“I Got Some Beer and the Highway's Free”. Roskilde, dag tre

Mikal Cronin under lydprøven i nat

I dag er der Springsteen og alt det udenom. Det betyder også, at han og E-Street bandet formentlig bliver den første og sidste koncert, jeg hører i dag. Congoleserne Staff Benda Bilili trækker godt nok, men da de spiller kl. 20.15 på Cosmopol, bliver det sporadisk, hvad jeg kan nå. Timerne efter Springsteen byder ligeledes på et par acts, som jeg har sat kryds ved. Set gennem virkelighedsnære briller, det blev sent i går, holder jeg dog sandsynligvis ikke ud til Dead Skeletons eller Lee Fields & The Expressions, som da også spiller samtidig, kl. 03.00, på henholdsvis Pavilion og Odeon.  

I går fik jeg hørt de ting jeg kom efter. Hank3 blanding af klassisk hillbilly-country og hård metal giver mening, når man tænker på de white trash milijøer, han beskriver i sine sange. Der er der ikke langt imellem at være vokset op på enten det ene eller det andet. Der blev i øvrigt god plads i teltet, da han gik i gang med metatlsættet. Lee Ranaldo og senere Mikal Cronin tilfredsstillede desuden de behov, jeg havde om støj og guitarrock på de helt rigtige tidspunkter.

”The Way Things Go”. Roskilde, dag to

Mikal Cronin

Først en halv time med Django, Django, så en halv time foran The Shins og til slut en halv time med teenageværelseidolet Robert Smith. Sådan så mine første timer på Roskilde Festivalen ud i går. Django, Django havde jeg selv valgt, mens jeg bare flød med strømmen til de andre. Django, Django har jeg ingen mening om. The Shins’ sympatiske popmusik var kedelig og The Cure var allerede fra begyndelsen, som Thomas Treo skriver i Ekstra Bladet et ”sløjt freakshow”. Helt anderledes var rootsreggae-legenderne The Abyssinians, der bar deres alder med groovy værdighed. 

Nu her, mens regnen siler ned, der er lovet opklaring sidst på dagen, prøver jeg at få overblik over dagens program. Jeg havde håbet at nå det franske afro/funk band, Les Freres Smith, kl. 13.45 på Cosmopol. Det bliver ikke til noget. Til gengæld bør det have dryppet af, når Hank3 (læs med her) går på Odeon, kl. 18.00. Han bliver fulgt af Lee Ranaldo på samme scene, kl. 21.00. For et par uger siden, skrev jeg, da jeg medvirkede i Major Toms gæsteanbefalingsrække: ”Med den nye plade, ‘Between The Times & The Tides’, der spejler alt det ypperste fra amerikansk alternativ rock fra the heydays i firserne, er der lagt op til guitar-excesser ad libitum.”. De ord står jeg ved.

Kl. 23.00 svinger jeg formentlig forbi Gloria for at høre Jørgen Teller & The Empty Stairs feat. Lazara (mere under samme link som Hank3). Natten bliver rundet af med garagepop med Mikal Cronin, kl. 02.00 på Pavilion, som jeg, igen hos Major Tom, forventer giver; ”en tight rockkoncert med hovedvægten på numre fra det sprudlende festfyrværkeri af godt sangmateriale, som debutpladen, der kom sidst år, til fulde er eksponent for.”

Det var ordene. Tak.

“The Gates of Zion is Open Wide”. Roskilde, dag et

The Abyssinians i Jerusalem

I dag begynder Roskilde for alvor. Portene åbner kl. 17.00. Om jeg står der på minuttet er tvivlsomt. Til nød kan jeg lade mig friste af Django, Django, der blev dannet på en kunstskolde i Edinburgh i 2009. De ser sig selv som et psykedelisk orkester. Det var nu ikke min første tanke, da jeg forsøgte at placere dem, efter at have hørt et par numre. På den anden side, så er der gået i inflation i denne genrebetegnelse, så det fortæller måske mere om tiden end om Django, Django. Pavilion, kl. 17.30.

Hvis ikke jeg når det, flyder jeg nok bare med og ser hvad aftenen bringer. Jeg har på fornemmelsen, at de tadsjikiske jøder i The Alaev Family, der immigrerede til Israel i 1991, kan give mig et smaddergodt indblik i, hvordan musikken har lydt på Silkevejen gennem hundredevis af år. Sådan bliver det ikke, eftersom de spiller på Gloria, kl. 21.30. Jeg skal pinedød være på Odeon en halv time senere, når The Abyssinians sætter porten på klem til Zion og lovpriser Jah. Trioens mest kendte sang ’Satta Massagana’, bliver ligefrem brugt som salme ved gudstjenester, eller hvad den slags hedder når man bekender sig til det credo, af visse rastafarigrupper. Indtil i går, så det i øvrigt ud til, at jeg må gå alene til The Abyssinians. Dem, jeg har fortalt om mit forehavende, har i alt fald svaret lidt overbærende og måske også tænkt deres, før samtalen er gået videre, om hvad programmet ellers har at byde på. Odeon, kl. 22.00.

Planer for Roskilde Festival 2012

The Shins

Af Ole Lindved Sværke

Der er festivaler jeg musikalsk ser mere frem til end andre. Jeg tager et blik på plakaten og konstaterer hurtigt, om der er en række af mine favoritkunstnere repræsenteret. Senere går jeg lidt i dybden, konstaterer, at der er navne jeg kun kender perifært og derfor bliver nødt til at undersøge nærmere, og så er der selvfølgelig alle dem jeg får anbefalet. Måske går jeg lidt mere i dybden end den gennemsnitlige musikinteresserede festivalgænger, men mon ikke proceduren i større eller mindre målestok er ganske almen?

Og det er jo så ud fra disse informationer, at jeg afstemmer mine forventninger til den givne festival med det resultat, at der er år, hvor de musikalske sommerfugle i maven fylder mere end andre.

I år er et af de år, hvor sommerfuglene kun fylder moderat og enkelte af dem stadig er på puppestadiet. Men som alle andre år, har jeg alligevel lavet en personlig spilleplan med de navne, der forhåbentlig kan få dem til at springe ud.

Planen er lang og urealistisk (der er altid koncerter jeg ikke når, fordi jeg er opholdt af noget andet), men her er et lille udvalg med de vigtigste navne for mig:

Torsdag: The Shins og Perfume Genius, evt. The Cure, The Abyssinians eller Janelle Monáe

Fredag: Lee Ranaldo, Oneohtrix Point Never og evt. The Cult.

Lørdag: Julia Holter, The Low Anthem, evt. M83 og formodentlig Bruce Springsteen & The E Street Band.

Søndag: Korallreven, R. Stevie Moore, Hospitality og Blondes.

Oneohtrix Point Never alias Daniel Lopatin

Mine største forventninger ligger hos indiepopperne The Shins, selv om dette års ’Port of Morrow,’ ikke helt lever op til tidligere udgivelser. Lee Ranaldo er en af de gamle helte og jeg er virkelig kommet til at holde af ’Between The Times And The Tides’. Og så er der Oneohtrix Point Never, hvis electronica med inspiration fra syrerock og fusionjazz, falder lige i min smag. Men jeg glæder mig også til at opleve den aldrende excentriker R. Stevie Moore og hans ualmindeligt skæve pop- og hardrocksange. Og så ved jeg heldigvis, at der næsten med sikkerhed vil være koncerter, der gør mig knusforelsket og ør som kun en koncert på Roskilde kan gøre. Med andre ord, hvor blandingen af tømmermænd, voldsom træthed og iskold fadøl mv. sætter en helt speciel ramme for ens musikoplevelse.

Roskildevariationer

Luftfotoet af Orange Scene. Nøgenløbet. Badesøen. Ølslæbende publikum. Close-ups af de udøvende. Sjove udklædninger og tyrolerpiger. Smatten. Pissoirerne. Toiletkøen (engang var det fællesbadene). Alle kendte billedevariationer over Roskilde Festivalen. 

I år har festivalen hyret de to fotografer, der gemmer sig bag CphCph, til at vise det hele på en anden måde. Søndag befandt de sig på toppen af Pavilion Junior under koncerten med Raske Penge & Klumben. Det er mig med fløjlsjakken og den blå bluse i den sorte cirkel (klik på billedet). Senere på ugen vil vovehalsene vove sig op i vindmøllen og nogle sendemaster, for slet ikke at tale om backstage og under Orange Scene til Mew mv..

Følg med på festivalens flickr-profil.

Simon Spies skæg og Dig & Mig. Roskilde warm-up.

Dig & Mig bliver interviewet

De indledende øvelser med at få armbånd på og finde et sted at parkere bilen gik som smurt. Vi holdt sågar så tæt på festivalpladen, at det kun tog ca. ti minutter i rask tempo at nå ind til Pavilion Junior. Før det, fik vi en snack og som sidste år, hvor jeg ligeledes krydsede campingområdet, blev jeg forbløffet over det første nummer, jeg hørte fra et af de mobile soundsystems, som publikum trækker rundt med. Måske førstedagen allerede havde været lovlig lang eller også var det med en god portion ironi, at Elton Johns ’I’m Still Standing’, dundrede ud af de batteridrevne højttalere.

Ved Pavilion Junior fandt vi os hurtigt til rette ved Sonic Zone. Det tidligere YourSpace, som under festivalen fungerer som vores base. Første band var skånske Bäddat För Trubbel, hvis charmante pubrock, jeg havde set frem til. Desværre manglede der dynamik. Det var hverken højt eller hurtigt nok. Selv under personlige favoritter som ’Sånt Är Livet’ og ’Köpenhamn’, formåede de ikke at nå ud. I allerbedste mening blev vi imidlertid enige om, at lydmanden ikke var opgaven voksen.

Op mod kl. 19, hvor Ulige Numre skulle spille, strømmede det ind med mennesker. Årets første publikumsfavorit. Jeg nåede kun lige ind under teltdugen, før det tætnede. Herfra hørte jeg de to første numre, hvorefter presset bagfra blev så stort, at jeg retirerede. Dog ikke længere væk end, at jeg opfattede det helt anderledes begejstrede brøl, der rejste sig, da de spillede deres ’København’, end der havde været under Bäddat För Trubbels hyldest til byen.

Mere Dig & Mig

Ved Dig & Mig var det igen plads ved scenen. Smilende og uhyre veloplagte, skulle det vise sig, mødte Andrea Aagaard frem i en blå strutkjole, Kasper Maarbjerg i cowboyjakke med Dead Moon-logo, mens Magnus Knudsen havde en skjorte på, der havde skabt hotteste mode, hvis den var blevet flashet i tv-musikprogrammet ’Eldorado’. Ikke des mindre, skrålede flere festivalaldre med på de fleste af de catchy popsange fra debutpladen ’Sommervarmen’. Dagens højdepunkt.

Læs iøvrigt denne feature, hvor Politiken forsøger at nuancere billedet af Dig & Mig 

Raske Penge og Klumben trak muligvis et endnu større publikum end Ulige Numre. Nu havde jeg taget mine forholdsregler og placeret mig i bagerst geled. Ud fra den måde menneskehavet bølgede frem og tilbage og op og ned, så det ud til alle morede sig og festede med. Desværre kom den danske variant af dansehall, til at lyde temmelig enstonet på afstand.

For lige at runde overskriften af, så har Raske Penge, som mange nok vil vide, noget der minder om et Simon Spies skæg. Det er han så sandlig ikke ene om. Mange af de unge festivalgæster, har også ladet skægget gro. Selvom jeg nu holder sommerferie og sommerredaktionen overtager frekvensen, er det ikke et lune, jeg har ikke tænkt mig at eksperimentere med. 

Iceage

Straight Outta Indianapolis

Først var det President Fetch. Minsandten om ikke Brudte Løfter fulgte trop. Og nu, for tredje gang indenfor ganske kort tid, går vejen forbi Midtvesten. Helt nøjagtigt Indianapolis i Indiana. En 7”, ’Livin’ In The 80’s’, og pladen, ’Vicious Circle’, var alt den originale besætning af Zero Boys fik indspillet. Begge tog til gengæld røven på de fleste hardcore- og punkfans, der havde blikket stift rettet mod de etablerede scener i Los Angeles, Washington DC, New York mv. 

Her en ti-minutters smagsprøve fra dvd’en ’Live At The Pizza Castle’. Filmet oktober 1981. Bandet havde lige afsluttet optagelserne til ’Vicious Circle’, der kom en måned senere…

Brudte Løfter. Playliste 28. juni 2012

1. Brudte Løfter – Nederlag på nederlag på nederlag (råmix) (2012)

2. Koro – 700 Club (1983)

3. Koro – Selfless Johnny (1983)

4. Crisis – Holocaust (1980)

5. Rhino 39 – Xerox / No Compromise (1979)

6. Riistetyt – Mieletöntä Väkivaltaa (1982)

7. Blitz – Someone’s Gonna Die (1981)

8. Gustav Winckler – Jeg Har Fået Et Sted At Bo (1970)

9. Michael Yonkers Band – Kill The Enemy (1968)

10. John Mogensen – Ensomhedens Gade Nr. 9 (1975)

11. Brudte Løfter – Ung, Dum Og Desperat (råmix) (2012)

12. Descendents – Hope (1982)

13. Grauzone – Wütendes Glas (1982)

14. Cro-Mags – Hard Times (1986)

15. Richard Hell & The Voidoids – Liars Beware (1977)

16. Necros – Bad Dream (1981)

17. Venom P. Stinger – Venom P. Stinger (1986)

18. Ripping Headache – Way To Far (2007)

19. Van Halen – Little Dream (1977)

20. Judas Priest – (Take These) Chains (1982)

21. Leonard Cohen – Memories (1977)

22. Blue Öyster Cult – Burnin' For You (1981)

23. Kiss – Deuce (live) (1975)

24. Brudte Løfter – Coke På Klods (råmix) (2012)

25. Zero Boys – Amphetamine Addiction (1982)

26. Moss Icon – I’m Back Sleeping Or Fucking Or Something (1988)

27. Last Rights – Out Of Our Minds (1984)

28. Poison Idea – Lifestyles (1986)

29. The Fix – Vengeance (1980)

30. The Wipers – Taking Too Long (1981)

31. Brudte Løfter – Ren Negl (råmix) (2012)

   Brudte Løfter by Mod Strømmen

Stadier på livets vej eller når Kierkegaard bliver til popmusik

Der er kommet mange plader i år, som jeg har haft ambitioner om at omtale. Det er bare ikke blevet til noget, før nu. For at gøre det sjovere for mig selv, gør jeg det indenfor Kierkegaards eksistensfilosofi, der kredser om fire stadier på livets vej. De fleste vil nok vide, hvad jeg taler om, når jeg nævner spidsborgeren, æstetikeren, etikeren og det religiøse stadie. Herunder har jeg også taget mellemstadierne med. Kierkegaards sidste stadie, det religiøse, som er opdelt i to former, har jeg dog trukket sammen til ét enkelt. Her er jeg til gengæld i et kristent perspektiv, ude på dybt vand.

Mennesket adskiller sig fra dyr og planter ved at have en bevidsthed. Via denne kan man forholde sig til sig selv. Det er dog ikke et spørgsmål, som interesserer spidsborgeren synderligt og han/hun lever derfor ”i ligegyldig konformitet og vane”, som det hedder i Wikipedia-opslaget om Kierkegaard. Eller som The dB’s synger på åbningsskæringen fra deres nye album ’Falling Off The Sky’, den første siden 1987, “You better wake up, wake up, that time is gone”:

Æstetikeren: ”På et tidspunkt tvinges spidsborgeren til at forholde sig til sit eget selv, men vil med det samme forsøge at flygte fra sin egen eksistens, fx ved forbrug og ødselhed”. ’Meet and Drink and Pollinate’ fra Graham Coxons ’A+E’, 2012.

Det første af mellemstadierne er ironikeren. Om ham/hende hedder det: ”Når æstetikeren forsøger at acceptere sin egen eksistens, vil han i første omgang distancere sig selv med ironi”. Her underbygget med ’I'm Always Going To Love You’ fra ’One Day I'm Going To Soar’ med Dexys, det gamle Dexys Midnight Runners. Eller som Kevin Rowland har fortalt om det nye navn og den nye plade, “It’s the same, but also not the same”

En ironiker, der med tiden bliver fortrolig med sig selv, vil før eller siden tage springet mod at blive etikeren. ”Dette stadie er det egentlig ærlige og ansvarlige punkt, hvor personen er trådt i eksistens … Men etikeren vil mangle mening i tilværelsen og vil blive grebet af en eksistentiel angst”. Spiritualized – ’I Am What I Am’ fra 'Sweet Heart Sweet Light’, 2012

Det sidste mellemstadie, humor, har jeg ikke helt forstået. Men når først panikken begynder at brede sig i Babylon, så må det være tegn på, at det religiøse er nært. ’Panic In Babylon’ fra Brian Jonestown Massacres ’Aufheben’, 2012.

Som nævnt er det religiøse stadie opdelt i to former: Dels ”den konforme og ukrævende religiøsitet, hvor personen trofast går i kirke, beder sin aftenbøn – men mere af rutine end egentlig eget-valg” Dels ”den lidenskabelige og åndeligt krævende tro … hvor personen indser det paradoksale og absurde i det kristne gudsbegreb” For Kierkegaard er sidstnævnte det ultimative stadie. Umiddelbart har jeg ikke hørt noget fra 2012, der rammer plet i forbindelse med dette. Ukendt Under Andet Navn alias Henrik Olesen, har dog med ’Newton’ en sang, der emmer af kunstløs erkendelse og ro. Hvad mere kan man ønske sig?

Undskyld!

“What Did The Hippie Have In His Bag?”

Forsinket reaktion: ’Jag Hatar Politik’

Som en god ven, lakonisk bemærkede Skt. Hansaften: ”Så fik De Radikale den skattereform, som var deres hovedprioritet med at gå i regering. Nu kan de lade S og SF sejle deres egen sø”.

Tak til Henrik Klitstrøm og Anders Grøn for i torsdags at have introduceret mig til Uppåt Väggarnas svenske progg-rock singleperle fra 1971. Pudsigt nok, udkom ’Jag Hatar Politik’ på et tidspunkt, hvor alt helst skulle have en politisk vinkling. Måske man ligefrem kan kalde den proto-punk?

Thee Oh Sees har nyt på vej

Siden John Dwyer dannede koncertaktuelle, Thee Oh Sees, i 1997, er det blevet til, hold nu fast, omkring tredive udgivelser. Tretten af dem har været deciderede album. Nu fortæller de, at nummer fjorten, ’Putrifiers II’, er sat til at udkomme, d. 11. september.

Vurderet ud fra de to råmix, som de har offentliggjort, er der stadig utrolig mange nuancer i spil. Det er med andre ord, Thee Oh Sees som vi kender dem. Og det lader heldigvis til, at der midt i det virvar af psych, garage og janglepop, også er plads til de underlige øjeblikke, som jeg holder så meget af hos bandet. ’So Nice’ er vel lettere bedøvende folk med strengeinstrumenter, mens ’Lupine Dominus’ er straight-up Thee Oh Sees. Kaotisk i alt sit vælde.

   so nice (rough cut) by Thee Oh Sees

   lupine dominus (rough cut) by Thee Oh Sees

Thee Oh Sees spiller sammen med The Good, The Bad og Howl Baby Howl i Pumpehuset på torsdag, d. 28. juni. 

Brudte Løfter i Mod Strømmen

To gange indenfor en månedstid, har jeg set Brudte Løfter varme op for amerikansk punkrock af den gamle skole. Dels for Flipper, dels for The OFF! Hvis man kan tale om klassisk K-Town hardcore/punk, så er der mange, som vil vide, hvad Brudte Løfter har gang i. For andre, så er det om at holde ørerne stive, når de besøger Mod Strømmen, torsdag, d. 28. juni, mellem kl.18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid).

Brudte Løfter, som bl.a. tæller tidligere medlemmer af City Kill, Ripping Headache, Hjertestop, Bomberegn og Radio Saigon, debuterede ved årsskiftet 2011-12, med en demokassette, der blev kastet i grams for publikum ved deres koncerter. Siden har de været i studiet med Morten Biergarten fra Cola Freaks og Tumor Warlord, for at indspille den kommende debutplade. Mon ikke, vi kommer til at høre noget derfra på torsdag? Allerede i morgen, søndag, kan man dog opleve dem til K-Town Hardcore Fest 2012, der udspiller sig i denne weekend i Ungdomshuset, Dortheavej 61, 2400 København. Brudte Løfter går på kl. 22.00

Her ’Demo ’12’  

Sverige II. Playliste 21. juni 2012

1. Arbete Och Fritid - Gånglåt Efter Lejsme Per Larsson, Malung (1973)

2. Råg I Ryggen - Spångaforsens Brus (1975)

3. Bo Hansson - De Svarta Riddarna / Flykten Till Vadstället (1972)

4. Björn Olsson - Minnesstund (1999)

5. Baby Grandmothers - Being Is More Than Life (1968)

6. Alexander Lucas - Svarta Skogen (1973)

7. Uppåt Väggarna - Jag Hatar Politik (1971)

8. Gläns Över Sjö Och Strand - Olja (1971)

9. Radiomöbel - Vi Hatar Stena (1975)

10. Hoola Bandoola Band - Keops Pyramid (1972)

11. Björn Afzelius - De Tre Musketörerna Från Fagersjö (1974)

12. Resan - Solens Vän (1972)

13. Gunder Hägg - Kära Nån (1969)

14. Hot Boys – Lotten Kom Som Du Är (1974)

15. Träd, Gräs Och Stenar - I Ljuset Av Din Dag (1972)

16. Stenblomma - Min Egen Väg (1973)
17. Arbete Och Fritid - Petrokemi, Det Kan Man Inte Bada I (1973)

Sverige II by Modstroemmen on Mixcloud