’Secondhand Daylight’

Anmelderne var ikke med Manchester-gruppen Magazine, da det udsendte dets andet album, ’Secondhand Daylight’, i marts 1979. Det blev beskyldt for at være progressiv-rock, og hvis der var noget der kunne få nye pladekøbere til at løbe skrigende bort i den periode var det et mærkat som dette. Sådan havde det ikke set ud året før, hvor debuten ’Real Life’ blev kaldt sofistikeret og intelligent, og en udsøgt måde at komme videre fra år nul, 1977, og punkmusikken på.

Frontmanden og sangskriveren Howard Devoto, der havde forladt Buzzcocks i 1977 for at danne Magazine, havde på ’Secondhand Dayligt’ en drøm om at tage bandet i en ny retning. En retning, hvor hovedbestanddelen skulle være et koldt og råt syntheziser univers. Han allierede sig med Colin Thurston, der i 1977, havde arbejdet for Tony Visconti, da denne producerede David Bowie’s ’Heroes’ og Iggy Pop’s ’Lust for Life’. Thurston har senere fortalt, at "I think they were a bit nervous and so I didn't tell them it was my first production". Derudover medvirkede på keyboard / syntheziser Dave Formula, som senere kom med i Visage, guitaren blev varetaget af skotske John McGeoch, som også tog del i Visage og herudover spillede med The Armoury Show, Public Image Ltd og Siouxsie & The Banshees. På bas havde bandet altmuligmanden, Barry Adamson, Visage, Nick Cave & The Bad Seeds, plus et hav af soloplader og filmmusik for bl.a. David Lynch, bag trommerne sad John Doyle.

Brugen af termen progressiv-rock, kan man i dag godt undskylde kritikerne for, da det nok var den der lå nærmest, og de ikke havde andre gloser for det, som siden hen kom til at hedde post-punk. På daværende tidspunkt var det New Wave, og det udtryk dækkede stort set alt ny musik med en kende kant, der kom efter punken. Kodeordene på ’Secondhand Daylight’ er desperation, mørke, paranoia, angst, fremmedgørelse og ren æstetik. Formula’s droneagtige synth-flader, Adamson’s dundrende hårde baslinjer og McGeoch's gotiske guitarspil, pegede, sammen med Devoto’s unikke stemme og tekster, frem mod den kulravende sorte og dystre verden, som bl.a. Sisters Of Mercy, The Cure og Bauhaus levede og åndende for i 1980’erne. Eller som den nu afdøde McGeoch, har udtrykt det: ”Magazine were always a connoisseur's choice. We broke new ground, we set the tone for the next twenty, thirty years, but we never made much money”.