“Like a Kaleidoscope I Turn and I’m Turning…”

I dag blot en kortvarig forlængelse af det ophold, jeg gjorde ved Paisley Underground forleden. To af scenens mest succesrige orkestre, The Dream Syndicate og Green On Red, hører for mig en svunden tid til. Eller det vil sige, at det i det mindste er den slutning, jeg er nået frem til, efter at have genhørt et mindre udvalg af deres plader. Dengang i firserne, holdt jeg navnlig af Green On Red og dets forsøg på at indlemme Neil Young og Crazy Horse i udtrykket.

Green On Red, dazumal

Det, Green On Red, jeg taler om her, gik i opløsning i Athen i 1987, hvor hovedmanden Dan Stuart, under gruppens næstsidste koncert på en lang Europa-tour, forlod scenen grædende med noget der lignede et psykisk sammenbrud. Der var ikke andet at gøre, end at afblæse det sidste job i London. Siden kom der et par album mere, men herpå bestod bandet kun af Stuart og Chuck Prophet og til lejligheden hyrede musikere. Den aflyste koncert i London, må alligevel have redet orkestret som en mare, eftersom det, da det blev gendannet i den klassiske line-up til et enkelt show i Arizona i 2005, sagde det ja til at spille den ene koncert i London, som gruppen manglede. Sætlisten var sågar identisk med den oprindelige.

Undskyld denne diskurs. Jeg lagde jo for med at fortælle, jeg ikke længere finder nogen større begejstring ved at høre Green On Red. Mest af alt fordi deres lyd forekommer mig outdated. Rain Parades debutplade fra 1983, ‘Emergency Third Rail Power Trip’, og mini-lp’en ‘Explosions In The Glass Palace’ fra 1984, har jeg det derimod godt med stadigvæk. Men det beror måske hovedsagelig på, at jeg først fandt ud af hvad den Paisley Underground-gruppe for alvor kunne, senere hen.

’Kaleidoscope’ fra debuten: