Sweet Pete & The Land Band i Mod Strømmen

Herrerne her spiller countryrock. Af den gamle skole, vel at mærke. Alle tre har også deres gang i Elevatorfører, der spiller dansksproget syrerock. I radioudsendelsen på torsdag kommer det dog til at handle om deres kærlighed til countryrock. Projektet er stadigvæk så meget i sin vorden, at det vil være omsonst at lede efter det på internettet. Orkestret er der ikke. Sweet Pete & The Land Band har ikke desto mindre været i studiet og indspille en håndfuld sange, der er mere eller mindre færdige. 

Baggrunden for banddannelsen var et besøg i Texas, hvor Peter Ole Pedersen (i midten) så småt begyndte at pusle med nogle tekster, der skulle beskrive hans rejse gennem USA's næststørste stat. Christen Riis Bundgård (til venstre) har sat dem i musik og, ja, Klaus Møller (til højre) spiller countryguitar til.

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 9. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

”Look at heem, he ezz nothing but at leetle punk”

’A.M.’ og ’Being There’ bliver genudgivet

Det bliver en blid begyndelse på ugen. Dagens indlæg er måske en form for forløber for torsdagens radioudsendelse med Sweet Pete & The Land Band? Jeg har under alle omstændigheder begge orkestre stærkt mistænkt for at trække på de samme inspirationer. Vi skal forbi Wilco. Vi skal høre countryrock.

Fans, der først stod på Wilco omkring ’Yankee Hotel Foxtrot’ i 2001, må få en underlig fornemmelse i kroppen, hvis ikke blive direkte skuffede, ifald de søger tilbage i gruppens katalog. På debutpladen ’AM’, der kom i 1995, var det ikke alene et helt andet band, stilen var også en ganske anden. Det alt andet end kønne break-up af Jeff Tweedys første orkester Uncle Tupelo, hvis debutplade ’No Depression’ fra 1990, i vid udstrækningen bliver betragtet som den første alt-country udgivelse, skal jeg ikke fortælle om her. Men blot et par dage efter Uncle Tupelos sidste koncert, begyndte Tweedy at øve med det band, der senere blev til Wilco. Med sig fra Uncle Tuplo havde han bassist John Stirratt og trommeslager Ken Coomer. 

I august 1994 gik de i studiet og indspillede ’AM’. En samling sange, der strækker sig fra powerpop over countrytwang til gedigne countryrock. Lidt i stil med Tom Petty, læste jeg, fornyelig. Den sammenligning har jeg aldrig tænkt på, selvom den jo ligger lige for.

1. december udsender Rhino Records Wilcos to første plader i deluxe udgaver. Nævnte ’AM’ og dobbeltalbummet ’Being There’. Sidstnævnte har jeg omtalt mange gange på herværende side. Senest da det rundede tyve år i 2016. Blandt reissuematerialet finder man otte sange, der ikke har været ude tidligere, Uncle Tupelos sidste studieindspilning ’When You Find Trouble’, outtakes, demoer, liveoptagelser og meget, meget mere.

Indtil videre er der kun sluppet et par livenumre og en ikke tidligere hørt optagelse af ’Myrna Lee’ op på nettet. Herunder kan man høre sangen, der er skrevet og bliver sunget af John Stirratt. Det er dog ikke første gang, at nummeret er ude på plade, idet Stirratts tvillingsøster Laurie, udsendte den med hendes band Blue Mountain på albummet ’Homegrown’ i 1997, hvorpå det såmænd også er John Stirratt., der tager sig af vokalen.

The Stroppies debutkassette er ude på LP

Melbourne-bandet The Stroppies begyndte som et beskedent køkkenbordsprojekt for et par år siden. Claudia Serfaty (Blank Statements), Stephanie Hughes (Dick Diver) og Angus Lord (The Stevens, Twerps og Tyrannamen) fjollede rundt med nogle Casio-keyboards og lavede hurtigt flere collageagtige skæringer. De forprogrammerede beats faldt dog ikke helt i deres smag, så Rory Heane (White Walls) kom med som trommeslager kort tid før, at de gik i studiet for at indspille debutkassetten med Alex Macfarlane (The Stevens, Twerps og Tyrannamen) og Mikey Young (Total Control) ved roret. Siden er Adam Hewwit (The No Real Need) kommet med.

The Stroppies nævner selv Guided By Voices og The Great Unwashed som vigtige inspirationskilder til den måde, de skaber musik på. Skæve, charmerende, hurtige lofi-popsange. Og, ja, det må man sige, at Robert Pollard, der fyldte tres forleden og har været mere eller mindre, mest mere, aktiv med Guided By Voices, siden de spæde firsere, er mester for. Angående The Great Unwashed, så er der selvfølgelig også noget om snakken. Bandet var, udover at være en nedsættende betegnelse for den almene befolkning, især arbejderklassen, det Flying Nun-band som de new zealandske brødrene Hamish og David Kilgour dannede i 1983, da de havde sat The Clean på pause. Jeg får også andre associationer. Især til Yo La Tengo, men de er også vanskelige at komme udenom, når det drejer sig om minimalistiske produktioner som denne. De kvindelige vokaler får mig endvidere til at tænke på Maureen Tuckers solomateriale.

Køb pladen gennem Norman Records. Flere af navnene i parentes er i øvrigt regelmæssige gengangere i Mod Strømmen radioprogrammer. Blandt andet her.

Hobbitten fylder 50 år i dag.

”Den der boblestil er bare kommet. Jeg er vel inspireret af meget 60’er musik. Ligesom hele bandet Spids Nøgenhat udspringer af netop den stil. Men altså inspirationen kommer fra alt muligt, jeg ikke lige tænker over. Bauhaus har også lidt mærkelig guitarflimmer hist og pist. Det hørte jeg meget engang, og det har sikkert sat sig lidt. Og Joy Division. Og ’Bull Of The Woods’-albummet med 13th Floor Elevators. Selv om jeg syntes, at Jimi Hendrix var fedt, så var det aldrig sådan, jeg ville spille”

- dagens fødselar, Henrik Klitstrøm, i ’Mere Lys. Historien Om Spids Nøgenhat’ af Thomas Løppenthin og Lars Krogh. Udover Spids Nøgenhat har Klitstrøm spillet i On Trial, Dragontears, spillet med Anders Stub, i Telstar Sound Drone, haft eget pladeselskab, lavet syrelys osv. Stort tillykke, herfra.

Tillader mig lige at gengive et stykke mere fra bogen. Her er det Uffe Lorenzen:

”Hobbit har en helt unik guitarlyd, som jo i høj grad skaber Spids Nøgenhats lyd. Det er ham, der gør det. Også i dag. Det er ret specielt. Han spiller så mærkeligt, så ukonventionelt. Man skal være meget varsom, når man skriver en sang, for man må ikke sige til Hobbit, hvad han skal spille. Det bliver sangen kun dårligere af. Han skal have lov til selv, og helt frit, at finde ud af, hvor på brættet, han er. Og det giver helt utroligt meget til vores lyd. Det er måske lidt underligt, fordi Morten er en særdeles dygtig musiker, men det er altså Hobbit, der laver vores lyd”

Klimaforandringer. Playliste 2. november 2017

1. Klimaforandringer - Slægt (2017)

2. Baurera - Salima Na Halima (1982)

3. Bryllupsband fra Bobo Dioulasso i Burkina Faso - Bryllupsmusik Pt. 1 (feltoptagelse af Lars Bech Pilgaard) (2014)

4. Khun Narin's Electric Phin Band - Lam Phu Thai #1 (2014)

5. R.L. Burnside - See My Jumper Hanging On The Line (live) (1978)

6. Klimaforandringer - En Tilstand (2017)

7. Alice Coltrane - Journey In Satchidananda (1970)

8. Sonic Youth - The Burning Spear (1985)

9. Olivier Messiaen - Oraison (For Ondes Martenot) (1937)

10. Klimaforandringer - Masker/Rød Jord (2016)

11. Bryllupsband fra Bobo Dioulasso i Burkina Faso - Bryllupsmusik Pt. 2 (feltoptagelse af Lars Bech Pilgaard) (2014)

’Solens gåsehud’

”solens gåsehud, jeg tager, jeg giver, jeg svimler

solen du almægtige, mon den er udsprunget af fugle,

dette tindrelys, ejer vi slet ikke grænser mere

formiddagen skjuler sin søvn, den slår broer imellem os,

jeg sætter ikke noget til, jeg sætter mig heller ikke over

solens gåsehud, hele din nøgne krop er i mine hænder.

den klare sang ved brønden, jeg tager, jeg giver,

verden er så logisk i dag, ingenting lader sig gentage

solens gåsehud, ja nu har jeg sgu fattet det”

- F.P Jac. ’Flygtige papirer: lutter nye digte’, Borgen. 1989.

Klimaforandringer i Mod Strømmen

Nu på onsdag, d. 1. november, udgiver Klimaforandringer deres anden plade. Den har fået titlen ’Slægt’. Gruppen inviterer til releasefest på Harbo Bar i Blågårdsgade, kl. 19.00. Her vil der være mulighed for at stifte bekendtskab med skiven, drikke gratis øl og hører en ”opturs-DJ” spille ”verdens bedste musik”, som det hedder et sted.

Dagen efter kommer hovedmanden, komponist og guitarist, Lars Bech Pilgaard forbi Mod Strømmen. Pilgaard har haft og har stadig sin gang i flere københavnske jazzundergrunds-ensembler, såsom Svin, Sav, og Bavaria. Han spiller også sammen med Bisse.

På torsdag bliver det Klimaforandringer, der er i centrum. Et band, Pilgaaard dannede for nogle år tilbage for at forene hans ”fascination af afrikansk musik med støjrock” og ”danske tekster efter afrikansk forbillede”, som han, fortalte Passive/Aggressive, kort tid før udgivelsen af Klimaforandringers første plade, ’Ånder’. I samme interview, beskriver P/A, Lars Bech Pilgaards solomusik, som ”særligt repetitiv, men al hans musik er samtidig i sin grundform foranderlig og rastløs, hvilket også forklarer udforskningen af etniske skalaer. Altså etnisk hele vejen fra Vestjylland til afrikansk musik og indisk raga.”

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 2. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Og modtageren af Jan Sonnergaards Mindelegat 2017…

…blev Julia Butschkow. Det er Butschkow til venstre, hvis man skulle være i tvivl.

“Rock Is Sick And Living In London”

"Because the music press are basically Sixties culture freaks. They imply we're not original, they try to maintain this facade of knowing every song, every riff, every lyric, as if they invented it. One recent headline had us as 'John, Paul, Steve and Sid,' like we were the Beatles! That's fucking disgusting! They were trying to make us fun. It shows the vampire nature of the Sixties generation, the most narcissistic generation that has ever been!"

- Malcolm McLaren om Sex Pistols til Rolling Stone Magazine, 20. oktober 1977.

På fyrreårs-dagen for udgivelsen af ’Never Mind The Bollocks, Here's The Sex Pistols’, kunne det måske være interessant at få lidt baggrund og perspektiv på, hvad det var Sex Pistols harcelerede i mod. Det er der mulighed for i denne lange Rolling Stone-reportage af Charles M. Young om et London i opbrud og forandring.

   

Himmelrum. Playliste 26. oktober 2017

1. Neu! - Hallogallo (1972)

2. Brian Eno with Daniel Lanois & Roger Eno - Deep Blue Day (1983)

3. Papir - IIII.I (2014)

4. Himmelrum - Purpur (2017)

5. Talk Talk - The Rainbow (1988)

6. Himmelrum - Symphisodon / Kongeblå (2017)

7. Blondie - Heart Of Glass (1978)

8. Alice Coltrane - Journey In Satchidananda (1971)

9. Steve Reich ‎- Music For 18 Musicians (Section I) (1978)

10. My Bloody Valentine - All I Need (1988)

11. Seefeel ‎- Plainsong (1993)

12. Barmer Boys & Himmelrum - Alaap In 16 Beats (premix) (2017)

“Frustrated, semi-drunken white guys yelling up a storm is a beautifully universal language, after all.”

Frontmand Matt Korvette fra det amerikanske hardcore-band Pissed Jeans, er begejstret for The Monoliths debut. Kanhænde det er en gammel nyhed, men her får I under alle omstændigheder Korvettes dom fra hans blog Yellow, Green, Red.

“The Monoliths The Monoliths LP (Mastermind)

Danish trio The Monoliths have been kicking around their idyllic city for a few years now, finally offering up their debut full-length. When I read the terms “Copenhagen” and “noisy punk” in the same context, there’s already a specific image in my head, and I have to say that it’s certainly not The Monoliths. But rather than the mysteriously menacing artistic grandeur of the Posh Isolation label, The Monoliths are kicking up a dusty mess of blue-collar, domestic-beer punk. Or maybe if The Monoliths are drinking Bud Light, it’s imported? I’m getting off topic, sorry. The Monoliths call to mind Feedtime, but also a large chunk of the Headache Records roster. I’m hearing Niblick Henbane and Limecell in particular… queue up Limecell’s “Marlboro Miles” next to any given track off The Monoliths and tell me those vocalists couldn’t be twin brothers. There might be an aesthetic connection to Watery Love too, but The Monoliths have much more of a ’90s street-punk sound than Watery Love’s lo-fi style. I’m honestly surprised at how much I enjoy The Monoliths’s take on it – their songs are simplistic and not particularly interesting, but it’s the vocalist’s frustrated yowling, in what seems to be an American accent, for which I have such an affinity. Frustrated, semi-drunken white guys yelling up a storm is a beautifully universal language, after all.”

Part Time Records udgiver Visitor Kanes debutplade

Først på året havde Mod Strømmen besøg af Visitor Kane, som er bassist og sanger Patrick Kociszewski fra Less Win synth-funderede sideprojekt. I udsendelsen spillede Kociszewski inspirationer til og et par stykker af de kompositioner, der snart foreligger på debutpladen, ’Easy Concern’.

1. Visitor Kane - Tomorrow And Forever (demo) (2016)

2. CC Dust - Tonopah (2016)

3. Sean Nicholas Savage - She Looks Like You (2013)

4. Nagamatzu - Faith (1983)

5. Visitor Kane - Master Of Mask (demo) (2017)

6. Oppenheimer Analysis - The Devil's Dancers (1982)

7. Talking Heads - Girlfriend Is Better (1984)

8. The Walker Brothers - The Electrician (1978)

9. This Mortal Coil - Kangaroo (1984)

10. Visitor Kane - Cruelty At The Exit (demo) (2017)

11. Roy Orbison - It's Over (1964)

12. Donnie & Joe Emerson - Baby (1979)

13. Grace Jones - Pull Up To The Bumper (1981)

Hør udsendelsen herunder.

Her ’The Big Misconception’. Førstesinglen fra ’Easy Concern’:

Fredag i næste uge, dvs. 3. november, er der släppfest for ’Easy Concern’. Dagen begynder, kl. 17.00, i Insula i Blågårdsgade, hvor Patrick Kociszewski (guitar), Julie Lind (bas) og Marie Louise Lind (cello) giver en kort akustisk koncert. Senere går det løs på Bakken i Kødbyen. Her varmer engelske Lads op for Visitor Kane. Mød op kl. 21.00.

Himmelrum i Mod Strømmen

My Bloody Valentine, Sonic Youth, Calexico, Brian Eno, Palle Mikkelborg, Material, Bill Laswell, Ry Cooder, Explosions In The Sky, This Will Destroy You, Couch og Pink Floyd, når kritikeren i Undertoner at remse op i anmeldelsen af Himmelrums debutplade fra i år. Umiddelbart virker det altid overvældende, når der bliver slynget så mange referencer i spil. Men er der så hold i sammenligningerne? Det kunne meget vel være et spørgsmål til den københavnske kvartet Himmelrum, når den kigger forbi studiet på torsdag. I modsætningen til anmelderen, beskriver gruppen nemlig selv deres musik, kort og præcist som ”instrumental ambience and rock music”. Facebook-sitet Dagens Lyd har fyldt et par gloser mere på i deres signalement; "fri interplanetarisk udforskning gennem synæstetisk rockmusik".

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 26. oktober, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream. 

Sætliste og autograf