning af Dean
Wareham, som vi for resten også havde på spillelisten i omtalte ’Shoot From The
Hip’. Her kommer dog en af Seraphins egne kompostioner ’A Day’s Work’, der i den
grad minder mig om ja, The Paisley Underground.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar