Lidt til og meget mere…

Det forekommer sjældnere og sjældnere, at denne bloggerkugle, hører et album fra den ene ende til den anden. Indenfor det seneste stykke tid, er der dog blevet forsøgt at rette op på det. En gennemgang af reolen, bilen og hukommelsen fortæller, at Teenage Fanclub’s ’Songs From Northern Britian’ fra 1997, The Beatles’ ’Magical Mystery Tour’ fra 1967, det nye Sonic Youth album ’The Eternal’, ’Lediggang A-Go-Go’ med C.V. Jørgensen fra 1983, Sebastians ’Gøgleren, Anton Og De Andre’ fra 1975 (første gang nogensinde), Iris DeMent’s ’My Life’ fra 1994, The Handsome Family’s ’Twilight’ fra 2001, The Setting Son’s ’Spring Of Hate’ fra i år, Bob Dylan’s ’Together Through Life’ ligeledes fra i år, Nick Cave & The Bad Seeds’ ’Kicking Against The Pricks’ fra 1986, The Felice Brothers’ ’Yonder Is The Clock’ fra 2009 og John Phillips’ ’(John The Wolfking Of L.A)’ fra 1970, har været spillet gennem en eller anden form for medie.

John Phillips var vi forbi i maj, hvor numret ’Topanga Canyon’ fra ovennævnte album, blev forsøgt brugt som et tidsbillede. Tre år tidligere, havde The Mamas & The Papas, hvor Phillips var hovedsangskriveren, udsendt singlen ’Twelve Thirty (Young Girls Are Coming To The Canyon)’, som man med god vilje kan læse, som en forløber for ’Topanga Canyon’.

”I used to live in New York City
Everything there was dark and dirty
Outside my window was a steeple
With a clock that always said 12:30”

Phillips, der selv havde boet i New York i begyndelsen af 1960’erne, beskriver her byen som et brakland. Tiden er gået i stå på kirkeuret. ’Alt håb lades ude’, for at citere et kendt værk, der er ingen trøst eller forløsning. Han har dog svar på rede hånd.

”Young girls are coming to the Canyon
And in the morning I can see them walking
I can no longer keep my blinds drawn
And I can't keep myself from talking”

Det glædeløse billede af New York er fortid. Musikken åbner op og vi er på vej ind i en ikke nærmere stedfæstet dal i det sydlige Californien. Et Shangri-la, fyldt med farver, væren og smukke kvinder. Andet vers skildrer den livgivende forandring, som fortælleren føler.

”At first so strange to feel so friendly
To say good morning and really mean it
To feel these changes happenin' in me
But not to notice till I feel it”

I tredje vers og broen, som også er det tekststykke, der ligger sig tætteste op ad ’Topanga Canyon’, begynder Phillips, imidlertid at reflektere over det solrige Californiens skønhed og vibrationer. Havde han fundet det, han ledte efter? Nej, livet var stadig lige så fragmenteret, som det havde været i det mørke New York. Nissen flytter med.

”Cloudy waters cast no reflection
Images of beauty lie there stagnant
Vibrations bounce in no direction
But lie there shattered into fragments”

Desværre har det ikke været muligt at finde et sted, hvor man kan høre ’Twelve Thirty (Young Girls Are Coming To The Canyon)’ på nettet. Du må altså op med tegnedrengen, hvis du ikke allerede har sangen.