Så kom den endelig. 0%’s
debutplade, ’God Hates Young People’. Det
skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har rådyrket det kassettebånd, jeg har
med demoer, der blev indspillet for over to år siden. Jeg har også spurgt
bandet op til flere gange, om pladen ikke snart udkom? De har trukket lidt
på skulderpartiet og svaret ”ved det ikke”.
Nu er den her altså.
I pressematerialet fra Mastermind
Records, bliver pladen blandt andet præsenteret således:
”Whether you just love
that more sluggish, brown and worn out punk rock or is expecting a smack on
your shiny face, 'God Hates Young People' provides. Not afraid of digging into
either dusty rock ballads or moments of chaotic metal the album shows a band
with a wish to push beyond punk and rock conventions without forgetting those
instantly intuitive songs.”
I morgen, dvs. torsdag d. 31.
august, kommer Peter Bonneman (Amdi Petersens Armé, Gorilla Angreb mv.), Per
Gehard (Yahowa mv.) og Peter Larsen (The Monoliths mv.) atter forbi Mod
Strømmen. Da de var på besøg i juni 2015, udmøntede det sig i denne playliste:
1. 0% - Caveman In Bathroom (demo) (2015)
2. 0% - Colours (demo) (2015)
3. Nirvana - Paper Cuts (1989)
4. Yahowa -
A Healing Tune From The Forest Moon (2015)
5. Puff! -
Identitätsverlust (2014)
6. Rain
Parade - No Easy Way Down (1984)
7. The
Warlocks - Shake The Dope Out (2002)
8. 39 Clocks - Shake The Hippie (1981)
9. Slæng´s - Hvis Jeg Nu Var Arbejdsløs (198?)
10. 0% -
Original Man (demo) (2015)
11. 0% -
Shark Song (demo) (2015)
12. The
Pennywhistlers - Portland Town (live) (1966)
I lige år er det Masnedøfortet på
Masnedø, syd for Vordingborg, der lægger bunker og terræn til Gutter Island
Festival. 2017 er et ulige tal, så i år
skal man huske at stå af i Roskilde. Gutter City finder sted fredag og lørdag i
den kommende weekend. Det er første gang, at arrangørgruppen har valgt at
afholde Gutter City udenfor København.
Selvom, der er fornemme bands på
plakaten som svenske The Nomads, der var det hotteste ensemble i Norden, da jeg
hørte dem på Roskilde Festival i 1986, danske Orcas, behøver ikke yderligere
præsentation her på siden, amerikanske Sleeping Beauties og norske Los
Plantronics og der vistnok er et semi-tema med mexicanske/mellemamerikanske
instrumenter, facetter, toner og klange, så har jeg valgt at koncentrere mig om
et orkester, der har hængt ud med Hendrix og har røget fed med Teddy Kennedy.
The Flamin’ Groovies blev dannet
i 1965 i San Francisco af sanger Roy Loney og guitarist Cyril Jordan. På det
tidspunkt lagde de sig tæt op ad Mersey-beaten og på den måde mindede de lidt om
bysbørnene i Beau Brummels. The Flamin’ Groovies fængende melodier blev verfet
af brættet, ja nærmest slettet fra musikarkivalierne, da The Summer Of Love
brød løs. Nu drejede det hele sig om lange jams, politiske tekster og virtuose
individualister. Det morsomme ved det, er, at hverken Jefferson Airplane,
Quicksilver Messenger Service og hvad byens store hippieorkestre ellers hed,
var fra San Francisco. De var tilflyttere. De eneste, der kunne bryste sig af
at være fra the City by the Bay var The
Flamin’ Groovies.
Bandet debut-ep ’Sneakers’, som
de selv havde produceret og udsendt, kom i 1968. EP’en, som spænder over
garage-fuzz til halvtredser rock’n’roll, var der ingen, der tog notits af.
Årets efter kom lp’en ’SuperSnazz’, som samtiden også overså. Det gik bedre for
gruppens to næste album, der begge kom på Kama Sutra. I 1970 kom ’Flamingo’,
hvorpå bandet fortsatte i det grimme rock’n’roll spor, for i 1971 på ’Teeanage
Head’ at blive, det man i dag kalder proto-punk. Musikken peger fremad mod Jonathan
Richman og Ramones med videre.
Marianne Faithful har senere
fortalt, at det var Mick Jaggers og Keith Richards favoritalbum på det
tidspunk. Hvilket Jagger selv har bekræftet. Han kaldte ligefrem ’Teenage Head’
for en bedre plade end ’Sticky Fingers’. Kort tid efter, at pladen var
udkommet, meddelte den ene af hovedsangskriverne, vokalist Roy Loney, at han
ikke havde lyst til at være med længere. Miriam Linna, der har slået på trommer
i The Cramps, er medstifter af Norton Records og som i 1976 overtog fanzinet. ’The
Flamin' Groovies Monthly’ fra Greg Shaw, da han fik for travlt med Bomp! Records,
har udtalt, at The Flamin’ Groovies lyd indtil Roy Loney forlod bandet, var
sådan The Rolling Stones ville have lydt, hvis de havde bygget videre på stilen
fra Sun Records i stedet for Chess Records.
Efter Loneys afgang kom den kun
18-årige sanger/guitarist Chris Wilson med. En flot ung mand, der kunne bevæge
sig som Mick Jagger. Bandet fortsatte med at turnere hårdt. De åbnede flere gange
for David Bowie og spillede blandt andet sammen med The Kinks, Captain
Beefheart og The Grateful Dead ved Bichershaw Festival i England i 1972. Jordan
og Wilson bosatte sig i London, hvor de brugte al deres tid på at skrive musik.
Med Wilson som medsangskriver blev der lagt mere vægt på det sangbare og harmonier,
uden de dog brød med den energiske spillefacon, de havde oparbejdet. Med andre
ord, den stilart, der i årene, som kom, blev kendt som powerpop. Da mulighed bød
sig gik de i Rockfield Studios i det sydlige Wales, hvor de sammen med
producenterne Dave Edmunds, ja den, Dave Edmunds, og allerede omtalte Greg
Shaw, indspillede en række numre.
Deres pladeselskab, United
Artists, valgte at udsende antidrug-sangen ’Slow Death’, som single. Hvilket førte
til, at bandet mange gange sidenhen har spurgt sig selv, hvad nu, hvis singlen havde
været ’If You Tore Me Down’ eller ’Shake Some Action’ fra de samme sessions, så
havde tingene muligvis set anderledes ud? I de følgende år forsøgte Jordan i al
fald at få 'Shake Some Action' afsat. Han vidste, han havde en utrolig god
sang, et potentielt hit. Han var i Los Angeles og New York og besøgte flere
byer i Europa. Lige lidt hjalp det. Tiden var ikke moden til ’Shake Some
Action’ endnu.
Da rockkritikeren Greil Marcus i
2014, udgav bogen ‘The History Of Rock ‘n’ Roll In Ten Songs’ var han ikke et øjeblik
i tvivl om, hvilket nummer der skulle indlede bogen. ’Shake Some Action’ var
for ham alt det rock’n’roll står for. Alt det han ville have rock’n’roll til at
være.
Helt så glat gik det ikke, da Sire Records endelig udsendte The Flamin' Groovies fjerde
album med titlen ’Shake Some Action’ i juni 1976. Meget symptomatisk for gruppen, så var det et af opvarmningsbandene, der stjal alt opmærksomheden, da The Flamin' Groovies headlinede 4. juli-koncerten i Roundhouse i Camden i London. På plakaten
stod også The Strangles og Ramones. En skelsættende begivenhed i britisk
punkrock. For hvem var til stede, da Ramones optrådte i den engelske hovedstad for
første gang? Det spørgsmål går den britiske presse stadigvæk meget op i, her 41
år senere.
Men hvad med stakkels The Flamin' Groovies? Hvis Sire Records havde håbet på et gennembrud på bagkanten af
punkrocken, så skete det ikke. Bandet udsendte ‘Flamin' Groovies Now’ og ’Jumpin'
In The Night’ i henholdsvis ’78 og ’79. De var på tour med The Damned og The Police. Uden større gennemslagskraft. Efter et årti med hårdt arbejde gik The Flamin’ Groovies hvert til sit i 1981.
På lørdag står de på scenen i Roskilde. De har vistnok en ny
plade med.
Den tid på året igen. Radio
Bluestime er taget på sommerferie. Det vil sige, at Mod Strømmen overtager
mandage mellem kl. 18 - 19.30 på Christianshavns Kanal. Hvad der kommer til at
ske, må tiden vise. Det eneste, der er sikkert for nuværende, er, at det bliver
one-time udsendelser. Der bliver altså ingen mulighed for at genhøre
programmet.
Radio Bluestime er tilbage på næste mandag, d. 4. september,
kl. 18.00
“Although it’s
identified with Los Angeles, the Paisley Underground has roots that extend
about 400 miles to the north. Specifically, to Davis, California, a small
college town near Sacramento. Even more specifically, to the UC Davis student
radio station. That’s where Steve Wynn met Kendra Smith, shortly before they
formed the Suspects and later the Dream Syndicate. That’s where Russ Tolman
spun records before he joined the Suspects and later True West. Scott Miller of
Game Theory spun records at KDVS, as did Guy Kyser of art punks Thin White
Rope. It’s not unusual for college radio stations to attract music nerds,
misfits, and budding musicians, but in the late 1970s nearly every DJ at UC
Davis was a cult legend in the making.”
Anmeldelserne begynder så småt at
løbe ind for den nye The Dream Syndicate-plade, ’How Did I Find Myself Here’,
bandets første siden 1988. Men hvordan begyndte det egentlig for The Dream
Syndicate og Paisley Underground-scenen, som de blev en del af i begyndelsen af
firserne? Det bragte Stereogum en længere artikel om for et par dage siden.
I aften går Mod Strømmen Global. Det
ser jeg som altid frem til. De næstkommende torsdage kommer henholdsvis
0% og The Monoliths på besøg. De har begge været forbi herværende udsendelse tidligere,
men det er nu ikke det, jeg har tænkt mig at berette om nu og her. Jo, lad mig bare fortælle, at de begge har udsendt kodylt fede debut-lp’er på Mastermind Records
for en uges tid siden, sådan rundt regnet. Og at dét selvfølgelig er årsagen til, at de
kommer forbi studiet.
Når det er sagt, vil jeg slå et slag for, at man - først som
sidst – ser deres fælles video-dagbog fra juli 2016, hvor de turnerede
rundt i Midtvesten. Den er ganske enkelt eminent.
Ved nærmere eftertanke, så er det
sidste album, jeg for alvor har hørt med Ben Gibbard, hovedmand i Death Cab For
Cutie, samarbejdet med Jay Farrar fra Son Volt, hvor de på baggrund af en
fælles kærlighed til Jack Kerouacs bog, ’Big Sur’, udgav albummet
’One Fast Move Or I'm Gone’, helt tilbage i 2009. Lyrikken var bygget op omkring Kerouacs prosatekst, der mest af alt handler om at komme sig over et
nervøst sammenbrud forårsaget af sprut. Udgivelsen hørte jeg meget i en
periode, men det er efterhånden lang tid siden, at jeg har sat den på. Sådan
går det ofte. Siden dengang er der kommet et par Death Cab For Cutie-skiver og Gibbards
egentlige solodebut ’Former Lives’ i 2012.
Jeg har lidt på fornemmelse, at
det samme kan komme til at ske med Ben Gibbards nye plade, hvor han fortolker
hele Teenage Fanclubs jingle-jangle, powerpop mesterværk ’Bandwagonesque’ fra
1991. Altså hører det et par gange, hvorefter det mere eller mindre mod min
vilje, forsvinder i den store glemmekasse. Gibbard har flere gange nævnt
Glasgow som den by, han musikalsk føler sig mest beslægtet med, næstefter hjembyen
Seattle, naturligvis.
Herunder beretter Ben Gibbard om,
hvorfor det netop blev ’Bandwagonesque’, han gav sig i kast med at lave og ikke
Emitt Rhodes solodebut, som det ellers havde været planen.
Hele Gibbards ’Bandwagonesque’ er
at finde på youtube. Her et par godbidder…
Som sædvanlig, får jeg næsten lyst til at sige, disker Global op med den ene lækkerbisken efter
den anden henover efteråret. På flyeren herover har spillestedet endog ikke
omtalt Kasai Allstars fra Den Demokratiske Republik Congo, der nok er et af de
største navne på verdensscenen i disse år. Jeg kan også nævne de seks særdeles
spændende koncerter, som de har arrangeret i samarbejde med foreningen NASIM
(Netværket af Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten). The Dwarfs of East Agouza, Asmet
Aslan, 47SOUL, Shermin Movaffaghi og Hashem Kashef, Ifriqiyya Électriques, samt
Yorkston/Thorne/Khan. Og så er jeg ikke engang sikker på, om Global
overhovedet er færdige med at booke navne til efterårsprogrammet.
Uanset hvad, så er der næsten
altid garanti for musikeksperimenter, både det kantede, det originale, det syrede,
det traditionelle og blandingsgodset med meget mere, når folkene fra Global
kommer forbi Mod Strømmen, for at præsentere og spille musik fra koncertudbuddet de kommende måneder. Stil ind nu
på torsdag, d. 24. august, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein og den direkte stream.
Den tid på året igen. Radio Bluestime er taget på
sommerferie. Det vil sige, at Mod Strømmen overtager mandage mellem kl. 18 -
19.30 på Christianshavns Kanal. Hvad der kommer til at ske, må tiden vise. Det
eneste, der er sikkert for nuværende, er, at det bliver one-time udsendelser.
Der bliver altså ingen mulighed for at genhøre programmet.
Dendron Records er et lille
københavnsk plademærke, der har specialiseret sig i eksperimental musik.
Hovedsagligt indenfor folk, lo-fi og psych. Ens for de artister fra selskabet,
jeg har stiftet bekendtskab med, er god tid. Eller måske rettere sagt, eftertanke
og en engels tålmodighed. Sådan forestiller jeg mig det. Musikken lægger i al
fald op til det. Dendron er jo også det græske ord for træ. Træer som tavse
vidner, hvad træet, der har stået der århundrede efter århundrede, kunne
fortælle, stamtræet, et træ uden rødder vælter, et træ med rødder bliver på et
tidspunkt en del af skoven. Associationerne er mange. Nevermind, Dendron
Records holder meget af træer.
For kort tid siden, udkom sampleren
’Dendronephthya’, (dendronephthya er en koloni af koraller, der på dansk
vistnok hedder søtræer), hvortil der blev trukket lod om, hvem af selskabets
kunstnere, der skulle cover hvem. De enkelte måtte så selv bestemme, hvilken
skæring de ville indspille.
TAIGA TAIGA spiller DreamCamERA - First Track
DreamCamERA spiller Tidebound - First Morning
Tidebound spiller Broken Birdie - Capital Of
Death
Broken Birdie spiller Bird Séance - The Road
Bird Seance spiller Mute Swimmer - Different
Name
Mute Swimmer spiller Moongazing Hare - Wild
Nothing
Moongazing Hare spiller Own Road - Slow Keys
Own Road spiller Teamforest - Leave The North,
Head Southwards
“Since the formation
in late 2014, the Copenhagen trio Bleach Blondes have carried the torch for the
uncompromising alternative rock. With their captivating rhythms, thrilling
riffs and authentic nerve the band is the successor to the sound of The Jesus and
Mary Chain, BRMC and RIDE. And so in a veil of smoke and reverb, songs of
omnipotence, ego death and French poetry from the 19th century are born and
raised with an intensity that can be measured on the Richter scale. Their
critically acclaimed debut album from 2016 ‘You Could Take The Whole World To
Bed With You' got attention and airplay throughout Europe and gave the band
their own headline shows and supporting jobs for bands such as Sunflower Bean
(US) and The Telescopes (UK)”
I al beskedenhed kan jeg oplyse,
at alle tre orkestre tidligere har været i Mod Strømmen. Og nu vender Bleach
Blondes altså tilbage. Den umiddelbare grund er deres nye ep ’Health’, der er
blevet masteret i Abbey Road Studios af Sean Magee, som blandt andet har
remastereret Beatles, Ramones, Captain Beefheart og Rolling Stones. ’Health’ skulle
efter sigende være mere eftertænksom end gruppens tidligere udspil.
Her playlisten fra d. 16. februar
2016, hvor Bleach Blondes besøgte Mod Strømmen for første gang.
1. Bleach Blondes - My Seven Traits (2015)
2. Holy Wave - Albuquerque Freakout (2012)
3. Ride - Like A Daydream (1990)
4. Slowdive - Alison (1993)
5. Flyying Colours - Wavygravy (2013)
6. The Jesus & Mary Chain - Down On Me
(1987)
7. Birthday Party - She's Hit (1982)
8. Bleach Blondes - Backhand Compliment (2016)
9. The Mekons - Where Were You (1978)
10. Savages - City's Full (2013)
11. The Libertines - Time For Heroes (2002)
12. Bleach Blondes - Open Doors (2016)
13. The Brian Jonestown Massacre - Pish (2015)
14. Father John Misty - Chateau Lobby #4 (in C
for Two Virgins) (2015)
15. Pixies - Greens And Blues (2014)
16. Lyres - Help You Ann (1983)
17. Bleach Blondes - You Could Take The Whole
World To Bed With You If You Would (2016)
Stil ind, nu på torsdag, d. 17.
august, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream.
Den tid på året igen. Radio
Bluestime er taget på sommerferie. Det vil sige, at Mod Strømmen overtager
mandage mellem kl. 18 - 19.30 på Christianshavns Kanal. Hvad der kommer til at
ske, må tiden vise. Det eneste, der er sikkert for nuværende, er, at det bliver
one-time udsendelser. Der bliver altså ingen mulighed for at genhøre
programmet.
