The Wands udsendte i begyndelsen
af måneden deres debut-plade, ’The Dawn’. Jeg har kun hørt albummet én enkelt gang,
så jeg vil ikke begive mig ud i en langstrakt dissekering. Bare fortælle, at
dét er ret godt. I øjeblikket kører bandet Europa tyndt på en næsten endeløs marathonturné.
I aften spiller de eksempelvis i Wurlitzer Ballroom i Madrid. Touren begyndte i
London for ti dages tid siden og ender på Loppen på Christiania, d. 19.
december, hvor The Love Coffin, som Mod Strømmen får besøg af på næste torsdag,
varmer op. Mere om The Love Coffin, én af de følgende dage.
The Wands består af Christian
Skibdal og Mads Bredtoft Gräs. De har dog et par hired guns med rundt i den
gamle verden. Den ene af dem, jeg tror, det er trommeslageren, dokumenterer strabadserne,
abefesterne og morskaben, på megen elegant vis på denne blog.
Her et brudstykke fra dag otte.
Vi er ved en lydprøve i Lincoln, nordøst for Nottingham i East Midlands.
”Nedenunder på toilettet kan man trække en dildo i en automat, og
Taylor Swift pumper løs gennem højtalerne i baren. Unge fyre med plukkede
øjenbryn og diamant-øreringe står og nikker med til rytmen. Vi er lidt i
fremmed land her. Under lydprøven siger Skibs “More Beatles, less Queen” om
trommelyden, og det får alle bøsserne til at grine højt.. Men det er i
virkeligheden ikke en joke – trommerne skal være lidt små. Ikke firser.”
Her The Wands anden single fra
den just udsendte debut:
I en sommerferie for år tilbage,
ti – tolv stykker, sådan cirka, læste jeg Michael Falchs erindringsbøger
’Helligedage’ og ’Hjemveje’. Jeg har ikke noget forhold til Malurt eller Falchs
soloting. Jeg kender de største hits, bevares. Jeg synger med på ”Vil du, vil du, vil du break my heart”
til julefrokoster og deslignende. Men så
er det også slut. Bøgerne blev plukket ned fra hylden på Stege Bibliotek, vores lokale sommerbibliotek i den periode. Jeg husker dem som underholdende, men
også lidt for patosfyldte og enstrengede. Det kan være derfor, at der ikke
rigtig er nogen passager eller historier, der har bidt sig fast hos mig. Siden da, har Michael Flach
udgivet to bind mere af sine erindringer. ’Trækruter’ fra 2011 og ’Dagen &
Vejen & Fuglene’, der udkom året efter. Dem kendte jeg intet til, før i
dag.
I ’Dagen & Vejen &
Fuglene’ har Falch helliget et kapitel til sine møder med Bruce Springsteen:
”Netop i dag er det 30 år siden, at Bruce Springsteen optrådte med mig
og Malurt i Forum. Hele to koncerter med Malurt overværede han den mindeværdige
dag. I mange år har jeg ikke orket at genopfriske den historie, når jeg er
blevet spurgt af medierne, for det var ikke uproblematisk at opleve en sådan
symbiose med et verdensnavn. Den fantastiske oplevelse i 1981 og den vældige
inspiration, der udgik fra ham, kom siden til at koste mig års anstrengelser i
et forsøg på at vriste mig så meget fri af hans skygge, at jeg igen kunne føle,
at jeg for alvor trak vejret som mig selv. Da min første datter i 1985 kom til
verden lige præcis på Bruce´s fødselsdag, måtte jeg således sende et lakonisk
blik mod himlen som tak for underteksten: "Men hvem er du selv?"
Læs resten af kapitlet, som jeg
tror hedder, ”Med Bruce som booze,” herunder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar