Selvom dagen i dag var den hurtigst udsolgte, hvad angår
en-dagsbilletter, så er den i min idiosynkratikse optik, nok den der på papiret virker
mest uinteressant. Det bar vore to optaktsudendselser allerede præg
af (lyt med her eller der). Med Seun Kutis to seneste udgivelser er han for
alvor trådt ud faren Fela Kutis skygge. Vejen har måske været hæmmet af at have
Felas gamle orkester Egypt 80 med som backing. Anyway, der bliver gang i den på
Orange, kl. 16.00, når Seun Kuti &
Egypt 80 feat. Yasiin Bey (rapperen Mos Def) går på scenen. Hvis ikke det
er den store ”samlende” fest, man går efter, så spiller den tidligere hjemløse
elektronicamusiker Hieroglyphic Being, der bliver beskrevet som en krydsning af
Chicago-house og The Sun Ra Arkestra, på Gloria en halvtime senere. Ham når jeg
formentlig ikke.
Min næste to afkrydsninger overlapper også hinanden. Afenginn
spiller Pavilion, kl. 18.15. Så vidt jeg har hørt, dukker de over tyve mand op,
så deres bastard-etno-punk-folk-world, skal nok få ben at gå på. I disse Twin Peaks-tider
er det et plus at vide, at den australske sanger og sangskriver Alex Cameron, blev opdaget af duoen
Foxygen, da han spillede
et job i David Lynchs parisiske klub, Silencio. I 2016 turnerede han med Mac
DeMarco, Kevin Morby og Unknown Mortal Orchestra. I dag kommer han forbi
Gloria, kl. 18.30. Mon ikke jeg vælger Cameron? Afenginn, hørte jeg, trods alt, så sent som i
maj.
Herefter ser det ud til, at dagen så begynder at løbe fra
min planlægning. Kl. 21.30 sker der dog noget på Avalon. La Mambanegra fortrækker musikgenren break-salsa, når de beskiver
sig selv. I et bredere perspektiv er de vel panamerikanske, idet gruppen
blander salsa fra New York i halvfjerdserne med elementer af funk, hip-hop,
samt regionale musikarter fra Jamaica og deres hjemland Columbia. Det kunne
måske blive et såkaldt Roskilde-moment?
Nogle timer senere, kl. 00.30 på Gloria, kommer et andet af
de såkaldte verdensorkestre, der kunne gå hen og blive eminent. BCUC er et syvmands højt band fra
Soweto. De spiller en form for politisk afro-psychedelia trance med flashback til tidligere tiders
sydafrikansk musik. Moon Duo, der går på Pavilion-scenen, kl. 02.15, behøver
jeg ikke at høre. Dels fordi, jeg har hørt dem mange gange, dels fordi jeg
synes, at deres ellers spændende udladninger er gået hen og blevet temmelig
stillestående på deres to seneste udgivelser, ’Occult Architecture Vol. 1 &
Vol. 2’.
Lørdag, lørdag, lørdag. Den sidste dag kan jeg passende
begynde med den klassisk uddannede, indiske guitarist, Debashish Bhattacharya. Han står bag stilen hindustani slideguitar,
hvor han spiller på en guitar, der er beslægtede med en lap steel guitar, men som
han selv har vidreudviklet. Med sig har han Gurdain Singh Rayatt på tabla. Det
er kl. 12.30 på Gloria. Fra Indien til Korea. Samme scene, kl. 16.30. Black Strings fokus er at formidle
traditionel korenansk musik i en moderne form. Men også gennem improvisation at
bringe musikken helt nye steder hen. Det lyder spændende.
Jeg hører ikke den skare, der gik i ekstase, da det
banebrydende shoegaze-band Slowdive
blev gendannet for nogle år tilbage. Deres comback-album fra i år kan dog en
hel masse, så jeg skal forbi Avalon, kl. 18.00. Der er ikke mange overlap lørdag,
jeg er dog stadig tvivlrådig, skal jeg vælge Priests eller Romperayo,
der henholdsvis spiller Pavilion, kl. 20.15, og Gloria, kl. 20.30. ’Nothing
Feels Natural’, Priests debutplade fra i år, er en lille åbenbaring. Med et
postpunket, krautrockende blend af måske noget Raincoats, jeg har også hørt
Portsihead nævnt (det forstår, jeg ikke), raser gruppen mod senkapitalismen og
især valget af Donald Trump. Romperayo er vanvid fra Columbia. Flere af
medlemmerne har tidligere spillet Roskilde med Meridian Brothers og Ondatrópica.
Det alene borger for kvalitet. Vestsahara møder fransk postpunk når Group Doueh & Cheveu går på scenen,
kl. 22.15, på Pavilion. Kaos, både-og. Hvis man er det mindste i tvivl, så tag
lige at lyt til deres samarbejde ’Dakhla - Sahara - Session’ fra i år.
Kl. 24.00 kæmper punktrioen Show Me The Body fra New York
City og hjemlige Baby Woodrose om min opmærksomhed. Mon ikke, det bliver Show
Me The Body, der vinder...
Engelske Vanishing Twin fik vi kun nævnt i optaktsudsendelserne til dette års
Roskilde Festival (lyt her eller der). Det er ikke desto mindre et af de
orkestre, jeg satser på at få hørt, når festivalpladsen åbner i dag. Hvis ikke det lykkes at få plads i Gloria,
kl. 17.30, kan jeg altid fange dem, d. 20. september, på Loppen. Selvom jeg
ikke faldt pladask for ’Choose Your Own Adventure’, gruppens debutplade fra
sidste år, har dens varme tilbagelænethed, de flydende og fortryllende beats og
baslinjer, dog langsomt sneget sig ind på mig.
Idles fra Bristol er det første band, jeg har sat ring om, der
optræder på Pavilion i dag. Det gør de allerede, kl. 18.15. I den britiske
presse bliver de kaldt punk. Jeg ved ikke. Til trods for, at det er snerrende
og fyldt med adrenalin og vrede. Det samme kan man ikke sige om Alsarah & The Nubatones, der har
rødder i Sudan, men i dag bor i New York. Østafrikansk pop blandet op med
afrofunk og en mere udefinerbar mellemøstlig vibe. Men andre ord, en koncert
som man kan tage sin kone eller kæreste med til. Uden at være nervøs for om de
dødkeder sig. Det er Avalon, kl. 19.30.
Det
familiære, mere intime samvær må vige pladsen, når Marching Church, spiller på Pavilion, kl. 20.15. Så sent som mandag
aften, talte jeg, efter ML Buch på Rising-scenen, med en musiker fra et ungt
københavnsk band om netop Marching Church. Han havde svært ved at fange den
internationale hype. Det kan jeg sådan set godt forstå. Men bandets forening af
post- og bluespunk, samt kunstpop og kammermusik har taget røven på mig.
Nu begynder det at
knibe. Jeg har tidligere bebudet, at min projekterede vej gennem festvalen,
skal være så realistisk som overhovedet muligt. Og jeg kan ikke både høre 75
Dollar Bill og Kevin Morby på samme tid. Sidstnævnte har jeg hørt live, han
kommer også tilbage til København senere på året, så valget var egentlig ganske
nemt. 75 Dollar Bill er skramlet
instrumental gaderock fra New York, der trækker på inspirationer fra både
Afrika og Indien, tilsat et skvat Velvet Underground. Gloria, kl. 22.00
Jeg slutter dagen af på Pavilion,
kl. 24.00, hvor Mâallem Hamid El Kasri
Gnaoua Ensemble feat. Justin Adams går på scenen. Den konstellation er
Roskilde Festival de første til at præsentere. Hvilket så også vil sige, at der
endnu ikke findes lyd på dem. Via dette link kan man dog høre ensemblet øve op
til sent i aften.
Nu til i morgen. Det kunne være
rart at begynde dagen med Lorenzo Woodrose i Gloria, kl. 12.30. Mon ikke han
spiller sange fra sin kommende dansksprogede LP?. Jeg tvivler dog på, at jeg når
frem. På den anden side, det bliver nok ikke et problem at høre Lorenzo
Woodrose live, når pladen kommer på gaden. Til gengæld vil jeg gøre meget for
at nå Acid Arab på Apollo, kl.
14.00. Den pariske duo lader inspirationer fra især Mellemøsten, men også
Nordafrika få frit løb. Kl. 16.00 har jeg en drøm at kunne slænge mig i græsset
foran Orange, hvor Savage Rose skal
spille. Metrologernes forudsigelser lader dog ikke til at være med det dovne publikum,
så jeg må nok op at stå.
Kl. 18.15, står den på endnu et
af de nye vrede og politisk engagerede band fra England (Idles var det første)
på Pavilion. Shame fra det sydlige
London har ikke været til at stoppe siden de spillede en showcase på Eurosonic, tidligere i år. Her ’Visa Vulture’, hvor de går i rette med Brexit.
”Den, nu 79-årige, Roskilde-aktuelle sangerinde Elza Soares, mødte natten efter Brasiliens VM-triumf i 1962, sit
livs kærlighed. Han var gift og havde ti børn. Selv var hun enke med fem børn,
efter hendes mand, som hun var blevet gift med som 12-årig, var død af
tuberkulose nogle år tidligere. Affæren med fodboldstjernen Garrincha, der
netop var blevet kåret til turneringens bedste spiller ved VM i Chile, var guf
for tabloidpressen.
Garrincha var muligvis verdens bedste højre wing, til trods for, at han
var født som krøbling. Han var kalveknæet på det ene ben og hjulbenet på det
andet, men bliver stadig betragtet som én af de fremmeste driblere i
fodboldhistorien. Hun var sort natklubsangerinde og enlig mor. Pressen var ikke
et sekund i tvivl om, hvem skurken var. De brasilianske journalister
korsfæstede Elza Soares. Forholdet holdt dog og de blev gift ved en uofficiel
ceremoni i 1966. I 1977 forlod Soares Garrincha efter, at han havde slået hende
under et skænderi.
Garrincha døde af skrumpelever i 1983. Soares har vi endnu. Tak for
bookingen, Roskilde.”
Ordene om Elza Soares herover er
mine egne. Endnu engang. Tak for bookingen. Jeg står klar på Avalon, kl. 19.00.
Herefter ved jeg ikke, om jeg
bare skal flyde med strømmen eller tage hjem? Det kan være det formodede
regnvejr, tager beslutningen for mig. Svenske
Viagra Boy, som jeg gerne vil høre, går først på kl. 00.30 på Pavilion. The
Jesus & Mary Chain, har jeg allerede hørt en fremragende rockkoncert med i
år. At de først spiller kl. 02.00 på Arena, betyder altså ikke så meget. Jeg
har det lidt på samme måde med det tunesiske tranceband Ifriqiyya Électrique,
der først entrer Gloria kl. 02.30, de spiller nemlig på Global til oktober.
”Svend-Allan Sørensen er en ganske særlig stemme i samtidskunsten. Han
har noget kørende med sproget, men han har også noget for med naturen og med de
vildtlevende dyr.”
- således begynder en portrætartikel
i Weekendavisen, her gengivet fra Kunstonline, om Svend-Allan Sørensen.
Svend-Allan Sørensen er uddannet
fra Det Fynske Kunstakademi 1997-2002 og har efterhånden en del
soloudstillinger bag sig. Han arbejder med mange forskellige kunstneriske
udtryk, såsom grafik, linoleumssnit, træsnit, litografi, skulptur/objekt, installation,
video og foto.
I et interview i forbindelse med
udstillingen ‘Does Living With Birds Enhance My Life?’, der fandt sted på Overgaden
Institut for Samtidskunst på Christianshavn i 2008, kommer han ind på, hvor han
finder inspiration: ”Jeg cykler generelt
noget rundt mellem mine main men – mine inspiratorer – fra Joseph Kosuth over
Peter Laugesen og Johnny Cash til Johannes Larsen i én, tror jeg nok, ordnet
pærevælling”
Sørensens forkærlighed for det konceptuelle,
de grafiske virkemidler og sproget, må stamme fra Joseph Kosuth. Hans affære med
ordene kommer til dels fra Peter Laugesen og musiktekster, der kunne være
Johnny Cash. Og Johannes Larsens fuglemalerier, kender vi jo alle. Nu har vi vist
interessen for fuglene på plads eller mere specifikt andefuglen, der indgår i
overskriften. Men hvad så med geværerne? Det kan jeg svare kort på. Svend-Allan
Sørensen er aktiv jæger.
Alt det og meget mere handler årets første sommerradio om.
Stil ind nu på torsdag, d. 29. juni, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via
Tunein eller den direkte stream.
Og til dem, der genkender ordene
på linoleumstrykket øverst, men ikke kan huske, hvor de kommer fra:
Den tid på året igen. Radio
Bluestime er taget på sommerferie. Det vil sige, at Mod Strømmen overtager
mandage mellem kl. 18 - 19.30 på Christianshavns Kanal. Hvad der kommer til at
ske, må tiden vise. Det eneste, der er sikkert for nuværende, er, at det bliver
one-time udsendelser. Der bliver altså ingen mulighed for at genhøre
programmet.
Lyse nætter. Midsommer. Roskilde
Festival. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har travet Dyreskuepladsen
tynd omkring dette tidspunkt på året. Hvis jeg gjorde mig en smule umage, kunne
jeg nok sjusse mig frem til antallet. But
who cares. Jeg ved dog, at summen overstiger gennemsnitsalderen på festivaldeltagere,
der ligger omkring de 23 år, som RF har formået at holde gennem alle årene.
Imponerende. Hvor mange andre musikfestivaler kan prale af det?
Selvom Mod Strømmen allerede har
sendt to optaktsudsendelser om RF 17 (lyt her og der), og adskillige af de acts,
der bliver rekommanderet i programmerne, kommer til at gå igen i de kommende
dages musikanbefalinger, så vil jeg dog forsøge at gøre min vej gennem
festivalen, en kende mere realistisk. Jeg kan ikke nå det hele. Sådan er det.
I dag søndag, er ikke min dag.
Sagt på en anden måde, jeg begiver mig ikke til Roskilde senere. Københavnske Værket spiller ellers på Rising, kl.
17.00. Alt omkring bandet virker særdeles sympatisk, jeg har imidlertid
stadigvæk svært ved at nå ind til deres moderne take på progrock. Om det bare
er mig, skal jeg lade stå upåtalt hen.
Mandag ser bedre ud. Man kan eksempelsvis
begynde dagen med at hænge ud ved den nye East-scene, hvor Worldly, et sammenrend af djs fra det københavnske worldmiljø,
spiller plader fra kl. 12 - 18. Programmet Varme Rytmer på netradioen Heartbeat.dk,
havde forleden besøg af nogle af de medvirkende vinylsamlere. Her kan man få en
forsmag på, hvordan dagen måske kommer til at forløbe. Jeg fortsætter i verdenssporet. Når klokken
nærmer sig 18.30, skal jeg forbi Rising, for at høre danske The KutiMangoes. Navnet siger
formentlig det hele. Hvis ikke, kan jeg oplyse, at det er afrobeat. En af de
hotteste musikgenrer, når der bliver festet igennem i København i disse år.
Tirsdag kan man også begynde ved
East-scenen, hvor det aarhusianske spillested Tape har sat programmet sammen fra kl. 12 – 18. De første timer
bliver med resident-djs, hvorefter Puyain Sanati alias Grammar Of Movement tager over med et elektronisk sæt, der et sted
bliver beskrevet som både ”tåget” og ”råt”. Senere kommer den engelske klub-dj,
Lee Gamble.
Indimellem kan man bevæge sig over
til Rising-scenen. Først omkring kl. 14.00, hvor den fandenivoldske sekstet Pardans, som jeg endnu mangler at høre
live, går på. De nævner selv The Pop Group og The Birthday Party som fundamentale
inspirationskilder. Kl. 15.30, forbliver jeg lidt i samme stemning.
Aarhusianske Modest er ligeledes
påvirket af de kuldslåede firsere. Bandet var ellers gået mere eller mindre i
hi eller i det mindste på stand-by, indtil de fik en henvendelse fra RF om at
spille. Derefter fik de røven med sig. I maj udkom ep’en ’Pretty Sure It’s
Honest’ på Mikkel Holm Silkjærs (Yung) label, Shordwood.
Göteborgske ShitKid, der bærer det borgerlige navn Åsa Söderqvist og har rødder
i feministisk punkrock, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal forvente mig af. Hun
dukkede op sidste år med en fuldstændig smadret lo-fi ep. Debutalbummet ’Fish’
er lige udkommet og selvom det er pænere end ep’en, ja, så har jeg nok rimelig
høje forhåbninger til koncerten på Rising, kl. 18.30.
The Love Coffin, der lukker campingdagene ned, det vil sige kl.
23.00 på Rising, er pensum for alle, der holder af regulær og uforfalsket rockmusik.
De er nok et af landets bedste bands for tiden. Hvis ikke det bedste!
I april udkom en split-LP, som jeg
har hørt en del, men aldrig har fået omtalt her på siden. Sådan går det faktisk
ofte med meget af den nye musik, jeg lytter til. So much to do, so little time.
Jeg brokker mig ikke, det er blot en banal konstatering. Anyway, det drejer sig
om soloprojekter fra henholdsvis Alioscha Brito-Egaña og Carsten West fra
veteranrockbandet President Fetch. Genremæssigt er det to meget forskellige
pladesider, selvom de begge er enige om at dedikere albummet til den indfødte
befolkning i Nord-, Mellem- og Sydamerika.
Brito-Egañas Terremoto er tung og
mørk, mens Wests Drone Of The Dragonfly er mere flydende og organisk, og som
bandnavnet antyder dronet, ja nogen steder nærmer det sig det, man før i tiden
kaldte stammemusik. De har begge allieret sig med gæstevokalister fra den
københavnske undergrundsscene. Bo
Morthen Pedersen (On Trial, Black Seagull), Jakob Kolkur (Bug Rocket), Morten
Kjersgaard Nielsen (President Fetch) deltager hos begge, mens det kun er
Carsten West, der har hidkaldt Mark Burer (Java Skull). West er endvidere
blevet assisteret af Henrik ’Hobitten’ Klitstrøm (On Trial, Spids Nøgenhat og
Alioscha Brito-Egaña på guitar.
”Den tid på året igen. Radio
Bluestime er taget på sommerferie. Det vil sige, at Mod Strømmen overtager
mandage mellem kl. 18 - 19.30 på Christianshavns Kanal. Hvad der kommer til at
ske, må tiden vise. Det eneste, der er sikkert for nuværende, er, at det bliver
one-time udsendelser. Der
bliver altså ingen mulighed for at genhøre programmet.
”Joni Mitchell taught
me how to be honest as a writer. Bob Dylan taught me how to use--how do I say
this? He's my favorite, but anybody who thinks all of his songs were written
off the top of his head I think will be surprised. A lot of his stuff comes
from the Bible and from other poems that he arranges in his own way, which
there is nothing wrong with. I don't think anything just comes from nowhere”
- Paul Westerberg til Los Angeles Times, d. 6.
juni 1993 i interviewet, ’An Untroubled Troubadour : Songwriter Paul Westerberg
returns with '14 Songs' about insecurities and desires--after battling his own’,
der blev givet i anledning af, at hans “solo-debut” ’14 Songs’ var lige på
trapperne.
Til trods for, at Paul
Westerbergs skarpe intellekt, hans kreative begavelse og evne til at formulere
tanker og følelser, har han altid forsvaret det at være uskolet, selvlært eller
hvad man nu engang kalder det. Et statement eller en rockattitude, man
genkender fra et helt kuld af musikere fra den amerikanske arbejderklasse og
lavere middelklasse. Det er vistnok det åbningssangen på ’14 Songs’ handler om:
