Stockholmsyndromet. Et riff og et par flasker rødvin.

For et par uger siden markerede svenske medier fyrreårsdagen, for det røveri mod Kreditbanken i det centrale Stockholm, der senere gav navn til den psykiske tilstand, hvor gidsler føler sympati med gidseltagerne, kendt som Stockholmsyndromet.

Gidseldramaet udspandt sig over seks dage, fra d. 23. august til 28. august 28, 1973, og var den første kriminelle handling i Sverige, som blev dækket af live-tv. På den første dag, gik Jan -Erik Olsson, der var på udgang fra fængslet, ind i Kreditbanken og holdt egenhændigt personalet op. Politiet blev straks tilkaldt, to betjente gik ind, Olsson åbnede ild og sårede den ene i hånden, mens den anden blev beordret til at sætte sig i en stol og synge. Herefter tog Olsson fire gidsler, låste dem ind i bankboksen og begyndte at stille krav. Han forlangte, at vennen Clark Olofsson, der lå inde med en del ekspertise i at røve pengeinstitutter, blev bragt til Kreditbanken, sammen med tre millioner svenske kroner, to pistoler, skudsikre veste, hjelme, og en hurtig bil.

Den svenske regering imødegik hurtigt kravet om at få Olofsson bragt til stede. I dagene, der fulgte, havde de to telefonisk kontakt til politiets forhandlere. De førte også et par samtaler med Oluf Palme. Under den ene af dem fik et kvindelig gidsel lov til at tale med statsministeren, og det var her, at det stod klart, at gidslerne var begyndt at sympatisere med Olsson/Olofsson. Før jeg begynder at fortabe mig yderligere i historiske detaljer, så lad mig kort konkludere, at der nu var sat ord på syndromet. Betegnelsen fik det først, da den svenske kriminalforsker og psykiater, Nils Bejerot, beskrev forfatningen.

Hvorfor dette rids af gidselaffæren? Nogen sidder måske med den tanke, at vi skal vende blikket mod Athens i Georgia, hvor der findes et band, som har opkaldt sig efter syndromet, eller Yo La Tengos sang af samme navn. Så langt væk skal vi ikke. Vi skal bare til Kbh. N, hvor der bor en digter, der næsten deler navn med den svenske hovedstad. Når han laver musik med sideprojektet Stochholm Syndrome, gemmer han sig bag pseudonymet Nick Danger, når han skriver lyrik og spiller med The Liquid, hedder han Nicolaj Stochholm.

Stochholm Syndrome præsenterede i den hengåede uge, videoen til det nye nummer, ’The Mediator’. Den er filmet af den unge instruktør Johan Knattrup Jensen. Riffet er optaget på en iPhone i øvelokalet og viderearbejdet med guitar, sang og et par flasker rødvin hjemme i stuen, senere sammen aften. Dagen efter sendte Nicolaj Stochholm nummeret til det gamle Gangway-medlem og producer, Henrik Balling. Han shinede tracket op og lagde mere guitar indover, uden at røre nævneværdigt ved den trashede iPhone-indspilning. Der kører således to spor, side om side. Vokalen blev lagt på et par dage efter.

Nicolaj Stochholm er også snart aktuel med The Liquid, mere om det, når den tid kommer. Ligesom han er ved at lægge sidste hånd på digtsamlingen ’Jordisk Paradis’. Den afslutter trilogien, der begyndte med ’Odefabrikanten’, som kom i 2011, og ’Ødelagt Rim’ fra i år.