”It's a picture of some leprechauns standing around a crock of gold. That's what leprechauns really look like!”- Shane MacGowan
I irsk folklore er en leprechauns en ensom mandsling, gerne en skomager, han er ikke decideret ond, men hans moral er anløben, og så elsker han practical jokes og guld. Om det er det billede, som Shane MacGowan forsøgte at give af sig selv, da han malede coveret til sin anden udgivelse, efter bruddet med The Pogues, skal være ufortalt.
Pladen hedder ’The Crock Of Gold’, den kom i 1997, og virker her tolv år efter som lidt af en søbekasse. MacGowan's stemme er sløret og visse steder delvis uforståelig. Med det på plads, så uddyber albummet dog MacGowan’s personlige temaer og kæpheste. Såsom tabt kærlighed, fuldemandsjammer, ensomhed, stolthed og personportrætter, som kun Shane MacGowan kan tegne. Tag nu bare ’Rock 'n' Roll Paddy’.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar