Tidligere på måneden, roste jeg
Morten Seiferts debutnovellesamling, ‘Gud er det dig der spiller sax?’. De seneste
dage, har jeg genlæst flere af de fortællinger, der er bygget op omkring den
fiktive punkjazz-trio, Apostles Of New Jazz. Det bliver ofte nævnt, at det er
svært at skrive om musik. Ikke at anmelde, som sådan (det kan måske også være svært?) Nej, det jeg taler om, er at skildre musik i litteratur. Det har
Seifert et fermt tag om:
”Min sax er en forsølvet Conn
tenor 1919, simpelt vedligeholdt med nogle af korkstykkerne erstattet med
ventilgummi. Det gamle amerikanske horn har klang og personlighed, men er
umuligt at spille rent og præcist på. Duede i virkeligheden ikke til funkens
kliniske univers.
Jeg klikker klappernes læderpolstring mod røret, en gammel vane og også
ligesom for at blødgøre fingrene, bilder jeg mig ind. En svag rytmisk klapren
forplanter sig akkurat hørligt til højttalerne via en lille mikrofon på
schallstykket. Men jeg blæser ikke. Endnu. Jeg har hørt King Curtis vente hele
første kor på den måde.
Mine øjne er lukkede, og jeg mærker publikums voksende bekymring. Skulle
han ikke spille nu? Hvad sker der? Er der noget galt?
Pludselig har jeg gjort som
Curtis. Ventet hele første kor. Det er bare sket, men det føles rigtigt. Nu er
vi i andet kor. Publikums forventninger er spændt til bristepunktet”
Stykket her er bare begyndelsen på et par siders beskrivelse af en saxofonsolo i titelnovellen. Seifert har også udarbejdet en playliste til ‘Gud er det dig der
spiller sax?’. Den vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men jeg røber vist
ikke for meget ved at fortælle, at saxofonen spiller en central rolle. Dette
guddommelige horninstrument, som den moderne rockmusik synes at have glemt.
Nu på torsdag, d. 26. september, kommer Morten
Seifert forbi Mod Strømmen. Stil ind mellem, kl. 18-20, på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar