Nytårsmorgen, 1966

Washington Square Park i New York City i fugleperspektiv, nytårsmorgen, 1966.

Fortjener Bob Dylan en form for et monument? Læs mere. Skriv under, hvis du lyster.

Godt nytår.

Besjæling

Dette er ikke en analyse. Dertil ved undertegnede ikke nok om emnet. Lad os kalde det et forsøg på at indkredse nogle tendenser. Ganske kort, drejer det sig om, hvordan naturromantikken måske har fået comeback i rockmusikken. Hvor mange bandbilleder har du set fra i år, hvor forladte fabriksbygninger, graffitimalede togstammer, en husmur eller en gade i et udpint kvarter, har dannet baggrund? Ikke mange, når du tænker dig om, vel?

Derimod, har der været adskillige, hvor orkestre har poseret i naturen. Vi har set barske vinterlandskaber, vårgrønne skove og tundralignende stilhed. Vi har set bjergmassiver, regnfulde efterårsperspektiver og sommerlig idyl. Motiverne skal selvfølgelig være med til at skabe en stemning. Det kan være af den introverte og forpinte enspænder. Det kan være kollektiv massebesjæling med plads til åbenbaringer og natursyner, som digteren Schack von Staffeldt i sin vildeste fantasi ikke kunne have romantiseret. Det kan være det uspolerede og oprindelige, man er på jagt efter.

Som nævnt er dette ikke en analyse. Kun nogle betragtninger på en morgen, hvor Rimfakse har trukket vognen med månen over nattehimmelen og har efterladt sig fjerlette spor af rimfrost. Tak for ordet.

’Abraham, Martin & John’

Vi er i 1968. Der er så småt ved at komme skred i folkmusikken igen, efter den i nogle år har levet en hensygnende tilværelse. At det gamle doo-wop og teenageidol, Dion DiMucci, skulle følge den vej, kom givetvis bag på mange.

Siden ungdomsårene, havde Dion været afhængig af heroin, men en heftig religiøs oplevelse i april 1968, som vi ikke skal komme nærmere ind på, fik ham på andre tanker og i behandling. Da han sent samme år, vendte tilbage til scenen med blød rullekravesweater, kasserollefrisure og en chik brille, var det med Dick Holler’s ’Abraham, Martin and John’, som han havde fået stukket i hånden af pladeselskabet. Titlen siger nærmest sig selv. Hvis ikke, er der hjælp at hente i familienavnene Lincoln, Luther King og Kennedy.

Sangen er senere indspillet i utallige versioner. Her skal vi blot nævne Bob Dylan’s gospel-liveudgaver. Om hvilke, der går det rygte, at Dylan fra koncertåret 1981 og frem, tilegnede en vis Lennon, der var blevet skudt ned på åben gade i 1980.

Årets Pophit

Bølgerne og humøret kan godt gå/være højt i radioprogrammet Mod Strømmen. Som regel foregår det for lukkede mikrofoner. Det hænder, at de meningsudvekslinger, som redaktionen har under musikken, dukker op i en speak.

Torsdag d. 18. december, hvor vi havde Beat 2008 på programmet, kunne vi ikke blive enige om, hvad der var årets pophit. ’Blind’ med Hercules & Love Affair var oppe at vende. Længere kom vi ikke. Siden da, har undertegnede tænkt lidt frem og tilbage, og er nået frem til, at canadiske Plants And Animals Jonathan Richman-inspirerede ’Feedback In The Field’ må være buddet herfra. Resten af gruppens album ’Parc Avenue’ fra i år, er til gengæld ikke værd at skrive hjem om.

Efterord: Numre, som ’Here Comes My Ship’ med Wreckless Eric & Amy Rigby, ’Ce N'est Pas Bon’ med Amadou & Mariam og ’Tiger Phone Card’ med Dengue Fever var under overvejelse.

Til F.P. Jac (1955-2008)

”Everybodys a dreamer and everybodys a star,
And everybodys in movies, it doesn't matter who you are.
There are stars in every city,
In every house and on every street,
And if you walk down Hollywood Boulevard
Their names are written in concrete!”

© Ray Davies. Kinks - Celluloid Heroes.

Glædelig jul

En enkelt gang er redaktionen bag Mod Strømmen blevet interviewet. Det skete til aprilnummeret af lokalavisen Christianshavneren i 2003. Siden har der været mindre justeringer. Den opmærksomme læser vil bemærke en antydning af et juleeventyr. God fornøjelse.

“Musik med modhage
Af Preben Poulsen. Foto: Mads Maaløe Jørgensen.

Hver torsdag mellem kl. 17 og 18.30 sender redaktionen Mod Strømmen på Christianshavns Radio. Uden blusel har folkene bag redaktionen, Hans-Henrik Siig og Jakob Drong Jensen, kaldt sig Københavns eneste rockradio. Det er blevet til en del rockindslag siden redaktionen etablerede sig tilbage i 1998, hvor Jakob gennem sit arbejde i Beboerhuset blev opfordret til midlertidigt at udfylde et hul i sendefladen. Studiekammeraten Hans-Henrik kom hurtigt med, og siden er det gået slag i slag med såvel temaprogrammer som gæster i studiet.

Hvordan forløber et typisk Mod Strømmen program?
Jakob: For det meste har vi ingen decideret plan på forhånd. Hans-Henrik og jeg kan godt lide at teste hinanden. Han er jo lidt ældre end jeg og har basis i en klassisk rock’n’roll, punk og garagerock, hvorimod jeg imødekommer den mere tunge del af rocken med afstikkere ind i jazz og cross-over. Vi forbereder gerne 10-12 numre hver, hvor vi løbende søger at spore os ind på en række temaer, der kan forbinde vores numre eller give os et fælles udgangspunkt. Det er en krævende fremgangsmåde, en form for radioværternes jamsession. Til gengæld kan vi bevæge os ud over det skemalagte, og tit ender vi ude i genremæssige afkroge med fokus på længst svundne scener. Det er ikke på forhånd til at sige, hvor vi havner. Andre gange har vi gæster i studiet. Her lader vi gerne gæsten styre de musikalske indsalg, mens vi diskuterer de valg af numre den pågældende har gjort. Vi har haft mange spændende gæster - både udøvende musikere, journalister og forfattere.

Har I nogle forbilleder indenfor musikradio?
Hans-Henrik: Forbilleder eller inspirationskilder. Det ved jeg ikke rigtig. Vi begyndte jo bare at lave radio, fordi det var en knippelfin måde at kanalisere en gevaldig interesse for de sidste 40-50 års rockmusik ud på. Jeg læste fornyelig, at guitaristen fra The E-Street Band, Steven van Zandt, der også er kendt som gangsteren Silvio Dante i tv-serien Sopranos, havde sit eget 60’er-garagerockshow lørdag aften på en station i New York. Det kunne måske være en inspiration, men jeg må med skam tilstå, at jeg ikke har hørt hans program. Men egentlige forbilleder næ, nej. Mod Strømmen har naturligvis udviklet sig hen ad vejen. I begyndelsen var vi meget stringente hvad angår speaks, i dag er vi måske blevet en smule mere afslappede, så vores samtaler når ofte ud i temmelig mange musikalske krinkelkroge, før vi når frem til essensen af vores program - nemlig musikken.

Hvorfor har I kaldt jer for Københavns eneste rockradio?Jakob: Det var selvfølgelig mest ment som en provokation, men noget om snakken er der. Det står jo sløjt til med formidlingen af den grænsesøgende musik. TV dækningen er decideret ikke-eksisterende, og Danmarks Radio søger at efterligne de kommercielle radiostationer med overgearede studieværter, quizzer og pop, pop, pop. Det er påfaldende, at man skal vende sig mod den gamle hitliste, Det Elektriske Barometer, for at finde noget der er til at holde ud at høre på. Pudsigt nok er listen lytterbaseret, så det er ikke på den front, at den er gal. Man undervurderer folk. De vil sgu’ godt have lidt substans med på vejen. Vi tager konsekvensen og lader gæsterne få samtlige 90 minutter. Så kan lytterne få et indblik i hvad f. eks. Superjeg, Düreforsög eller forfatterne Jan Sonnergaard har af musikalsk hjerteblod.

I må hver især lytte til utroligt meget forskellig musik?
Hans-Henrik: Jep. Jeg har eksempelvis haft det svært med dansk rock i mange år. Men efter vi har haft besøg af en række danske rockmusikere, har jeg igen åbnet ørerne. Jeg glæder mig afsindigt til The Movements debutalbum. Det kommer vist i løbet af april eller maj, og i den forbindelse vil vi lave et program med guitarist og sanger, Lukas Scherfig, der har fundet et ståsted i den engelske mod-bevægelse fra 60’erne. Det er en mand med noget på hjerte, så glæd jer. Men jo, vi lytter til og spiller meget forskelligt musik i Mod Strømmen, lige fra danske evergreens, såsom Degnens Vise, over Frankie Ford, syrerock, beatmusik og Asian Dub Foundation, til Detroits Cobras og The Sonics. Det eneste vi undlader er nok den progressive rock fra begyndelsen af 70’erne, men tager Erik Kramshøj fra Spadestik på Danmarks Radio sig jo også lige lovligt meget af."

Glædelig jul

”Frightened To Death By Some Old Santa Claus…”

Året er 1962. Efterdønningerne af Cubakrisen sitrer. Verden våner sig under atommagternes spillen med musklerne. At hændelserne i oktober 1962, senere er blevet betragtet, som kulminationen på Den Kolde Krig, havde sydafrikanske/engelske Paddy Roberts ikke en chance for at vide, da han skrev den bidende og velplacerede julesang ’Merry Christmas, You Suckers’.

”Merry Christmas, you suckers, you miserable men
That old festive season is with you again
You'll be spending your money on cartloads of junk
and from here to New Year, you'll be drunk as a skunk

Merry Christmas, you suckers, it's perfectly clear
that you fall for it all a bit sooner each year
If it goes on like this, you will find pretty soon
you're singing "White Christmas" as early as June

This Christmas card racket will cost you a packet
Each season it seems to expand
The cards are so clever, though nothing whatever
to do with the subject in hand

You'll be taking the kids 'round to multiple stores
to be frightened to death by some old Santa Claus
Then it's parties with spirits and vino and beer
Merry Christmas, you suckers, and a happy New Year

Merry Christmas, you suckers, you bleary eyed lot
You'll never get rid of that headache you've got
but I hope you feel splendid, you certainly should
with your stomachs distended with turkey and pudd

Merry Christmas, you suckers, jump into your cars
Roar off to your neighbors to sink a few jars
Though your vision is double, just keep smiling through
There are others in trouble a lot worse than you

Beyond any question, acute indigestion
will plague you and make you unwell
You won't take the warning, you'll wake up each morning
undoubtedly feeling like hell

But stick to it, suckers, go swallow a pill
for this is the season of peace and good will
While we patiently wait for that nuclear blast
Merry Christmas, you suckers, it may be your last”

© Paddy Roberts

Skousen er Skaløe

Hvad ville der være sket, hvis Eik Skaløe ikke var død i 1968 på grænsen mellem Pakistan og Indien? Genren er også kendt som kontrafaktisk historieskrivning. Lyt med.

Lewis & Clark

Lois & Clark er et berømt par i populærkulturens ABC. Hvis man bliver indenfor den amerikanske terminologi, kan man godt få mistanke om, at navnene er en hentydning til et andet makkerpar Lewis og Clark. Om der er noget om snakken, må vi for nuværende lade stå hen.

Lewis og Clark ledede fra 1804-06 den ekspedition, som præsident Thomas Jefferson sendte ud for at udforske det ødeland, som han havde købt af Frankrig for 15 millioner dollars, og som vi i dag kender, som Louisiana, Missouri, Arkansas, Iowa, Nebraska, North Dakota, South Dakota og Oklahoma. Der gik historier om, at man derude risikerede at møde krigeriske amazoner, en halv meter høje djævle og walisisk-talende indianerstammer.

I 1985 udsendte roots-bandet The Long Ryders singlen ’Looking For Lewis And Clark’, der ikke direkte tager afsæt i ekspeditionen, men bruger den som et billede på at komme videre, uden dog at glemme de ting, der betyder noget. Deriblandt Tim Hardin og en helt tredje Clark, nemlig Gene, som man ser øverst sammen med bandet i Santa Monica i 1984.

Weird Nightmare

Over en tiårig periode fra 1982 til 1992, stod produceren Hal Willner bag en nyskabelse af det såkaldte tribute-album. Den første plade var en hyldest til komponisten Nino Rota, derpå kom udgivelser til Thelonious Monk, Kurt Weill og Walt Disney eller rettere sagt hans sangskrivere. Det femte og sidste, ’Weird Nightmare - Meditations On Mingus’, var til ære for, ja, Charles Mingus.

Husorkesteret på sidstnævnte bestod bl.a. af klarinettisten Don Byron, guitaristen Bill Frisell, trommeslageren Bobby Previte og bassisten Greg Cohen. De lagde en solid bund af blues, bebop, post-bop og avantgarde for en række gæstesolister, der talte folk, som Henry Rollins, Robbie Robertson, Dr. John, Elvis Costello, Chuck D, Leonard Cohen, Diamanda Galas, Charlie Watts og Keith Richards.

Keef og Charlie fortolker her aldeles forrygende ’Oh Lord, Don't Let Them Drop That Atomic Bomb On Me'. Tillykke med de 65 år forleden, Keith.

Beat 2008

The Felice Brothers: The Felice Brothers
Marianne Faithfull: Easy Come, Easy Go
Hercules & Love Affair: Hercules & Love Affair
Paul Weller: 22 Dreams
Lukas Sherfey: Soul Vacation
Department Of Eagles: In Ear Park
Lee "Scratch" Perry: Repentance
Portishead: Third
Don Cavalli: Cry Land
Fleet Foxes: Fleet Foxes
Jenny Lewis: Acid Tongue
Black Angels: Directions To See A Ghost
Deerhunter: Microcastle
Mellemblond: Mellemblond
Silver Jews: Lookout Mountain, Lookout Sea
Bonnie "Prince" Billy: Lie Down In The Light
Bob Dylan: Tell Tale Signs
Robert Forster: The Evangelist
Vampire Weekend: Vampire Weekend
Sic Alps: U.S.Ez.
TV On The Radio: Dear Science
Vetiver: Thing Of The Past

’Dangerous Game’

Det kunne have været morsomt at høre Ramones prøve kræfter med Mary Weiss’ ’Don’t Come Back’ fra hendes undervurderede comeback-plade ’Dangerous Game’ fra sidste år. Desværre ligger det udenfor mulighedernes grænse.

Mary Weiss var kun tyve år gammel, da pigegruppen The Shangri-Las gik i opløsningen i 1968. Siden har hun optrådt sporadisk, bl.a. i 1977, da Seymour Stein, der udover at være navnkundige plademand i Sire Records, også var den første, der spottede talentmassen i rockklubben CBGB, forsøgte at gendanne The Shangri-Las. Det gik ikke, men et eller andet sted gemmer der sig et kuldkastet pladeprojekt fra det år.

’Dangerous Game’ er lavet i samarbejde med Memphis blues-punkeren Greg Cartwright og kompisarna i garagerockbandet The Reigning Sound. Og det kan man høre. Der er ingen leflen for det dagsaktuelle eller hippe, melodierne er enkelte og inspireret af klassisk rock’n’roll. Hvad venter du på?

‘Furr’

Amerikanske Blitzen Trapper har i år udsendt dets fjerde album ‘Furr’. I modsætning til forgængernes pærevælling af stileksperimenter eller stilforvirring, som denne kugleblogger har grebet sig selv i at tænke, er ’Furr’ langt mere helstøbt. Struktur klæder bandet. Blitzen Trapper har været fokuseret på de gode sange og melodier, hvor der er reminiscenser af Crosby, Stills, Nash & Young, Dylan og især Pavement.

Det tilbageskuende er dog ikke ensbetydende med, at uforudsigeligheden er sat over styr. Sekstetten dyrker stadig feedback og elektroniske klangflader, der - en smule patetisk sagt, nævn ikke letkøbt - holder pladen svævende mellem fortid og nutid. ’Furr’ er et væsentligt bidrag til årets plader, selv om den ser ud til, at være udnævnt til en parentes på de store musikmagasiners årslister.

”And if 'Copenhagen'…

…slides into the ocean / Like the mystics and statistics say it will / I predict this motel will be standing until I pay my bill”.

Lettere omskrivning af Warren Zevon’s ’Desperados Under The Eaves’ efter morgens jordskælv. Ingen dommedagsprofeti, ikke et ord om de sidste tider, de er hørt.

Podcast

”Weary voice that's laughin', on the radio once
We sounded drunk, never made it on
Passin' through and it's late, the station started to fade
Picked another one up in the very next state”

© The Replacements.

’Left Of The Dial’ begynder en smule overstyret i den ene af de tre udsendelser af Mod Strømmen, der efter længere tids tilløb nu er lagt på nettet. Klik dig videre herfra og hør programmet med Jens Unmack fra 25. september (tjek playlisten), Mellemblond fra 4. september og Alive With Worms fra 28. august. God fornøjelse.